Intentioner og ønsker. I december vil jeg…
- Julehygge! Bage luciaboller, tænde lys og høre julemusik. Og generelt bare sovse og smovse i jul.
- Finde en god hjemmetræningsrutine, der passer til muligheder og formåen. Om det så bare bliver 20 minutter et par gange om ugen, så er det noget, jeg gerne vil have ind i rutinerne og prioritere.
- Fortsætte med at gå morgentur. Det gør mig så godt for resten af dagen at starte med at blive luftet lidt, inden jeg sætter mig på hjemmekontorpinden.
- Fodre fugle i haven. Lille og måske skør ting, men det gør mig glad at kigge ud på og tænker også, det gør en forskel for fuglene i den kolde tid.
- Fikse julegaver. Med det vons. Og pakke dem ind løbende. Så det bliver hyggeligt, fremfor i trængsel og alarm 23. december (som jeg ellers har for vane på trods af alle gode intentioner). Troede egentlig, jeg skulle gøre det i løbet af november, men altså…
- Finde et spejl til vores toilet, synes der er mange smukke derude, men har ikke fundet ‘the one’ endnu. Skal også have fundet et pænt toiletbræt. Det er altså lettere sagt end gjort… Et mørkegrønt/smaragdgrønt ville være oplagt, men de hænger ikke på træerne. Hvis altså det overhovedet findes…
- Strikke et eller andet. Det er længe siden, jeg har haft gang i pindene (blev helt søsyg af det i starten af graviditeten og det forværrede kvalmen), så gerne noget relativt nemt og hurtige à la en hue, for lige at komme i stødet igen.
- En tur i biografen. Har både lyst til at se House of Gucci og Spencer.
- Holde et par dages digital detox eller mere i forbindelse med juleferien. December er næsten altid min travleste måned på året mht. kampagner, så føler lidt jeg har telefonen klistret til hånden mange dage. Det er sjovt og jeg elsker det, men ovenpå sådan en måned har jeg ekstra meget brug for også at holde helt (skærm)fri.
Jeg ser især frem til…
- En juletur på La Glace med søde veninder.
Månedens (drømme)outfit…
… noget der ikke strammer, men som heller ikke får mig til at ligne Lunas telt. Den kode har jeg ikke helt knækket endnu. Så indtil da lever jeg højt på og i de klassiske Nørgaard 101 kjoler. Alle gravides bedste ven.
Jeg skal spise…
… nougat og marcipan som til alle tider er min livret. Og så skal jeg drikke (alkoholfri) gløgg, som også er på min livretsliste.
Det skal jeg lytte til…
… julemusik. Får især kuldegysninger (på den gode måde) til Julefeber. Og så voldlytter jeg også fødselsberetninger. Både via To The Moon Honey og den svenske Vattnett Går.
Det skal jeg se…
… Love Actually og The Holiday. Pladderromantik og juleglæde, bring it on, det er lige hvad jeg behøver!
Jeg skal læse…
… Barnet fra Thy af Maria Helleberg. Holdt sådan af de to forgående i hendes Thy-trilogi, så ser frem til denne.
Månedens drøm…
… at de allerallersidste flyttekasser pakker sig selv ud. Jøsses, hvor har jeg været ultrasløv til den del af at flytte. Og jo længere man venter, jo sværere bliver det. Det husker jeg til næste gang. Altså bortset fra at jeg aldrig skal flytte igen.
Jeg er taknemmelig over…
… at være mig. At være i live. At være så heldig, at være der hvor jeg er, med dem jeg er (indeni og udenpå), på denne her – set i det store billede – meget fredelige, lille plet. Ja, ja det er måske lidt storladent, men hvis ikke i denne tid, hvornår så.
Jeg gider ikke...
… vores kældertrappe (bare lige for at bringe det et niveau ned igen), som jeg er overbevist om, er en led satan, der hele tiden pønser på at fælde mig. Er skvattet på den to gange, mens vi har boet i huset. Nok er jeg til den klodsede side, men det er en ond trappe. Overvejer at boykotte den og lade Nikolaj stå for al kælderpraktik (det vil også sige tøjvask) og alternativt plastre den til i noget skridsikkert.
Tjek En Stærk Sag af Anna Bogdanova. Han er specialist i hjemmetræning.
Tak for tippet <3
Jeg kan kun sige, at det er så skønt at fodre fugle. Spændende at følge med i hvilke fugle der kommer 😊
Enig, hygger mig så meget med at stå at kigge på dem et halvt minut hist og her fra køkkenvinduet. Klem E