At flytte fra by til land

Det her er vist årets mest efterspurgte indlæg i min lille krog af internettet. Og det er altså helt og aldeles med vilje, at det først kommer nu, et halvt års tid efter vi flyttede. Måske jeg også skal lave endnu et om samme emne, når der er gået endnu længere tid. For det tager det; tid. Eller det er i alle tilfælde min erfaring og det hører jeg også fra andre tilflyttere.

København er der jeg er født og har hjemme. Eller det har jeg jo ikke længere, men indtil for et halvt år siden, så var København mit hjem og havde været det – med enkelte afstikkere – i 35 år. Der er dér, jeg har taget mine første skridt, gået i vuggestue og på gymnasiet, fået mit første kys, er blevet voksen, har født mit første barn og jeg kunne blive ved. København har været kulissen til næsten alle mine store livsbegivenheder og til alle dagligdags trivialiteter. Min barndommens gade. Og ungdommens. Og så fremdeles. Det er dér, jeg har forelsket mig, har gået på universitetet, arbejdet, grint, haft hjertesorg, danset og været både trist, mellemfornøjet og noget nær lykkelig.

Det er min bukselomme og derfra min verden går.

Eller det var det (og vil nok altid være det lidt). For nu er vi flyttet og bor et andet sted. Et vidunderligt sted, men også et sted, der er noget helt, helt andet end København. Og det er på sin vis meget godt. Så ryger jeg ikke i sammenligningsfælden. For det ér en lillebitte by (i min optik i alle tilfælde). Vi er omtrent 5.000 fastboende indbyggere. Det kan mærkes, især her om vinteren, hvor der ikke er så mange sommerhusgæster. Jeg synes det er dejligt, her er virkeligt roligt. Som om det generelle tempo er et helt andet, end jeg er vant til. Det gør mig godt. Det samme gør mine næsten daglige gåture på stranden, som vi bor 5 minutter fra. Dét har virkelig stor værdi for mig.

Det betyder dog ikke, at der ikke er masser, jeg savner ved at bo i byen. I småtingsafdelingen er der trænings-/yoga-muligheder og take away og god kaffe to go. Og så savner jeg i særdeshed at være tæt på mine venner. Det kræver en indsats og at være villig til at se lidt anderledes på tid og afstande. Men når vi er udenfor myldretiden, tager det ‘kun’ 45 minutter i bil og 1 time og 15 minutter i tog og det er vitterligt til at have med at gøre. Minder jeg mig selv om. Afstand er på mange måder relativt og jeg tænker ofte på amerikanerne, der gladeligt kører et par timer for at drikke en kop kaffe med en ven. Derovre er afstande noget helt andet og det er meget sundt at tænke over for sådan en københavnersnude som mig, der har en indgroet “hvis ikke jeg kan cykle derhen på 20 minutter, så er det for langt væk”-mentalitet.

Så jeg øver mig i at blive bedre til at sige ja tak, når en veninde inviterer. Også selvom det er lidt langt og måske endda lidt ubelejligt på en hverdagsaften eller lignende. For det giver mig så meget. At se veninderne og ikke isolere mig mere fra dem, end man allerede gør, når man har små børn og der er en pandemi, der hærger.

Og jeg har endnu ikke fortrudt at have taget turen. Heller ikke de gange, hvor jeg var lidt træt og måske ikke var super veloplagt på forhånd. På samme måde skal man selvfølgelig også være god til at invitere den anden vej. Vi bor et sted, hvor folk valfarter til om sommeren, så dér blev jeg næsten lidt overvældet af mængden af besøg (og villigheden til dem), men så må vi til gengæld gøre en indsats eller selv tage den anden vej om vinteren.

I samme genre så oplever jeg også, at folk (helt sikkert i bedste mening) ikke inviterer eller tænker på én i mere spontane sammenhænge længere. Og dér kan det være meget fint lige at sige “Hey, jeg kører altså gerne ind og mødes med jer på legeplads lørdag formiddag og jeg bliver under alle omstændigheder så glad, hvis I spørger”. Melde ind og byde sig lidt til. Sige at man stadig kan være tilgængelig i de sammenhænge, hvor man plejer at ses. Når vi eksempelvis mødtes med venner på en legeplads på Nørrebro (vi boede på Islands Brygge), så kunne vi snildt finde på at gå derhen, hvilket tog i omegnen af en lille times tid. Det ville det også tage nu, bare med bil og den slags ting øver jeg mig lidt i både at tænke og udleve, men også at sige højt til venner. At vi er meget villige til at flytte på os og komme til dem også.

Og det er nok dét, der egentlig er allerhårdest ved at flytte lidt langt væk, sådan som jeg oplever det. Altså her i starten. At man på den ene side skal gide at gøre en indsats i forhold til gamle venner, men at man samtidig også skal være åben for og takke ja, når muligheden for nye relationer, i den nye by opstår. Eller det er i alle tilfælde hårdt for sådan en som mig, der både er lidt genert og temmelig introvert. Til gengæld er jeg meget mere i mit eget selskab i almindelighed (og især når jeg arbejder) efter vi er flyttet (hvilket er godt for mig, jeg lader op, når jeg er alene), så synes jeg har haft nogenlunde overskud til begge dele, selvom der nok altid er plads til forbedringer OG der også har været et par benspænd eller to undervejs (renovering, ekstrem graviditetskvalme og det store sygdomsefterår).

Jeg tror fuldt og fast på, at det er vigtigt at etablere noget, der minder om et netværk det nye sted, man flytter til. Også selvom man som vi, ikke er så langt væk fra det gamle. Og er heldig at have masser af venner i forvejen. Det gør i alle tilfælde en forskel for mig og min tilknytning til det nye sted.

I den sammenhæng er det virkelig smart og rart, at have små børn i institution eller skole. For man kan næsten ikke undgå at lære andre at kende så. Jeg har været så utroligt heldig, at en håndfuld meget søde mødre (de er en god blanding af tilflyttere og ægte hornbækkere) fra Kurts vuggestue, har taget mig ind i deres kreds. Er så taknemmelig over, at de rakte ud og ville have mig med. Er slet ikke sikker på, de ved hvor meget det betyder, men det gør sådan en stor forskel, at jeg har nogle gode damer, jeg både kan tage ud at spise med (uden børn), drikke en morgenkaffe med efter aflevering eller mødes med på legeplads i weekenden (med børn ;)). Eller skrive med når ungerne er syge med en ny slags vuggestuepest. Det er klart de ikke erstatter en hjerteveninde sådan lige med det vons, men det føles virkelig trygt og rart og ikke mindst vigtigt.

På samme måde går vi også til gymnastik med Kurt og til ‘minimusik’ på musikskolen. Både for Kurts skyld selvfølgelig og fordi det er hyggeligt at lave noget sammen, men også for at ‘put ourselves out there’ som amerikanerne siger. Det bliver vist fællesnævneren for dette indlæg, gør som amerikanerne, men de er altså gode til den ‘over there’. Nok fordi afstandene netop er store – men ikke en hindring –  og fordi det er meget normalt at folk flytter langt væk og således er omstillingsparate på en helt anden måde. Til sommer er det også planen, at vi skal være aktive i surfklubben, nu hvor Kurt er ved at være gammel nok og jeg ikke har en gravid mave at tage hensyn til. Med andre ord tror jeg altså på, at man skal gide gøre en indsats selv. Om ikke andet være åben og takke ja. Og hvis man har mulighed og overskud også selv opsøge (eller facilitere, men det er for dem med særligt meget overskud). Og heller ikke blive stødt over en afvisning, hvilket jo kan være så fair. Bare fordi man selv har brug for et nyt netværk, er det jo ikke sikkert, at den man har set sig lun på, har det på samme måde…

En af mine nye bekendte, der også er tilflytter, fortalte mig, at det havde taget dem ca. 2 år sådan rigtigt at falde til og tænke på Hornbæk som deres hjem. Og det var, og er, jeg så glad for, at hun delte med mig. Det fjernede så meget pres og den der forventning, man (jeg i alle tilfælde) godt kan have til at den slags helst skal være øjeblikkelig kærlighed og eufori. At man gerne må gå det hele lidt til. At det er helt normalt, at det tager lidt tid. At det måske ligefrem behøver tid.

På samme måde giver jeg også mig selv lov til at savne. Samtidig med at jeg kigger efter muligheder og gode ting, ved at bo hvor vi nu gør. Altså sådan aktivt. Prøver at omfavne alle aspekter af det at hive rødderne op og få dem til at sætte sig godt et nyt sted. Give alle følelserne plads, men også selv gøre noget for, at jeg og vi som familie trives.

Jeg elsker København. Og synes det er en af verdens bedste byer. Og jeg savner. Men derfor har jeg altså stadig ikke fortrudt. Jeg føler virkelig også, at det her kan noget. At være så tæt på natur og især havet. At alt er mindre og mere roligt. Mere nært på en eller anden måde. Det kan jeg mærke, jeg gerne vil se mine børn vokse op i*. Og jeg glæder mig til også at se mig selv vokse i det.

 

*Også selvom jeg egentlig altid havde troet at mit barn/mine børn skulle være københavnere og vokse op i lejlighed, præcis som jeg selv har gjort. 

(Visited 5.178 times, 21 visits today)

Skriv en kommentar

15 Kommentarer

  1. Gode tanker. De gange jeg har flyttet til et nyt og fremmed sted, har det hjulpet enormt meget at søge op på historien i området. Altså læse om, hvordan det så ud engang, hvad der kendetegner stedet, hvad der har været. På den måde har jeg taget stedet mere til mig – taget ejerskab.

    1. Super fint indlæg♥️ Min familie og jeg har taget nøjagtig samme tur – eller næsten. Vores udgangspunkt var Østerbro og vi landede i Ålsgårde – også i sommers. Jeg synes, det er knaldhårdt. Jeg savner – jeg vil næsten sige længes efter Kbh, og jeg øver mig i at se muligheder i alt det nye. Men renovering, indkøring og arbejdsliv gør det til en sej omgang. Jeg glæder mig til forår og sommer, grønne blade på træerne og liv i krukkerne på terrassen og jeg glæder mig til at kende nogen😅🙈 – men jeg oplever allerede nu en følelse af, at det er godt for mine børn, og at vi alle sammen ville miste noget, hvis vi flyttede tilbage til byen – og det er jo en ganske god begyndelse♥️

  2. Hej Emily

    Dejligt indlæg! Du nævner selv, at du betegner dig som genert og introvert – kunne det være noget, du har lyst til at lave et indlæg om på et tidspunkt? Jeg synes, introvert-/ekstrovertspekret er ret spænende, måske fordi jeg selv nogle gange arbejder på at tage hensyn og sige ok til min introverte side. Synes det kunne være meget rart at høre dine tanker omkring det, såfremt du har lyst til at dele dem.

  3. Jeg arbejder med bosætning i Svendborg Kommune, og det er spændende at læse dine overvejelser og tanker som tilflytter. I det sidste år har vi fået rigtig mange tilflyttere fra især Kbh og Frb, og jeg tror, at det for nogle af dem, kommer lidt bag på dem, at det også kan være leverpostej og modvind på cykelstien at bo på kønne Sy’fyn. Men dem jeg taler med, er dog langt hen af vejen glade for at have taget springet. For Svendborg kan virkelig noget, når det kommer til musik, kultur og det at skabe noget sammen.
    Jeg glæder mig til at høre mere om tilflytter-livet. ❤️

  4. Jeres nye hjem ser så skønt ud, og jeg er ikke bekymret for at I nok skal falde (endnu) mere til. Jeg synes allerede det fornemmes i din tekst, at I er rigtigt godt på vej! Glædelig jul og godt nytår til jer!

  5. Dejlige tanker du deler! Men hvordan med hverdagen og livet familie med et, snart to, meget små børn? Kan man få det til at hænge sammen? Det er jo en lang pendlertur til København. Tror vi ender i et mikro rækkehus for ikke at give slip på de der “20 min på cykel til at arbejde”, især mens børnene er så små og går så tidligt i seng.

    1. Tænker du ift. os eller jer selv? Vores kan kun gå op fordi jeg er selvstændig og kun behøver pendle ind til byen 1-2 gange om ugen. Ellers er det helt sikkert en rigtig god og realistisk tanke at have in mente <3
      Lyder som en god løsning :)

  6. Tak for et dejligt indlæg. Jeg flyttede fra en mindre by til København, og jeg følte mig SÅ alene til at starte med. Jeg kendte ingen, selvom jeg havde alle muligheder i ‘storbyen’, og alle mine venner boede i den gamle by, så jeg tror, følelserne er de samme, uanset hvor man flytter fra/til. Nu er der gået 5 år, og København er jo mit hjem, og nu tænker jeg, at hele mit netværk jo er her.

  7. Jeg er en af dem, der har ventet på dette indlæg. Jeg er selv flyttet med min familie fra København til en lille provinsby her i år, og for mig har det vist sig at være en helt forkert beslutning desværre. Får ondt i maven og i hjertet af hjemve og savner vores gamle lejlighed og kvarter hver eneste dag! Jeg kan godt se det være et trygt og rart sted for vores børn at vokse op, men jeg kan ikke se mig selv her. Savner byens liv og muligheder og al den ekstra tid vi havde, fordi alt – ikke mindst job! – var tæt på. Jeg prøver at give det tid, men det er svært, når ens mavefornemmelse bare er rigtig dårlig.

    1. Åh det lyder også hårdt Nina. Og i mange tilfælde er det sikkert heller ikke det rigtige, men man finder (desværre) kun ud af det ved at prøve. Og som du skriver også give det lidt tid omend man selvfølgelig heller ikke skal gå totalt på kompromis og ‘bare hænge i’ hvis det føles helt, helt forkert. Så svært. Håber, det vender for dig og at I ellers har mulighed for at rykke retur til byen <3

      Noget helt andet, jeg har tænkt på i mellemtiden: Noget af det jeg savner mest ved byen er mine/vores venner. Men rigtig mange af dem, er også flyttet udenfor byen i løbet af de sidste par år, eller har planer om at gøre det indenfor en overskuelig fremtid. Så selvom jeg flyttede tilbage (det har vi nu ingen planer om), så ville byen (for mig) alligevel ikke være den samme. Liv og muligheder selvfølgelig, men ikke de mennesker, som er dem jeg personligt savner allermest. Måske det er det samme i jeres situation? Måske ikke?

      Tænker, at jeg vil skrive mere om det emne - altså at flytningen ofte sker i en periode, hvor der er forandringer over hele linjen (venner flytter, man har små børn osv). og at der derfor kan være mange faktorer der spiller ind, som man måske ikke umiddelbart tænker over.

      Når alt det er sagt. Du kan TRO jeg forstår savnet <3
      Klem E

    2. Hej Nina

      Jeg vil lige byde ind, da jeg har været gennem samme mølle som dig.
      I starten af sidste år, flyttede min familie og jeg fra København til landet. I starten gik det fint, men så blev det hverdag og savnet til byen blev næsten ulideligt. Mest for mig, men også for min mand. Hvordan trækker man lige rødderne op igen og flytter retur? Kan man overhoved det? Vi blev i 8 måneder og tog så skridtet. Vi ville ikke give det længere tid, da det bare føltes helt forkert. Vi fandt en lejebolig og flyttede retur, og kørte så vores børn ind i ny institution. Det var en hektisk tid, men her på den anden side, sidder vi med følelsen af, at vi har gjort det helt rigtige. Vi savner hverken landet eller huset, overhoved. Men vi prøvede, og det fortryder vi ikke, for det blev meget tydeligt for os, hvad der var vigtigst for at få vores hverdag til at køre. Og det var kort afstand til arbejde, mulighederne lige uden for døren og det at kunne springe på ladcyklen, når man skal rundt, frem for at købe en bil mere.
      Folk troede, at vi var tossede, da vi sagde at vi ville flytte retur, men så glade som vi er for det, så kan vi kun konstatere, at det var den rigtige beslutning.
      Dermed ikke sagt, at vi ikke flytter ud igen, men så blir det nok noget tættere på. Husk, intet er permanent.

      Ps. Dejligt at høre, at I er faldet til Emily..

  8. Sikke et skønt indlæg med masser af gode tanker ☺️ Vi flyttede også fra Nørrebro nordpå for halvandet år siden. For os har det været den bedste beslutning, men vi er også begge to bund jyske så efter 15 år i København er vi bare endt i fuldstændig samme setup som det vi begge voksede op i – bare 300km i den modsatte retning. Havde du spurgt mig for bare 5 år siden om det ville være her jeg var nu ville jeg have afvist det pure – men børn ændrer en og ens perspektiv. Kan desuden sige at jeg nyder min anden barsel med egen have, mere plads og ro – langt mere end den første… håber du får samme oplevelse ❤️

    1. Dejligt også at høre fra en, hvor der rigtigt er slået rødder. Glæder mig til også at komme dertil (men jeg er fra stenbroen, så skal liiige lære det med at bo i provinsen ;)) og ja, er så spændt på barsel ‘på landet’ det bliver givetvis noget helt, helt andet, men håber det (også) bliver godt <3 Kram E

  9. Gode refleksioner, du kommer med i dette indlæg. Vi tog selv springet for 3,5 år siden (og 2 børn siden) og bor nu 35 min fra byen. Den største forandring har helt klart været vennerne, og der er det ikke kun afstanden, men alle de børn, der er kommet til på meget kort tid. For livet i byen ville ikke være det samme med spontane hæng i solen, som bliver til aftensmad, som af og til bliver til drinks. For alle er trætte, de skal hente, de skal arbejde om aftenen. Og flere er flyttet ud. Så jeg husker mig selv på, at livet i byen ikke ville være det samme mere. I sommerhalvåret elsker jeg livet på min villavej, hvor børnene leger og vi spiser spontan aftensmad sammen og det hele er let. Om vinteren kan jeg godt savne mere liv omkring mig, selvom jeg nyder naturen og dens stilhed året rundt. Vi har efterhånden fået et netværk, hvor vi bor, og prøver at blive gode til at bruge det i hverdagene også selvom der er knald, så giver lidt socialt altså meget benzin at køre på.
    Det har været en sjov oplevelse at skulle få netværk et nyt sted. Lidt ligesom at date, har jeg genert inviteret mine venne-crushes på kaffe og håbet, at de ville skrive. Det er lykkedes og det er for fedt at have nye venner, som man kan dele hverdagen med. Det kan sagtens lade sig gøre, men det kræver tålmodighed at nå dertil. Efter 2 år var vi ægte landet og selvom jeg savner byen af og til, så er jeg alligevel sikker på, at det var det rigtige valg til der hvor vi er i livet. Med strand, skov, have og stisystemer som børnene kan løbe rundt på.