Det her er vist årets mest efterspurgte indlæg i min lille krog af internettet. Og det er altså helt og aldeles med vilje, at det først kommer nu, et halvt års tid efter vi flyttede. Måske jeg også skal lave endnu et om samme emne, når der er gået endnu længere tid. For det tager det; tid. Eller det er i alle tilfælde min erfaring og det hører jeg også fra andre tilflyttere.
København er der jeg er født og har hjemme. Eller det har jeg jo ikke længere, men indtil for et halvt år siden, så var København mit hjem og havde været det – med enkelte afstikkere – i 35 år. Der er dér, jeg har taget mine første skridt, gået i vuggestue og på gymnasiet, fået mit første kys, er blevet voksen, har født mit første barn og jeg kunne blive ved. København har været kulissen til næsten alle mine store livsbegivenheder og til alle dagligdags trivialiteter. Min barndommens gade. Og ungdommens. Og så fremdeles. Det er dér, jeg har forelsket mig, har gået på universitetet, arbejdet, grint, haft hjertesorg, danset og været både trist, mellemfornøjet og noget nær lykkelig.
Det er min bukselomme og derfra min verden går.
Eller det var det (og vil nok altid være det lidt). For nu er vi flyttet og bor et andet sted. Et vidunderligt sted, men også et sted, der er noget helt, helt andet end København. Og det er på sin vis meget godt. Så ryger jeg ikke i sammenligningsfælden. For det ér en lillebitte by (i min optik i alle tilfælde). Vi er omtrent 5.000 fastboende indbyggere. Det kan mærkes, især her om vinteren, hvor der ikke er så mange sommerhusgæster. Jeg synes det er dejligt, her er virkeligt roligt. Som om det generelle tempo er et helt andet, end jeg er vant til. Det gør mig godt. Det samme gør mine næsten daglige gåture på stranden, som vi bor 5 minutter fra. Dét har virkelig stor værdi for mig.
Det betyder dog ikke, at der ikke er masser, jeg savner ved at bo i byen. I småtingsafdelingen er der trænings-/yoga-muligheder og take away og god kaffe to go. Og så savner jeg i særdeshed at være tæt på mine venner. Det kræver en indsats og at være villig til at se lidt anderledes på tid og afstande. Men når vi er udenfor myldretiden, tager det ‘kun’ 45 minutter i bil og 1 time og 15 minutter i tog og det er vitterligt til at have med at gøre. Minder jeg mig selv om. Afstand er på mange måder relativt og jeg tænker ofte på amerikanerne, der gladeligt kører et par timer for at drikke en kop kaffe med en ven. Derovre er afstande noget helt andet og det er meget sundt at tænke over for sådan en københavnersnude som mig, der har en indgroet “hvis ikke jeg kan cykle derhen på 20 minutter, så er det for langt væk”-mentalitet.
Så jeg øver mig i at blive bedre til at sige ja tak, når en veninde inviterer. Også selvom det er lidt langt og måske endda lidt ubelejligt på en hverdagsaften eller lignende. For det giver mig så meget. At se veninderne og ikke isolere mig mere fra dem, end man allerede gør, når man har små børn og der er en pandemi, der hærger.
Og jeg har endnu ikke fortrudt at have taget turen. Heller ikke de gange, hvor jeg var lidt træt og måske ikke var super veloplagt på forhånd. På samme måde skal man selvfølgelig også være god til at invitere den anden vej. Vi bor et sted, hvor folk valfarter til om sommeren, så dér blev jeg næsten lidt overvældet af mængden af besøg (og villigheden til dem), men så må vi til gengæld gøre en indsats eller selv tage den anden vej om vinteren.
I samme genre så oplever jeg også, at folk (helt sikkert i bedste mening) ikke inviterer eller tænker på én i mere spontane sammenhænge længere. Og dér kan det være meget fint lige at sige “Hey, jeg kører altså gerne ind og mødes med jer på legeplads lørdag formiddag og jeg bliver under alle omstændigheder så glad, hvis I spørger”. Melde ind og byde sig lidt til. Sige at man stadig kan være tilgængelig i de sammenhænge, hvor man plejer at ses. Når vi eksempelvis mødtes med venner på en legeplads på Nørrebro (vi boede på Islands Brygge), så kunne vi snildt finde på at gå derhen, hvilket tog i omegnen af en lille times tid. Det ville det også tage nu, bare med bil og den slags ting øver jeg mig lidt i både at tænke og udleve, men også at sige højt til venner. At vi er meget villige til at flytte på os og komme til dem også.
Og det er nok dét, der egentlig er allerhårdest ved at flytte lidt langt væk, sådan som jeg oplever det. Altså her i starten. At man på den ene side skal gide at gøre en indsats i forhold til gamle venner, men at man samtidig også skal være åben for og takke ja, når muligheden for nye relationer, i den nye by opstår. Eller det er i alle tilfælde hårdt for sådan en som mig, der både er lidt genert og temmelig introvert. Til gengæld er jeg meget mere i mit eget selskab i almindelighed (og især når jeg arbejder) efter vi er flyttet (hvilket er godt for mig, jeg lader op, når jeg er alene), så synes jeg har haft nogenlunde overskud til begge dele, selvom der nok altid er plads til forbedringer OG der også har været et par benspænd eller to undervejs (renovering, ekstrem graviditetskvalme og det store sygdomsefterår).
Jeg tror fuldt og fast på, at det er vigtigt at etablere noget, der minder om et netværk det nye sted, man flytter til. Også selvom man som vi, ikke er så langt væk fra det gamle. Og er heldig at have masser af venner i forvejen. Det gør i alle tilfælde en forskel for mig og min tilknytning til det nye sted.
I den sammenhæng er det virkelig smart og rart, at have små børn i institution eller skole. For man kan næsten ikke undgå at lære andre at kende så. Jeg har været så utroligt heldig, at en håndfuld meget søde mødre (de er en god blanding af tilflyttere og ægte hornbækkere) fra Kurts vuggestue, har taget mig ind i deres kreds. Er så taknemmelig over, at de rakte ud og ville have mig med. Er slet ikke sikker på, de ved hvor meget det betyder, men det gør sådan en stor forskel, at jeg har nogle gode damer, jeg både kan tage ud at spise med (uden børn), drikke en morgenkaffe med efter aflevering eller mødes med på legeplads i weekenden (med børn ;)). Eller skrive med når ungerne er syge med en ny slags vuggestuepest. Det er klart de ikke erstatter en hjerteveninde sådan lige med det vons, men det føles virkelig trygt og rart og ikke mindst vigtigt.
På samme måde går vi også til gymnastik med Kurt og til ‘minimusik’ på musikskolen. Både for Kurts skyld selvfølgelig og fordi det er hyggeligt at lave noget sammen, men også for at ‘put ourselves out there’ som amerikanerne siger. Det bliver vist fællesnævneren for dette indlæg, gør som amerikanerne, men de er altså gode til den ‘over there’. Nok fordi afstandene netop er store – men ikke en hindring – og fordi det er meget normalt at folk flytter langt væk og således er omstillingsparate på en helt anden måde. Til sommer er det også planen, at vi skal være aktive i surfklubben, nu hvor Kurt er ved at være gammel nok og jeg ikke har en gravid mave at tage hensyn til. Med andre ord tror jeg altså på, at man skal gide gøre en indsats selv. Om ikke andet være åben og takke ja. Og hvis man har mulighed og overskud også selv opsøge (eller facilitere, men det er for dem med særligt meget overskud). Og heller ikke blive stødt over en afvisning, hvilket jo kan være så fair. Bare fordi man selv har brug for et nyt netværk, er det jo ikke sikkert, at den man har set sig lun på, har det på samme måde…
En af mine nye bekendte, der også er tilflytter, fortalte mig, at det havde taget dem ca. 2 år sådan rigtigt at falde til og tænke på Hornbæk som deres hjem. Og det var, og er, jeg så glad for, at hun delte med mig. Det fjernede så meget pres og den der forventning, man (jeg i alle tilfælde) godt kan have til at den slags helst skal være øjeblikkelig kærlighed og eufori. At man gerne må gå det hele lidt til. At det er helt normalt, at det tager lidt tid. At det måske ligefrem behøver tid.
På samme måde giver jeg også mig selv lov til at savne. Samtidig med at jeg kigger efter muligheder og gode ting, ved at bo hvor vi nu gør. Altså sådan aktivt. Prøver at omfavne alle aspekter af det at hive rødderne op og få dem til at sætte sig godt et nyt sted. Give alle følelserne plads, men også selv gøre noget for, at jeg og vi som familie trives.
Jeg elsker København. Og synes det er en af verdens bedste byer. Og jeg savner. Men derfor har jeg altså stadig ikke fortrudt. Jeg føler virkelig også, at det her kan noget. At være så tæt på natur og især havet. At alt er mindre og mere roligt. Mere nært på en eller anden måde. Det kan jeg mærke, jeg gerne vil se mine børn vokse op i*. Og jeg glæder mig til også at se mig selv vokse i det.
*Også selvom jeg egentlig altid havde troet at mit barn/mine børn skulle være københavnere og vokse op i lejlighed, præcis som jeg selv har gjort.