Andengangsgravid uge 32-38: Leverkløe, vild baby og benzin

“Du får da virkelig lov at mærke, at du er gravid denne gang”, sagde min svigermor til mig. Og ja, det har godt nok været lidt af en tur. En tur som jeg helt ærligt glæder mig lidt til er overstået. Misforstå mig ikke. Jeg er SÅ taknemmelig over at være blevet gravid igen og overhovedet at kunne få et barn til. Og vi snakker sammen dagligt og har megen skæg ud af at puffe til hinanden fra hver sin side af maveskindet. Jeg elsker ham højt allerede og er så spændt på at møde ham. Og jeg vil meget gerne have, at han både bliver bagt ordentligt færdig og vil mægtigt gerne gå spontant i fødsel. Men når alt det er sagt, så glæder jeg mig virkelig også til ikke at være gravid længere.

“Graviditet er ikke en sygdom”, siger man. Men det vil jeg nu vove at påstå, afhænger en hel del af den enkeltes graviditetsforløb.

Mens det at være gravid med Kurt var noget af det mest fornøjelige og energigivende, jeg har prøvet, så har det været noget mindre behageligt med lillebror…

Endnu mere klagesang. Og halsbrand

Hvis I har fulgt med i trængslerne, så ved I, at det startede med 6 måneders massiv kvalme døgnet rundt. Så havde jeg lige en dejlig, lille pause på 3-4 uger, hvor jeg havde det ret så godt. Og tænkte “nu er det overstået, herfra bliver det herligt”, men så fik jeg halsbrand. Ikke bare sådan lidt hyggehalsbrand som jeg havde i slutningen af graviditeten med Kurt. Altså sådan en slags halsbrand hvor man kan tage en Galieve eller lignende eller sove med en ekstra pude under hovedet og så er alt egentlig godt. Nej, denne gang var det mere halsbrand på ‘umuligt at spise eller ligge ned overhovedet’-måden. Og på ‘kaste mavesyre op dagligt’-måden.

Det havde jeg en del ‘glæde’ af og talte også med min konsulterende jordemoder om det. Hun mente dog det hørte til under normale graviditetsgener (ret skal være ret; måske jeg ikke fik sagt, hvor plaget jeg faktisk var) og syntes også det var lidt praktisk “for så kunne jeg jo ikke tage så meget på” – altså når ikke jeg kunne spise. Jeg tror/håber, det var ment i sjov. Men alligevel. Har i denne graviditet taget 8 kilo på og jeg var egentlig mere bekymret for, om jeg fik nok at spise, så jeg kunne nære baby og lave et lille ‘ammelager’ og langt mindre om eventuelle graviditetskilo på sidebenene efterfølgende.

Da jeg var til tjek hos lægen nogle uger efter, tog han mig heldigvis mere alvorligt (og jeg var nok også bedre til at udtrykke, hvor invaliderende det efterhånden var, ikke at kunne spise eller ligge ned og sove) og jeg fik medicin mod halsbranden, som har gjort en verden til forskel. Jeg går bestemt ikke ind for bare at tage medicin og slet ikke, når man er gravid, men hvis det er i den uskadelige genre og tilmed gør, at man kan leve, spise og sove nogenlunde normalt igen, så tror jeg på, at det er det hele værd.

Der findes så mange graviditetsgener og majoriteten af dem er (heldigvis!) i den uskadelige afdeling. Men derfor kan de godt være voldsomt generende alligevel. Og måske der er en god måde at lindre eller afhjælpe dem på. Det her var i alle tilfælde en meget god reminder til mig selv om, at det ikke altid kan svare sig bare at bide det i sig.

Leverkløe

Og bedst som jeg troede at halsbranden var under kontrol, så begyndte det at klø noget så frygteligt en nat. Og det stoppede ikke. Omend det var værst om natten. Men især håndflader og hæle kløede, men også mine underarme, ankler og skuldre. Der var intet tegn på udslæt og en lille, bekymret klokke ringede i mit baghovede.

For var der ikke noget med, at min veninde Louise, havde sovet med fødderne i spande med isvand under sin første graviditet? Og noget med forhøjede levertal og igangsættelse før tid for at sikre baby?

Jeg var ikke helt sikker, men jeg var ret sikker på, at det ikke skulle klø på den måde, når man var gravid. Og ringede både til førnævnte Louise og til lægen, der med det samme ville tage blodprøver. Altså lægen. Og som straks han havde svarene, ringede til akutmodtagelsen for gravide på Hillerød, som så satte en behandlingsplan i gang.

Når jeg tænkte efter, havde jeg egentlig været ret utilpas (men det var efterhånden en grundtilstand) og havde haft en følelse af at alt summede og jeg slet ikke kunne være i min egen hud i et stykke tid.

Og den var god nok desværre, for oplever man kløe under graviditet, især hvis kløen er mest markant under fodsåler og i håndflader og især optræder kraftigt om natten, så skal man være opmærksom. For man kan have det, der hedder graviditetsbetinget leverkløe (eller leverbetinget graviditetskløe, begge termer dækker over samme lidelse). Og selvom det måske lyder meget hyggeligt, så kan det være en alvorlig sag for baby. Kløen opstår nemlig fordi leveren ikke fungerer normalt og derfor ikke udskiller galdesyrer og andre affaldsstoffer, der i stedet fiser rundt i blodbanen. Det kan være vildt ubehageligt for mor, pga kløen og utilpasheden, men desværre også direkte farligt for baby.

For mit vedkommende, er jeg i behandling med levermedicin, der hjælper leveren med at afgifte og som heldigvis ser ud til at virke. Hver uge er jeg til blodprøver for at holde øje med bl.a. galdesalte i blodet og mine værdier er faldende eller stagneret. I samme åndedrag tager de også en hjertelydskurve for at tjekke, at baby har det godt. Allerførst var det på tale, at jeg skulle sættes i gang, så lillebror kunne være ude inden uge 38 (altså igangsættelse omkring 37+5), men fordi det hele har artet sig så pænt, så ligner det, at jeg kan få lov at gå helt til 40+0 (det er, i skrivende stund, om 2 uger). Men så skal han altså også ud, er anbefalingen. Så jeg håber, håber, håber sådan at gå i gang selv inden og/eller at jeg trods alt er så fødemoden 40+0, at fødslen kan sættes i gang bare ved at tage vandet. Vil helst undgå kunstige hormoner, men hvis det er det, der skal til, er det selvfølgelig det, der skal til.

Det allervigtigste er, at lillebror kommer ud sund og rask og uden at være påvirket af, at min lever ikke gider lege affaldssortering for os længere.

 

Farvel hjemmefødsel

Altså egentlig er det meste jo anbefalinger og man bestemmer i det store og hele selv, hvad man vil og ikke vil. Og der ER da også stadig en lille chance for, at jeg går spontant i gang inden termin og det på papiret ville være ok, fortsat at gå med planen om at føde hjemme.

Men først og fremmest har jeg virkelig prøvet at sætte mig ind i graviditetsbetinget leverkløe og finder det personligt mest forsvarligt, at gå med fødselslægens og jordemoderens anbefalinger, de er (i dette tilfælde) der virkelig af en årsag. Anbefalingerne.

Samtidig blev det efterhånden lidt for mange scenarier, at forberede sig på ift. hvad mit lille hovede, kan kapere. For der var både tale om igangsættelse inden uge 38, og dernæst en mulighed for at kunne vente til termin (senest), og sådan en igangsættelse kan foregå på mange måder. Og have mange forskellige udfald. Og hvis vi så samtidig skulle preppe til en hjemmefødsel, som på sin vis er ret afslappet, men trods alt også kræver en hel del praktiske forberedelser, så blev det altså lidt for meget for mig, at skulle indstille mig på.

Så nu er jeg endt med at aftale med den søde jordemoder, der lavede min fødeplan, at jeg skal på fødeklinikken om muligt (det er på hospitalet, men på mere hjemlige stuer og uden mulighed for medicinsk smertelindring), ligesom jeg var, da jeg fødte Kurt. Er det ikke muligt (hvis jeg er igangsat og tilmed skal monitoreres meget), så tager vi den derfra. Nåede først at være ret ked af, at det hele måske bliver meget, meget anderledes denne gang, men nu har jeg sundet mig lidt og har en tro på, at det nok skal gå fint, også selvom det bliver noget helt andet. Og glæder mig og er taknemmelig over, at jeg allerede har en god oplevelse i bagagen.

Fødselsforberedelse og -modning

Mens jeg måske ikke er såååå flittig denne gang, når det kommer til decideret fødselsforberedelse, så er jeg det til gengæld, når det kommer til ditto modning. Jeg spiser dadler i lange baner, drikker hindbærbladte, går ture, spiser ananas, hopper på pilatesbold, går til Rebozo og akupunktur og ja, alt andet man nu kan finde på for at guide kroppen mod fødsel. Husk, at næsten alle disse ting er noget, man gør i måneden op til termin. Man kan således med fordel starte på eksempelvis dadler og hindbærbladte omkring uge 35-36. Det er ikke quick fixes. Hvis overhovedet det virker ;)

Af ægte fødselsforberedelse har jeg haft en 1:1 session med Moderfødsel og ellers har jeg bare øvet lidt vejrtrækning og afspænding fra Smertefri Fødsel (det gik jeg til sidst og så har man stadig adgang til lydfilerne med øvelser). Og så har jeg snakket fødslen igennem med Nikolaj, der var alletiders fødemakker sidst og tænker, han også acer den denne gang.

Lillebror virker også til at være en god fødemakker. Han er mindst lige så aktiv som sin storebror på dette tidspunkt i graviditeten (og det siger ikke så lidt!), hvilket ifølge jordemødrene vidner om fint overskud og styrke (ikke at man så skal være bekymret, har man en mere rolig baby! Grunden til vi er så glade er, at han er i fuld vigør på trods af min leverkløe), og han har ligesom Kurt sat sig godt til rette med hovedet langt nede i mit bækken. Ikke super behageligt, når jeg går, men virkelig dejligt med tanke på den forestående fødsel, at han allerede har en god ‘startposition’. Sådan lillebror!

Benzin, eucalyptus og appelsinsodavand

Nå da da. Jeg har tidligere skrevet, at jeg var lidt fascineret af de mere aparte graviditetscravings og skal da love for, at jeg har fået fuld plade på den front. Aller-aller-allerhelst ville jeg bare sidde og dufte til benzin det meste af tiden. Det er virkelig en kraftig trang og lyst. Normalt kan jeg godt lide duften, men nu ELSKER jeg den. Og har hede drømme om at gå rundt på et bildæk på en færge eller tage et bad i benzin. Og jeg må erkende, at jeg da også en enkelt gang eller to, mere end velvilligt har tilbudt mig ganske frivilligt til at tanke bilen og at jeg måske, måske ikke i samme ombæring kom til at dufte til benzinpistolen. Og at jeg måske, måske ikke kiggede mig over skulderen for at se, om nogen så, hvad den skøre, gravide dame lavede. Men jeg har holdt det til det. To gange. Omend jeg næsten hver nat, når jeg har ligget vågen pga. kløe, har overvejet at gå ud på gaden, skrue benzindækslet af bilen og tage en ordentlig sniffer.

Heldigvis gør badesalt med duft af eucalyptus mig næsten lige så godt, så flere gange dagligt, kan man se mig ude på badeværelset, hvor jeg åbner posen med badesalt og inhalerer grådigt. Ja, jeg ved godt jeg er to skridt fra at være (eller måske er det helt samme pulje) de gravide kvinder, der har pica-syndrom og har lyst til at spise skosværte, jord, kridt eller lignende. Og måske det endda er et tegn på, at jeg mangler noget i stor stil?

Noget andet jeg har lyst til er appelsinsodavand. Normalt er jeg ikke så fascineret af sodavand og skal det være, så vil jeg helst have en cola, men her i slutspurten er jeg helt besat af Nicoline og Squash. Og Capri Sonne med ‘safari frugter’ ;)

Tak dygtige krop

Det er lidt skørt måske, men selvom denne graviditet langtfra har været det ekstreme vitalitets-boost, som jeg oplevede med Kurt, så er jeg vitterligt så utroligt stolt af og forundret over, at min krop kan det her. Dygtige, dygtige krop. Tak for dig. På trods af gener og skavanker og helt andre forhold end sidst, så har den alligevel groet, efterhånden 3 kg tilsyneladende sund og rask baby. Jeg forstår til fulde, hvordan en graviditet fungerer, men alligevel ER det altså fortsat lidt af et mysterium og et mirakel for mig, at det rent faktisk kan lade sig gøre. Tak ♥︎

Klar

Mest af alt er jeg efterhånden klar til at føde. Eller til ikke at være gravid længere, om man vil. Jeg ELSKER at mærke liv (og det er der heldigvis masser af) fra de små sparkeben, men hvor jeg med Kurt kunne have været gravid for evigt, fordi jeg havde det så godt, så er jeg denne gang mere end klar på, at det om lidt er slut. Allermest fordi jeg glæder mig sådan til at møde den lille skid, men ærligt også fordi min krop er ved at være helt færdig. Og så glæder jeg mig altså fortsat til fødslen, også selvom den måske bliver noget helt, helt andet, end hvad jeg har prøvet før ♥︎

Dette bliver i øvrigt sidste graviditetsdagbog fra denne graviditet. Jeg ser frem til at dele fødselsberetningen med jer. Og er dødspændt på, hvad det bliver for en fortælling.

Ps. Meget mere graviditet her.

Pps. At være nogens mor.

Ppps. Kosttilskud under graviditet.

Foto: Girls & Portraits der endnu engang får mine varmeste anbefalinger uanset om det er til gravidbilleder eller noget andet. Det er også hende, der har fotograferet mig her.

(Visited 5.133 times, 6 visits today)

Skriv en kommentar

10 Kommentarer

  1. Tak fordi du fortæller – tæt på helt neutralt 😉 (selvfølgelig drømmer man om en ukompliceret fødsel) – om komplikationerne i din graviditet. Det er rart at høre om andre sunde og raske kvinder, som ikke står over for de “perfekte, smukke, naturlige” fødsler, som der er flest beretninger om.

    Hilsen en nybagt mor med graviditetsbetinget forhøjet blodtryk ❤️

    1. Det var bestemt så lidt og tilykke med lille ny!!! <3
      Synes dog slet ikke at der er flest beretninger om de 'perfekte/naturlige fødsler' tvært imod. Men det afhænger selvfølgelig også af hvor man ser/hvem man taler med <3
      Klem E

  2. Hej Emily,

    Hibiscuste er enormt godt til at afgifte leveren. Måske det kunne være interessant for dig 🙏🏼 Det samme gælder saften fra bladselleri. It works like magic – amar’ halshug 🙏🏼 Må du få den bedste fødsel 😊💕

  3. Vi vidste allerede inden fødsel at min søn var hjertebarn, og selvom vi også vidste, at det var en “lille” hjertefejl, skulle jeg føde på Riget med overvågning und alles. Mit vand gik af sig selv, men veerne var langsomme i betrækket, så jeg fik vedrop. På trods af det (og nu har jeg kun et barn, så jeg ved jo ikke bedre), så var det en helt igennem dejlig oplevelse, med den bedste jordmoder i verden og uden smertelindring. Håber selvfølgelig, du får fødeklinikken, hvis det er muligt, men et lille mavebælte og hvide vægge kan man godt arbejde med ;-)

    1. Øv med alle de gener! Tak fordi du også deler når det er svært 🙏🏻
      Jeg er også gravid med vores andet barn, og min anden graviditet har også været noget anerledes end første! Kort ridset op var første graviditet svær psysisk (overhovedet at fatte at jeg var gravid?! Er det nu det rigtige tidspunkt?! Er vi klar til at være forældre?! Plus mange flere tanker…) men “nem” fysisk da jeg kunne svømme, cykle og bevæge mig nogenlunde normalt indtil fødselsperioden (hvor jeg så gik omkuld, både pga vægt men også hedsommeren 2018). Denne gang har det været let psykisk og jeg er ikke bekymret for fødslen og spædbarnsfasen som jeg var sidst, men fysisk! Hold da op. Opkast i lange baner (mavesyre er IKKE for sarte sjæle), evigheds døgnkvalme, bækkensmerter og træthed af nye dimensioner.
      Puha. Jeg er kun lige gået ind i tredje trimester, men jeg er også ved at være klar til ikke at være gravid længere.
      Jeg har skrevet alle modningstips ned og er så klar til at prøve det hele af.
      Håber at du popper snart!

    2. Tusind tak for at dele <3 Og håber, du og dit lille menneske med 'lille' hjertefejl har det godt <3 Kram

  4. Jeg bliver også nødt til at slå et slag for gode historier om igangsatte fødsler – som derude har fået et ry af aldrig at kunne resultere i en god fødselsoplevelse. Min første fødsel var kaotisk men ukompliceret, ikke nogen synderlig god oplevelse. Anden fødsel i efteråret blev sat i gang i uge 36 pga dårlig flowscanning og lille bebs. Jeg kunne nøjes med at få tage vandet og takkede et par gange nej til vedrop og i stedet forsøge alverdens tricks til at få speed på veerne. Men det var en så skøn fødsel trods igangsættelse og konstant overvågning med scalpelektrode. Jeg fik en sansestue som ligner en fødeklinik ganske meget og det var så hyggeligt og dejligt og roligt og lige som det skulle være (selvom det blev uden vandfødsel og fødeklinik som var ønsket). Det er ikke for at underkende alle de kvinder der har horrible oplevelser oven på igangsatte fødsler, jeg har bare læst så uendelig få historier om de gode fødsler på baggrund af en igangsættelse. Det er altid noget folk vil undgå, men jeg er sikker på der i virkeligheden er masser som jeg, der har smukke oplevelser.

    1. Tak for at dele Signe, har også fået så mange beskeder på instagram fra kvinder, der har haft gode igangsatte fødsler, så tror efterhånden på, at de også findes og er en mulighed. Så dejligt! Var så nedtrykt, da jeg fik nyheden om, at det nok blev sådan, men finder større og større ro i det og det er takket være historier som din <3
      Klem fra mig