At være nogens mor

Ting jeg har funderet eller glædet mig over, været irriteret over, grædt eller grint over eller bare i almindelighed har brug for at lufte i forbindelse med at være nogens mor for nylig…

… små børn og mad. Så spændende, hyggeligt, forvirrende og frustrerende. Vi startede på mad med Kurt efter BLW-metoden og det er gledet lige så fint over i Madro-principperne (hvis det er ren volapyk, så kan jeg anbefale begge dele og google er din ven). Så det hele er altid ret så afslappet, men alligevel kan jeg – hvis nu jeg skal være helt ærlig – godt blive lidt slukøret, når jeg har brugt lang tid på at kokkerere noget, jeg tror vil blive modtaget med jubel og barnet så overhovedet ikke rører det. Det er som om, der er en ur-agtig tilfredsstillelse (måske især for mor?) i at se sit barn spise. Nogle dage grovæder han broccoli og grønkålssalat (altså wtf?!?), andre dage er det kun brød med smør. Sidste uges livret, kan være dømt helt ude ugen efter og noget som han endnu ikke har kigget på (ris eksempelvis, det har han aldrig villet spise… før nu), bliver det nye, store hit. Men når jeg glemmer skuffelsen over, at min planlagte gourmetoplevelse bliver afvist og kigger på hvordan og hvad han spiser over tid, så giver det hele faktisk mening. Og så finder jeg også madro.

… når ens lille barn begynder at joke med og lave fis og ballade med en med overlæg (og stjerner i øjnene). Så sødt, når de er ‘frække’ med vilje.

… vores puttecirkus (beskrevet let i sidste omgang af at være nogens mor) endte med følgende sms til Nikolaj (fra det mørklagte soveværelse med roterende Pølseunge ovenpå mig, der hele tiden var LIGE ved at falde i søvn, men aldrig gjorde det ): “Jeg føler jeg dør langsomt, kan ikke mere“. Jo, jo noget dramatisk måske. Men er også gravid og fuld af hormoner og er generelt ikke bleg for at overdrive en my, når jeg har ondt af mig selv… Og havde på daværende tidspunkt puttet Kurt hver dag i 6 måneder og det tog bare længere og længere tid. Så var nok lidt overdramatisk. Og desperat. Nå, men faren fik i alle tilfælde lov at putte den følgende dag og det gik selvfølgelig strålende og jeg følte mig en my dum over, at vi ikke havde prøvet det noget før. Vi plejede nemlig at skiftes. Lige indtil vi flyttede og det ikke virkede (det var KUN mig der duede) og så gjorde vi sådan. For fair nok, hvis han dér i omvæltningen havde brug for ekstra tryghed og jeg er generelt med på at gøre det, der fungerer bedst og nemmest for alle. Jeg skal måske bare også lære at stoppe op og sadle om, når det ikke er godt og nemt længere. I stedet for at køre på ufortrødent i 180 dage og indtil jeg rammer muren og skriver overdramatiske sms’er. Nu skiftes vi atter til at putte og det fungerer pragtfuldt. For alle. For nu.

… er Kurt kommende palæontolog? Hans dinosaurinteresse er i alle tilfælde uendeligt stor og uendeligt vedholdende. Som intet andet. Han er generelt betaget af dyr, men med dinoer er det helt ekstremt.

… jeg troede måske vi havde en særligt venligtsindet 2-årig. For mens mange af de mødre og fædre til jævnaldrende børn, jeg kender, berettede om “forfærdelig ulvetime” og “komplette nedsmeltninger”, så gik vi fri. Troede jeg. For jo, Pølsebarnet kunne da godt blive lidt knotten eller ked. Men det gik altid virkeligt hurtigt over igen og var til at have med at gøre. Altså indtil en måneds tid inden jul. Så lagde han sig pludselig fladt ned på fortovet en dag og ville ikke med videre. Sparkede og slog lidt med benene imens. Og grinede lidt. Som om han lige havde fundet ud af, at dét da også var en skæg mulighed. Siden er det med at grine imens forsvundet. Antallet af deciderede nedsmeltninger, er til gengæld steget. Og kan blive udløst af alt fra at skulle hjem fra vuggestue, til at skulle have trøjen af inden bad. Og de er dybfølte og kan vare længe, de udbrud. Vi er ikke nået til raserianfald over forkert udskæring af mad endnu, men jeg føler mig forvisset om, at vi nok skal komme dertil. Det lyder som om det er uundgåeligt. Dog er det som om nedsmeltningerne er aftaget igen. Måske bare fordi alt er en fase. Måske fordi vi som forældre er blevet bedre til at håndtere og navigere i dem. Jeg ved det ikke. Og hvad ved man overhovedet?

… det er lige gået op for Kurt, at der er forskel på, hvordan Nikolaj og jeg ser ud uden tøj på (vi bader ofte sammen med ham, den ene eller anden af os, og af og til også hele banden på én gang) og han har så grineren over det. Kigger og peger og skraldgriner og kommer med udbrud og kigger ned af sig selv og peger. Han så, så stolt ud, første gang det for alvor gik op for ham, at han og Nikolaj er ‘ens’.

… at have et frygtløst barn. Jeg har endnu til gode, at opleve Kurt blive bange. Og mens det på mange måder er SÅ dejligt og bevidner om (håber jeg), at han er et trygt og tillidsfuldt lille menneske, så har det også sine udfordringer i dagligdagen. Hans aktionsradius er enorm. Han skal mange, mange hundrede meter væk fra os, før han begynder at bekymre sig om, hvor vi er. Han vil (stadig) gerne køre på løbecykel ned ad alle trapper og rutchebaner han møder. Eller køre den i tur i vandet og til Sverige, hvis ikke vi stoppede ham. Behøver jeg sige, at hans højgravide mor efterhånden alvorligt overvejer om det kunne være bare en lille smule ok, at proppe ham i sele og snor?

… og måske han er en vovehals og vildbasse, men han er heldigvis også den største puttegris (endnu). Elsker at nusse og kramme både om morgenen og i sofaen. Og jeg NYDER det ♥︎

… middagsluren er så småt på retræte. Nogle dage springer han den slet og ret over. Og den følgende aften kan man så putte ham mægtigt tidligt og på et sted mellem 1 og 5 minutter. Oh bliss og laaaaang aften med forældretid! Og generelt skal vi virkelig ikke klage, når det kommer til søvn. 7-9-13 og sådan. Perfekt at vi kaster det hele op i luften, med ny baby om et øjeblik ;)

… der er (endelig!) hul igennem til sprogcenteret i mit barns hjerne og i skrivende stund VÆLTER der nye, ægte ord og endda små sætninger ud af ham. Indtil nu har hans ordforråd været helt utroligt begrænset og har bestået af omtrent 10 ord og derudover masser af lyde og volapyk. Han er lige akkurat 2,5 år nu. Min søde svigerinde havde godt nok beroliget mig med, at det var helt det samme med en af Kurts fætre (som han i øvrigt både ligner og minder om), men altså hvor har jeg været bekymret alligevel. Også ubevidst. Og dynget mig selv til med mom guilt. For hvad var det, vi gjorde forkert eller ikke gjorde, siden vores barn ikke talte? Når nu alle andre jævnaldrende børn gjorde. Men nu gør han altså. Måske han gik i stå pga. det traumet i forbindelse med indlæggelser, operationer osv. forrige år. Måske han bare er en late bloomer, når det kommer til sprog. Men det er en god læring for mig som mor. En læring i at alle børn er forskellige og at selvom google siger, at et barn på 2 år skal have et ordforråd på 250 ord, så behøver det ikke være sandheden for ens eget barn.

… at hente pavestolt barn i vuggestue. Uanset om Kurt har småkager med hjem, de har lavet i vuggeren eller en tegning eller en bog (han er med i en læselegsgruppe pga. sprog), så er han SÅ utroligt stolt, at han næsten ikke kan være i sig selv og super ivrig efter at vise os det. Så sødt.

… ammestop! Havde nær glemt det, for nu er det snart længe siden, men da Pølsen var 2 år og 4 måneder, fik han sin sidste tår modermælk. Havde aldrig planlagt at amme så længe, men heller ikke det modsatte. Havde hele tiden bare tænkt, at vi fortsatte så længe vi begge trivedes med det. Og jeg begyndte så småt at trives mindre godt med det, efterhånden som jeg blev mere og mere gravid. Selve stoppet var så udramatisk og nemt og selvom han ikke decideret selv valgte det fra, så var det som om, der lige dér, var et hul, hvor det pludselig gav mening for os begge og skulle være. Havde ellers gruet lidt for det og sat julen som deadline, men det blev altså allerede i oktober. Vi gjorde det over et par uger og droppede en amning ad gangen (han fik som regel morgen, eftermiddag og aften på det tidspunkt). Aften forsvandt faktisk helt af sig selv, det var som om, han bare glemte den og så lod jeg være at minde ham om det. Morgenen var sværest, men havde forberedt snacks og morgenmad, som han kunne få hurtigt efter at være vågnet de først par dage uden babs og så havde vi selvfølgelig talt en del om det. At brysterne var ‘lukkede’ og tomme nu og at der ikke var mælk, men at vi kunne kramme og få et glas mælk eller en sut osv. i stedet.

Phew, det blev en ordentlig omgang, må vist hellere lave de her indlæg lidt hyppigere. Næste gang bliver det nok, som mor til to!

Ps. Mere morliv her.

(Visited 2.259 times, 15 visits today)

Skriv en kommentar

6 Kommentarer

  1. Ha ha, hvad ved man overhovedet? Ja, lige præcis. We don’t know shit! Jeg har en pige på 2 år og 7 måneder (og en pige på 5 måneder), og jeg kan 1-1 relatere til ca. alt ;)

    1. Tror, det er det eneste jeg for alvor har lært, af at blive forældre; at jeg intet ved. Og man tror jo ellers, man ved alt på forhånd, haha. Hver alder tager fuldstændig fusen på mig ;)

  2. Da det for et års tid siden gik op for min søn på nu 3 år, at vi ikke var “ens” mellem benene, reagerede han meget løsningsorienteret og sagde: “Far, mor har ikke nogen tissemand. Vi køber en tissemand til mor”. Det var det sjoveste indblik i et lille barns perspektiv på verden, synes jeg 😂

    1. Ok, TAK for dagens grinetur! Håber, I købte en flot en til dig ;) Stort kram og masser af kluklatter herfra

  3. Åh, jeg er gravid i 3. måned og så fort kvalme/oppkast gir seg så skal jeg begynne å glede meg til ALT du beskriver ovenfor!!