Siden sidst…

Det var egentlig meningen, at jeg ville have skrevet et lille ‘hej hej nu går jeg på en lille barsel’-indlæg for to måneder siden. Men så gik vandet en uge ‘for tidligt’ og pludselig stod jeg med en baby i armene og for få hænder og timer og det der barselsindlæg lykkedes aldrig. Og nu er jeg tilbage. Ikke for fuld styrke, men om ikke andet et par gange om ugen her på domænet.

I den anledning tænker jeg, at vi lige skal catche up. Har aldrig før været så længe væk fra bloggen, så det må være på sin plads med en lille opdatering på, hvad jeg har lavet.

Siden sidst har jeg:

  • Født et barn. På Kvindernes Internationale Kampdag. Han er en rigtig guttermand og noget så nuttet og fin, hvis jeg selv skal sige det. Han hedder Skipper. #feministinspe
  • Brugt rundt regner 40 timer i fødsel. #arbejdarbejd
  • Ønsket mig flere børn. #elskerbabyer
  • Ønsket mig færre børn. #kolik
  • Spist og spist og spist. Er SÅ sulten. Tager revanche for 9 måneder med kvalme, madlede, opkast og halsbrand. #enportiontiltak
  • Ammet og ammet og ammet. #mejeriet
  • Haft det som om, jeg har fået livet igen på trods af massivt søvnunderskud. Graviditeten var ret så hård både fysisk og psykisk, men så snart han var ude, forsvandt alle gener. Og energien og humøret kom op igen. #dervardujo
  • Landet nogenlunde i, at vi nu er en familie på 4. #kaosogkærlighed
  • Hvilet en god del og kigget forelsket på mine børn. #storelillelykke
  • Bagt afsindigt mange cookies. De her og de her. Laver en stor portion og løsfryser dem ubagte. Så kan man lige bage et par stykker, når lysten melder sig. Kæmpe barselshack. #cookiemonster
  • Fået gardiner op, radiatorskjulere og andre indretningsdetaljer, så vi nu mere eller mindre er helt på plads i det ‘nye’ hus. #redebygningpostpartum
  • Begyndt at føle mig helt og aldeles hjemme i min ‘nye’ by. Et år tog det cirka. #homesweethome
  • Udført ret så meget usynligt, cirkulært arbejde (som jeg har lært, det hedder): Amning, rengøring, oprydning, madlavning, omsorg osv. #kaldmigsisyfos
  • Fantaseret mere end meget om en tur til frisøren. Farve OG klip. Hvilket plejer at tage i omegnen af 5 timer. Virker helt urealistisk pt. #rapunzelgonebad
  • Fantaseret en hel del om en aftendate med mit badekar. Mere realistisk men er alligevel ikke sket. #merespatak
  • Set så meget Queen of the South, at jeg flere gange har drømt at jeg var en del af et mexicansk narkokartel. Og har talt spansk i søvne. Jeg kan ikke tale spansk i vågen tilstand. #quetal
  • Gået utroligt mange ture i den skov, vi er naboer til. Og fået den gave det er dagligt at se naturen skifte til fuldt forårsflor. #kommajdusødemilde
  • Været jævnt irriteret på mangt og mange. Især personer der ikke fortjener det, såsom min mor og Nikolaj. Vilde hormoner og manglende søvn er ikke en køn kombi for mit temperament. #hejhormonella
  • Været utroligt taknemmelig over mange ting. Især min søde, hjælpsomme mor. #ittakesavillage
(Visited 3.331 times, 3 visits today)

Skriv en kommentar

2 Kommentarer

  1. Velkommen tilbage, hvis jeg kan sige det☺️ Dejligt skriv – det lyder dejligt, hårdt og helt fantastisk i din barselsbobbel. Tillykke med fine Skipper.