Jeg elsker at fylde mit lille hjem med både afskårne blomster og grønne planter i potter og krukker. Hvilket vist også er veldokumenteret på nærværende blog. Planter og Penny er tilsyneladende tilbagevendende yndlingstemaer ;)
De afskårne blomster holder som regel en uges tid (af og til længere, især når jeg er artig og følger disse punkter) og næsten hver torsdag forærer jeg mig selv et bundt blomster.
Helt anderledes er det med mine grønne planter. De skal jo gerne holde og jeg synes altså det er lidt hyggeligt, når de har været med en et stykke tid og man begynder ‘at lære dem at kende’. Ja, ja, taler ikke ligefrem med dem. Tænker mere på det med, at man finder ud af hvordan de lige præcis gerne vil passes for at trives bedst muligt og sådan.
Jeg har en sukkulent (i den brune potte på blå underskål), der er en gave fra en veninde og som har boet hos mig i over to år. Det er altså lidt fint sådan synes jeg.
Og så min flotte, frodige fingerfilodendron, som har det ret så fantastisk og bliver større og større og sætter flere og flere af sine forunderlige blade.
Det gør mig glad og giver mig energi at bo med en masse grønt. Og jeg kan så godt lide når planterne trives og vokser :)
Også selvom jeg vist snart skal finde et større sted at bo, hvis fingerfilodendronen fortsætter i samme tempo…
De sidste par måneder har jeg givet mine planter lidt ‘superfoods’ i form af Top Growth til grønne indendørsplanter fra Bayer Garden’s Vitality Range. De får det blandet med vand ca. hver 14. dag og det ligner altså, at de kan lide det.
Top Growth er næring, der efter sigende giver grønnere og større planter med flere blade. Og som forhindrer, at bladene bliver gule og falder af.
Da jeg var i Dubai og efterfølgende i Norge for en måneds tid siden, var mine stakkels planter dog lige vel meget alene hjemme. Og selv den tapre filodendron hang lidt med hovedet. Om det var kærlig vandning og pleje eller det skud Top Fit, jeg gav dem, da jeg kom hjem, der fik dem på benene (stænglerne?) igen, skal jeg ikke kunne sige. Men de har det i alle tilfælde mægtigt godt igen. Heldigvis :)
Top Fit er plantepleje der skulle styrke plantens immunforsvar og beskytte fotosynteseprocessen. Og er derfor oplagt at bruge før eller efter en ferie – eller hvis du i en periode har glemt at vande planten.
Ps. I er flere der har spurgt hvor min dødningehovedpotte er fra. Den er selvfølgelig fundet på yndlings-Etsy ;) I kan finde den lige her.
(indlægget er udgivet i samarbejde med Bayer Garden Vitality Range)



