Kan det virkelig passe, at det allerede er maj? Bliver en lille smule forpustet, over det tempo 2015 hidtil har præsteret. Ikke desto mindre er der masser af gode ting på mit program i denne måned og også en hel del ting, jeg gerne vil huske at nå, så hermed min ønskeliste for den søde, milde måned nedenfor.
Mht. ønskelisten for april så gik det for at være helt ærlig ikke så imponerende. Men det var nok forventeligt, når jeg var væk næsten 9 dage på skiferie og derefter havde en hekstisk slutspurt med min bog. Så jeg har stadig Kødbyens madmarked, fotokursus, loppermarkeder og en tur til frisøren til gode. Men det er jo heller ikke så ringe endda.
- Til Paris næstsidste weekend i måneden med mine bedste veninder at forskudsfejre min fødselsdag (fylder først 30 midt i juli). GLÆDER MIG!
- Forbi Røde Kors og Vipp Streetkitchen at spise frokost eller aftensmad d. 6. maj. Det koster 100 kr. og hele molevitten går ubeskåret til Røde Kors.
- Planlægge hvad vi skal (ikke mindst hvor vi skal spise!) i Paris. Byen er så fuld af fabelagtige steder, men også mange ærgerlige turistfælder, så det er essentielt at være forberedt. Tips modtages gerne :)
- Se Cabaret på Det Kongelige Teater. Eller dvs. det var jeg allerede i fredags, men det var et hit, så anbefalingen er hermed givet videre.
- Læse maj måneds læseklubbog; Jeg ville være enke og jeg ville være digter.
- Tage en fridag på en hverdag, helt uden andre planer end at trave de københavnske gader tynde. Ledsaget af Penny og med et kamera om halsen.
- Måske forære mig selv en Goyard-taske, når vi er i Paris. Men hvilken farve? Hælder mest til den klassiske brune, men den mørkeblå er også flot…
- Starte til CrossFit. Eller yoga. Eller begge dele. Jeg løber stadig på livet løs, men kan mærke at jeg (og min snart 30-årige bagdel) har brug for lidt mere/afveksling efterhånden.
- Købe sandaler og og sommerkjoler. Har et meget godt øje til de her fine, men rå sandaler, de her flade ruskindsbasser, denne her kjole med delikat print
og/eller denne stribede, lille sag.
- Spise moules frites til frokost udenfor i solen på gode, gamle Sebastopol, som opvarmning til Paris.
OG så går en sød mandetype og jeg også så småt og overvejer at slå pjalterne sammen. Eller i alle tilfælde at dele adresse. Så HVIS en af jer lige sidder med den perfekte lejlighed på hånden (leje, 75+ m2, gerne altan, Kbh. K, N, S, V, NV eller Frederiksberg) så må I meget gerne lade høre fra jer :)
Jeg GLÆDER mig til at høre jeres tilføjelser og hvad I går og drømmer om at bruge den kommende måned på?
Ps. Tidligere månedsønskelister her.
Det bliver nok ikke en af de helt store kufferter fra Goyard – selvom det kunne være herligt dekadent – men snarere en af deres klassiske shoppere.
Og så lige et lille tilbageblik. Undertegnede i Paris i 2010. Der er rendt lidt vand i bækken siden da ;)



