Foto: Christian Geisnæs
Jeg havde en mere end strålende start på den forgangne weekend, idet jeg fredag eftermiddag var inviteret til en visning af Sommeren ’92 af søde Mette Marie, der udover generelt at være sej også er gift med skuespilleren Jon Lange, der brillerer som den flotte, kække Kim Christofte i filmen. Der var øl, der var slik, der var rart selskab og så var der tilmed en virkelig god film på lærredet.
Mine forventninger var ingenlunde ringe. Jo, jo måske jeg ikke er den største fodboldentusiast, men jeg holder egentlig meget af veleksekverede film om især holdsport (à la Invictus med Matt Damon) og når det så drejer sig om Danmarks måske største, folkelige sportsbedrift og tilmed muligheden for et flashback til min barndoms 90’ere, så var min nysegerrighed vakt.
Jeg var knap og nap 7 år gammel under EM i fodbold i 1992. Jeg kan huske al virakken og sejrsfeberen vagt. Men da jeg så filmen, var det som om det hele stod meget skarpere. Det her er nemlig ikke ‘bare’ en fodboldfilm.
Det er også et meget fint tidsbillede og jeg misunder næsten dem der har lavet regi, scenografi og kostumer til filmen. Det må have været en skæg opgave og de har løst den fantastisk. Det var som at blive beamet direkte tilbage til starthalvfemserne og det blev en meget nostalgisk oplevelse for mig på den helt rigtige, bittersøde måde.
Og det er ikke bare rammerne, der fungerer. Der klippes på behændig vis mellem gamle tv-optagelser fra EM og selve filmen og det lykkes så fint, at det hele bliver mægtigt realistisk. Oveni kommer flotte præstationer fra nogle af mine yndlingsskuespillere (Ulrich Thomsen, Mikkel Boe Følsgaard), masser af lun humor og også en hjerteskærende sygdomshistorie på sidelinjen.
Og spændingen! Altså man ved jo godt hvad det hele ender med, men alligevel er det dødspændende til det sidste og jeg sad som på nåle og hujede og heppede med.
Med andre ord er der noget at komme efter både for de meget fodboldinteresserede, men i dén grad også for dem der gerne vil se en god film, der får glædesrusen til at buldre (igen), trækker i tårekanalerne og tager én tilbage til barndommen (hvis man da var barn dér).
Sommeren ’92 har premiere på torsdag d. 27. august.
Ps. Jeg så netop at der også kører et banner for Biografklub Danmark/Sommeren ’92 øverst oppe på min blog. Det har intet med nærværende indlæg at gøre og er et tilfælde. Omend det passer fint og jeg er kun glad for, at min annonceafdeling tilsyneladende er ved at få styr på, hvad jeg kan lide ;)
Fotos: Christian Geisnæs/ SF Film
Den skal jeg også se – selvom jeg kun var fem et halv år i sommeren 92′, så kan jeg huske at jeg var hos min veninde Ditte og hendes familie. Vi havde fået McD, hvilket var helt nyt for mig og så så vi fodbold. Hens mor sagde, at jeg skulle heppe, men jeg synes det virkede så akavet at heppe på nogen i fjernsynet, der alligevel ikke kunne se os. Jeg skulle overnatte der og sagen efter fik vi en Diddle-blyant hver :-)
Åh Diddle!!! Det havde jeg helt glemt, hold nu op hvor var jeg bare mega vild med Diddle, tak for at minde mig om det og tak for at dele dit Sommeren ’92-minde <3 Klem
Jeg er en af de næsten-voksne fra 90’erne, jeg var nemlig lige fyldt 15, havde fået kontaktlinser og folkeskolen var kun ét år fra at være overstået, i Sommeren ’92.
Det var helt fantastisk på så mange måder og EM-sejren gennemsyrede resten af sommerglæderne det år.
Finalen så jeg på Rådhuspladsen, så meget man kunne se for alle menneskerne, og jeg GLÆDER mig til at genopleve den og hele 90’er viben i filmen!
P.S. Flemming Poulsen var så sød.
Du har samme alder som min kæreste så. Hans Sommeren ’92-minder står også helt skarpt :)
Hvor er det fantastisk at du var inde på Rådhuspladsen, det må have været en kæmpe oplevelse!
God fornøjelse med filmen, håber du også vil synes den er god. Klem
Ps. Haha… enig :)
Åh hvor jeg glæder mig til at se den film… Jeg var 19 år i 92, og var egentlig ikke specielt fodboldinteresseret, men det kunne man jo ikke undgå at blive.. Vi var den samme flok venner det mødtes til de sidste mange kampe, altid med en kasse Tuborg, en kasse af de gyldne damer, og så et par flasker sprut… Og så blev der ellers festet igennem til hver eneste kamp… Det var helt fantastisk :) Og selve aftenen hvor Danmark vandt var super skøn, gaderne (selv i Vestjylland hvor jeg boede dengang) var proppede med glade mennesker, og alle sang og fejrede…
Efter dette indlæg, MÅ jeg bare se den! Jeg var (desværre) ikke født da Danmark vandt, men mine forældre har fortalt mig, at da de lå på hospitalet, med min nyfødte storebror, var dette så stor en ting, at lægerne havde svært ved at koncentrere sig ;-) Synes det er lidt sjovt.
http://www.annedortheandersen.dk
Jeg var start tyverne dengang og hver gang jeg tænker på dagen, er det så hårene rejser sig på armene. Jeg var i Sverige og se Finalen – og da alle de danske tilskuere gik ned til Sverigesbåden efter sejren ( jep, sådan en var der ) , stod svenskerne på deres altaner, vinkede med danske flag og klappede !!!! Glemmer det aldrig …. Festen fortsatte på Rådhuspladsen, hvor alle krammede hinanden som gamle venner – Så ja, jeg skal vist også et smut i bio :))
Meget enig med din anmeldelse! Dog! Det sidste billede der – det ser man da ikke i filmen! Fik I lov til at se dvd-ekstramateriale eller hvad? Har faktisk allerede set den to gange (halvanden, vel egentlig – første gang var en testvisning), og overvejer faktisk at købe den på dvd.. Jeg tror det bliver en nyklassiker ala Blinkende Lygter (selvfølgelig aldrig lige så godt som Blinkende Lygter, but still), hvor man vil sige “Jon Lange? Nå ja, ham der fra Sommeren 92!” :D
Ja, jeg var på kanten til at fylde 2 år dengang… Jeg husker det, som var det i går! (eller…)
http://satinawandel.dk
Haha, det var slet ikke dette indlæg, jeg skulle have skrevet det med at være på kanten til at blive 2 år til! – Der blev lige sprunget imellem fanerne dér! Jeg var jo slet ikke født i 1992. Akavet :D
http://satinawandel.dk
Haha…. det går nok ;) Og så ung du er!