
Hov, har helt glemt at madblogge denne uge, så må hellere lige nå det her på falderebet, hvis jeg vil blive ved med at kalde dette for en mad- og modeblog :)
Vi fik disse rødspætteruller på en aften i denne uge hvor både J og jeg havde været til træning og kom sent hjem. Det hele blev lavet på under 30 min. alt inklusiv, så det er et eksempel på hurtig og nem hverdagsmad, der tilmed ser ud af lidt mere.
Til to personer:
- 1 pakke rødspættefileter (4-6 små fileter)
- 1 dl sesam (eller mere om nødvendigt)
- lidt smør eller olie
- 500 g frosne blandede grøntsager (vi brugte sådan en ‘Thai-wok-miks’ med sugarsnaps, lotusrod, grønne bønner, broccoli m.m.)
- ca. 2 dl sojafløde, piskefløde, madlavningsfløde eller hvad der nu lige tænder en
- 1 lille løg og lidt olie/smør at svitse det i
- 1 knivspids safran (vil du ikke bruge din hårdt optjente penge på dyre støvdragere, så kan man snyde sig til farven med gurkemeje, smagen må man så leve uden)
- salt og peber
Tænd ovnen på 150 g varmluft. Hæld lidt vand i bunden af et ovnfast fad (bare 1/2 cm) og rul rødspætterne til små ruller (surprise) og læg dem i vandet (det sikrer at fisken ikke bliver tør), sæt en lille klat smør på hver rulle eller hæld lidt olie over og drys så med sesamfrø så de er helt dækkede og drys også med lidt salt og peber. Sæt rullerne i ovnen i ca. 20-25 min.
Hak løget fint og svits det i lidt smør eller olie. Det skal ikke branke eller blive brunt, bare blive klart/gennemsigtigt. Hæld så fløden over og lad det koge op. Tilsæt safran og skru ned for varmen, lad det simre stille og reducere (koge ind), husk at røre ofte. Smag til med salt og peber. Bliver den for tyk, tilsæt da lidt mere fløde eller ‘fiskeboullion’ fra bunden af rødspættefadet (eller rigtig fiskebouillon). Smag til med salt og peber.
Lynsteg grøntsagerne på en pande eller i en wok.
Anret grøntsagerne i en forhøjning på en tallerken, læg et par fiskeruller ovenpå og hæld lidt sauce udenom grøntsagerne. Simple comme bonjour!
White fish sesame rolls baked in the oven and served with stir-fry veggies and a soy cream saffron sauce.