Hvordan man kommer sig nemmest over – eller måske endda helt undgår – jetlag, når man rejser og krydser tidszoner. Testet grundigt af yours truly.
Det er svært helt og aldeles at undgå at blive påvirket, når man ikke bare flyver langt, men også ‘rejser i tiden’. Men man kan virkelig selv gøre sit til, at det bliver så smertefrit som muligt, hvilken man bliver belønnet for med god nattesøvn og energi fra dag ét på ferien. Og vice versa når man skal hjem igen.
Det kræver at man er lidt standhaftig indledningsvis, men for at være helt ærlig vil jeg hellere være striks i 24 timer, fremfor at få ødelagt noget af min ferie med jetlag.
Mine 6 tips til at skippe/minimere jetlag
- Spring direkte ind i den nye tid. Sæt dit ur på destinationens tid, så snart du sætter dig i flysædet og begynd så at leve efter den tid så godt som muligt. Dvs. du skal forsøge at sove/hvile når det er nat, være vågen hvis det er dag og kun spise hvis det er dag, der hvor du er på vej hen. Så giver du dig selv et forspring allerede inden ankomst.
- Sov på flyet, men kun hvis det giver mening. Sover man 8 timer på flyet i løbet af det, der er dag på destinationen, så kommer man i stedet galt fra start. Gå tilbage til punktet om at sætte uret til ‘den nye tid’ og regn så på om en lur på flyet er en god eller dårlig investering. Som tommelfingerregel skal/kan du sove, hvis du kommer frem om morgenen/tidligt på dagen, men skal lade være hvis du kommer frem om eftermiddagen/aftenen. Flylængden har selvfølgelig også noget at skulle have sagt. Skal du flyve langt og ankommer du om eftermiddagen, så læg din tur i starten af flyveturen. Og omvendt hvis det modsatte er tilfældet.
- Vær standhaftig den første dag. Her er der ingen andre smutveje end at holde ud til det er sengetid. Undgå at tage en lur, men gå i stedet tidligt i seng. Lav hyggelige ting, men også noget der ikke er kompatibelt med at sove. Dvs. prøv at undgå at ligge på en solstol, se en film osv., men gå i stedet ud og spis en god frokost, gå en tur, få en manicure, gå på café og drik kaffe osv.
- Motion. Der er (næsten) ikke det, motion ikke er godt for og det gælder selvfølgelig også jetlag. Både fordi det giver umiddelbar energi, men også fordi det slet og ret er nemmere at sove (om natten), når man også er fysisk træt. Jeg har altid løbeskoene med, når jeg rejser (ok, ikke på surf og ski, men det er nok motion i sig selv) og løber en kort tur inden morgenmaden.
- Tag evt. melatonin. Jeg tager 3-5 mg melatonin om aftenen umiddelbart inden jeg skal sove, hvis jeg er et sted, der ligger mere end 5-6 tidszoner fra Danmark. Jeg tager også melatonin på flyveren, hvis det giver mening at sove en længere lur der. Jvf. punkt 1 og 2.
- Gentag proceduren på hjemturen/hjemme igen. Når du skal tilbage igen er det bare at gøre brug af hele molevitten igen, så transitionen fra ferie til hverdag, går nemmest muligt og du ikke skal ligge søvnløs. Ofte er den ene vej nemmere end den anden, men det varierer lidt fra person til person. Jeg kender mange, der synes det er værst når man flyver mod øst (Asien osv.), mens jeg selv synes vejen vestover (USA osv.) er den der er sværest.
(Visited 4.897 times, 1 visits today)


