Jeg tror aldrig jeg har fået så mange spørgsmål om noget, som om vores telt. Indbakkerne på alle platforme er svømmet over i spørgsmål om vores nye ‘sommerhus’. SÅ hyggeligt at I synes det ser dejligt ud og er interesserede i det. For vi er også selv så, så glade for det ♥
Teltet har vi fået af en masse venner i bryllupsgave. De havde været så seje til at slå sig sammen og koordinere, så vi kunne få vores drømmetelt. For det er ikke bare et helt almindeligt telt. Det er så stort, at man godt kan bo sådan rigtigt i det. Og så pænt, at mine rare forældre har sagt god for, at vi har slået det permanent op i deres have for sommeren.
Så hver weekend når ellers vi ikke skal andet, kører vi derop og nyder den herligste kombination af sommerhus- og campingliv. Det er så fedt at vi både kan hygge med mine forældre, men også kan trække os tilbage i vores eget ‘anneks’.
Teltet er fra Bell Tent Boutique og vores er 4 meter i diameter. Vi har haft det slået op i lidt over 2 uger nu og det har holdt fint til masser af dansk sommeregn og er fortsat helt tørt indvendigt. Den lyse kanvasdug virker meget slidstærk, men jeg forventer at det bliver ‘patineret’ af fugleklatter, blade osv.
Det er MEGET tungt, når det er pakket sammen. Jeg kan ikke bære det alene, så det er ikke et, man lige tager med på cykelferie, men har man bil eller er 2 sæt stærke arme, så går det fint at flytte rundt med det.
Vi har lige nu indrettet det med loppefund og en gammel topmadras. Men planlægger at købe en boksmadras til det, og evt. lægge paller under, så vi kan sove rigtigt godt i teltet også. Jeg kan nemlig godt mærke på mit plus-30-skrog, at det ikke længere tager til takke med at sove mere eller mindre på jorden ;)










