{Tre små grise på tur}
Jeg har Gnags Boller i Cairo på hjernen på 3. døgn. Det er mildest talt lidt frustrerende. Og nej, jeg hørte den ikke frivilligt (selvom det faktisk er en sjov sang), men fik den ubevidst ind, da jeg hørte P4 i weekenden. Det ved jeg ikke helt hvad I skal bruge til, men det fylder meget i mit hovede pt. ;)
Men apropos weekenden så havde jeg virkelig en god en af slagsen. Der var helt bestemt flere faktorer i spil, men en væsentlig en af dem, var at jeg slettede min Instagram og Facebook app lørdag morgen. Det gav simpelthen den vildeste ro. Da jeg lige var kommet mig over de værste abstinenser forstås. Og i tillæg føltes lørdag og søndag næsten dobbelt så lange (ok, kun næsten), når de var uden selvvalgte distraktioner hele tiden.
Det kan måske lyde lige vel drastisk ligefrem at slette dem, men da jeg havde besluttet at tage en SoMe-fri lørdag (noget jeg var meget flink til tidligere, men er kommet lidt ud af trit med) og som det første lørdag morgen – nærmest per automatik eller refleks – åbnende Instagram, da jeg egentlig skulle skrive en besked til en veninde, jeg skulle mødes med senere den dag, tænkte jeg at nu kunne det f***** være nok. Og så slette jeg app’en og tog også Facebook og mailen med i faldet.
Og efter at tommelfingeren havde famlet rundt, de næste par gange jeg åbnede telefonen, så gik det faktisk overraskende let derfra. Så let at jeg mandag morgen lige måtte tage mig sammen til at downloade eksil-apps’ne igen. Og det var bestemt hyggeligt med et gensyn, men det var også dejligt at jeg egentlig ikke følte jeg var gået glip af noget.
Det kommer jeg helt bestemt til at gøre igen. For lige så meget som jeg elsker sociale medier, lige så lidt bryder jeg mig om, hvordan de alt for nemt stjæler vores opmærksomhed fuldstændig og distraherer os i det uendelige. Til man til sidst har flimmer for øjnene og en underlig tom fornemmelse indeni.
I går talte jeg med min agent om den gode JOMO (joy of missing out) oplevelse, jeg havde haft og hun fortalte mig, at hun sletter Instagram hver aften, for så at hente app’en igen om morgenen. Måske det – og det jeg gjorde i weekenden – kan virke, som om man virkelig har et problem (og det har vi måske også), men om ikke andet er det så aktivt, at tage hånd om det, afskære sig selv muligheden og være til stede der hvor man er.
Og det var rigtigt rart.
Hvor sidste uge primært blev brugt på pressetur i Norges storslåede natur, inviteret af Biotherm, så er denne uge lidt mindre spektakulær og lidt mere letmælk (husker I?). Men med yin-yoga, date night med Tobias Dybvad (altså vi skal se hans show på vores onsdagsdate, skal ikke på date med Dybvad) og afslutningsvis en tur i sommerhus med mine søde forældre på ugeprogrammet, så skal den nok blive mindst lige så vidunderlig.
Jeg håber, at I også får en vidunderlig uge. Hvad end den bliver spektakulær eller letmælk eller skal bruges på SoMe eller ude i virkeligheden. Eller lidt af det hele ♥
Ps. Alle kommentarer fra sidste uges Små ting er besvaret, beklager at jeg var lidt sløv til det i denne omgang, men I skal vide, at jeg som udgangspunkt besvarer – og som minimum læser alle jeres gode tanker og tager dem til efterretning – alt omend det af og til tager et par dage eller mere :)
Pps. Ugens Udfordring kommer i morgen.
{Yndlingssættet. Også selvom croissanten var lige vel lille. Så kunne man heldigvis supplere med flere. Og jo jeg elsker chiagrød og smoothiebowls og bananpandekager og alt hvad jeg ellers plejer at stoppe i mig, men lige det her kit er der altså næsten intet der slår}
{Udsigten over fine Aalesund. 468 trappetrin oppe. Eller noget i den dur. Tænk sig sådan at have bjerge i baghaven. Kan mægtigt godt lide Danmark og især vores usammenlignelige kystlinje, men synes godt vi også lige kunne have haft et lille bjerg eller to}
{På helikoptersafari ud over fjordene og fjeldene. Det var første gang jeg har fløjet helikopter og sikke en oplevelse. Eller måske ikke helt første gang, for har fløjet med forsvarets redningshelikopter indtil flere gange som barn, da min far var læge på den, men den er jo et stort skrummel, så det var skægt med sådan en lille, livlig sag som her}
{Ude i fjeldene løb vi på Lola. 4 måneder gammel blanding af border collie og amerikansk staffordshire. Jeg var fuldstændig solgt og tæt på at stjæle Lola og hendes bløde, lille hvalpemave med hjem til Penny. Er dog ikke sikker på at sidstnævnte ville sætte pris på den souvenir}
{2 timers hike opad på snesko og så var det her belønningen. Plus en laksesandwich og en banan, der smagte himmelsk lige der. Jeg kan VARMT anbefale en tur til Sunnmørsalpene, hvis man vil have storslåede naturoplevelser}
{Efter en hel dag udenfor i bjergene var det tid til spa og jeg snuppede chancen til at farvekoordinere seancen. Produkterne er en gave fra Biotherm}
{Sådan et set-up vil jeg have, når jeg bliver voksen og vi bor i bjergene og står på ski hver dag om vinteren ;)}
{Og så vil jeg i samme åndedrag gerne have denne her udsigt fra mit soveværelse. Fuldstændig magisk. Nu var vi godt nok også heldige med vejret. Det regner vist også en god sjat i Norge. Men alligevel…}
{Vel hjemme igen og til fredagskalas med poke-bowls, vino rosso og bland-selv med damerne. Så skal der faktisk ikke mere til at indgyde et skud fredagslykke}
{Icecream Club står der på blusen og hvor jeg altså længes efter bare fødder, store iskager i solen og at kunne mærke mine tæer igen, når jeg er udenfor. Men det kommer nu. Ikke også?}
{Lørdagsdaten. Min bedste selfie-ven, Cornelia (og hendes mor). Og vi ligger altså nærmest ned. Derfor ser vi ekstra funky ud. For man kan jo godt tage selfies med sine babyvenner selvom man holder insta-fri. Den slags skal man ikke snyde sig selv for. Trods alt}











