Læseklub: Små, påsatte brande – Diskussion

Hvis ikke I har læst bogen, så lad være med at læse videre til end til næste afsnit. Der vil unægteligt blive spoilet. Og hvis ikke I har læst den, så tilføj den straks til jeres sommerlæsestak. Den får min varmeste anbefaling og er en underfundig og uendeligt fin fortælling både om at være teenager såvel som mor i 90’erne, men allermest om nogle af livets helt store spørgsmål bragt ned i øjenhøjde og set i lyset af en abort, en adoptionssag og dem der puster til ilden.

Jeg laver ofte den samme fejl, når jeg selv læser med her i læseklubben. Altså, jeg læser jo selvfølgelig med hver gang. Det er måden jeg gør det på, jeg refererer til. For jeg sluger bogen (hvis den ellers er god), i løbet af de første par uger og så går jeg ellers og lurepasser til vi når slutningen af måneden/starten på næste og er så allerede kommet liiiidt langt væk fra hvad det nu lige var der stod både på og mellem linjerne. Ofte når jeg også at læse en bog (denne gang to –  ikke lange) i mellemtiden, mest fordi jeg sørger lidt over at være færdige med månedens bog og straks forsøger at erstatte den med noget lige så godt (ja, der er tale om bog-rebound).

Hvis jeg nu var smart, så skrev jeg diskussions-oplægget LIGE når jeg havde vendt sidste side. Eller i alle tilfælde rimeligt tæt på. Måske det trods alt er meget fint lige at lade den pågældende bog bundfælde sig.

Det prøver jeg så at gøre i fremtiden ;) Men kan altså ikke prale af, at det var det, jeg gjorde i denne omgang. Deraf den lange smøre indledningsvis. Men så sidder der jo forhåbentlig et par af jer derude, der er vakse og kan minde mig om oversete/glemte pointer og fabelagtige passager. For var det ikke en mageløs roman? På trods af at den gjorde mig sulten efter mere og gav blod på læsetanden (deraf binge-læsningen efterfølgende), så blev den faktisk også hos mig længe.

På en og samme tid meget stille og (efter)tænksom, men også ladet med store ekistentielle spørgsmål og meget nuancerede, komplekse og menneskelige (i al deres kompleksitet) karakterer.

Jeg kunne virkelig godt lide hvordan Mia og Pearl kom og ruskede lidt op i hvad der er ret og vrang i det pæne og ordentlige Shaker Heights og viste at store sofaer i store villaer med Diet Coke ad libitum ikke altid er lykken, i alle tilfælde ikke for alle (slags) børn. Og at nogle slags børn, ender med at lave små, påsatte brande, hvis ikke man ser dem. Og især hvis man fordriver dem, der gør.

Jeg var også meget betaget af hvordan teenageliv (åh, at føle alting for første gang), -sex og produktet af samme, blev vævet sammen med hele den hjerteskærende adoptionshistorie.

Og hvad skulle man i øvrigt tænke om den? Jeg er stadig i syv sind og mens jeg på stort set alle punkter, samt per mavefornemmelse synes at et barn hører til hos sin mor (og generelt er af den holdning at folk skal have både hjælp og en chance til), så kan man heller lade være med at se på, hvor barnet får det bedste liv. Mest tryghed og glæde. Hvilket så igen rejser spørgsmålet om hvad et godt liv så egentlig er. For det er jo ikke nødvendigvis et sikkert liv i et stort hus, med ro og regelmæssighed (i alle tilfælde ikke for Izzy), men det er heller ikke nødvendigvis et kærlighedsfyldt, men rodløst rakkerliv (i alle tilfælde ikke for Pearl).

En ting bogens mødre har tilfælles, er at de gør det, de tror er bedst for deres børn. Afleverer dem på en brandstation, pylrer om dem og bliver siden formynderiske, fejrer og feterer dem eller tager på flugt med dem rundt i USA eller til Kina. Og på sin vis forstår man godt alt det de gør. For hvem kan helt sandfærdigt svare på, hvad der er det bedste liv for et barn?

Ville Pearl have fået et dejligere, rigere og tryggere liv hos Jameson-parret? Ville Mirabelle/May Ling blive lykkeligere hos McCulloughs? Givetvis. Og om ikke andet på papiret. Men der er jo et utal af faktorer, der spiller ind, ligesom eksperimentet er umuligt at gennemføre i praksis. Eller i tankerne for den sags skyld. Jeg synes i alle tilfælde, at det er uendeligt svært.

Derfor er jeg også SÅ nysgerrig efter at høre hvad I synes?

Noget af det eneste der for alvor irriterede mig, var hvordan Mrs.  McCullough blev fremstillet som pinligt uforberedt og uvidende i forhold til hele race- og kulturspørgsmålet. Det tjente selvfølgelig historien, men det blev næsten en karikatur og det syntes jeg skar lidt i øjnene i den ellers formfuldendte og meget empatiske fortælling.  Altså som om forfatteren alligevel ville sørge for, at man som læser valgte side (Bebes) selvom det, der virkelig er interessant (for mig), er helt selv at lade folk gøre det og uden at guide sådan.

(Visited 2.073 times, 2 visits today)
❮
❯

Skriv en kommentar

13 Kommentarer

  1. Enig, enig, enig! Jeg elskede virkelig, hvor intenst bogen formåede at få os som læsere til at sætte spørgsmålstegn ved de større og mindre konflikter i historien, men helt uden at tvinge noget ned over hovedet på os. Ofte, ved bøger som udfordrer ens holdninger på den måde, så bliver det gjort med vold og magt, og føles som en kæmpe mavepuster, men her sker det på en måde helt diskret som en kærlig, tvivlsom hvisken.

    Jeg var især begejstret for at opleve, hvordan Mr. Richardson langsomt begyndte at sætte spørgsmålstegn ved det liv, han og hans familie ellers har levet, efterhånden som han blev draget længere ind i adoptionssagen. Simpelthen en voldsomt fascinerede historie! :)

    Knus

    Svar

    1. Kan så godt lide din betragtning omkring det ‘hviskede’ Lisbeth, det er så sandt! Dejligt at du læste med og havde en god oplevelse :) Knus lige tilbage

      Svar

  2. Jeg havde glædet mig meget til at læse denne bog, den vandt goodreads pris for bedste fiktion i 2017 og dens filmatisering er allerede planlagt, men tror måske mine forventninger var lidt for høje. Sad i hvert fald tilbage og følte mig ikke helt så imponeret som forventet, eller du lyder til at være, da jeg blev færdig. Jeg forstod ikke slutningen, både i form af hvordan Izzy kunne få sig selv til at sætte ild til hvad der skulle forestille at være hendes hjem og om hun nogensinde fandt Mia og Pearl. Hvorfor Mia og Pearl skulle afsted igen gik også hen over hovedet på mig. Mit indtryk var Mrs. Richardson truede med at fortælle Mias forældre og/eller Pearls biologiske far omkring deres tilstedeværelse, men eftersom Mia så fortalte Pearl omkring begge dele og spurgte om hun ville møde dem, forstår jeg ikke truslen og hvorfor de ikke kunne blive, når nu Pearl gerne ville.

    Jeg ku godt lidt at bogen startede med slutningen, men i forhold til brandstiftelsen så følte jeg at bogen mere fortalte mig hvorfor hun gjorde det, end den lod mig føle hendes følelser og hvorfor hun gjorde det, det ikke meget af historien der udspillede sig fra hendes point of view, sådan husker jeg det i hvert fald ikke, hvilket jeg synes var ærgerligt da hendes historie fascinerede mig. Hvortil, jeg forstod ikke om bogen handlede om hendes brandstiftelse eller retten til forældreskab samt moderskab generelt, og jeg kan ikke finde ud af hvordan den ene historier gavner den anden eller hvorfor de skulle fortælles sideløbende, jeg synes ikke de gavnede hinanden og så blev det lidt rodet for mig.

    As for forældrerettigheden var jeg temmelig meget team Bebe, men jeg havde ikke overvejet at Mrs. McCullough’s manglende race- og kulturforståelse kunne have til funktion at manipulerer læseren omkring hvor deres alliance burde være, så det var en fin pointe at få med, tak for den.

    Svar

    1. Kender alt for godt det med at have for høje forventninger. Jeg oplever det ofte med film og af samme grund kan jeg slet ikke læse anmeldelser inden, for jeg vil gerne gå til filmen uden at være forudindtaget.

      Mht Izzy’s brandstiftelse, så tror jeg hun gjorde det, som en reaktion på at hendes mor fordrev Mia og Pearl. Izzy knyttede sig jo meget tæt til Mia og det at Mia blev nød til at rejse (og at Izzys mor var skyld i det), tror jeg var et kæmpe tab for den i forvejen misforståede og svigtede Izzy. Og så fejltolkede hun nok også det, Mia sagde til hende om at gøre noget ved tingene. Tror hun var meget vred på og følte sig forrådt af hele sin hykleriske familie. Moren, der truede Mia og drev hende ud ad byen, Lexie, der ‘kom til’ at opgive Pearls navn ved aborten og Moody der vendte Pearl ryggen, da han fandt ud af at hun og Trip dannede par.

      Jeg tror Mia var bange for at Jameson-parret skulle finde frem til hende og kræve deres barn ’tilbage’ eller stille hende til ansvar for at hun flygtede dengang. De havde jo en kontrakt. Tænker det er derfor Mia var nød til at flygte.

      Klem E

      Svar

  3. Jeg er så enig i det med racespørgsmålet. Jeg var egentlig team Bebe, men blev alligevel lidt harm over fremstillingen af Mrs. McCollough under “retssagen”. Jeg fik lyst til at ruske ham advokaten og sige, at det for fanden da ikke er Mrs. McColloughs skyld at der ikke findes asiatiske dukker! Hans argument med at hun vil være en “forkert” mor for May Ling, fordi der ikke findes asiatiske dukker, protagonister i børnebøger mm., har intet at gøre med Mrs. McCollough – det er et helt andet sted han skal tage den diskussion..

    Jeg blev i øvrigt ret rørt over den korte baggrundshistorie med Izzie, om hendes tumulte start på livet. Der blev ret fint forklaret hvorfor Mrs. Richardson var så hård og uforstående over for sin datter. At det alt sammen bunder i en dybtliggende frygt for at miste hende. Det var en fin skildring af misforstået hensyn, synes jeg!

    Svar

    1. Ja, stakkels både Izzy OG Mrs. Richardson. Og ja, det blev nemlig fortalt på en meget fin måde. Synes virkelig det var en dybt empatisk fortælling i det hele taget.

      Kram E

      Svar

  4. Jeg er så enig i alle de gode kommentarer. Jeg hørte bogen på Mofibo, hvilket jeg er sikker på gjorde den god på en fantastisk måde. At få fortalt små historier og præsentationer af de forskellige personer vævet ind i en større fortælling var sjovt. Men efter en bog som jeg var så glad for, blev jeg lidt skuffet over den åbne slutning, omend keg ikke kan se, hvordan den skulle være endt anderledes. Men hvad blev der mon af Izzy?? En bog jeg helt sikkert finder frem igen en anden gang.

    Svar

    1. Åh ja, åbne slutninger er lidt svære altid. Men omvendt var det heller ikke en bog, der skulle have en decideret happy ending synes jeg… Og jeg var glad for at den ikke var mere ulykkelig end som så. Tror at Izzy fandt Mia og Pearl og tog med dem. Det håber jeg i alle tilfælde ;)

      Svar

  5. Tak for opmærksomheden på denne bog, som jeg måske ikke selv ville have valgt i min læsestak.
    Jeg er enig i indlægget og kommentarerne – og jeg synes, bogen var rigtig fin med flere finurlige historier om ‘den gode opvækst’ og moderroller. Hver historie er godt beskrevet, meget forskellige og med flere perspektiver, så jeg blev under hver historie påvirket i mine førstehåndsindtryk. I nogle af historierne kan jeg stadig ikke “vælge side”, men det beviser jo måske også, at der ikke er et facit for mennesker og relationer.
    Jeg kan godt lide kommentarerne omkring racespørgsmålet, for der blev jeg faktisk også påvirket til at holde med Bebe i modsætning til de andre historier, hvor jeg var meget mere splittet. Jeg undrede mig også over hele problematikken med asiatiske dukker – det er en interessant debat, men den har måske ikke betydning i netop dette adoptionsdilemma. Jeg var til gengæld også vild med historien om at være overbeskyttende over for Izzy, som ender med at være et misforstået hensyn.
    Jeg synes generelt, det var en super god bog. Jeg hørte den på lyd (mens jeg lavede arbejde og andre ting), så derfor missede jeg måske lidt dybde i bogen, for jeg kunne godt have ønsket mig en endnu mere malerisk og dybdegående skiltring af de interessante personer. Den kunne for mig sagtens have fortsat og fortsat og fortsat.

    Svar

    1. Spændende med lyd vs. at læse ‘rigtigt’ kender godt det med at man af og til mister lidt fokus, men altså, det er bedre end ikke at få læst og jeg nyder sådan at få ‘serveret’ bøger på den måde. Syntes der var masser af dybde, så tror du har ret, men dejligt at du alligevel havde en god oplevelse.

      Svar

  7. Jeg slugte bogen råt! Fældede en tåre hist og her og genkendte flere af beskrivelserne fra livet i en amerikansk by fra vores egne to ophold i Guds eget land.

    Jeg var i min egenskab af mor forundret over min egen splittelse mellem de to meget forskellige mor-typer, som jeg synes, Mrs Richardson og Mia udgør. Min sympati lå jo – oplagt – hos Mia meget af tiden, der kæmpede for sin datter og sin kunst og samtidigt udviste mere af den omsorg, som Izzy efterspurgte, end Izzys egen mor. Men når jeg kigger indad, må jeg nok konstatere, at jeg selv minder langt mere om Mrs Richardson med et fastlagt forløb fra barn til voksen, gift med gymnasiekæresten, klassisk uddannelse, hjemmegående en periode etc. Det liv hun har givet sine børn har jo været trygt og godt på mange måder, hvorimod det liv, som Mia har givet Pearl jo utvivlsomt har været fuld af kærlighed men også været noget af et rakkerliv, som du også er inde på… Det er nok meget sundt at blive udfordret lidt i sine tanker om, hvad der er ‘bedst for barnet’ og huske, at der er mange måder at vise kærlighed på <3

    Tusind tak for dejlig bogklub i øvrigt – for mig er det virkelig er skub til at få læst flere bøger trods børn og hverdag. Så tak til dig skønne Emily!

    Svar

    1. Kan levende forestille mig, at den kom ekstra langt ind under huden, når man selv har boet og levet derovre. Nogle af problematikkerne er jo nok meget amerikanske omend de også rummer noget universelt.

      Det kan jeg godt forstå. Selvom jeg ikke er mor, så følte jeg mig også splittet mellem de to ift min forestilling om hvilken slags mor, jeg engang vil være og gik fra bogen med lidt mere åbne øjne ift at man også skal lade barnet være med til at bestemme hvilken slags mor, man skal være/være den slags mor ens barn har brug for.

      Selv tak og så sejt at du læser med og får det til at gå op i en travl hverdag. Stort knus E

      Svar