Mens jeg holdt blogfri, var Nikolaj og jeg en tur i Portugal. Min papirbryllupsgave til ham. Egentlig har vi først vores rigtige sommerferie nu, men vi stak af til Fonte da Telha syd for Lissabon i en lille uges tid i juli.
Men inden vi kommer tilbage til den dejlige surftur i noget nær pastelhimmelen, kan vi så lige tale om hvor morsomt/typisk/ironisk det er, at vi i skrivende stund er på vej på 14 dages camping (!) i Danmark i regnvejr?! Efter snart tre måneder med strålende solskin og hedebølge. Vi griner og græder (ok, ikke rigtigt, vi glæder os egentlig mest) mens vi pakker til al slags vejr og krydser fingre og tæer for, at det ikke bliver non-stop regn. For regn i sommerhus er ok hyggeligt synes jeg, men regn i campingvogn er altså ikke helt så spændende.
Men så kan vi da få spillet nogle spil (jeg skal lære at spille 500, kan INGEN kortspil og det irriterer mig) og få læst nogle (flere) bøger.
Men tilbage til Portugal. Vi var i Ericeira sidste år og blev helt forelskede i landet, bølgerne og kulturen. Så vi måtte tilbage, denne gang til Fonte da Telha. Egentlig er det bare en flække af en fiskerby, der oplever en opblomstring henover sommermånederne, men en flække af en fiskerby – med muligheder for surf forstås – var lige akkurat vores definition på et ferieparadis skulle det vise sig. Der var perfekt lidt at se og lave og da vi til sidst var gennemafslappede på fjerdedagen tog vi ind til dejlige Lissabon (der ligger en halv times tid væk) en dag og fik tilfredsstillet storbyabstinenserne. Her havde vi fået et par gode anbefalinger med i kufferten af søde venner. Se dem her og se min mini-guide til Lissabon og omegn.

Spartansk men alligevel yndigt og med den mest udsøgte morgenmad. Det er min veninde Emilies kæreste, der har åbnet det lille hotel (her er bare to værelser) sammen med nogle venner og derfor er der også håndklæder og sengetøj fra hans linnedfirma, Tekla. Så pæne ting.
Blev helt forelsket i Petite Mira Mar og de får mine varmeste anbefalinger. Vi overvejer selv en tur derned igen til efteråret, når bølgerne er blevet større og strandene mere øde.












