Jeg er altså en træt filur for tiden. Men en glad en. For selvom 3 måneder+ uden en sammenhængende nats søvn (tænk at man kan) begynder at tære, så er jeg mest af alt sådan helt grundglad. Denne her uge har været god, god, god, da først jeg ellers blev frisk og rask igen. Men som med så meget andet i den kedelige ende af livet, så kan sådan en omgang sygdom altså også gøre, at man ser selv hverdagslige trivialiteter i et nyt, lyserødt skær, når man kommer ud på den anden side. For efter 5 dage på langs på den kedelige måde og hvor det (føltes som om) det bare handlede om at få sig selv + afkom til at overleve, så skal jeg da lige love for at onsdagen der bød på en tur i mødregruppe, på biblioteket, til skrædderen (havde fået lappet et af de der irriterenden ‘cykelhuller’ i mine yndlingsjeans) og afslutningsvis gulerodskageindkøb hos bageren føltes som topmålet af eventyr og frihed.
Altså jeg HYGGEDE mig helt enormt dér i min lille barselsbobbel. Også selvom det faktisk var selvsamme dag at min ammehjerne og jeg havde vores lille queer-moment på biblioteket OG Kurt sked i selen. Alt var bare fryd og gammen.
Og den følelse holdt ved torsdag, hvor jeg var til mor/barn-træning og ikke mindst fredag. Shit hvor var fredag altså bare god. Med Belinda Carlisle’s Heaven is a place on earth i ørerne (tak Handmaid’s Tale for at minde mig om den) traskede jeg over cykelbroen, der forbinder Bryggen med Vesterbro og satte kursen mod Valby. Inklusiv Kurt selvfølgelig. Vi var nemlig inviteret til frokost på mit gamle arbejde hos Rudolph Care. Føler nærmest Kurt er bygget der og det var ikke bare et mere end dejligt gensyn med verdens bedste kollegaer/damehold foruden lidt sentimentalt på den gode måde, fordi jeg fik flashbacks til hele første del af min graviditet, hvor jeg stod og smugspiste chips og bolcher i køkkenet for at dæmpe min døgnkvalme.
Efter en hyggelig frokost, hvor jeg tilmed (eller Kurt var det nok snarere) fik de fineste gaver, et blødt Aiayu-tæppe og en omgang Mommy & Me, traskede vi videre ud til mine forældre og samlede Penny op og tog hende med på tur i det mest magiske, gyldne novemberlys. Vi købte selvklart en træstamme og en julebolle med på vejen tilbage og hyggede med Kurts mormor og Penny-dyret, indtil Nikolaj kom og hentede os hjem til fredag aften à la sofadate og Vild med dans. Inden vi gjorde os det mageligt i det bløde, spiste vi pasta og badede Pølsen. Hyggeligste som findes at have sådan en babystørrelse i bad. Smilede fra øre til øre, da jeg gik i seng.
For selvom jeg er ved at have ramt træthedsmuren, så er der også bare mange brikker, der begynder at falde på plads i det her forældreskab. Vi er ved at finde ind i en god rumle. Både når det kommer til noget så kedeligt (men alligevel for alle parter herligt) som rutiner, men også i forhold til, hvor vi har hinanden. Alle tre. Og jeg synes også man skal huske at sige når noget er godt og dejligt. For jeg synes det er virkelig dejligt, at være en lille familie. Jo, der er hårde dage og tidspunkter, men mest af alt så synes jeg det er virkeligt vidunderligt for de gode tider vejer i tifold op for de dumme. Og lidt til. Er så ovenud taknemmelig. For min lille dreng. For hans fabelagtige far. For alt vi har oplevet sammen og alt vi har i vente. Og for gulerodskage og biblioteksture.
Håber, I får den dejligste weekend. Her står den på bananpandekager, masser af hyggelige besøg og babysvømning. Og måske endda lidt læsningen i bogen jeg lånte i onsdags. Hvis jeg er heldig. Og kan holde mig vågen.
Klem E ♥
