
Højgravid med Kurt og pølsetæer.
Inden vi tog til Frankrig, var Kurt og jeg et smut i studiet hos To the Moon Honey for at indspille podcast à la efterfødselssamtale. Og selvom det altså altid er liiiidt underligt at høre sig selv ‘på bånd’ (ja, så gammel er jeg), så er jeg så glad for hvordan afsnittet er blevet.
Jeg havde så meget på hjerte, men synes egentlig det lykkedes at få det meste af det jeg ville med, også selvom der selvfølgelig er begrænset med tid og der er blevet klippet hist og her (for ingen gider høre en podcast på 2 timer vel?), og på trods af, at jeg både blev meget rørt undervejs og havde en lille, pludrende pølse med på sidelinjen.
Så hermed et lille tip, hvis du har lyst til at lytte til en meget positiv og udramatisk fødselsberetning. Eller hvis du kender en, der godt kunne bruge lidt pep inden en forestående fødsel. For mig var det i alle tilfælde virkelig rart også at lytte til og læse ‘de gode’ (det er et vidt begreb, I know) fødselsberetninger inden min egen fødsel (eller Kurts er det jo ret beset). Man støder nemt på ekstremer (og de historier er også så vigtige at få fortalt) og måske ligefrem skræmmehistorier, men der er altså også masser af fødsler der er direkte gode oplevelser og ganske ukomplicerede.
For mig har det på sin vis været lidt skamfuldt, at det hele gik så let. Altså det var jo stadig benhårdt arbejde og det gjorde f****** ondt, men jeg har nærmest følt (helt selvforskyldt og oppe i mit eget hovede), at jeg blev nød til at undskylde for det eller kompensere. Så skørt og dumt. Så nu prøver jeg altså at owne det i stedet og sige: “Jeg havde en helt utrolig og vidunderlig fødsel, det er det bedste, smukkeste og mest kraftfulde, jeg har prøvet og jeg ville med glæde gøre det igen i morgen. Sådan kan fødsler også være. Og jeg håber inderligt, jeg får lov at prøve det igen en dag.”