
… altså indtil videre. Der er jo trods alt kun gået lidt over en fjerdedel af 2020. Og jeg forestiller mig, at jeg skal læse mange, mange flere bøger med ørerne i løbet af resten af året. For nok har jeg længe været mere end begejstret for lydbøger, men siden jeg blev mor, har jeg rålyttet. Det har været min daglige forkælelse og pause. Dét der forsødede utallige trilleture med Kurt i hvad der føltes som verdens mest regnfulde efterår. Og som fortsat gør det, omend vejret nu også er en fornøjelse i sig selv.
For selvom jeg er begyndt at finde lidt mere læsetid til papirbøgerne, så kværner jeg fortsat lydbøger, ja nærmest som aldrig før. For mig har det aldrig været ‘enten eller’ og jeg er en umættelig læser. Både med øjnene og ørerne. Muligheden med lydbøger gør blot, at jeg kan ‘læse’ dobbelt så meget (hvis ikke mere), da jeg på den måde kan ‘læse med ørerne’, når jeg går tur med barnevogn, gør rent, kører bil osv. osv. Og inden jeg skal sove, når det ikke går an at tænde lys.
Til gengæld, er jeg også blevet en lidt mere kræsen lydbogslæser med årene og kan mærke at oplæseren får en mere og mere afgørende betydning for min lytteoplevelse. Jeg har sågar en håndfuld favoritoplæsere (med Githa Lehrmann på en førsteplads, hun er som balsam i mine øregange), som jeg allerhelst vil have til at ‘læse op’ for mig og som jeg konsekvent går efter. Har I det lige sådan? I så fald må I meget gerne tippe mig om jeres yndlingsoplæsere.

Yndlingskombination til terrassefejning: Aftensol, lydbog og fyraftensvin.
Noget andet, jeg har erfaret med lydbøger vs. papirbøger, er, at jeg er lidt mere sårbar, når det kommer til at få ordene ‘direkte ind i hovedet’, hvis det ellers giver mening? Jeg har prøvet at lytte til både Mischling af Affinity Konan (om Dr. Mengeles forsøg med jødiske børn under 2. Verdenskrig) og den efterhånden navnkundige, Dødevaskeren af Sarah Omar, og det går slet og ret ikke. Jeg bliver alt, alt for påvirket og ked af det. Mens jeg bedre kan tackle det, hvis jeg læser på gammeldags facon med øjnene. Noget med distancen vil jeg tro. Oplever I det samme?
Hvis ikke og hvis man har lidt mere hår på brystet kan begge bøger som lydbøger anbefales. Og ellers ligger de altså også som e-bøger på Mofibo.
Nedenfor har jeg listet 10 titler op, som jeg har lyttet til med stor glæde her i starten af året. Og der er således en del anbefalinger i den lidt mere hyggelige genre (eller alt er selvfølgeligt relativt), så følebollen her, kunne holde det ud. Men fortvivl ikke der er altså også både en thriller i blandt, en morbid, men morsom roman, en barsk slægtshistorie og Ser du månen, Daniel – der bestemt heller ikke er ‘feel good’ – formåede jeg altså også at lytte til med stor begejstring. Så måske jeg slet ikke er så sart endda.
Uanset hvad, vil jeg ønske jer rigtig god lyttelyst ♥
Ps. Flere lydbogsanbefalinger.


Jeres boganbefalinger
Og som sædvanligt, når jeg laver boganbefalinger, bliver jeg mere end glad for også at høre jeres. For det kan altså være lidt af en jungle. Så har du lyttet til noget dejligt og med en god oplæser for nyligt, så tip endelig mig og de andre.
30 dages gratis adgang til Mofibo
Lige nu kan du få 30 dages gratis adgang til alle de mange e-bøger og lydbøger på Mofibo ved at signe up her. Tilbuddet gælder nye brugere og løber frem til d. 22. maj 2020.


10 lydbøger jeg har ‘læst’ og kan anbefale
- Mysteriet i Genbrugsen af Anna Grue. Kald mig bare mormor, men jeg ELSKER Anna Grues forfatterskab. Jeg blev glad for hende, da jeg læste Italiensvej og har siden kværnet De voksnes rækker samt alle hendes krimier om Dan Sommerdahl. Selv når hun er uhyggelig er det hyggeligt, og hendes sans for at beskrive det hverdagslige uden det bliver kedeligt er eminent. Og nyeste skud på stammen (af hvad jeg håber bliver en ny krimiserie) er ingen undtagelse. Og så er det yndlings-Githa Lehrmann, der læser op. Som et lille, mentalt kram (på trods af at de ældre mennesker i Genbrugsen dør på stribe).
- En lykkelig slutning af Maren Uthaug. Det er jer, der har anbefalet mig at læse Uthaug og tak for det. Hun er stjernegod og jeg blev lige dele tryllebundet og forarget af nyeste skud på Uthaug-stammen, En lykkelig slutning, der er lige så morbid, som den er gennemsyret af en rå humor. En syret og særlig slægtsroman om et dynasti af bedemænd.
- Tyverier af Thomas Korsgaard. Herligste novellesamling med korte noveller, der passer genialt til trætte og distræte mødre (og mennesker i almindelighed), der ikke kan samle sig om alt for meget. Nedkogt essens af mennesker og historier mesterligt oplæst af Thomas selv.
- Bag facaden af Alafair Burke. Psykologisk thriller, der var med mig i en god rum tid efter jeg havde lyttet den færdig. Udover at den er godt fortalt, så er det også et helt og aldeles imponerende plot. Med et twist på et twist på et twist. Lækkerier hvis man er til thrillere og kriminalgåder.
- Spejl, skulder, blink af Dorthe Nors. Vi har lige læst Nors i min tirsdagslæseklub på Instagram og i den anledning måtte jeg også lige læse Spejl, skulder, blink igen. For den er altså mere end læsværdig (både med øjne og ører). En mesterlig, lille roman om oversætteren Sonja, der skal lære at køre bil.
- Transit af Rachel Cusk. Cusk skriver så litteraturenglene synger. Sproget er henrivende og alle betragtningerne og historierne ligeså. Det er så ægte og så råt og ærligt. Jeg læste Omrids, første bind i trilogien om forfatteren Faye, inden jeg fik Kurt, men Transit som følger derpå fik jeg aldrig åbnet og det gav dårlig samvittighed. Stor var min glæde, da jeg opdagede at alle tre Cusk-romaner lå klar til at stoppe i ørerne hos Mofibo. På trods af at Faye er hovedperson og omdrejningspunkt for trilogien, er hun næsten ikke med. Vi møder hende i mødet med andre mennesker og lærer hende (lidt) at kende gennem deres historier. Komplekst i al sin enkelhed og med sådan en berigende måde at anskue samtale på.
- Kvinderne fra Thy og Søstrene fra Thy af Maria Helleberg. Ja, egentlig er det to bøger, men her får de lov at stå sammen og tælle for en. Helleberg er kendt for sine dygtigt researchede og velfortalte historiske romaner. Og denne gang har hun kastet sig over sin egen families slægtshistorie og det er helt og aldeles glimrende. Jeg læste (lyttede) dem på min mors anbefaling og blev fuldstændigt henført af de gennemførte romaner, der ikke bare tegner et interessant og lærerigt billede af Hellebergs ophav, men også af samtiden.
- Alle blomsterne i Paris af Sarah Jio. Charmerende roman med to parallele spor, der udspiller sig i samme kvarter i Paris. Ét i nutiden og ét under 2. Verdenskrig. På trods af de dystre tilbageblik til et besat Paris og en ret så hjerteskærende skæbne for en lille pige og dennes mor, er det også en fin og romantisk historie.
- Ser du månen, Daniel af Puk Damsgård. Først læselyttede Nikolaj til den og blev helt revet med og anbefalede og anbefalede. Så jeg fulgte trop. Hæsblæsende, medrivende og rørende. Næsten ikke til at rumme, men så vigtig. Både som enkelthistorie, men også fordi den er et symptom på uhyrlighederne i Syrien.
Glæder mig til at læse jeres returanbefalinger ♥
