Det her må være en af mine yndlingstraditioner på bloggen: At fremvise den årlige sommerlæsestak. For selvom jeg er en ivrig og grådig læser (nok liiiidt mindre flittig post baby), så begynder jeg også fra april/maj på at ‘spare op til sommeren’ på læsekontoen. Således bliver de bøger jeg har et særligt godt øje til, gemt og sparet til sommerferien, der er min absolutte læsehøjtid.
Men det er således vigtigt at understrege, at det altså ikke er bøger jeg (endnu) har læst. De er udvalgt alene fordi, jeg har hørt godt om dem, er vild med det øvrige forfatterskab eller synes de lød spændende udfra en presse- eller bagsidetekst. Hvis en eller flere udmærker sig særligt (mon ikke det bliver flere, det er jo en god stak), så nævner jeg dem i et boganbefalingsindlæg senere på året.
Og apropos bøger og senere på året. Er der stemning for, at vi genoptager bloggens læseklub? Havde lovet, at jeg ville overveje om den skulle op at køre igen, her efter min barsel og det er jo lige rundt om hjørnet. Så hvis I har lyst, så tænker jeg, at den starter op igen til efteråret.
Men nu skal det først og fremmest handle om sommerlæsestakken og hvad jeg ‘har sparet op’ på læsekontoen og glæder mig til at læse på en solseng i haven, på et håndklæde på stranden og ikke mindst i lommelygtens lys i campingvognen og teltet.
Hvad skal I læse i løbet af sommeren? Har I også nogle særlige bøger, I har gemt og sparet til ferien?
Ps. Mange flere boganbefalinger (også lydbøger).
I min sommerlæsestak finder man
- Kudos af Rachel Cusk. Har denne (forhåbentlige) godbid og sidste del af trilogien om forfatteren Faye tilbage. Elskede de to første og har tidligere rost dem her på bloggen, så mon ikke jeg også kan lide finalen.
- Alt det jeg aldrig fortalte dig af Celeste Ng. Vi har læst Små påsatte brande af samme forfatter i bloggens læseklub og det er en af mine bedste læseoplevelser, de seneste par år. Så nu ser jeg frem til at læse Celeste Ng’s debutroman, der netop er udkommet på dansk.
- Tour de Chambre af Tine Høeg. Kunne så godt lide Nye rejsende af samme forfatter. Og glæder mig til nyeste skud på stammen; en roman, der i form nærmest ligner poesi eller drama.
- Normale mennesker af Sally Rooney. Jeg har (utroligt nok) Rooney til gode og NU skal det altså være. Bogen vises også som serie på DR for tiden og skulle være virkelig god også som tv.
- Indtil vanvid, indtil døden af Kirsten Thorup. Om en dansk kvindes utrolige skæbne og valg under Anden Verdenskrig.
- Og ingen taler om det af Mona Kjærulff Hansen. Denne bog har jeg fået overbragt af forfatteren selv, der udover at skrive også har en lang karriere som socialpædagog og familiebehandler bag sig. Og er så spændt på at læse den. Den handler om Monica, der kæmper med sin sociale arv, forhold til voldelige mænd og en følelse af ikke at høre til.
- Dukkehuset af Tove Jansson. Elskede (Mumitroldemor) Tove Janssons Sommerbogen og håber på at blive lige så henført af Dukkehuset, en samling af noveller om menneskers passion.
- Næste! af Nina Lykke. Bogen bliver beskret som “et befriende ærligt kvindeportræt, en moderne kærlighedshistorie og en skarp samtidsroman med masser af bid, humor og uventet lykke”. Det synes jeg lyder lovende.
- Hvor lyset er af Malene Ravn. Ser frem til en historisk roman om en tid og et emne, jeg ellers ikke ved meget om. Om kunstneren Carl Fischer, der levede fra 1887 til 1962 (i sandhed en foranderlig og spændendetid at have været vidne til). Skrevet over en virkelig familiehistorie og om både bohemeliv, ung kærlighed, kunst, død og stor passion.
- Adèle af Leïla Slimani. Er så nysgerrig på Slimani, der udover at være forfatter også er personlig repræsentant for Frankrigs præsident i promoveringen af fransk sprog og kultur, efter at have læst flere gode anmeldelser af hendes roman Vuggesang og nu også Adèle, der netop er udkommet på dansk.
- Vildskud af Julie Hastrup. Sidst men ikke mindst denne her krimi, som jeg har GLÆDET mig til. Ottende bind i Hastrups vanvittigt gode krimiserie om efterforskeren Rebekka Holm. Kan læses alene, men kan også varmt anbefale de forgående i serien.
Og igen, det er jo ikke noget jeg endnu har læst, så ved ikke (helt) hvad jeg har i vente, men de er udplukket af en årsag og jeg håber på at blive begejstret :)
Og så må jeg også lige benytte chancen til at tippe om de her handy, små novellehæfter fra Novellix. Geniale hvis tiden til at læse ikke er så stor. Eller hvis man er glad for noveller. Eller begge dele. Efter vi læste masser af noveller i min insta-læseklub er jeg blevet helt hooked på genren, hvor jeg ellers hidtil havde det lidt lunkent med noveller.
God sommerlæselyst!
Jeg elsker! også at læse i sommertiden, og noget siger mig, at der er ekstra god tid til det i år :) Jeg har selv både læst ‘Tour de Chambre’ og ‘Kodus’, begge bøger du nemt kan glæde dig til.
Selv har jeg i tanken at læse ‘Hvor lyset ender’ og ‘normale mennsker’, som du også nævner. Derudover skal jeg skaffe mig ‘Cilkas rejse’ (efterfølgeren af ‘Tatovøren fra Auschwitz’), selvom jeg stærkt tvivler på, at den er fyldt med sommeridyl og lyse nætter.
Jeg ville elske, hvis din lille hyggelige læseklub kom tilbage. Det var et hit sidste gang!
– God sommer (og læselyst!)
Apropos noveller, så er Thomas Korsgaards “Tyverier” så fin og ville passe perfekt ind som en lille godbid i din ellers skønne stak. Du kan glæde dig til Tour de chambre – helt nyt format for mit vedkommende, men jeg slugte den. Tak for dejlig inspiration endnu en gang og rigtig god sommer <3
Den har jeg læst og helt enig, du har sans for min (og måske samme) læsesmag :) Klem og god læselyst og -sommer
Elsker elsker elsker “Normale mennesker” af Rooney, som jeg er ved at læse nu. Og kæmpe JA TAK til bogklub i efteråret. Jeg prøver at bruge mere tid på skønlitteratur, og der ville være perfekt med bogklub ❤️
Ja tak til læseklub! Og tak for sommerbogtip. Celeste Ngs bog har jeg liggende klar til min efterårslæsestak (studiet skal lige færdiggøres nu her), sanmen med Malene Ravns sidste bog. Har desuden ønsket mig Stine Pilgaards seneste bog i fødselsdagsgave. Jeg synes, det er fantastisk, at du fremmer læselyst og litteratur på din blog – det er én af bloggens helt store kvaliteter i min bog (tøhø, pun intended). Jeg krydser fingre for, at der bliver tid til at fortsætte læseklubben efter sommeren, måske med noveller, hvis tiden er knap.
Tak for tip. Jeg vender løbende tilbage til dine indlæg om bøger for inspiration, så gerne flere af dem ?
Min sommerferiebog var Oplyst af Tara westover, men den var så god at den blev læst inden ferien – kæmpe anbefaling herfra ?
Glæd dig til Celeste Ngs bog, den er helt fantastisk! Jeg læste Normale Mennesker for lang tid siden, og synes stadig at fordøje den nu TV serien er kommet ud, så jeg vil smadder gerne høre hvad du synes om den, når du har læst den. Jeg har også Tove Jansson og Malene Ravn på min læseliste, og Find Mig af Andre Aciman som jeg har haft liggende længe.
Og helt sikkert til bogklubben! Disse anbefalinger er herlige og påskønnet, men jeg har savnet læseklubben. Du vælger ofte bøger jeg ikke nødvendigvis ville vælge selv, og så er det altid rart at blive udfordret i at vurdere dem mere end bare var den god, dårlig, eller middelmådig.
Håber du får en dejlig sommer, og læseoplevelser
Mathilde
Stort, rungende JA til læseklub! Og gerne flere novellesamlinger.
Min sommerstak står blandt andet på Nattog til Lissabon og Jane Eyre :)
Glæd dig til normale mennesker – Rooney skriver så flot! Og et kæmpe ja til læseklubbens genopståen :-)
Rungende ja tak til læseklub. God læselyst og sommer :)
Ser ud til at være en god stak <3 Og ja tak til læseklub ^_^
I min sommer-stak befinder sig blandt andet:
– 'Brak' af Caroline Livingstone (lige udkommet)
– Conversations with friends (elskede også Normal People)
– Min mørke Vanessa
– Klubben
– The Hate You Give
– Oplyst
– Og måske en klassiker ala Austen ;)
Tak allesammen for at dele retur af gode læseanbefalinger! Og for at ønske læseklubben tilbage ikke mindst <3
Hav, en helt vidunderlig læsesommer. Klem E
Kære Emily.
Jeg er meget taknemmelig for du har taget imod min bog, og lagt den i din bunke med sommerlæsning. Derfor tænkte jeg om du havde lyst til at deltage her:
https://www.facebook.com/events/275513150427070
Jeg har forsøgt at invitere dig, men det kunne jeg ikke ;)
Kærlige Tanker
Mona
Selv tak og jeg kigger på det, tak for invitationen. God sommer, knus Emily
Jeg har lige købt Tour de Chambre, så den glæder jeg mig til. Med en baby på næsten 6 måneder bliver det nok ikke til meget mere læseri denne sommer.
En anden ting. Jeg læste Små påsatte brande, fordi du anbefalede den og elskede den. Har du set, at den er lavet som tv-serie? Den kan ses på Amazon.
God sommer.
Kender det! Hurra for lydbøger og ja, så må man tage hvad man kan få af læseminutter til ægte læsning.
Nej, den må jeg da se, tak for tippet :) Kram E