Små ting

Vrider det sidste ud af by- og cykellivet.

Sidste uge i byen. Eller faktisk ikke engang. Vi flytter på lørdag, så den forgangne weekend var sidste som københavnere. Og således gør jeg alt op i disse dage. Sidste kaffe hos Roast, sidste cykeltur hjem fra træning, sidste gang på den gode legeplads, sidste croissant fra Il Buco, sidste lurtur på Fælleden med Kurt.

Måske det lyder vemodigt (eller melodramatisk hehe), men egentlig er det snarere sentimentalt på den rare måde. Bittersødt. Jeg mindes og er taknemmelig over alle gode stunder i ‘min’ by, hvor jeg har boet næsten hele mit liv. Så selvom vi bare flytter 50 km væk så føles det stort. Meget spændende og lidt skræmmende. Men mest af alt glæder jeg mig. Til at have vores eget, til at have en have. Og til at være tæt på det vand, jeg holder uendeligt meget af.

OG så glæder jeg mig eddermugme også til at male og ordne og indrette! Og til at lave badeværelse. Måske jeg tager den del i mig undervejs, det er mildest talt lidt af et brød, jeg har slået op. For det jeg troede, der kunne fikses på et par uger, kommer mindst til at tage et par måneder, før det står færdigt. Men glæder, glæder, glæder mig. Er så spændt på alting. Både at skulle bo et helt andet sted, i en ny by (noget jeg ikke har prøvet siden jeg som 19-årig flyttede til Bruxelles) og til at komme i arbejdstøjet og svinge penslerne.

Men disse sidste dage som københavner handler allermest om at nyde (og pakke flyttekasser…). Nyde verdens bedste by, der lige nu summer af liv og glæde ovenpå genåbningen.

Nyde og mindes alt det gode der er sket mig her.

Jeg håber, at jeres uge også bliver proppet med nydelse og gode minder ♥

Ps. Hvis ikke I har set dokumentaren Hvad jeg lærte af en blæksprutte (ligger på Netflix), der netop har vundet en Oscar, så gør det. Jeg så den i går aftes og jeg får nærmest stadig gåsehud – på den gode måde –  af at tænke på den. Helt, helt fortryllende.

Polaroid-souvenir fra et lille fotoshoot, som jeg glæder mig til at se resultatet af.

Alle de smukke, blomstrende træer lige nu, så pragtfuldt.// Farvede tipper.// Snurrer. En med kardemomme og en med kanel.// Fine Apotek 57, der sælger det dejligste bagværk (førnævnte snurrer blandt andet) og god kaffe m.m.

Smørrebrødsfrokost med øl og snaps med damerne hos legendariske Schønnemans. Efterfulgt at den lækreste, hjemmelavede koldskål. Havde det, præcis som om jeg var barn igen, og sad i min mormor og morfars have og fik dessert en sommeraften.

Vores hyggelige lejlighed, hvor så meget dejligt er sket. Kommer til at savne den.// Kurt og kusine Augusta ♥ .// Tone i tone på den brune måde.// Kaffe og kage i BaNanna park på Nørrebro med de bedste venner. 

Første (men forhåbentlig ikke sidste) gang Kurt plukkede blomster til mig.

(Visited 2.712 times, 1 visits today)

Skriv en kommentar

1 Kommentar

  1. Jeg forstår godt, hvis der er sommerfugle i maven. København er også svær at sige farvel til. Det var den i hvert fald for mig. Jeg har en kæmpe kærlighed til København, og hver gang jeg er der lige i mine gamle hoods på Frederiksberg og Nørrebro, bliver jeg rolig og glad. Jeg sætter meget mere pris på København nu, end da jeg boede der. Jeg er kun flyttet 20 km væk, så bilder mig ind, at det stadig er min by – nu bare sammen med min lidt mindre by heroppe nordpå. Jeg har det i hvert fald bedst med at tænke sådan, og ikke tænke for meget på, om jeg går glip af noget eller har mistet noget ved ikke at være der lige midt i smørhullet hele tiden. Jeg tager bare bilen, når jeg lige har lyst, eller hopper på et s-tog med min cykel – og så er jeg der hurtigt. Man får så meget andet ved at flytte ud til nemmere adgang til natur og det er helt fantastisk at have sit EGET hus med have og ingen over- eller underboer, man skal tage hensyn til. Det føles meget mere frit! Når jeg bliver en gammel dame skal jeg helt sikkert tilbage til Frederiksberg og bo i en lille fin lejlighed med Frederiksbergs charme og liv lige uden for min dør. Gerne en lejlighed med udsigt til Frederiksberg Allé eller Frederiksberg Have :-) :-)
    Rigtig meget held og lykke. Det er en dejlig by, I har valgt. Vi kommer der ofte i sommerperioden. Vores søn elsker street-food kombineret med Hansens is til dessert. Glæder mig til sommer, sol og Hornbæk :-)