Små ting

Fortryllende jasminbusk hos min nabo. Ville sådan ønske, I kunne dufte den gennem skærmen. Helt magisk.

Sidste omgang Små ting inden sommerferien ♥

Jeg smutter nemlig på ferie på fredag. Hvad med jer? Holder I ferie nu? Eller lige om lidt? Og har I gode ferieplaner?

Vi skal nyde hus og have(arbejde) og strandliv lige for døren og bliver med andre ord hjemme. Og så pønser vi på en tur sydpå med gode venner til efteråret. Nå, ja vi håber også stadig på at kunne komme til Norge, men vi får se, om de vil have os.

For mit vedkommende er det meste slutspurt og afvikling lige nu. Både arbejdsmæssigt, men (heldigvis!) også i forbindelse med istandsættelse af huset. Masser af gode ting sker og bliver afsluttet denne og den kommende uge. Rart.

Hermed en ordentlig omgang billeder af alt det, der har gjort mig glad den seneste tid. En weekendtur til København gjorde især godt. Og gav blod på tanden til at være på tur eller rejse med toddler-type.

Og apropos den tur (og toddler-type), så oplevede vi det fineste i lørdags, da jeg skulle have en kviktest i testcentret ved DGI-byen (der er en hel del større og mere velbesøgt end de teststeder jeg er blevet forvænt med herude på landet): Der var en koloenorm kø og det var pænt varm og dér stod jeg solo med Kurt i klapvogn. Jeg var indstillet på, at det nok ville tage en times tid og svedte allerede lidt over, hvad Pølsen ville sige til det. Men dét havde jeg ikke behøvet at bekymre mig om. En gruppe af de sødeste, mest galante, unge fyre, der arbejdede i testcentret, fik mig lynhurtigt bakset udenom den sædvanlige kø og ind i en hurtigkø. Ja, endda foran i den. Jeg havde bestemt ikke forventet det eller selv kunnet drømme om at bede om det, men syntes det var så rørende (og virkelig rart), at de tog sig sådan af ‘mor med lille barn i ulvetimen’.

Jeg håber, I får en uge fuld af søde, galante, hjælpsomme, unge mænd. Og en mægtigt dejlig sommer i øvrigt ♥

Tættere på at være færdigt for hver dag. GLÆDER mig til at vise jer det endelige resultat (forhåbentlig da) efter sommerferien.

Entréen er også så småt færdig.// Virkelig god lagkagesag fra Hart til min mors fødselsdag.// Sommernegle.// Yndlingshjørne.

Jordbær med fløde. Og endda egen avl. Jordbærrene altså.

Med Kurt på tur i hans (næsten) barndomsgade.// Måske verdens fineste, lille sæbe. // Barselbesøg. Sødeste baby Irma.// Smukkeste udsigtspost på min morgentur i morges.

Endnu en aften. Endnu en aftenbakke.

Det smukkeste hus i København.// Når hvad man troede var ukrudt viser sig at være kønne blomster.// Dejligste frokost i dejligste selskab (inkl. sovende barn.// Pølse i fuld firspring på Christianshavns vold.

Den fineste sommerbuket og min lille blomsterfan.

(Visited 2.811 times, 1 visits today)

Skriv en kommentar

11 Kommentarer

  1. Instant god stemning. Elsker dine billeder og ord. Skøn ‘underholdning’ til min post-frokost kaffe og et stykke chokolade. Kunne med fordel være serveret på bakke ;)

    1. Åh så dejlgt at høre <3 Og ja, en lille 'eftermiddagsbakke' er heller ikke at kimse ad ;)

  2. Hvorfor finder du det mon relevant at indskyde, at de rare unge mennesker var nydanske? Undtagelsen der bekræfter reglen?

    1. Tvært imod. Det var snarere for at fremhæve en oplevelse jeg ofte har. Men som medierne i almindelighed desværre sjældent deler. Det er ikke den historie man hører oftest, så synes den (også) fortjener at blive fortalt. Synes unge, nydanske/brune mænd har for meget dårlig og for lidt god pr. Så giver dem hellere end gerne gode ord og ros med på vejen, når jeg har haft sådan en oplevelse.
      Håber, det giver mening :)

    2. Forstår at det kan virke ligegyldigt at nævne, for er jo en god/sød historie uanset om de er hvide eller brune, det er egentlig sagen uvedkommende. Synes bare kun det bliver nævnt, at nogen er brune, når det er dårlige historier.
      Men jeg tager til efterretning, at det kan misforstås (var bestemt ikke intentionen!), så har slettet det nu. Det er jeg ked af. <3 E

      1. Ej, det er jeg ked af, du gjorde Emily! Men virkelig glad for at du har ladet kommentaren stå, hvor du forklarer dig! Jeg tænkte instinktivt på kaukasiske unge mænd (forsøger lige ikke at krænke nogle!) og jeg SAVNER, de positive historier om alle de andre unge mennesker! Så jeg håber egentlig, at du tilføjer det igen <3

        1. Tak for at se det fra et andet/mit perspektiv. Blev helt bange for at det lød helt forkert, selvom det netop var skrevet med bedste intentioner. Klem E

  3. Så fine, hyggelige billeder. Kan du mon huske gadenavnet, som bygningen med de lyserøde blomster befinder sig på? Der gad jeg godt cykle forbi en dag :)