

Så har den gode J været i køkkenet igen, han har som barn boet i Indonesien og Vietnam, så jeg er heldig ofte at få noget lidt mere eksotisk end frikadeller og hakkebøffer (selvom jeg nu er ret glad for førstnævnte), især lækker vietnamesisk mad. Denne gang var det en nudelsuppe med kylling :)
Pho Ga (vietnamesisk nuddelsuppe med kylling)
En kylling (eller et skrog + lidt kød, f.eks. bryst)
2 kanelstænger
3 stjerneanis
1 knold ingefær
1 rød chili
2 løg
2 forårsløg
nok nudler, vi brugte fuldkorns
1 bundt frisk korriander
1 lime
½ hvidløg
2 spsk fiskesovs
Sød chilisovs.
Evt.
salatblade
lidt grøntsager
- Kog en fond på et kyllingeskrog + kanelstang + stjerneanis + hvidløg + fiskesovs + et par peberkorn + evt. lidt grøntsager. Man kan selv vælge om man vil stege benene + krydderierne af først i gryden. Det gør J, men det er ikke et krav. Suppen bliver mørkere af det.
- Et kyllingeskrog trækker ca. 1 L vand. Skal simre i to timer+. Hvis den ender med ikke at være helt kraftig nok, skal den reduceres. Hvis der skal spises asap, kan man snyde og smide en halv hønsebouillonterning i eller hvad man lige har.
- Hvis du laver suppen med en hel kylling, kan du smide begge hele lår i. Alternativt putter man det ekstra kød i suppen de sidste 10 min og pocherer det. Når suppen er kogt, sies grøntsager, krydderier og skroget fra. Pil kødet fra benene/tag dit ekstrakød op og gem det. Alt andet kasseres. Det har udtjent sin værnepligt.
- Forkog nudlerne og læg dem i bunden af serveringsskålene. Oven på dem noget af den kogte kyllingekød. Derpå løg i fintsnittede både samt hakket forårsløg, et par stykker chili og noget korriander.
- Hæld den skoldhede suppe over og server. Den varme suppe tager kanten af løgene og chilien.
- Pres lime og dryp lidt sød chilisovs over ved bordet. Hvis man har salatblade til, er det meningen at de dyppes i suppen og ellers spises som de er.
- Hvis man skal være mere traditionel på den, kan suppen tilberedes med kalv eller okse. Så hedder den Pho Bo. Når vi spiser parteret kylling, gemmer vi skroget. Når der er to skrog i fryseren, kan man lave denne suppe. Det er et meget godt ‘brug det hele’-system.
(Visited 13.743 times, 14 visits today)