
Rodfrugt/spinattærte
1 kg frisk spinat eller 500 g frossen
1 løg
2 fed hvidløg
50 g smør
2 små bægre creme fraiche
100 g parmesan
en knivspids revet muskatnød
1 æg
500 g kartofler
500 g søde kartofler (og/el gulerødder, pastinak, knoldselleri)
salt
parmesan til at drysse toppen med (jo mere jo bedre)
- Damp spinaten og pres derefter al væden ud af den i en sigte. Skær løg og hvidløg i små tern og steg det i smørret. Kom spinaten ved og kom creme fraiche i når den er helt varm. Lad det simre til det er tykt og cremet (husk at røre!). Kom herefter muskat og parmesan i og tag af blusset. Kom et sammenpisket æg (eller to) i og rør.
- Skær alle rodfrugterne papirtynde – nemmest på maskine eller juliennejern. Smør en springform eller en bradepande med smør. Læg skiftevis rodfrugter og spinatcremen i en fint lag. Hvert lag skal være ca. 1 cm højt. Husk salt mellem lagene. Slut af med rodfrugter og drys med parmesan (og evt. et par smørklatter hist og her eller lidt olivenolie) og bag så kartoffeltærten i ovnen på 190 grader i 1 time og 15 minutter. Tag tærten ud ca. 10 min. før den skal serveres, så den lige kan nå at sætte sig.
De søde kartofler giver tærten en helt fantastisk smag og konsistens, så hvis du kan opdrive dem er de klart værd at bruge.
Som I kan se blev min tærte ret flad, da jeg lavede halv portion og så i en stor bradepande. Laver helt klart fuld portion næste gang, da den også smager fantastisk kold dagen efter.
Salaten består af grønne blandede salater, en håndfuld hasselnødder ristet på en pande og en masse blåbær, det hele serveret med en dressing af olie og balsamicoeddike.


