Læseklub: Der bor Hollywoodstjerner på vejen (Diskussion)

oktober3_zpsac59f0a5

Første søndag i advent og sidste dag i november. Og dermed tid til at tale om Maria Gerhardts Der bor Hollywoodstjerner på vejen, som var november måneds bloglæseklubsbog. Jeg håber sådan, at I har haft en dejlig læseoplevelse med den? Det havde jeg. Virkelig.

Uanset om I allerede havde læst den inden, har læst med pga. læseklubben her eller måske endda har hørt den som lydbog her, så håber jeg, at I har lyst til at deltage i diskussionen nedenfor :)

Og der er plads til alles besyv, man må gerne (både) være højpandet, abstrakt og banal. Og man må også gerne bare sige “Jeg synes den var god” eller omvendt.

Nedenfor fortæller jeg om min oplevelse med bogen (spoiler alert, hvis du ikke har læst den endnu og planlægger at gøre det) og efterfølgende har jeg nogle spørgsmål til jer, lige til at gribe og svare på. Og så svarer jeg igen i kommentarerne, ligesom I selvfølgelig også er mere end velkomne til at svare på hinandens kommentarer (I skal! ;)).

Ps. Kig ind senere, hvor der er adventsgaver på højkant til 5 læsere og en fiks lille negleguide.

oktober4_zps9cb73950

Jeg vidste godt at Maria Gerhardt kunne skrive. Det har jeg bl.a. bevidnet i artikler i Cover og debatindlæg og klummer i InformationAlligevel blev jeg glad for hvordan sproglige finurligheder og litterære finesser for alvor kommer til udtryk i hendes skønlitterære/selvbiografiske debut. Ukunstlet og alligevel raffineret føltes hele bogen sprogligt begavet. Sproget flyder, det er lækkert og let og alligevel nuanceret. Og meget sanseligt.

Man stopper af og til op og må smage lidt ekstra på en sætning. Fordi den simpelthen ligger så rart i munden. “Du sidder og bader dig i mit blik for første gang”, står der eksempelvis på den første side. Eller hyldesten til Inger Christensen, der også citeres allerførst i bogen, der gav mig kuldegysninger på side 187: “Din seng findes. Din sofa findes. Dit gulv, din badeværelsesvæg, dit køkkenbord findes, hver tredje time, når han sover”. Er man ikke bekendt med Inger Christensens digtsamling, Alfabet, som der refereres til, så læs den endelig. Eller lad dig betage af Inger selv i filmen Cikaderne findes, som man kan se gratis lige her.

Jeg kan ikke lægge skjul på, at jeg både blev meget betaget og bevæget af den dygtigt fortalte, selvbiografiske roman. På den ene side kærlighedshistorie på den anden sygdomsberetning og alligevel hudflettes og forenes de to sider i en happy ending, hvor man som læser hepper og græder i flæng. Jeg gjorde i alle tilfælde.

Mit eksemplar af Der bor Hollywoodstjerner på vejen er fuldt af æselører og tilmed skriblerier hist og her. Og er blevet læst tre gange (det kan jeg altså ikke love, at jeg når med næste måneds bog). Jeg har ikke ‘mishandlet’ en bog sådan, siden jeg læste litteraturvidenskab og det var dejligt at gøre det igen og se hvordan flere lag foldede sig ud, efter hver gennemlæsning. Og hvordan den kloge, lille bog både var kærlighed, sygdom, rejser, København, maniske anlæg, musik, fest, kønsidentitet, selvindsigt, seksualitet, klasser, historie, samfund og system.

Men nu vil jeg rigtig gerne høre, hvordan I oplevede bogen.

1. Jeg slugte den selv på et par aftener første gang, jeg læste den. Fandt I den også letlæst? Og nem at komme ind i? Jeg synes af og til at det kan tage mange sider eller endda kapitler at komme ordentligt i gang med en bog, men det var ikke mit indtryk her. Det flød bare og blev lidt af en page-turner på trods af, at det hverken er en spændingsroman eller en krimi.

2. Hvilken del kunne I allerbedst lide? Jeg var helt vild med beskrivelsen af Bjørnstjernes fødselsdagsfest midt i et år, der ellers har været vanvittigt hårdt for den lille familie. Hvordan de gør sig umage og hvordan den dag bliver et vendepunkt og en forløsning (og en fest man selv har lyst til at holde eller deltage i):

  • Det er femogtyve grader, og jeg har lagt alle vores marokkanske tæpper og puder ud på plænen. Jeg har hængt kinesiske lanterner imellem træerne og inviteret omkring halvtreds. Vi har bagt boller med frisk kardemomme og lavet lagkager fra bunden. Du har taget din store bredskyggede hat på, en hvid gennemsigtig skjorte, røde højtaljede bukser, rød læbestift. Hvad får man, når man spiller en countrysang baglæns? Huset tilbage, konen tilbage, børnene tilbage, håret tilbage. Det vokser mit hår, folk komplimenterer det, og han får så mange gaver og opmærksomhed, at han render glad og forvirret rundt. Om aftenen er der hotdogs på grillen Pølserne sveder og popper op, flækker, som de skal, de sidste gæster bliver halvfulde i naturvin, og solen er længe om at gå ned.” (s. 135)

3. Hvilket tema tog I mest til jer? Jeg blev selv meget ramt af brystkræfthistorien på grund af min mors sygdomsforløb i foråret og det var både hårdt og terapeutisk at gennemleve en andens forløb på den måde. Men det gav mig også en udvidet forståelse af, og et nyt sprog til at tale om, brystkræft. Et andet emne, jeg fandt interessant, var fortællingen om at at være fanget mellem to køn:

  • At fjerne raske bryster er nemmere end at fjerne syge. Jeg har besluttet mig for at gøre det præventivt. Og for symmetriens skyld. Nu sidder der ikke noget i vejen. Jeg kan igen tæmme en fodbold, som da jeg var dreng.” (s. 179)

4. Hvad er jeres overordnede indtryk af bogen? Blev I berørt af historien og føltes den vedkommende? Var der noget, der irriterede jer? Noget I gerne ville have haft uddybet eller som var svært at forstå? Er det en bog I vil anbefale til andre? Og hvilken følelse sad I tilbage med, da I havde læst den færdig?

Fortæl mig hvad I synes. Der er ikke noget rigtigt eller forkert. Svar endelig på et eller flere spørgsmål eller fortæl om lige akkurat det I har bidt mærke i og har lyst til at dele :)

Og husk også at være med i læseklubben i december, hvor vi læser Stillidsen.

(Visited 4.151 times, 4 visits today)

Skriv en kommentar

74 Kommentarer

  1. Jeg synes, at den var rigtig svær at finde hoved og hale i – jeg tror endnu ikke at jeg har fundet ud af hvem der er bjørnstjernes mor (pinligt?) – jeg manglede i den grad en rød tråd og et mere flydende sprog, synes det er meget punktform opbygget og det virker ikke for mig.
    Egentlig sidder jeg med et indtryk af, at bogen er på et for højt niveau til mig.. Jeg tænker, at man skal være vildt klog for at finde ud af bogen…

    Jeg tør næsten ikke give mig i kast med denne måneds bog, hvis den er ligeså svær! Uanset hvad, jeg glæder mig til at læse hvad andre har fået ud af den !

    1. Jeg troede faktisk at det var fordi jeg læste den på lydbog, at jeg havde svært ved at finde hoved og hale i personerne i bogen, men det kan det vidst ikke helt have været. Til gengæld gjorde det mig ikke helt så meget, fordi bogens fortælling alligevel kom ud til mig, trods at jeg var forvirret over relationerne i bogen :)

    2. Først og fremmest synes jeg, det er så sejt, at du skriver om den oplevelse, du har haft med bogen Carina! Også selvom du fandt den svær. Men sejt at du alligevel læste den færdig. Tror altid, at man lærer noget, også selvom man ikke forstår det hele i detaljer. Det bilder jeg i alle tilfælde mig selv ind, når jeg læser en svær bog eller ser noget kunst eller en film jeg ikke helt forstår :)

      Tror det er så sundt at undres og udfordre sig selv.

      Den ER helt sikkert lidt avanceret på den måde den springer i tid og sted, så det er du slet, slet ikke alene om at synes. Og du må endelig ikke tænke, at du ikke er klog nok. Jeg mått også holde tungen lige i munden til at begynde med, især i de afsnit der handler om fortiden og gamle kærester og relationer.

      Men kan omvendt godt lide, at den er lidt ‘indforstået’ og forfatteren taler til en, som om man er en gammel ven, der kender til det hele og derfor ikke behøver få det skåret ud i pap. At der så er noget man måske ikke helt forstår, er ok, synes jeg.

      I nogle af afsnittene i kursiv, beskrives netop forvirrede eller maniske perioder og tidspunkter med (for) meget fest og mange stoffer og det synes jeg gengives meget fint i den opbrudte måde at skrive på.

      Det er i øvrigt Rosa, der er Bjørnstjernes mor :)

      Prøv evt. at læse afsnittene i kursiv ud i en køre og spring de andre over og omvendt. Så tror jeg måske, at den er nemmere at hitte ud af.

      Og en anden ting: hver gang der står ‘du’ eller ‘dig’, så referer det til Rosa.

      Og næste måneds bog ER en lidt avanceret moppedreng. Men har også lidt nemmere/mere letlæselige bøger i tankerne til det nye år, så håber du fortsat har lyst til at læse med. Og det er jo helt ok kun at være med, når man lige synes og har lyst.

      Selvom du syntes den var svær, så håber jeg at du fik noget ud af den :)

      1. Det er virkelig en god pointe, Emily!
        Og Carina: Hatten af for dit mod. Vi mennesker (jeg selv inklusive) kan ofte have svært ved at sige, når vi finder noget svært.
        Det kan være en kompliceret bog, fordi hun skriver så indforstået. Jeg må dog indrømme, at det er noget af det, jeg særligt holder af ved den.

  2. Jeg hørte bogen på lydbog, og jeg tror ærlig talt at det ødelagde lidt af oplevelsen for mig. Fortælleren irriterede mig flere gange, og han virkede hele tiden lidt aggressiv i sin fortællestil. Lidt irriterende, men på den anden side, fik jeg også læst bogen, fordi jeg netop gjorde det via lydbog. Jeg har hørt den til brunkagebagning, mens jeg har strikket, i sengen inden sovetid og mens jeg har redigeret billeder – i hvert fald alle sammen tidspunkter hvor jeg normalt ikke ville kunne læse bog ;)
    Om selve bogen synes jeg at den til tider var lidt kold. Jeg følte mig i hvert fald lidt distanceret til de følelser der jo må være på spil i nogle af de situationer der berøres i bogen. Igen, det kan egentlig også godt være fortælleren der gør den kold. Når man læser den selv, er det jo ens egen stemme, der fortæller, og så kan man selv bestemme følelserne undervejs når man læser sætningernes rytme og de valgte ord. Giver det mening?
    Men jeg er glad for at jeg har læst den, for rytmen i bogen var helt fantastisk! Hun skriver godt!
    Og jeg har i hvert fald mod på at kaste mig ud i decembers bog, som jeg netop fik købt på Saxo, da de havde udslag til Black Friday. Valgte den på engelsk – det må jeg se om jeg fortryder ;)

    1. Ja, jeg har godt hørt fra flere, at det er en lidt irriterende oplæser ;)

      Men lyder ellers hyggeligt og smart med lydbog. Men ja, det giver så meget mening at oplæseren på sin vis fortolker og tillægger de forskellige passager en positiv eller negativ værdi, som man måske ikke selv ville have gjort…

      Da jeg læste den syntes jeg at der var nogle passager der var meget barske (også den måde de blev fortalt på), mens at andre var meget varme og kærlige, så syntes egentlig at det var ret nuanceret…

      Fedt at du er klar på Stillidsen og så endda på engelsk. Sejt!

      1. Nu hvor jeg har læst de andre kommentarer, så gad jeg egentlig også godt opleve bogen på egen hånd og læse den selv, for netop at fornemme de mange nuancer der er. Det er lidt ærgerligt at oplæseren “sluger” nogle af de følelser der ellers udtrykkes i bogen :)

  3. Jeg synes virkelig at bogen var en page-turner. Modsat kommentarerne ovenfor synes jeg faktisk at det var meget tydeligt hvilke personer der var hvem, fordi ‘du’ i mit hoved måtte være ‘hendes udkårne’, samtidig med at skelnen mellem nutid og datid var markeret i kursiv og ikke kursiv.
    Den måde at flette deres fortidige kærlighedshistorie ind i den nutidige kræfthistorie gjorde fortællingen meget stærk og rørende for mig. Der ligger jo altid noget foran sådan et forløb, og måske deres mangeårige kærlighed gjorde at de holdt og blomstrede selv under sygdommen?
    Til trods for at det var en page-turner, måtte jeg faktisk lægge bogen væk og tage pauser! For mig blev de følelser og begivenheder der blev beskrevet meget nærværende, og jeg havde svært ved at rumme at så grim en sygdom kom så tæt på mig gennem bogen.
    Herudover havde jeg ikke rigtig noget indgående kendskab til Maria Gerhardts person eller historie inden jeg læste bogen. Bevidst googlede jeg ikke hendes historie før efter jeg havde læst den sidste side. Jeg studsede dog også over at der på bagsiden stod ‘personlig roman’. Jeg kan også se at du, Emily, ovenfor har brugt betegnelsen skønlitterær/selvbiografisk. I den forbindelse har jeg tænkt meget over skellet mellem fiktion og fakta. For hvor går grænsen? Og hvad er denne bog? Ikke fordi jeg som sådan har brug for at vide præcis hvilke detaljer der reelt har fundet sted, men fordi jeg synes det er interessant at Maria ikke ‘bare’ har kaldt det en selvbiografi, men en roman (såvidt jeg ved).
    Hvad gør sproget og litteraturen og (punkt)formen for fortællingen? Kunne dét Maria ville udtrykke, kun udtrykkes gennem denne form – sprogligt så vel som grafisk? Og er sygdom, kærlighed og livet så abstrakt, at det måske bedst udtrykkes abstrakt?

    1. Jeg tror helt sikkert også det ville have givet mening at læse bogen, når netop der var forskel på skriften med kursiv/ikke-kursiv. Det nævner oplæseren nemlig ikke noget om, så det tog alligevel lidt tid, før man via lydbog forstod at nu var fortælletiden skiftet :)

    2. Fine pointer Sarah! Lyder som om du har haft en oplevelse med bogen, der ligger tæt opad min egen.

      Og ja, hvad er det her egentlig for en størrelse? Jeg kan egentlig rigtig godt lide hendes eget ord for det. Personlig roman. Grænserne for den slags er flydende, især for tiden. Og var den på forhånd stemplet som selvbiografi, så havde den givet mig en anden oplevelse, tror jeg.
      Men mon ikke den er meget selvbiografisk og så med plads til lidt kunstnerisk leg og afvigelser?
      Jeg kunne (og kan generelt) godt lide den meget opbrudte og fragmentariske skrivestil og synes virkelig at den indfangede og mimede et liv, der netop var fragmentarisk og ja, abstrakt.

  4. Så fin en bog – noget af det smukkeste og rørende jeg længe har læst. Jeg slugte den på et par timer en lørdag eftermiddag, og faldt også i staver over finurlige passager, som jeg dog ikke nænnede at markere i den pæne, pæne bog. Nu er den lånt ud, men når jeg får den tilbage, så skal den helt sikkert læses endnu en gang.

    1. Dét kan jeg kun anbefale dig at gøre. Det er egentlig altid et hit (hvis bogen er det værd selvfølgelig) for man opdager så meget ved flere gennemlæsninger. Noget der selvfølgelig kan være en uoverskuelig opgave, hvis det er en længere bog, men den var perfekt til formålet :)

      Og så havde jeg det også helt skidt med at skrive i den og lave æselører. Hvis ikke det var fordi jeg skulle lave et diskussionsoplæg her til læseklubben, havde jeg nok også behandlet den lidt mere varsomt ;)

  5. Jeg synes først og fremmest, at den var dejligt nem at komme i gang med. En, to, tre, så var man godt inde i historien/historierne. Det var intet problem at holde rede på de to, men der hjælper brugen af kursiv helt sikkert læseren.
    Jeg nød i høj grad sproget, det er ikke mange som forstår at både betage og fornøje uden at det går ud over det let læselige. Faktisk tror jeg ikke, jeg har været så tilfreds siden Just Kids.
    Jeg var faktisk lige betaget af begge temaer, og kunne godt lide samspillet og påmindelsen om, at livet rummer det hele. Og så var det ikke mindst et indblik i et København og en livsførelse som ligger ret langt fra min egen hverdag, og det er jo altid spændende.
    Alt i alt en virkelig god læseoplevelse! Jeg følger ikke som sådan læseklubben og har som det næste kastet mig over Alt må vige for natten, den skulle også være virkelig god.

    1. Dejligt med en god oplevelse Ida og mange tak for at minde mig om Just Kids. Den får jeg helt lyst til at genlæse nu. Og ja, skægt at få et blik ind i en hverdag, der ligger langt fra ens egen.

      God betragtning mht. at livet rummer det hele.

      God fornøjelse med Alt må vige for natten. Den har jeg overvejet til læseklubben en gang i det nye år, så der er du meget velkommen til at deltage igen :)

  6. Jeg forelskede mig i bogen. Blandingen af den smukke kærlighedsfortælling og det grusomme sygdomsforløb var meget rørende, og mindede mig lidt om den belgiske film The Broken Circle Breakdown (som i øvrigt er en helt fantastisk film). Maria Gerhardts sprog har i mange år fortryllet mig, og gjorde det i den grad også i denne smukke debut. Jeg slugte den på meget kort tid (og plejer i øvrigt at være en relativt langsom læser), og var helt trist, da den var færdig. Jeg ville bare have MERE. Glæder mig til mere af hende!

    1. Ih, den film har jeg ikke set, den må jeg se om jeg kan finde!

      Og ja, der er heldigvis mere på vej fra hendes hånd. Rygterne lyder at hun allerede er i gang med hele to nye bøger :)

      1. Forbered dig på at græde igennem. Jeg kunne ikke tale i 2 timer efter, den var færdig. Men det er på den gode måde, hvis du forstår :)

  7. Jeg har ikke læst med i denne omgang, da jeg har læst bogen før. (Glæder mig til december bogen).
    Men hun skriver godt, så det kunne da godt være man skulle læse den igen :)

  8. Jeg hørte lydbogen via DR over to aftener, og var helt opslugt. Desværre var oplæseren i min optid ikke den bedste til at give forfatterens sproglige finesse og finurlighed den rette stemning og det særlige løft, som sproget tydeligvis bærer præg af, og så var der heller ikke de naturlige læsepauser, man som læser gør sig, når der springes fra en tid til en anden (dvs. fra fortiden og til nutiden – og omvendt).
    Det virkede til, at oplæseren forsøgte at gengive en stemning a la Mrs Dalloway af Virginia Woolf, som er ren stream of consciousness, og det er drøn ærgerligt, for Der bor Hollywoodstjerner på vejen er ikke skrevet i samme stil. Den har en anden retning og et andet flow – og flere eftertænksomme stop undervejs, som skal værnes om og gives plads til.

    Jeg ville virkelig gerne læse den selv og vride så meget ud af bogen som muligt.

    1. Av, ja, det lyder da som om at den oplæser ikke var den bedste til den bog. I er så mange, der siger det samme. Så ja, kan kun råde dig til at læse den rigtigt, men dejligt at du trods alt fik en god oplevelse via lydbogen. Får helt lyst til at høre noget af den, så jeg kan se hvor slemt det står til ;)
      Og tak for at minde mig om Virginia Woolf, hendes skrivestil var jeg meget, meget betaget af, da jeg var yngre, så måske jeg skulle hoppe lidt på den vogn igen.

  9. Jeg tror det er en bog jeg skal læse flere gange for at finde ud af om jeg kan lide den.. Læste den på tre aftener, men det skyldtes mere det faktum at jeg ikke var i gang med andre bøger end at jeg blev helt opslugt af ‘historien’. Jeg ved ikke hvorfor men jeg fandt mig selv blive mere rørt over Bjørnsten end noget andet.. Et sted i bogen der virkelig gjorde indtryk er hvor Maria forlader Rosa og Bjørnsten fordi Rosa nu tror hun er syg, det var velskrevet og rørende. Alt i alt har jeg tænkt meget på bogen siden jeg lagde den fra mig, og det sker ellers ofte at jeg læser en bog og efterfølgende glemmer alt om den, så tror helt sikkert det er en jeg skal læse igen, smage på sproget, historien osv. en ekstra gang :)

    1. Hej Nadja, kan rigtig godt lide den måde du beskriver din oplevelse på og at du egentlig ikke er sikker på om du kunne lide bogen. Men det lyder helt sikkert som om den har berørt dig og sat nogle tanker i gang.
      Det synes jeg personligt også har en stor værdi. Eksempelvis kan jeg egentlig ikke lide (i alle tilfælde ikke i ordets konventionelle betydning) Lars von Triers film (uden anden sammenligning i øvrigt), men jeg ser dem alle alligevel fordi de rør mig, irriterer mig, forarger mig og giver mig en masse at tænke over.

  10. Hej piger! Skal nok svare jer alle ordentligt senere, men skal lige have noget aftensmad ;)

    Ville egentlig bare stikke hovedet ind og sige, at jeg synes det er SÅ fedt, at I deler jeres læseoplevelser her. Jeg kan slet ikke få armene ned over, at vi sidder og diskuterer litteratur på min lille, lyserøde ‘livsstilsblog’. Fedt, at der også er plads til den slags og at I tager så godt imod det. Var skisme lidt bekymret tidligere, over om der overhovedet ville komme nogle bidrag. Men det havde jeg ikke behøvet at være :) Tak for at I gør det her til et spændende fællesskab!

    1. Det er noget af det, jeg virkelig elsker ved din blog, Emily. Den er personlig uden at være privat, og du er super god til skrive om både store og små ting – jeg er fan, også af din nye læseklub. :)

  11. Det er virkelig en god idé med den her bogklub! Det giver god mulighed for at læse noget, som jeg ellers ikke ville have begyndt på! :)

    Først på jeg sige at jeg knuselsker forsiden! Den er så smuk! Jeg har vendt forsiden ud mod rummet på min boghylde, så jeg kan blive ved at nyde den fine bog.
    Jeg synes den var hurtig at komme igennem, men så “gemen” vestjyde, skulle jeg lige vende mig til det lidt kunstneriske sprog til at starte med. Jeg kom dog til at holde af det des mere jeg læste.
    Jeg kunne rigtig godt lide den selvbiografiske del af bogen og elskede begge aspekter af bogen, og kunne i sær lide den måde hun sprang i tiden. Dog vil jeg sige at kræft-delen gjorde størst indtryk på mig. Den følelsestur (eller hvad man skal kalde det) var meget medrivende! Det havde en lang efterklang i mine tanker efter jeg var færdig med at læse bogen.
    Men jeg tror jeg vil læse bogen igen, så lægger jeg måske mere mærke de sproglige finesser.
    Virkelig et godt valg! :)

    1. Det er dejligt at høre Mai. Jeg planlægger at vi skal lidt rundt i både forskellige genrer og ‘sværhedsgrader’ og kan sige at jeg har både en kærlighedsroman og en krimi (bl.a.) på tapetet i det nye år :)

      Ja, ikke? Den er så smuk den forside. Har set et eller andet sted at man kan få den som plakat/tryk og den kunne jeg godt være lun på.

      Spændende at høre at du ligesom nogle af de andre ‘bar rundt på’ bogen i lang tid efter at du var færdig. Jeg havde det lidt på samme måde og episoder fra den blev ved med at poppe op i min bevidsthed. Gad vide om det er noget særligt ved sproget eller om det slet og ret er historien der er så gribende at man ikke kan slippe den med det samme?

      Tak :)

  12. Kære Emily,
    Tak for et godt initiativ med en læseklub. Jeg har aldrig været med i en før, og jeg var på fra start. Derfor var jeg også rigtig spændt på bogen, især da jeg aldrig havde hørt om “Maria Gerhardt” før.
    Jeg fandt, som du, bogen meget nem at komme ind i. Faktisk en kende for meget. Jeg læste bogen på tre aftener, og kom i tanke om, at jeg havde læste Djuna Barnes’ artikler i Cover, da flere af bogens sider er taget fra tidligere artikler. Det skuffede mig, og derfra følte jeg egentlig mere, at jeg læste et dameblad. Siderne var simpelthen for lette “at sluge”. Samtidig med at jeg købte bogen, købte jeg “Profeterne i evighedsfjorden”, som jeg pt. er i gang med at læse. Begge bøger kostede 200 kr., og jeg kan ikke lade være med sammenligne oplevelserne. I Leines store værk tygger man sig igennem spændende og smukt skrevne sider. Her blev “Der bor Hollywoodstjerne på vegen” simpelthen for let.

    1. Kære Hanne,
      Selv tak og dejligt at du læser med! Ih, det kan jeg da godt forstå, alt for meget genbrug kan være træls. Læser ikke selv Cover fast, men er kun faldet over nogle af hendes andre artikler der sporadisk. Men kan godt forstå hvis du så har siddet med en følelse af at det måske var lidt for let… Også sådan generelt. For mig selv så vejede selve den stærke historie og karaktererne op for at der måske ikke var så mange ord. Men kan se at en del af de andre også har samme oplevelse som dig. At de simpelthen savner lidt mere handling, lidt mere ‘kød på’ og flere beskrivelser, så den betragtning er du langt fra alene om :)

      Men det er jo helt fint (alt andet ville være underligt) at vi oplever den forskelligt. Og interessant at nogle i denne diskussion finder den for svær/kompleks og andre synes den er for let.

      Dog kan man nok ikke gøre ord/sider op i penge. Så skulle poesi/lyrik eksempelvis være meget billig ;)

      Men det sagt, så får du full value for money i næste måneds bog, som jeg håber du har mod på at tygge dig igennem!
      Kh.
      Emily

      1. Hov, se evt. Lunas kommentar om ‘tæt sprog’ og korte sætninger. Det er ret fint, synes jeg :)

  13. Kære Emily, synes din virtuelle bogkreds er en rigtig god ide og glæder mig til næste omgang, denne måneds om kræft rører ved for mig meget personlige forhold omkring en elsket person, så her giver jeg ikke mit besyv med, fordi det er for tæt på.
    Men dejligt at se din ide blive realiseret i dit smukke blog univers

    1. Mange tak for det Ulla. Det kan jeg så godt forstå, det kan være hårdt når man har det tæt inde på livet i forvejen. Men når du har mod på den, synes jeg du skal give den et skud. Den ender nemlig lykkeligt og for mig var den faktisk lidt terapeutisk i forhold til at fordøje min egen mors kræftforløb i foråret. Og min mor har også læst den (hun ville dog ikke til at starte med) og havde samme oplevelse.
      Kram og tanker til dig. Håber at det hele også ender lykkeligt hos jer

  14. Jeg havde ikke troet, jeg ville nå at læse bogen, da jeg sad med andre bøger og ikke havde fået købt den. Men da jeg først fik fat i den, tog det mig ikke mere end en time en søndag aften og en togtur fra Odense til Århus.

    Det første jeg vil sige er, at det er en bog, jeg vil anbefale til mange, men ikke alle. Dens temaer ramte mig, både dem, jeg selv kunne relatere til, og dem, jeg ikke selv har oplevet i mit eget liv, for eksempel det med kønsidentiteten. Det var øjenåbnende læsning og samtidig meget fint skrevet. Jeg er især vild med den del, hvor hun skriver, at hun både forstår sin mor og sin far nu.
    Jeg er vild med sproget. Når jeg skriver “fint” om det, er det absolut ikke en jysk underdrivelse, men fint på den måde, at jeg er vild med de korte sætninger og det meget tætte sprog. Der er få og velvalgte ord, og det er jeg altså fan af.
    Når jeg samtidig siger, at jeg ikke vil anbefale den til alle, er det nok fordi, sproget nærmest er lyrisk, og jeg kender folk, der hellere vil have handling med handling på, når de læser.

    1. Noget andet, der virkelig ramte mig, var beskrivelsen af, hvordan hendes kæreste Rosa blev “medsyg” og hvordan Rosas mor reagerede på det.
      Kræft forsvinder ikke, selvom man er blevet erklæret rask. For alvorlig sygdom ændrer de fleste menneskers syn på livet, det er i hvert fald min oplevelse.

      1. Helt enig. Dér blev jeg faktisk lidt irritere først på den ene og så på den anden. Hvilket ikke er en dårlig ting i min optik. Kan egentlig godt lide at man ikke altid sympatiserer med hovedpersonen. At det lige ‘kradser’ lidt…

    2. Det er meget rigtigt set det med anbefalingen, tror jeg. Det havde jeg ikke selv tænkt over, men længere oppe skriver Hanne bl.a. at hun syntes den var lidt mager på ord. Og ja, den er jo netop lidt til den lyriske side, især i nogle passager.

  15. Efter jeg havde læst bogen skrev jeg følgende “anbefaling” til mine venner på facebook:

    Om jeg’ets tålmodige kredsen om du’et.
    Om fraværet, i det elskede objekts nærvær.
    Om længsel og afsavn.
    Om livsangst, dødsangst, relationsangst.
    En berørende blanding af usentimentalt ærlige sygdomsbeskrivelser og atmosfærisk poesi.

    Jeg synes simpelthen, det var sådan en fantastisk læseoplevelse. (og det kan jeg iøvrigt takke dig for, Emily :) )

    1. Hold da op! Jeg ville ønske der var en i min facebookvennegruppe, der skrev så smukke statusopdateringer (og boganbefalinger). Så fint altså!

      Og hvor er det dejligt at du fik en dejlig oplevelse ud af at læse med :)

  16. Jeg er, rigtig enig i mange af de overstående kommentar.
    Jeg har også lyttetet til den, er endnu ikke helt færdig, og er enig i, at oplæseren nok ikke lige er det rette valg, til denne type bog.
    Jeg er vild med hendes fine og enkle sprog, og grundet det er jeg sikker på at det også er en bog jeg må læse, da flere af disse fine nuancer ikke kommer med på samme måde ved oplæsning.
    Da jeg havde hørt de første par kapitler af den, måtte jeg tage en pause, sygedoms historien ramte mig og satte gang i en masse tanker.
    Jeg synes det er nogle gode emner hun griber fat i – er dog rigtig glad for at kræft historien bliver opvejet af kærligheden, hvilket i min verden giver den en god balance, og på en eller anden måde viser livet på godt og ondt.

    1. Den oplæser altså… ;)

      Og jeg er helt enig i at den nuancerede to-delte historie, der både favner sygdom og kærlighed er en rigtig god løsning på noget, der ellers kunne blive en (for) tung roman at kapere følelsesmæssigt.

  17. Kære Emily,
    Du skriver, at du var lidt nervøs for, om der overhovedet ville komme bidrag til din nyopstartede klub, så jeg vil starte med at fortælle, at jeg elsker dit initiativ! Jeg har længe gået og smådrømt om at være del af en lille læseklub, og som en nybagt mor var denne virtuelle klubform meget kærkommen. Så samme dag du annoncerede klubben, købte jeg fluks bogen og – som mange af de andre læsere – slugte jeg den på ingen tid.
    Jeg blev virkelig grebet af både fortællingens indhold og Maria Gerhardt sprog (som du og andre læsere rigtig fint har beskrevet), og så meget frem til, at bogen skulle vendes, drejes og tygges lidt på af dig og os læsere. Selvom romanen virkelig berørte mig, og blev hængende i mine tanker længe efter sidste side var vendt, så kan jeg dog godt mærke, at den i dag ikke er helt så frisk i hukommelsen længere… men jeg vil så gerne bidrage lidt til klubben, så mit beskedne indspark må være, hvad der står tydeligst frem for mig, når jeg tænker tilbage på den læseoplevelse, jeg havde der i midten af oktober. Og det er helt klart beskrivelsen af Rosa. Jeg er vild med måden, Gerhardt beskriver hende på, og den følelse af mystik omkring denne person, jeg stadig sad tilbage med, da fortællingen havde nået sin ende. Hvor meget betagelse og usikkerhed, der er i hendes beskrivelser af Rosa. Jeg synes virkelig, hun får beskrevet en meget intim og personlig historie mellem to (tre) mennesker, uden at hun udleverer den anden part, som samtidig er omdrejningspunktet for hele fortællingen. Jeg kan godt lide måden, hun bliver på ‘sin banehalvdel’ på. Jeg oplevede, at hun meget rørende og meget ærligt fik formidlet sin store kærlighed til dette menneske, samtidig med, at jeg som læser, sad tilbage med en følelse af, ikke at have lært Rosa at kende, men i højere grad havde lært Gerhardts følelser for Rosa at kende. Måden hun får formidlet en så intim og personlig fortælling om et forhold til et andet menneske, samtidig med at denne anden person forbliver delvis ublottet og fremstår med den mystik, en forelskelse kan bringe med sig, er jeg meget vild med.
    Dette bliver mit lidt vævende og måske ikke så diskussionsindbydende indspark, men jeg følger med stor interesse de mange andre rigtig fine læserbetragtninger :)

    PS. Jeg må også lige få med, at jeg synes, dit oplæg til diskussionen er virkelig godt! Det er både inviterende i form af dine konkrete spørgsmål, som kan inspirere til overvejelser, men særligt også i din tone, som er meget nede på jorden og i øjenhøjde, hvilket gjorde, at selv jeg, med en forvirret ammehjerne og lidt falmet hukommelse af fortællingen, alligevel havde lyst til at deltage :)

    PPS Jeg har egentlig Donna Tarts første roman liggende herhjemme, men pt på kærestens natbord, så måske jeg skal bruge det som undskyldning for at anskaffe mig ‘Stillidsen’ i stedet for… uanset, så glæder jeg mig i hvert fald til at følge med i din læseklub.

    1. Kære Jenny,
      Dejligt, dejligt, dejligt at du havde lyst til at bidrage på trods af ammehjerne og at bogen ikke står helt friskt i erindringen. Mit blogserver valgte selvfølgelig at drille i går, så beklager det sene svar.
      Skal finde en måde at gøre ‘diskussionen’ nemmere/mere flydende/umiddelbar på, også for mig selv, sådan at det kan blive mere som hvis man sad i en rigtig læseklub. Nå, men det kommer nok, det med at finde formen på det hen ad vejen :)

      Og alletiders indspark fra dig! Jeg havde egentlig ikke selv fokuseret så meget på det, men når jeg læser din beskrivelse, så havde jeg helt samme oplevelse. Man bliver jo nærmest selv forelsket i denne mytiske Rosa. Og fin betragtning med at man faktisk ikke hører noget særligt konkret om hende (andet end at hun er dannet og noget om hendes familie), men er overladt til selv at forestille sig hvordan hun ser ud osv. Uden anden sammenligning i øvrigt er det lidt som med Helena i Illiaden (her er det om at huske sin old), der beskrives som ‘verdens smukkeste kvinde’, men uden yderligere forklaringer overhovedet og så er det ellers op til læseren selv at forestille sig (og lave sit eget billede af) hvordan verdens smukkeste kvinde ser ud :)
      Kh.
      Emily
      Ps. Synes SÅ meget det er en undskyldning for at hoppe på Stillidsen. Den er også en lidt længere sag, så den kan nok holde en måned ;)

  18. Først og fremmest, så synes jeg den her bogklub er så fin en ide! Mest af alt fordi den er båret af lysten til litteratur og gode læse oplevelser, og fordi, der ikke er nogle løftede pegefingre eller sure miner, hvis man ikke lige når at være med en måned eller to. Tak for initiativ Emily.

    Så til Maria Gerhardts smukke bog.

    Jeg var helt forgabt i den. Den røg med mig på efterårsferie hos mine forældre, og jeg havde meget svært ved at lægge den fra mig, da jeg først var kommet igang med den. Som mange andre også skriver, så synes jeg, at den var enormt let at komme ind i.
    Jeg synes Maria skriver med en utrolig lethed. Hendes lyst og hendes forhold til sproget skinner tydeligt igennem. Det er på en gang poetisk og nede på jorden, og det kan jeg utrolig godt lide. Der er smukke passager (bl.a. referencen til Inger Christens Alfabet på side 187, som jeg tror er mit yndlings citat) blandet med et helt almindeligt sprog, og jeg tænker det måske afspejler Maria som person/ hendes position ift. æstetik og kultur meget godt.

    Der var mange passager/dele af bogen som jeg holdt meget af. Jeg fandt (selvfølgelig) hendes kamp mod kræften utrolig rørende, men jeg syntes på ingen måde, at den tog overhånd, eller var altoverskyggende. Tværtimod, så syntes jeg kampen for kærligheden var mindst lige så rørende og hjerteskærende. Og utroligt skildret ikke mindst. Selvom det var nogle hårde sider, så tror jeg de dele, hvor Maria næsten er ved at opgive nogensinde af få Rosa, var dem jeg bedst kunne lide, fx da Maria lærer om Rosas graviditet: “Jeg ved, hvor lang tid du har prøvet. Jeg ved, hvor lang tid I prøvet. Men jeg skal hjem og ligge lidt, før jeg kan bærer tanken om, at selv du kan dø eller blive gravid” s. 110. Jeg synes deres forhold var utroligt spændende, den måde de har så stor indvirkning på hinanden. De er begge både kilden til evig lykke, men samtidig ubærlig smerte.
    Samtidig var jeg vild med skildringen af København. Båden som en nattemiljø med alt hvad det bærer med sig, men også hendes indtog i den kunstneriske del af byen, fx ved indflytningen i Morti Vizkis lejlighed. Jeg synes det binder bogen sammen på en eller anden måde. Danner en ramme, der minder mig om virkeligheden og bogens blanding af fiktion og fakta.

    Overordnet var jeg glad for bogen. Jeg har kun læst den en gang, lånte den derefter ud til et par stykker, og når vinterens eksaminer er overstået skal den nok lige læses igen. Jeg tror det kommer til at betyde, at der er passager jeg bliver endnu mere glad for, og muligvis også ting, som jeg bliver mindre glad for. Sådan er det nok med litteratur.

    Yderligere kan jeg anbefale, hvis man er til sådan nogle lidt punkt lignende romaner, at læse Bjørn Rasmussens anden roman Pynt. Så smuk og rørende! Bjørn har en helt utrolig måde at skrive på, og har måske lige de ting/ det take, som jeg lidt mangler hos Maria Gerhardt fra tid til anden.

    1. Selv tak Maria og dejligt at du vil være med!

      Åh, ja København. Jeg syntes også det var så medrivende med de passager om ‘Kødbyens første sommer’ og andre begivenheder i min by i 00’erne. Det blev til nogle fine minder om min egen gymnasietid og starten på uni på den konto.
      Den kærlighedshistorie var fabelagtig. På en ret så ulykkelig (hvilket jo altid er de bedste kærlighedshistorier) og med så mange ting, der skulle overvindes og så alligevel med happy ending uden at det blev for meget.
      Og tænk dig engang at være forelsket i den samme person i så mange år (hvis vi tager udgangspunkt i bogen, jeg ved at det måske er noget andet i den virkelige historie). Der er ikke noget at sige til at bogens Rosa må minde Maria om ikke at sætte hende op på en piedestal. Men sikke en forløsning det er da de så endelig finder sammen. Og så endda i en Inger Christensen-reference. Dét var altså raffineret, synes jeg.

      Tak for anbefalingen! Den vil jeg læse :)

  19. Sikke en god anmeldelse, Emily!

    Jeg synes også, Der bor Hollywoodstjerner på vejen er nem at læse og en rigtig page-turner. Sproget er enkelt og uden overflødige detaljer, men samtidig indeholder det de fineste iagttagelser og poetiske passager.

    Vekslingen mellem fortiden og nutiden er også interessant, synes jeg, og særligt tilbageblikkene er med til at besvare nogle af de spørgsmål, man som læser sidder med undervejs.

    Jeg kunne dog godt ønske mig, at historien var udfoldet en smule mere. At den var lidt længere og lukkede læseren lidt mere ind i fortællingen. Selvom sproget er knivskarpt, og at der ligger detaljer gemt mellem linjerne, så der netop er mulighed for at sige rigtig meget på få sider, så savner jeg at vide noget mere – særligt hen imod slutningen.

    Mine yndlingspassager og mit yndlingstema er selve sygdomsforløbet, og hvordan det påvirker den lille families hverdag. Jeg synes, det er interessant at få et indblik i den verden, der ramler sammen, og hvordan man klarer sig igennem det. Jeg har selv (som så mange andre efterhånden) været vidne til de udfordringer, sygdommen bringer med sig, og derfor er det et vældig interessant emne, som rigtig mange kan forholde sig til på et eller andet plan.

    Jeg holdt meget af at læse Der bor Hollywoordstjerner på vejen. Den slog ikke benene væk under mig, men den gjorde et stort indtryk på mig. Jeg har kun læst den én gang, men mon ikke det kan blive til en genlæsning senere, så jeg kan få endnu flere detaljer med :-)

    1. Fine pointer Louise og det lader til at netop formen deler vandene lidt. De der savner mere ‘kød på’ og handling og de der godt kan lide den lidt fragmenterede/lyriske opbygning. Og helt ok for det. Synes det er spændende at høre om læseoplevelser, der er anderledes end ens egen og fedt at I udbygger med hvorfor!

      Åh, ja helt enig mht. de der kriseperioder hvor alt ramler sammen og så alligevel ikke. Det var så genkendeligt. Kunne især godt lide (det lyder forkert, men forstå mig ret) der hvor både Bjørnstjerne og Maria er rigtigt dårlige og Rosa siger ‘Der. Lige der ramte vi et nyt lavpunkt’ og de så bryder helt sammen af grin, midt i al elendigheden.

  20. Jeg nåede ikke lige at være med i går, så her kommer min mening om bogen.

    Allerede da jeg så forsiden, glædede jeg mig til at komme i gang. Det er altid noget særligt at læse debutromaner og mit ringe kendskab til Maria Gerhardt/Djuna Barnes skærpede min nysgerrighed. De smukke, men halvvisne blomster i en fin krystalvase og så et cigaretskod med læbestiftsaftryk fik mig til at tænke på ordet forfald. Hvad skal der til, før vi som mennesker går i forfald?
    Det må man sige at et kræftforløb kan. Og netop indblikket i denne grusomme sygdom gjorde størst indtryk på mig. Men også Marias smukke og komplicerede kærlighedsliv har sat mange tanker i gang. Det er rørende, at hun venter hele 15 år på at fortælle Rosa, at hun er hendes store kærlighed. Men gudskelov for det, for det ville slet ikke være til at bære, hvis hun skulle klare sig igennem kræften alene. Deres lille familie og deres særlige sammenhold gjorde stort indtryk på mig.

    Jeg er meget enig med dig, Emily, i dine iagttagelser. Det er en meget letlæselig bog, efter min mening, men på trods af sprogets enkelthed, så rummer den dybde. Jeg er vild med kompleksiteten i opbygningen og springet mellem nutid og fortid. Desuden var sproget meget billedskabende og jeg kunne sagtens se denne bog blive filmatiseret. Jeg har svært ved at vælge et yndlingscitat eller -afsnit, da jeg synes at bogen som helhed skaber et moderne, simpelt, men malerisk udtryk.

    Jeg vil helt klart anbefale bogen og min veninde har allerede fået en i fødselsdagsgave.

    1. Helt ok! Min server har drillet, så jeg har heller ikke været så hurtig til at svare som jeg gerne ville, så vi fortsætter bare så længe vi gider :)

      Ja, den er skæg den forside ikke? Lige da jeg så den, tænkte jeg bare at den var flot (og det er den jo også) og at det var en buket i smukke farver. Og når man så ser nærmere på den, ser man at blomsterne er vise + lægger mærke til skoddet. Kan godt forstå at du tænkte forfald.
      For mig udtrykker den netop skønheden i det forgængelige. At hverken blomster eller fester varer for evigt. Og at skønheden også findes i forfaldet, som du selv så fint skriver.

      15 år! Tænk at gå med det så lang tid? Det blev jeg også ret berørt over. Og omvendt er det, det der gør historien ekstraordinær.

      Dejligt at høre at du havde så fin en oplevelse. Håber også at din veninde bliver glad for at læse den :)

      1. Tak for svar :)

        Det håber jeg også, at hun gør.
        Og ja, hvor har du ret. Fester varer ikke for evigt – ligesom blomster eller livet. Meget symbolsk!

  21. Jeg synes, at det er en rigtig god ide med en virtuel læseklub – det giver lige en ekstra dimension, når man har læst en bog at “snakke” om den med andre og så ser jeg også frem til at blive inspireret til at læse bøger, jeg nok ikke ellers havde tænkt på at læse (fedt når nogle lige nævner et par ekstra titler, man kan tjekke ud, i kommentarfeltet). Kræftemnet i denne måned var jeg ikke lige klar på, men Stillidsen er på vej til min postkasse (selvom jeg tvivler på, at den kan være der :-)). Jeg håber, at jeg når at læse den.

    1. Dejligt at høre at du synes om idéen Helena og man er netop velkommen til at deltage som det passer, så bare fedt at du er klar på denne måneds bog!

      Haha… nej, den må du nok en tur på posthuset efter, hvis ikke du er hjemme, når postbuddet kommer ;)

  22. Det var med meget ambivalente følelser, at jeg gik i gang med bogen. Mistede sidste år min elskede mor til kræft, så jeg vidste faktisk ikke om jeg kunne gennemføre det. Jeg havde i hvert fald ikke kunnet sidste år. Men det gik og jeg synes bogen gav mig meget at tænke over.
    Jeg hørte også bogen som lydbog og er enig med flere af de andre “lyttere” ang oplæseren men når det er sagt så er jeg egentlig glad for ikke at være blevet gjort visuelt opmærksom på det skifte der er i fortælletiden som jeg kan forstå er markeret i bogen ved hjælp af kursiv. Jeg kan godt lide at der “kræves” noget af læseren.
    Jeg er vild med beskrivelserne af “jeg, dig og hende”. Jeg har jo ikke bogen så kan ikke lige give et citat. Men kan huske at ‘jeg’ på et tidspunkt sidder i Paris og taler om ‘du/dig’ som vi som læser ved ikke er med i Paris. Det er fedt skrevet.
    Synes det er en letlæst/hørt bog men alligevel tog jeg mig selv i flere gange bare at sidde på gulvet og lytte, når ‘lydsporet’ (eller hvad det nu hedder) sluttede og man skulle skifte til det næste. Selvom jeg egentlig var i gang med rengøring osv. Jeg fik bestemt brug for tænkepauser inden jeg kunne gå videre og det synes jeg er en kvalitet ved en bog.
    Kræfttemaet er det alt overskyggende for mig, men jeg synes også det er spændende parallelt at læse om “jeg’ets” forfald i begge ‘historier’. I nutiden pga kræften og dennes behandling og i datiden pga “jeg’ets” livsførelse. Hvilket også fint beskrives med en henvisning til Tom Kristensen: “Jeg har længtes mod skibskatastrofer og mod hærværk og pludselig død.”
    Tak for en god debat og læseklub. Når nok ikke at læse næste bog “til tiden”, men den er bestilt og glæder mig til at følge snakken :-)

    1. Kære Sanne,
      Det kan jeg godt forstå og mange klem og virtuelle tanker til dig. Ingen forløb er ens og man kan ikke sammenligne, men jeg mistede min far da jeg gik i gymnasiet, så kan levende huske hvor benhårdt det er at miste en forælder før tid.

      Er helt enig mht. Paris-passagen, den er meget fint skrevet og man bliver som læser også helt euforisk og sidder nærmest og hepper.

      Meget interessant med analysen af at både nutids- og datids-Maria gennemgår et parallelt forfald (og omvendt), den finesse havde jeg ikke selv set eller tænkt over, men det er da så rigtigt. Godt set!

      Og hey! Tak for at gøre mig opmærksom på Tom Kristensen-referencen. Den havde jeg helt overset. Sejt at det er sådan nogle belæste og kloge damer, der læser med på min blog :)
      Kh.
      Emily

  23. Kære allesammen,

    Det var altså virkeligt sejt det her. Er vild med alle jeres måder at læse (også de af jer, der har lyttet) bogen på og synes det er spændende hvordan vi alle på en gang, har set noget forskelligt og alligevel har oplevet noget af det samme.
    Det var meget berigende og lærerigt for mig og åbnede op for andre måder at se bogen på end det jeg først lige selv havde set.

    Selvom jeg overvejende var (og er) meget positiv, så forstår jeg også godt de af jer der savnede lidt mere gods og handling omend jeg ikke er helt enig. Men hurra for det, så var det blevet en meget kedelig diskussion.

    Og fortsæt endelig med at kommentere (også på hinanden), hvis I har lyst. Vi kan blive ved så længe vi gider :)

    Beklager at nogle af mine svar kom lidt sent. Det fordrede ikke rigtigt en flydende diskussion. Men min server drillede i går og det tog mig 10 min. at uploade hvert svar og til sidst gav jeg op.

    GLÆDER mig allerede til næste måneds bog + diskussion!

    Klem
    Emily

  24. Det er skønt at mærke, hvordan sådan en diskussion kan rokke ved ens umiddelbare opfattelse af en bog. Jeg sad egentlig tilbage med sådan en “hm” fornemmelse da jeg var færdig med bogen. Hos mig herskede der ingen tvivl om, at historien, sproget og romanens opbygning var virkelig fin! Det sad lige hvor det skulle. Men jeg har på en eller anden måde haft brug for at høre, hvad andre fik ud af den for at jeg kunne mærke hvilket indtryk den har gjort på mig!
    Jeg er kommet frem til, at jeg har været helt vild med den hudløst ærlige Maria. Trods sproget til tider var lyrisk snørklet så synes jeg at Marias pointer og følelser skinner kraftigt igennem. Jeg synes bogen er sådan lidt “wham bam, thank you ma’em” (hehe), men kortene bliver ligesom lagt på bordet, intet skjules og man forsøger heller ikke at gøre det! Bogen er jo relativt kort, og når man tænker over hvilke informationer og hvilken historie man egentlig tages igennem på så få sider, så må man tage hatten af for det direkte, snørklede, lyriske men tydelige sprog.
    Jeg glemte flere gange, at det er en selvbiografisk roman. Måske fordi jeg oplevede den så direkte? Altså for nogen kan det jo være svært at være så ærlige og direkte når det kommer til at fortælle om og måske kritisere noget af dét som ligger aller dybest i en.. Til sidst sad jeg tilbage med sådan en fornemmelse af at mangle en slutning og deraf min “hm” fornemmelse. Men jeg kom så til at tænke på at hun jo er her endnu (heldigvis da) og efter bogen er skrevet, har Maria jo bare levet videre! Så jeg tror det er derfra jeg har fået fornemmelsen af mangel på afslutning. For hvad sker der nu med den lille familie og er hun egentlig okay? og det har hun jo af gode grunde ikke kunnet vide. Det er/var jo i fremtiden og ville være fiktion hvis hun begyndte at sige noget om det..
    Men skøn bog! vil læse den igen når jeg føler tiden er til det. Tak Emily :)

    1. Spændende at du har fået noget ud af ‘diskussionen’ på den måde Silke! Det har jeg også selv og jeg har fået vendt og drejet en bog og ændret mit syn lidt på nogle ting, ved at ‘tale’ med jer om den. Virkelig en fed oplevelse, når det at læse en bog og hvordan man ser den, ellers oftest er noget man bare har med sig selv. Tak for at du ville være med :)

  25. Jeg kendte intet til Maria Gerhardt på forhånd og undersøgte heller ikke noget om hende, inden jeg gik i gang med bogen. Det gjorde også, at jeg i starten lige måtte hoppe tilbage, for helt at forstå, hvad der forgik og hvordan det hang sammen. Men da jeg først fangede sammenhængen og skrivestilen, slugte jeg bogen på to formiddage. Jeg synes bogen var letlæselig, men ikke på en dårlig måde. Jeg var ret fascineret af sproget, de sproglige billeder og referencer til andre forfattere. Sproget var flydende, men det fik mig også til at stoppe op flere gange og reflektere over det læste, og det gav mig indre billeder, som er det jeg elsker mest ved at læse. Jeg kunne slet ikke lægge den fra mig.
    Jeg var meget opslugt af kærlighedshistorien, som jeg synes var beskrevet så fint, og det rørte mig virkelig og var ligesom fundamentet i bogen for mig. Den bedste del for mig, var da Gerhardt sidder i sofaen hjemme hos “du” og finder modet til at give kærligheden en chance… (har lånt bogen ud, så kan ike skrive det præcist)
    Så kærligheden optog mig nok mest og så var kræften noget, jeg bare ville (med streg under) have de skulle overvinde sammen! Det optog mig meget hvor dybt sådan en sygdom rammer alle der er i nærheden af den og hvordan den også kan gøre de nærmeste syge…
    Jeg synes den var så fint skrevet, beskrivende, uden at være for beskrivende (gav plads til indre billeder og følelser) let, uden at være for let, tunge emner uden det blev så tungt, at den blev mig for meget… hvis det giver mening. Det var i hvert fald sådan jeg havde det, da jeg lukkede bogen.
    Jeg skal helt sikkert læse den igen, når jeg en gang er kommet i gennem næste måneds moppedreng! :)

  26. Jeg skulle lige finde mig til rette i skrivestilen og springene i tid og sted, men da det var på plads var den hurtig læst – ikke ment som noget negativt. Den tog mig ikke mere end en dags tid, men det var en dag hvor jeg var opslugt af historien og befandt mig i en anden verden – sådan som bøger skal gøre :)
    Jeg elsker alle de stemningsbilleder, der bliver beskrevet så fint, som blandt andet Bjørnstjernens fødselsdag, som Emily også nævner. Jeg er vild med den lille hyldest til Kjeld Tolstrup – jeg er ikke sikker på at “hyldest” er det rigtige ord, men håber I ved hvad jeg mener. Jeg synes beskrivelsen af hvordan prioriteterne skifter – i bogen fra fest og farver til sundhed, have og planter – er så rammende. Og jeg er sikker på, at der er endnu flere fine detaljer, som jeg ikke fangede første gang :)

  27. Jeg har lurepasset lidt på dette indlæg flere gange og interesseret læst hvad andre har fået ud af bogen og hvilke kloge og spændende betragtninger de har gjort sig. Alligevel har jeg endnu ikke bidraget med noget, det skyldes til dels at jeg igennem mit økonomistudie er faldet helt af på den med hensyn til skønlitteratur, udover når jeg er på ferie. Jeg har hørt bogen på lydbog inden jeg skulle sove og er således flere gange faldet i søvn til en kærligheds- og sygdomshistorie, hvilket jeg egentligt ikke synes er helt værdigt i forhold til bogen. Jeg savner at dvæle lidt mere over de smukke formuleringer og følelsesbeskrivelser og det er jo ikke fordi historien er uoverskueligt gang.
    Jeg synes det er en fantastisk idé med bogklub og jeg synes det er meget inspirerende at læse andres bidrag og få øjnene op for nye (for mig) forfattere og genrer.

  28. Jeg ELSKEDE bogen! Læste den på 1 1/2 aften og det var en fantastisk, rørende, velskrevet og tankevækkende oplevelse. Sjovt nok var jeg også helt vild med hendes beskrivelse af festen, hvor det hele ændres – særligt hendes metafor om, hvad man får hvis man spiller en countrysang baglæns.

    Jeg elskede også Stilidsen og glæder mig til at deltage i Bogklubben i december.

  29. Super god idé med en bogklub, Emily! Jeg var vild med bogen. Især kærlighedshistorien mellem Maria og Rosa. Synes den idealiserede, altoverskyggende kærlighed til Rosa er rigtig godt beskrevet. Men er det kun mig der tolker side 163 og 164 som om det i sidste ende ikke slutter lykkeligt for den lille familie?

      1. Uh er ikke lige i nærheden af min bog, men det må jeg lige kigge nærmere på, når jeg kommer hjem igen :)

  30. Vil gerne med i læseklubben, men det bliver først fra næste bog, – efter Stillidsen.. Godt inintiativ !

  31. Den bog altså. Det er min yndlingsbog af alle bøger. Aldrig har jeg læst så spiseligt et sprog. Alle sætninger er lige til at spise, og det er virkelig en bog, hvor man kan mærke, hvor umage hun har gjort sig. Jeg tager hatten af for det stykke arbejde og er lykkelig over at bogen findes. Den rører, den er provokerende, den er sårbar, den er æstetisk.

    Det er verdensklasse-litteratur, og man er nødt til at have bogen i hænderne, læse langsomt og kunne lave æselører, skrive ting i margen, for man kommer til at genbesøge den.