Fredagscocktail: Påskesjus med pink grape & ingefær

Glædelig fredag eftermiddag. Måske nogle af jer tilmed er så heldige at gå på påskeferie i dag? Jeg holder ikke rigtigt ferie i næste uge, men derfor kan man jo godt fejre weekendens komme under alle omstændigheder.

Påske er lig med masser af chokolade og sommerhus og boglæsning i mit hovede. Og så kommer man heller ikke udenom påskefrokoster og snaps. Personligt er jeg noget så begejstret for klassisk dansk frokost, ledsaget af en pilsner og en kold snaps, men de præferencer deler jeg vist ikke med så mange piger eller hvordan?

Under alle omstændigheder er her mit bud på en både yndig, aromatisk, pigevenlig og forfriskende forårsdrink med dildakvavit. Lyder det mærkeligt? Jeg lover, at det er lækkert. Dild og pink grape er noget så fine venner nemlig :)

Påskesjus med pink grape, ingefær og dild – pr. drink
3 cl D Argentum Dild Aquavit
3-4 cl friskpresset pink grapefrugt
1 spsk simpel sukkersirup*
1 stor skive frisk ingefær
Grapefrugt i skiver eller både til pynt
Danskvand

  • Hæld grapesaft, akvavit og sukkersirup i et glas og rør sammen.
  • Tilsæt masser af isterninger og top op med danskvand.
  • Pynt med ingefærskiver og et stykke grapefrugt.
  • Skål og glædelig påske!

*Simpel sukkersirup (uundværlig i barskabet og kan bruges i alle cocktails, hvor man har brug for lidt sødme) laves nemt ved at blande 1 kop vand med en kop sukker i en gryde. Bring det i kog og lad det derefter småsimre til al sukkeret er opløst. Lad det køle lidt af og hæld det på et rent, skoldet syltetøjsglas.

(indlægget er udgivet i samarbejde med Den Ny Spritfabrik)

(Visited 3.750 times, 1 visits today)

Skriv en kommentar

19 Kommentarer

  1. Du er ikke den eneste, vi er i hvert fald to ;-)
    Jeg er stor fan af den klassiske danske frokost med en god øl til. Snapsen er jeg til gengæld helst fri for.

    God påske!

  2. Jeg siger nu heller ikke nej til en øl og en snaps, så længe de begge er dejligt kolde :)

    Faktisk har jeg aldrig forstået det der med, at øl ikke er for piger – og da slet ikke, at nogle fyre åbenbart synes, det er ucharmerende, når piger drikker øl. Der må de altså lige stramme op, fyrene altså :)

  3. Jeg kan godt drikke en øl i byen, men når jeg er ædru og spiser mad, er det et no-go. Er generelt ikke meget for alkohol til maden – har endnu ikke oplevet, at det skulle bringe noget godt frem i hinanden.

    Skal ikke til en eneste påskefrokost i år, men har til gengæld fødselsdag langfredag, så der står den på familiebrunch, eftermiddags-kagefest med veninder, tapas til aften og en øl i byen. Umiddelbart en ret fantastisk kombination ;)

  4. Jeg ELSKER også en klassisk, dansk frokost med masser af god øl til. Jeg har drukket øl lige siden, jeg startede med at drikke alkohol – til stor forbavselse for mange af mine veninder. Snaps er jeg dog (stadigvæk) ikke vild med…

    God weekend!

  5. Jeg ELSKER altså også god dansk frokost og dertil hører jo bare øl og snaps. Tror ikke jeg kender nogen, som ikke kan lide det faktisk – og det uanset køn. Den bedste dag i kantinen i min studiekreds er på uni er smørrebrødsdag :)
    Vi skal holde påskefrokost for hele familien hos mine forældre i år og jeg har planer om at brygge en hurtig citronsnaps sammen, da jeg ikke er så meget til den klassiske!

  6. Hej Emily

    Jeg ELSKER også et veldækket, klassisk koldt frokostbord – gerne med en pilsner til. Og glæder mig noget så enormt til at tage i sommerhus på næste lørdag, bruge hele dagen på at købe ind, lave hønsesalat og stege lammefrikadeller med min kusine, for derefter at servere det hele for familien søndag.

    Jeg håber, du får lejlighed til at holde din egen lille påskefrokost. Bare fordi man skal arbejde kan man jo godt åbne en øl og smøre sig et stykke højtbelagt :)

    God påskeuge til dig :)

    1. Åh det lyder vel nok også hyggeligt og dejligt Laura!

      Og tak for påmindelsen, du har så evigt ret og det må jeg gøre :)

      I lige måde!

      Knus