Læseklub: Jeg ville være enke, og jeg ville være digter (Diskussion)

Åh, hvor kan jeg altså bare rigtigt godt lide Tove Ditlevsen. Det har jeg kunnet, siden jeg læste Barndommens gade, da jeg var 13 og efterfølgende en hel del af hendes andre værker, både digte og romaner. Og hvor er jeg glad for, at Olga Ravn har været så god at samle en masse Ditlevske fragmenter i form af essays, brevkassesvar, paranteser, kronikker og andre glemte tekster i Jeg ville være enke, og jeg ville være digter. Jeg er ikke bleg for at indrømme, at jeg er svært begejstret for den lille bog med det mærkværdige og alligevel appetitlige omslag.

Der er så meget kød og vid i Ditlevsen, at det er helt vidunderligt og jeg var virkelig, virkelig henrykt over alle de små, indkogte ekstrakter af livserfaring, der blev serveret med masser af bid, sarkasme og sårbarhed bogen igennem. Og tænk engang at turde dele sådan ud af sig selv!

Allerbedst kunne jeg lide følgende fra Min gade-essayet (s. 61):

Ak, jeg ved endnu ikke, at ensomhed ikke mildnes af, at man er to om den, og at det kun er menneskenes glæder, der vokser af at blive delt ud til andre.”

Og dette fra essayet om Inflydelsesrige mænd (s. 75):

Nu var min bardoms virkelighed også temmelig barsk, men min drøm om engang at blive digter fik mig til at overvinde min sjælelige sårbarhed og bestandig søge at forstå andre mennesker i stedet for at anklage dem.”

Og egentlig også følgende fra Blot til lyst! hvor Ditlevsen fortæller om sit eget (og andres) forhold til tøj og mode:

Lad os bare respektere hinandens spændende forskellighed, den er meget mere interessant end alle lighedspunkterne”.

Så fint altså. Der er højt til loftet og sådan noget synes jeg godt om.

Formen var jeg også rigtig glad for. Når man ellers primært læser romaner, var det dejligt med en masse ‘små bidder’ af litterære lækkerier, hvor man snildt kunne nå et par tekster hver aften og således hele tiden føle, at man havde læst noget færdigt, men alligevel havde mere i vente og at hele molevitten indgik i en større sammenhæng.

Nu glæder jeg mig meget til at høre om I var lige så begejstrede? Og hvad I generelt syntes om bogen? Den er jo noget anderledes end de andre vi har læst, der alle har været romaner med handling.

Del jeres tanker om bogen i kommentarfeltet nedenfor (og husk at I også er mere end velkomne til at kommentere indbyrdes). Tag udgangspunkt i et eller flere af spørgsmålene nedenfor eller fortæl om noget helt andet, der falder jer ind i forbindelse med jeres læseoplevelse :)

1. Hvilket essay kunne I bedst lide? 
Min egen favorit var Mit møde med bogen (s. 69) fordi det mindede mig så meget om mit eget forhold til bøger, da jeg var barn. Jeg sad og smilede og nikkede og blev også lidt vemodig, da jeg læste følgende:

Det gælder om hvor barndoms bøger, at fortryllelsen ved dem ikke kan genopleves. Den særlige lykkefølelse ved at gå hjem fra biblioteket med en af sine yndlinge under armen og vide, at om lidt skulle en ny og helt anden verden åbne sig for en og alle ens tanker og følelser være så helt og aldeles opslugt af den, at man i nogle timer blev immun for den nære virkeligheds påtrængende krav, den griber sjældent eller aldrig det voksne menneske.”

2. Hvad syntes I om Sort Samvittigheds illustrationer og billeder til bogen? Og hvad med de originale billeder af Tove Ditlevsen? Og i det hele taget at der var billeder i bogen?
Først brød jeg mig slet ikke om Sort Samvittigheds billeder og illustrationer. Jeg syntes de var for karikerede og slet og ret gjorde grin med de originale oplæg. Men de voksede på mig undervejs og slutteligt fandt jeg dem både kloge og skægge. Lune, dramatiske og med masser af bid. Lidt ligesom Tove selv. Blandet med de oprindelige billeder udgjorde de nogle rare afbræk i bogen og blev samtidig i rød tråd i tekstfragmenterne. For mig i alle tilfælde :)

3. Hvordan havde I det med brevkassesvarene? 
Jeg syntes de var noget så skægge. Egentlig også mange af spørgsmålene. Men hold nu op, hvor var hun altså også barsk og kontant hende Tove. Man skulle ikke spørge om noget med mindre man kunne tåle at få et råt for usødet svar. Jeg var i særdeleshed både forarget over og lidt vild med svaret til konen, der tilsyneladende væmmes over at hendes mand gerne ville bindes og have pisk (s. 122):

Men eftersom De ikke selv er kommet på den tanke, har De muligvis inderst inde ikke så meget imod det noget ejendommelige samliv, som De selv ønsker at tro. Man må lære at acceptere sig selv, som man er.” 

4. Hvad syntes I om Ditlevsens sprog? Var det besværligt at læse med alle de gamle udtryk og ord?
Jeg fandt selv sproget så rigt og flot. Ligesom måden at opbygge sætninger på. Måske er vi lidt fattige på ord på dansk, men jeg synes virkelig at Ditlevsen formår at bruge og udfolde, dem vi har. Og det helt uden at det bliver forceret eller affekteret. I Privatliv (s. 107) kan man bl.a. finde følgende finurlige og herlige sætning:

Det betyder i det interne sprog, om man har fået lusket sig til at nørkle nogle sider ned af den bog, man i al gedulgthed skriver på ind imellem de mere eller mindre vanvittige beskæftigelser, man bjærger føden ved.”

Gedulgthed. Hvilket prægtigt ord!

5. Afslutningsvis har jeg et spørgsmål til jer, der egentlig ikke har noget at gøre med bogen som sådan. Men på s. 71 i Mit møde med bogen fortæller Ditlevsen om en uvane, hun er lidt forfalden til: At læse de samme få bøger igen og igen. Og nu bliver jeg så nysgerrig efter at vide, om det er noget I gør? Og i så fald hvilke bøger?

OG så kommer den kære Tove jo også med en hel del feministiske kommentarer og bringer ditto temaer på banen. Noget jeg slet ikke har nået at behandle i ovenstående, men som I så absolut er mere end velkomne til at snakke om nedenfor, hvis det er noget I finder interessant.

(Visited 1.880 times, 1 visits today)

Skriv en kommentar

12 Kommentarer

  1. Tove Ditlevsen har en særlig plads i mit hjerte, og har ligesom dig elske hende lige siden, jeg blev introduceret for Barndommens gade af min kære dansklærer, og fast det har den siddet lige side (selvom der blot er gået små fem år). Jeg har svært ved at nævne bestemte brudstykker, som jeg syntes bedst om, for elsket simpelthen samtlige små fortællinger, dog er jeg særlig vild med hendes brevkasse, hvor jeg virkelig føler, at jeg mærker den rigtige Ditlevsen. Hun er ærligheden selv, og tør sig, hvad andre tænker, hvilket er særdeles beundringsværdigt! Hun havde ikke det nemmeste liv, men har modsat skabt det smukkeste i form af litteratur, der for mig personligt nogle gange får livet sat i perspektivet og sorgerne vendt til glæder. Jeg synes, det er utroligt, hvordan hun formår at redde mennesker ud af kriser, mens hun selv altid har befundet sig i én – måden hvorpå hun engagerer sig i fremmedes menneskers liv på med en ægthed, der er værd at føle, er meget smukt og et klart eksempel på, hvilken betydningsfuld litterær personlighed, vi har med at gøre!
    Jeg kører selv et Ditlevsenmarton, og er på nuværende tidspunkt i gang med Vilhelms Værelse… Indtil videre er jeg solgt!

    Og til sidst må jeg sige, at det nok er den pæneste bog, jeg nogensinde har ejet (dog ejer jeg også de smukkeste billedbøger, men de er jo ikke “rigtige” bøger ;) ) omslaget og billederne indeni bragte glamour til hverdagen!

    Dejlig sommer, Emily!
    Mange klem Mie

    1. Helt enig i at hun er sej i den brevkasse. Den var så vidt jeg har forstået også voldsomt populær.

      Hvor dejligt at du havde så god en oplevelse (sådan havde jeg det virkelig også!) og spændende med et helt Ditlevsen-maraton. Det får jeg også lyst til nu!

      Ahmen den er SÅ pæn jo, har den også hele tiden liggende fremme. Der er altså en grafiker, der har gjort det godt :)

      Lige over :D Klem retur til dig

  2. Har ikke læst bogen (endnu), men vil bare lige nævne at Sort Samvittigheds stykke i Skuespilhuset om Tove Ditlevsen, kaldet Tove! Tove! Tove! også var helt, helt fantastisk. Kombinationen af de seje kvinder, og seje TD’s tekster, brevkassesvar osv, var fænomenal.

    1. Åh, var også SÅ ked af at jeg ikke nåede ind at se det. Havde flere veninder, der så det og de var lige så begejstrede som du :) Klem Emily

  3. Jeg har ikk læst bogen, men har et par kommentarer alligevel :)
    Nr. 1 lige præcis den barnlige fortryllelse Den oplever jeg tit med en rigtig god bog. Det er ofte de bøger som jeg læser om og om igen(apopo nr 5) de trækker mig ind i et univers hvor jeg oplever det hele, jeg elsker at sidde i flere timer/en hel dag og bare læse om og opleve det univers. Det kan også være nye bøger jeg får øjenen op for. Jeg har lige læst bogen Niceville, den trak mig også helt ind og jeg læste den hele i et rap ! :)
    Og ja jeg læser gerne de samme bøger om og om igen, det faktisk mest når jeg er på ferie jeg læser flere forskellige. Vi tager altid en bunke små paperback krimier med og læser hele molevitten :)

    Knus Mette

    1. Det lyder som om du også har et godt forholdt til bøger og det at læse Mette :)

      Skægt med Niceville, den har jeg faktisk stående, men har aldrig fået den læst. Det må jeg vist hellere lave om på. Tak for tippet. Knus Emily

  4. Jeg har endnu bogen til gode men efter dit indlæg kan jeg sket ikke vente. Det fine citat om glæden ved barndommens bøger ramte helt plet. Tak for en fin bogklub. Når jeg ikke har mulighed for at læse med gemmer jeg altid bøgerne i mit mentale katalog og får læst dem løbende. Tak for inspirationen.
    Kærlig hilsen Anna

    1. Hej Anna,

      Tak, det er jeg rigtig glad for at høre! Især nu hvor jeg er kommet til at ‘sylte den lidt’, så får jeg blod på tanden til at fortsætte, også selvom jeg ikke altid selv er så god til at overholde deadline ;) Der er plads til forbedringer. Kram til dig

  5. Jeg har ligesom et par af de andre i kommentarfeltet heller ikke læst med – men jeg synes det er SÅ hyggeligt med din lille bogklub, at jeg altid følger med i indlæg og kommentarer alligevel. Og gemmer bøgerne på min læseliste! Jeg skal helt sikkert læse Goldfinch, Not that kind of girl og Jojo Moyes :)

    Men jeg vil egentlig også gerne læse denne bog – så fine passager du har med, som også vækker genkendelse hos mig :) Jeg får stadig den der lykkefølelse over en helt ny bogoplevelse og opslugthed – for mig er det en særlig lykke at kunne sætte sig i sofaen med en god bog og pludselig er tiden løbet fra mig, og jeg kan næsten ikke vente til jeg kan komme tilbage til bogen fordi universet er så spændende :) Som en anden i kommentarfeltet også påpeger, så er det også ofte disse bøger jeg læser igen og igen :D Jeg synes, det er hyggeligt at blive hensat til den glædesfølelse igen, som jeg oplever første gang med en god bog – ofte genkalder jeg mig også musikken, som jeg altid har kørende i baggrunden, når jeg læser :) På den måde får bogen sit helt eget soundtrack – hvilket også er lidt hyggeligt, når man hører musikken i en anden sammenhæng og tankerne så falder tilbage på bogens univers :)

    1. Dejligt at høre Turid!

      Og hvor skægt det med musikken. Jeg kan ikke rigtigt have musik kørende, når jeg læser synes jeg. Men kan nu godt lide det du skriver om at bogen får sit eget soundtrack… Hmm… Hvad hører du eksempelvis?
      Klem Emily