Læseklub: Afgrunden (Diskussion)

Av for den. Nu må jeg være helt ærlig, selvom det er en kende pinligt. Jeg har kastet håndklædet i ringen. Jeg får simpelthen ikke læst Afgrunden færdig. Jeg tror kun det er sket en gang før, at jeg ikke har læst en bog til ende, som jeg først er begyndt på. Uanset hvor tumpet den så ellers har været. Og forstå mig ret, denne bog er ikke tumpet. Langt fra. Den har masser af litterære kvaliteter, som jeg virkelig godt kan lide og jeg er på sin vis også blevet lidt lun på den dystre Leine.

Men den gør mig bare i så dårligt humør. Ikke sådan vred eller noget, bare virkelig trist og ubekvem. Heller ikke bevæget som det var tilfældet med Alt må vige for nattenJeg har måttet tvinge mig selv til at læse den og sådan har jeg det aldrig med bøger ellers, uanset hvor mørke og pusseløjerlige de er. Måske mit sindelag heller ikke er helt så stabilt, som det plejer at være ovenpå min mormors død, men det er altså ikke en bog for mig. I alle tilfælde ikke lige nu. Jeg er ca. halvvejs og måske jeg får lyst til at læse den færdig en dag.

Når det er sagt, så er jeg dødspændt på at høre, om I er nogle, der gik i krig med den og hvad i synes om den?

Var det bare mig eller var den virkelig svær at komme i gang med? Jeg kæmpede mig igennem over 100 siders finsk borgerkrig, før jeg blev bare lidt begejstret.

Og måske allervigtigst: Er I nogle der har læst den OG har læst Profeterne i Evighedsfjorden? Jeg vil nemlig så gerne læse sidstnævnte, men hvis den minder om Afgrunden, er jeg ikke helt så motiveret..

Ps. Næste måneds bog kommer på bloggen snarest (det er Sæt en vagtpost ud af Harper Lee, hvis nogen vil tyvstarte). Denne gang HAR jeg allerede læst den, det andet her går jo ikke ;)

(Visited 2.492 times, 1 visits today)

Skriv en kommentar

15 Kommentarer

  1. Av – Afgrunden ligger på mit natbord som næste læseprojekt, motivationen dalede lige lidt der!
    Kim Leine har givet mig én af mine bedste læseoplevelser, men også noget af en skuffelse undervejs. Jeg læste Kalak og var helt vildt imponeret. Det er den vildeste historie. Den er så svær at lægge fra sig og den gjorde virkelig indtryk på mig. Og jeg var helt overbevist om, at jeg havde fundet min nye yndlingsforfatter.
    Så læste jeg Profeterne. Og jeg kæmpede mig igennem samtlige sider og forstår slet ikke hypen omkring den. For mig var det en hård omgang at komme igennem og jeg er stadig ikke helt sikker på, hvad den bog egentlig handler om – sådan rigtig. Det var en Kim Leine-skuffelse!
    Lidt misfornøjet gik jeg videre til Valdemarsdag. Den var fin – let læst, lidt ligegyldig, men fin.
    Så den stod 1-1 på gode og dårlige oplevelse og så én midt i mellem. Jeg havde store forhåbninger til at Afgrunden skulle have sendt et ekstra point på pluskontoen. Nu må vi se :-)

    1. Jeg er glad for at høre, jeg ikke er alene med den holdning. Jeg læste også Kalak med enormt stor begejstring, og det er nok en af de bedste bøger, jeg har læst (siger jeg som Dansk-studerende). Men Profeterne kom jeg aldrig rigtigt igennem. Og jeg er bange for, det heller ikke kommer til at ske med Afgrunden. Til gengæld har jeg læst Tunu, som vist nok oprindeligt var små separate noveller, der så er skrevet sammen til én bog. Den når ikke Kalak til sokkeholderne, men den var ok.

  2. Et dejlig ærligt indlæg. Det er, hvad jeg holder allermest af ved din blog: du er et levende væsen, ikke en professionel maskine, og det skinner i den grad igennem. Som læser kan man mærke når du er glad eller presset, også når du ikke skriver det eksplicit, og vi kan se det, når du stråler. Hvis det her havde været en af de store amerikanske blogs, var der en eller anden praktikant der havde fået til opgave at læse bogen og lave oplæg på spørgsmål som du så bare kunne sende af sted. Det er mere end ok med mig, at du kaster håndklædet i ringen, når det er sådan det er. Ingen af os er perfekte og gudskelov for det.

    1. Enig med Maria :-)
      Jeg har ikke læst Afgrunden, men Profeterne i Evighedsfjorden læste jeg sidste år. Jeg synes det var en rigtig god historie, men jeg tror man skal have lidt interesse for (Grønlands) historie hvis man skal finde den spændende.

  3. Jeg kom faktisk igennem, selvom det ikke var den lettest læste bog. Men krig er heller ikke det letteste, så på den måde hænger det måske meget godt sammen.
    Havde det ikke været for læse-klub-delen her havde jeg ihvertfald opgivet.

    Imens jeg læste den tænkte jeg meget over om krigen var sådan – og om krig er sådan i dag. Og jeg tror faktisk nogle af beskrivelserne er tæt på. Har haft krigen i Afghanistan ret tæt på gennem udsendte venner og familie, og jeg kan nikke genkendende til noget af det, de har fortalt.

    F.eks. Krigen Kort s 48. Specielt: “Der er kedsomhed / Mere end noget er der kedsomhed” – rammer godt mine bekendtes oplevelse af at krig er blanding af adrenalin og evig venten.

    Noget af det, jeg tænkte over var ligegyldigheden til krigen – før krigen har de to brødre alle mulige idéer og forestillinger, men jo længere de kommer ind i den, jo større ligegyldighed føler de.

    Scenen på hospitalet s 63-64 satte sig i mig som værende særligt grotesk og modbydelig. Det er da også nærmest kun én lang sætning, hvor de er fuldstændigt høje på krig, mord og ødelæggelse, og sågar får rejsning. Det modbydelige er, at jeg kan sidde her i min sofa og sige “føj, nogle afstumpede mennesker, der frydes over at smadre hovedet på deres fjende.”
    Men når det gælder, og man står i det og har været presset og i krig længe, så tror jeg der er nogle stærke ur-instinkter, der tager over. Uanset hvor civiliserede vi så er i vores comfortzone kommer de frem. Og det er da grimt at blive konfronteret med.

    Men generelt var det for mig en historie om to brødre, der formes forskelligt af deres oplevelser. Fælles er at krigen sætter spor i dem, de nok ikke regnede med, da de drog afsted. Som jeg læser det, ender de med at befinde sig bedst i krig og kaos, og kan ikke finde ro i freden. Også noget, jeg kan genkende fra nogle af beretningerne fra nogle af vores tids veteraner. De bliver også høje på sammenholdet, stemningen, krigen. Og når de kommer hjem kan det være svært for en hverdag at hamle op med det sus.

    Jeg var sidste år inde og se krigsballetten “I føling” hvor veteraner og balletdansere fortalte historien om Danmarks engagement i Afghanistan. Og alt i alt synes jeg Afgrunden fanger noget af det samme udefinerbare kaos, grimhed, forvirring og blanding af rationelt sind, følelser, tankemylder. Hvordan krig og kaos påvirker sind og krop.

    Så en på mange måder grim bog – lidt som at se et trafikuheld, der borer sig fast i bevidstheden. Jeg har tænkt en del på den efterfølgende ihvertfald.

    Men tror ikke jeg har mod på mere Leine lige foreløbig..!

  4. Jeg forsøgte mig også med Profeterne i Evighedsfjorden da den udkom. Efter omkring 200 sider måtte jeg give op, jeg synes den var meget tung. Den skal læses en gang, for jeg synes han har så mange litterære kvaliteter. KALAK er stadig en af de stærkeste bøger jeg nogensinde har læst og jeg er faktisk lige startet på TUNU som også er en af hans tidlige bøger. Dem må du endelig få læst!

  5. Jeg opgav også Afgrunden, desværre. Jeg synes, den var rigtig fint skrevet, og afvekslingen i formen var spændende. Men krigstemaet fængede ikke, så jeg opgav.

    MEN Profeterne i Evighedsfjorden læste jeg bagefter, og læs den! Den var god! De to bøger kan ikke umiddelbart sammenlignes. Jeg synes, Leine skriver fantastisk, og Profeterne ramte mig, og jeg læste den på fire dage. Den er barsk, men handler også om at finde sin vej i livet, acceptere hvem man er, og hvad der sker omkring en.

  6. Jeg kom igennem og var faktisk helt vildt begejstret og fanget af den! Jeg synes, det er en stærk og barsk historie om to brødre og deres vej igennem livet. Jeg er enig i, at den er en smule tung til at starte med, men jeg synes virkelig, at det betaler sig at komme igennem Finlandskrigen ;-) Jeg blev virkelig grebet af deres skæbne og historie, selvom jeg også undervejs blev frustreret over begge brødre. Jeg kunne sagtens forestille mig at læse den igen på et senere tidspunkt :-)

  7. Jeg har ikke læst afgrunden, men har læst Profeterne i Evighedsfjorden, og den bog er jeg virkelig splittet omkring. Profeterne i Evighedsfjorden starter så godt ud, men min motivation dalede også undervejs, og de sidste 150 sider (cirka) kunne for min skyld sagtens være cuttet ud. Bogen skulle simpelthen have været redigeret skarpere, hvis man spørger mig. Og det er synd, for Leine kan virkelig noget. Slutningen bliver bare – for mig at se – noget underligt, vævende noget, der ikke gav mening for mig, da jeg læste det.

  8. Ih, tak for sådan en ægte kommentar! Jeg har gået og tænkt, om det bare var mig, der var en dårlig læser – jeg har slet ikke lyst til at gå i gang med ‘Afgrunden’, efter jeg forsøgte mig med ‘Profeterne i Evighedsfjorden’. Og jeg har ellers en særlig interesse i dén periode, ‘Profeterne’ handler om, men hold op, hvor var den tung. Jeg gik død i den..Selvom jeg godt kan se, at han kan noget med sproget.

    Til gengæld vil jeg tippe om en virkelig fantastisk forfatter, jeg ikke ved, om du kender: Chimamanda Ngozi Adichie – hendes bøger er noget helt andet end Leines, men de er altid formidable!
    God dag :-)

  9. Den er lidt tung til at starte med, men den er værd at fortsætte med – Men Leines sprog fanger mig. Jeg synes at sproget afspejler sindstilstanden hos Kaj og Ib, især i skildringerne af krigene. Krig, hvad den gør ved dig, hvordan fortidens hemmeligheder kan indhente dig.

  10. Jeg har ikke læst Afgrunden, men den er nu stadig på ønskelisten. Jeg har tidligere læst Kalak, den er virkelig læseværdig. Hård og ærlig – og fantastisk god, synes jeg. Jeg har også læst Profeterne, og den vandt virkelig, jo længere jeg kom i historien. Jeg skulle lige have den til at fange, men det skete egentlig ret hurtigt, og så blev jeg revet med af livet på Grønland. Jeg kan kun anbefale de to bøger :-)

  11. Tak! Tak for jeres gode kommentarer og synspunkter ang. Leine. Jeg glæder mig til at nærlæse (og svare!) så snart jeg er hjemme fra Frankrig :) Klem EMily

  12. Jeg kan sagtens følge dig i forhold til at give op over for Leine – jeg har ikke læst Afgrunden, men læste Profeterne for et års tid siden. De første 200 sider var jeg nærmest konstant på kvalmens rand – af afsky over for, hvad mennesker kan finde på at gøre mod hinanden (for det er jo realistisk nok i forhold til den tid, han beskriver – og stadig også nogle steder i verden i dag, desværre). Jeg havde det nærmest fysisk dårligt, og flere gange smækkede jeg bogen i og måtte lave noget andet, mere opløftende, inden jeg kunne holde ud at gå i seng. Jeg tænkte på et tidspunkt, at nu måtte jeg droppe den bog. Men et eller andet sted var der alligevel en fascination – og en nysgerrighed efter at se, hvor alt den dystre elendighed førte hen. Så jeg fortsatte. Og blev fuldstændig fanget undervejs. Profeterne har nu printet sig ind som en af de vildeste læseoplevelser, jeg nogensinde har haft. Den er så vild, så stærk, så rå. Jeg medgiver, at det nogle gange er svært at finde den røde tråd i, hvad meningen er i forhold til hans karakterer – men det er en del af Leines genialitet, synes jeg… at han tør at skrive om mennesker, der gør meningsløse ting, uden at ane hvorfor – for det gør vi jo i vores mørkeste øjeblikke. Han beskriver en side af menneskeheden, som er meget svær at komme overens med – og det er på en måde livsbekræftende at dykke helt derned, at udforske de værste afkroge af vores sind og handlingsmønstre. Der går noget tid, før jeg er klar til endnu en omgang Leine… Men jeg er så glad for, at jeg overvandt mig selv i forhold til Profeterne. Nu kan jeg læse, at det er Kalak, der må blive Leine-oplevelse – og ikke Afgrunden, som jeg ellers har gået rundt om flere gange i boghandlen. Tak for det indspark!