Hverdagsblomsterlykke

Ugens torsdagsbuket.

Jeg er helt sikkert mere dur end mol som grundindstilling, men jeg tror nu engang på, at man kan øve sig i det der med at kigge efter de ‘små ting’. Alt det gode, fine, finurlige og smukke. Når først man har tag i det, så ser man det alle vegne. At det så bliver på bekostning af, at man fokuserer på det negative, er en bivirkning jeg gerne tager med.

Og nej, det betyder bestemt ikke, at man skal tage skyklapper på og lukke øjnene for reelle kriser eller problemer. Hvad end de er globale, nationale eller private. Det er ikke på dét niveau. Det handler ‘bare’ om at fokusere mere på alle de rare ting, der rent faktisk er og sker og så lidt mindre på regnvejr, parkeringsbøder, folk der springer over i køen og så videre.

Posy har bedt mig om at teste deres blomsterabonnement over 3 uger og se, om det har en positiv effekt på mit humør, at omgive mig med blomster i hverdagen. Den slags siger man jo ikke nej til. Også selvom jeg allerede liiiidt har en idé om, hvad udfaldet af testen bliver…

Det er jo ikke helt uvant for mig, det med blomsterne. Men jeg glæder mig til at gå lidt mere sagligt til værks og registrere og siden dele resultatet med jer. Og ikke mindst til at prøve deres buketter af og fylde mit hjem med smukke blomster uge efter uge i en periode.

Posy er et blomsterabonnement, der gør det nemt at gøre smukke blomster til en god vane. Man kan få blomster leveret én gang om ugen, hver anden uge eller en gang om måneden. Og man kan selvfølgelig også bare bestille en enkelt buket en gang imellem. Til sig selv eller en man holder af ♥

Der findes tre forskellige typer af blomsterbuketter at vælge mellem: Mark, klassisk og nordisk. Hver bukettype findes i to størrelser, stor og lille. Min favorit er nok den med markblomster.

10 ting der gør mig hverdagsglad

  1. Rent sengetøj.
  2. Middagsaftaler med venner på en tirsdag eller deslige.
  3. Friske blomster på sofabordet.
  4. Når min mor sms’er mig og er vaks med emojis.
  5. En hundesnude der puffer og vil nusses.
  6. At læse en bog, der er så god at jeg både sparer på den og vil sluge den på én gang.
  7. Den første kaffe om morgenen.
  8. Et varmt bad og god tid til bodylotion m.m. inden sengetid.
  9. Når det er stjerneklart.
  10. At give andre en lille ting. Helst uventet. En flødesbolle (eller flere), en bog eller en buket.

Altsammen noget der ikke kræver mirakler, store armbevægelser eller et dybt greb i lommen. Og som er nemt at gøre for sig selv. Eller andre.

For et par uger siden, på årets sidste sommeraften, havde Posy og min søde Cathrine inviteret til hverdagsfest i en baggård på Frederiksberg. Fyldt med de smukkeste buketter og de fineste mennesker. Sådan en dejlig aften. Og så på en tirsdag.

Sådan en middag vil jeg copy/paste selv snart. Måske i lidt mindre skala og måske indenfor, men fyldt med blomster og mennesker.

Fineste markbuket. Næsten som at komme atter en tur ud i blomsterhavet på Selinevej.

Eksempler på henholdsvis en ‘Klassisk buket’ og en ‘Nordisk’.

(Visited 3.291 times, 1 visits today)

Skriv en kommentar

9 Kommentarer

  1. Det er altså et genialt koncept Posy er kommet på med sådan et blomsterabonnement, for det er uden tvivl en kæmpe lykkespreder med friske blomster i hjemmet, men af og til er det bare enormt svært, at nå forbi blomsterhandleren i hverdagen. Så er det, man i stedet ender nede hos Føtex søndag aften, og selvom alle blomster fortjener kærlighed, så er de altså ofte noget sørgelige til den tid… Glæder mig til at læse mere om, hvordan “testen” går ;)

    Knus

  2. Tanken som skønne blomster leveret til døren er så luksusagtig og fin :-)
    Jeg prøvede det sidste år… og blev så skuffet. Selvom det er den samme buket du vælger er der meget stor forskel på hvordan den buket du modtager ser ud. Jeg fandt ud af at forskellige blomsterhandlere “byder ind” på opgaven.. så forståelsen for at det fx. er en mark buket er meget varieret.

    Jeg løste det ved at opsige mit abonnement og købe dem hos den lokale blomsterhandler i stedet :-)

    Jeg håber din oplevelse med POSY bliver fantastisk.. og vanedannende … for jeg kan rigtig godt li konceptet!

    God dag til dig Emily :-)

  3. Kære Emily,

    Jeg bliver altid så inspireret over dit syn på verden og livet. Det er meget beundringsværdigt hvordan du hiver de gode ting frem, selv når der også er en masse skidt. Det er noget jeg selv øver mig på! Jeg faldt så over bogen “The Happiness Planner”, den ved jeg ikke om du kender? Et fint værktøj til at hjælpe med at fokusere på de gode ting, have sine mål og drømme for øje og den slags. Jeg har klikket den hjem og glæder mig til den kommer, men i mellemtiden kan jeg øve mig på app’en som man kan prøve gratis i nogle uger. Blot et lille tip, du har nok ikke brug for hjælpen, men måske er der andre der en gang imellem synes det kan være svært at bevare fokus :)

    1. Hej Marie, ja det er i hele Danmark. Du kan se priser m.m. hvis du klikker på linket i teksten hvor der står blomsterabonnement :) God weekend. Knus Emily

      1. Hej igen

        Tak! Jeg prøvede at surfe lidt rundt på deres hjemmeside, inden jeg spurgte dig, men jeg kunne kun finde prisen for een buket på 249 inkl. levering. Jeg tænkte der måtte være en eller anden form for rabat, hvis man tilmeldte sig et abonnement ?

        1. Ah på den måde, sorry ;) Nej det er samme pris uanset om man bestiller den hver uge eller en gang i mellem, som jeg har forstået det. Men hører lige ad og ellers er det da værd at foreslå dem ;) Kram