Månedens skønhedsfavoritter

Verdens bedste ansigtsolie, en serum med probiotik der får huden til at gløde, en slags beskyttelseshætte til håret – til brug inden vask, en rensevand der ikke irriterer, smørelse til de vinterudpinte negle og deres bånd, en badefavorit med rosenduft, cremen der har reddet mig denne vinter og fortsat gør det og så et smart kombikit til øjnene, der tilmed er både Eco-certificeret og Svanemærket.

Det er hvad, der gemmer sig i denne måneds skønhedsfavoritter. Rene, lækre sager.

Ps. Flere månedens skønhedsfavoritter.

A-Derma Exomega Control Emollient Cream
Denne er et hit af så mange årsager. Den indeholder få (men gode) ingredienser, heraf bl.a. beroligende, økologisk havre, ingen konservering pga. den smarte tube, der gør at der ikke kommer ilt ind og så får den bugt med irriteret og tør hud på nul komma fem.

Min hud er ret robust. Men en ting kan den ikke lide: Frostvejr. I år blev det dog ikke det store problem, for kort efter at mine kinder blev tørre og let kløende, da frosten satte ind, så begyndte jeg at bruge denne. Og vips var generne væk. Siden har den været min faste dagcreme og planlægger først at lægge den (midlertidigt) på hylden, når vejret bliver en del varmere. For selvom den måske nok er lavet til sensibel og irriteret hud, så er den også rig og plejende og perfekt til tør og dehydreret hud.

Fås på Apoteket.

Weleda Wild Rose Creamy Body Wash
Naturlig, lækker og cremet sæbe til badet. Jeg bruger som regel en af Weledas Body Wash’es, der gør hvad den skal, men uden at udtørre og lige for tiden er den med rose min favorit.

Fås i Matas, helsekostforretninger m.m.

Philip Kingsley Elasticizer
Måske det lyder skørt og jeg skulle også lige tage mig sammen til at bruge den, men mit hår ELSKER konceptet. Det er kort fortalt en slags beskyttelse, der passer på hårspidserne under hårvask. Og det er altså et hit, hvis man har langt (og tørt) hår skulle jeg hilse at sige. Og i særdeleshed hvis man tilmed har ualmindeligt hårdt vand i hanerne (hej alle i København og på Amager i særdeleshed).

Det eneste dårlige der er at sige om den, er at den skal påføres på fugtigt hår INDEN hårvask og så sidde i en tyve minutters tid (eller længere hvis man orker). Det er med andre ord nærmest en omvendt hårkur og logistikken i det er altså lidt besværlig, hvis I spørger mig. Resultatet er til gengæld det hele værd.

Fås bl.a. hos Net-A-Porter.

Purely Professional Cleansing Water
En rensevand helt uden sulfater. For ja, det hører faktisk til sjældenhederne. Langt de fleste typer af rensevand – eller eau miccelaires om man vil – er nemlig en meget, meget tynd sæbeopløsning med bl.a. sulfater som det afrensende element. Det er der ikke som sådan noget skidt i og som regel er opløsningen netop så tynd, at den ikke generer eller udtørrer. Men oplever du, at din hud bliver irriteret, efter at du har brugt rensevand, så kan det altså være derfor.

Denne er ultramild, ren, uden parfume og indeholder beroligende og fugtende aloe vera og agurk. Og den er stadig effektiv og får fjernet det den skal. Jeg ville bare ønske, at den kom i en større størrelse.

Fås bl.a. på Apoteket og hos Purely Professional selv.

Miild Organic Mineral Eyeshadow Eyebrow Kit
Bag Miild står to seje, dedikerede danske damer, der har taget livtag med den ikke helt enkle opgave, det er at producere økologisk og Svanemærket makeup. Jeg har kun prøvet dette kit der er kombineret øjenskygge og til brynene (og hurra for det, så kan man nøjes med én ting i makeuppungen) og så deres mineralpudder, men jeg tør næsten godt at sige, at de er lykkedes ret godt med projektet og jeg glæder mig til at prøve flere af deres produkter (er især nysgerrig på foundation) og ikke mindst til de snart lancerer en mascara.

Endnu et plus er emballagen. Ikke noget med plastik eller andet der ikke kan nedbrydes eller genanvendes.

Fås hos Miild, nogle Matas-forretninger, ‘grønne’ parfumerier m.m.

Vintner’s Daughter
“The Face Oil to end all Face Oils”. Sådan skrev Into the Gloss om den botaniske serum fra Vintners’s Daughter. En datter der er af californisk vinfamilie og både ved et og andet om vin, men bestemt også (og direkte udledt deraf måske) om vigtigheden af de enkelte ingrediensers kvalitet. I Actice Botanical Serum findes der 22 ingredienser og ingen af dem er fyld eller overflødige. De lover at nære og pleje huden og spørger I mig, så gør de det og lidt til. Men det er også kostbare dråber. Virkelig. Omvendt findes der en hel del lige så dyre cremer og olier på markedet (ingen nævnte ingen glemte) der primært består af silikone eller mineralske olier (der er ret billige ingredienser), så her får man i det mindste valuta for pengene synes jeg. Jeg er allerede i gang med at spare sammen til næste omgang.

Skal – hvis man vil følge anvisningerne – fordeles på håndfladerne, der så skal gnides sammen for at ‘aktivere’ serummet og ‘presses’ med faste, men nænsomme tryk, ind i ansigt og décolleté. Det føles virkelig dejligt og sætter skub i blodcirkulationen og fungerer som en miniansigtsmassage. Eneste anke ved denne metode er at man ikke kan undgå, at en del af de dyre dråber bliver ‘spildt’ på ens håndflader, der unægteligt også suger lidt. Man kan derfor enten nøjes med fingerspidserne eller man kan smøre lidt creme på hænderne inden, så ikke de hapser så meget. Man kan selvfølgelig også være ligeglad ;)

Fås bl.a. hos I Love Beauty.

Aurelia Revitalise & Glow Serum
Jeg har tidligere skamrost Aurelias deodorant og blev i samme åndedrag nysgerrig på deres andre produkter og jeg har kastet min uforbeholdne kærlighed på denne serum, der ikke minder om nogen anden, jeg har i min serum-/oliepark på badeværelset. Den er meget let, men den er som en øjeblikkelig vitaminindsprøjtning og giver (akkurat som den lover) den fineste glød og en pæn tekstur. Fordi den er så let (og min hud er så tør), så bruger jeg den som regel under en federe/mere plejende creme.

Indeholder – som det meste af Aurelias hudpleje – probiotik (aka mælkesyrebakterier), der skulle styrke hudbarrieren og så er der et væld af botaniske ekstrakter og olier i. Altsammen økologisk.

Fås bl.a. i Magasin og Matas.

CND Solar Oil Nail & Cuticle Care
Mine negle og neglebånd har det liiiiidt stramt på denne tid af året. Men denne negleolie der er god både plejende og beskyttende kombination af jojobaolie, risklidolie, mandelolie og E-vitamin (og intet andet) hjælper en hel del på missæren. Når jeg ellers husker, at bruge den. Det er det så som så med, men det er jo ikke negleoliens skyld. Prøvede i en periode at have den på mit natbord, med tanke på at bruge den hver aften, inden jeg skal sove. Det fungerede ikke. Nu har jeg den på skrivebordet og det går bedre. Også selvom tastaturet også bliver smurt lidt af og til ;)

Fås hos neglesaloner der bruger CND (shellac m.v.) og i Matas Stylebox.

Skriv en kommentar

8 Kommentarer

  1. Hej Emily. Dejligt med inspiration om skønheds favoritter:) jeg har lige et spørgsmål omkring penny:) og hunde udstyr. kan se at du bruger læder Line og y sele. Læder linen er virkelig fin og tænker den er god til ture i byen. Men når vi er i sommerhus og skov så tænker jeg at jeg får brug for en flexi Line. Har du også sådan en eller en der er længere end en læder Line som jo typisk er kortere end flexi. Og mht sele. Hvilken vil du anbefale. Vi får en fransk bulldog 1 maj så det bliver rigtig spændende. Kh. Tanja

    1. Så godt at høre Tanja. Og hvor er det spændende med den nye hvalp, så hyggeligt. Jo har også en flex line jeg bruger mange steder. Og så går hun også løs, hvor det er en mulighed. Mht sele så afhænger det så meget af hundens bygning og Penny er meget smal om brystet, så derfor er en y-sele godt til hende. Men hør opdrætteren eller en gode dyrehandel ad. Og husk at de første par seler vokser den meget hurtigt ud af, så der er der ingen grund til at spendere for meget. Kram E

  2. Hej Emily :) Er dit øjenkit fra Miild i Light eller Dark? Dejligt med lidt inspiration til grønne skønhedsprodukter <3

  3. Det produkt fra Philip Kingsley lyder super godt! Synes dog det er svært at gennemskue hvad det indeholder? Ved du om den er uden silicone, parabener mm.?
    p.s. elsker dine indlæg om skønhed! :)