Da jeg ramte muren

I mandags talte jeg om at lette på låget i forhold til at grave lidt i nogle af de ting, jeg har bakset med det seneste halve års tid. Og I var så søde til at komme med gode, virtuelle skulderklap, skuldre at græde ud ved og tilmed stor forståelse for, at det ikke er alt der skal eller bør deles. Men jeg er kommet frem til, at jeg rent faktisk gerne vil dele. I alle tilfælde noget af det, der har plaget mig (ok, det lyder voldsomt, så slemt er det trods alt heller ikke). Både fordi noget af det, der har været sværest ved at have det skidt, har været at have et job, hvor jeg ‘skal’ forholde mig til mig selv og hvad jeg laver, men også – og måske i særdeleshed – fordi der nok sidder en eller flere af jer derude, der kan relatere til eller måske ligefrem lære af min historie. Og så fordi det her føles som et rart, trygt og forstående forum. Tak for det ♥

Når man blogger på den måde, jeg gør, hvor alting tager udgangspunkt i ens egen personlighed og virkelighed, så er det verdens bedste job, når man har det godt og oplever sjove og inspirerende ting. Det er til gengæld et virkeligt nederen job, når man er ked, udkørt og slet og ret ikke har lyst eller overskud til at dele.

For når man hverken vil spille komedie og lade som om man har det godt, når man ikke har det, men også er alt for flosset og skrøbelig til at dele ud, så havner man i et ubehageligt limbo. Og således mistede jeg på sin vis også lysten til noget af det, jeg ellers holder allermest af: At dele stort og småt herinde.

Jeg ønskede af flere omgange, at jeg havde et helt andet job, et hvor jeg ikke skulle bruge mig selv som person, men i stedet kunne ‘nøjes’ med at bruge mine kompetencer. Det er også derfor, der har været en eklatant mangel på ‘dagens outfit’ gennem en lang periode. Jeg følte simpelthen ikke for at posere og stille mig op og se ‘smart’ ud, mens jeg følte mig alt andet end det. Og hvis der er en ting, jeg efterhånden har lært gennem mine 9 år i faget, er det at man skal lade være, hvis ikke man føler den. Ellers snyder man sine læsere, men mest af alt sig selv.

Jeg kom udenom det. Fandt emner jeg havde lyst til og kunne dele uden at gå på kompromis, bloggede generelt lidt mindre og tog mig tid til at fikse det, der var galt i stedet for kun at lappe.

Men lad os tage fat ved nældens rod. Det startede tilbage i efteråret sidste år. Jeg kunne se tilbage på mit livs travleste og på mange måder også bedste år. Jeg var jo lige blevet gift for filan. Det hele kørte for mig både professionelt og privat. I alle tilfælde på papiret. Jeg følte mig SÅ sund og stærk og fit. Det var sådan en underlig fornemmelse, for jeg gik fra at være grundglad helt ind i knoglerne til bare at være SÅ uendeligt træt og på en måde også lidt ligeglad. Og det var det med at være så træt og ligeglad, der foruroligede mig mest og tilmed gjorde mig trist. Jeg kunne slet ikke kende mig selv.

For at være ærlig, kunne jeg heller ikke så godt finde ud af det. Jeg er god til at være glad, god til at have energi og formå og overkomme. Men jeg kunne slet ikke finde mig selv i den trætte, trætte underskudsperson, jeg pludselig var. Jeg kunne slet ikke identificere mig med ‘at være nede’ og det gjorde næsten bare det hele værre. Dét og at jeg ikke forstod, hvad der var galt.

Det skete selvfølgelig ikke fra den ene dag til den anden, men over tid. Men de første par signaler opfangede jeg slet ikke og det var først, da jeg var så træt, at jeg næsten ikke orkede, at stå op om morgenen eller når jeg måtte slæbe mig gennem gåture med Penny, som jeg normalt ikke ville regne for noget (kort tid inden løb jeg 30 km om ugen fordelt på 3-4 ture), at jeg tænkte, at noget var helt galt fat. Jeg husker særligt en dag, hvor jeg skulle til et frokostmøde og hvor jeg havde lagt mig på sengen umiddelbart inden. Og blev overrumplet af følelsen af bare ikke at orke NOGET. Jeg måtte give mig selv en mental opsang, for overhovedet at komme ud af døren. Hvilket tog 40 minutter. Jeg var mere end en halv time forsinket, da jeg endelig nåede frem og kunne kun tænke på at komme hjem på sengen igen. I den periode aflyste jeg så mange aftaler, at jeg får det helt dårligt over at tænke på det. Men det var nødvendigt.

Jeg tog selvfølgelig til lægen, der tjekkede mig for alt det mest sandsynlige. Blodprocent, infektionstal, vitaminer og mineraler. Alle prøver kom tilbage og var perfekte. Endda D-vitamin som stort set alle danskere ellers mangler.

Samtidig var min menstruation også pist væk (og var det i over 90 dage!) og når man gerne vil have børn indenfor en overskuelig fremtid, er det ikke ligefrem et drømmescenarie. Jeg har PCOS (en hormonel lidelse hvor man kan have sjældne ægløsninger og dermed menstruationer, forhøjet testosteron-niveau m.m.), men i mild grad og har altid formået at holde det nogenlunde i ave med kost og motion. Men nu var det som om også PCOS’en var gakket helt ud.

Jeg kom til lægen igen. Hun tog flere prøver; stofskifte, hormoner, hele baduljen. Jeg blev sendt videre til en gynækolog. Min PCO i mild grad var en saga blot, nu var den full blown og en scanning viste da også, at jeg nu havde cyster på æggestokkene som perler på en snor, hvor jeg tidligere næsten havde set ‘normal’ ud på scanninger. Gynækologen gav mig kunstige hormoner for at fremprovokere først en menstruation og så en ægløsning. Og så fik jeg det ellers dobbelt så dårligt. Hvis min krop havde kæmpet bravt med at få balance i sine egne hormoner, så blev den vippet helt af pinden af de kunstige. Jeg blev anbefalet flere hormoner i tabletform “for at få sat gang i det hele”, men det føltes så forkert, at jeg valgte at afbryde forløbet.

Det her billede er taget, da det hele startede. Jeg var hundeangst og så frustreret, da jeg bandt så meget væske, at jeg havde taget 4 kg på og nærmest ikke kunne passe mine sko. 

Mens de kunstige hormoner stadig rodede rundt i mit system, blev alting værre. Jeg tog på, jeg bandt væske som en gal og jeg blev om muligt endnu trættere. Og samtidig fik jeg også seneskedehindebetændelse i begge håndled og ondt i skinnebenene. Det kan sagtens være et tilfælde, men det virkede så påfaldende enten som symptom på hormonerne eller på at min krop generelt bare sagde stop. På det tidspunkt havde jeg aldrig tidligere haft en skade i forbindelse med min træning.

Det kan godt være, at jeg bliver nød til at hoppe på hormonerne igen, den dag jeg vil være gravid, det er der ingen skam i, men den tid den sorg og så vil jeg i alle tilfælde gøre alt hvad jeg kan, for at min krop er i balance og ro INDEN.

Indtil flere gange blev jeg spurgt, om jeg var stresset. Men helt ærligt, jeg følte mig ikke stresset. Jeg var god til at lave og nå mange ting, men syntes egentlig, at jeg havde ret godt styr på min life/work-balance. I dag er jeg ikke enig og sætter afslapning meget højere end jeg nogensinde har gjort før, ligesom jeg forsøger at skatte det langsomme i stedet for det travle. Selvom mit hovede tilsyneladende godt kunne følge med, så kunne min krop og dermed mine hormoner ikke klare presset. Alt hvad jeg lavede foregik i højt tempo og jeg sad aldrig rigtigt stille. Typen der hele tiden lige skal rydde lidt op og ordne noget også selvom jeg egentlig bare skulle sidde og se en film. Jeg elskede al min motion og træning, men det var også alt sammen i højeste gear og set i bakspejlet, så manglede der noget modvægt til løb/crossfit/HIIT. I dag har jeg masser af rolige gåture og yoga med i mit træningsmiks, ligesom jeg holder pauser hvor jeg mediterer, skribler i en notesbog, laver hyggelige ting for mig selv (varmt bad, læse bog og drikke urtete med beroligende egenskaber m.m.) altsammen for at ventilere stress.

I takt med at jeg mistede tilliden lidt til gynækologen og han mistede tålmodigheden med mig, besluttede jeg at undersøge alt hvad jeg kunne selv og ikke mindst lytte til min krop. Min trætte, trætte krop. Det var omkring det tidspunkt, at jeg ved lidt af et tilfælde igennem dette indlæg stødte på Alissa Vitti’s bog Woman Code og samtidig begyndte jeg at gå hos en ernæringsterapeut, med henblik på at få min PCOS og mine hormoner i balance igen. Gennem kost og tilskud fremfor kunstige hormoner.

Hormoner er stort set alting i vores krop. Det er ikke bare kønshormoner, som nok er det man ellers forbinder med ordet, men også stress, søvn, fordelingen af energi i kroppen, ja, alting. Og når der er rod i en afdeling, så kan det meget vel smitte af på resten af arrangementet.

Min manglende menstruation var helt klart et symptom på, at noget ikke spillede med mine kønshormoner, men måske det også var en indikator på, at der var noget galt andre steder i kæden. I Woman Code læste jeg om adrenal fatique (binyretræthed) og uden at skulle kede jer med for meget med det, så passede det til punkt og prikke på mine symptomer og jeg kan huske, hvordan jeg læste om det og havde et vaskeægte aha-øjeblik.

Og kuren for det (sænke stress vha. mindre koffein, afmålt og rolig træning, regelmæssig søvn, stabilt blodsukker og afslapning) virkede som en drøm for mig. Det var ingen mirakelkur og det tog tid, men langsomt fik jeg det bedre og blev mindre træt og mere glad.

Nu føler jeg mig som mig selv igen, ja måske endda bedre. Med sædvanlig energi og overskud, men også med en langt større ro og meget, meget mere i kontakt med min krop og mine behov. Da først jeg begyndte at lytte, fandt jeg ud af hvor utroligt meget min fantastiske krop fortæller mig. Blandt andet fortalte den mig, at jeg VIRKELIG behøver en stress-ventil (og at jeg skal huske at bruge den), ellers ramler korthuset.

Jeg er helt med på, at det er en alternativ approach, men det virkede for mig, selvom jeg stadig har nogen vej igen. Men jeg ser det som en rejse og det er en rejse, jeg er virkelig glad for at være kommet på, også selvom jeg bestemt ikke brød mig om den i starten. En rejse der ikke bare har gjort mig opmærksom på hele vores endokrine system og hvordan alting er nøje orkestreret og spiller sammen (når ellers det fungerer som det skal), men også har åbnet mine øjne for mere spirituelle ting som meditation og alternativ behandling som akupunktur.

Jeg er blevet så opmærksom, på hvad jeg gerne vil: Ro, nærvær, fordybelse, nydelse, bevælgelse, at jeg har fået lettere ved at give slip på det, der ikke har lige så høj værdi for mig, ligesom jeg ikke er helt lige så bange for at gå glip af noget, som jeg har været. For jeg kan ikke det hele og det er helt okay.

PCOS rammer så mange kvinder efterhånden og kan vise sig på helt utroligt mange forskellige måder. Rod i kønshormonerne, overvægt, acne, insulinresistens, ekstrem træthed, øget kropsbehåring, humørsvingninger og infertilitet som følge af manglende ægløsning/menstruation er nogle af dem. Man kan have et symptom eller flere. Desværre kan man som patient meget nemt løbe panden mod muren og få at vide, at der ikke rigtigt er noget at gøre, udover at tage kunstige hormoner i form af eksempelvis p-piller. Heldigvis findes der efterhånden masser af andre mere eller mindre alternative ressourcer. Ligesom nettet bugner af solstrålehistorier om kvinder, der gennem kost, motion og livsstil i almindelighed holder deres PCO så meget i ave, at den virker til at være kureret.

Jeg vil gerne være en af de solstrålehistorier. Og jeg vil gerne dele den med jer.

Det kan være knusende, at få en PCO-diagnose, da det er en lidelse, der ikke kan helbredes, men som kun kan holdes i skak, men jeg finder stor trøst i, at der trods alt er rigtigt meget, man selv kan gøre og at meget af det jeg allerede gør, har en positiv effekt.

Sidst men ikke mindst må jeg hellere lige understrege, at hvis man er syg eller der er noget galt, bør man altid søge lægehjælp. Men man er altså også i sin gode ret til at forholde sig kritisk og til at få en second opinion. Især når det kommer til en hormonel lidelse som PCOS, hvor der stadig er meget sparsom viden på området og hvor lægens lette lappeløsning i mange år har været at udskrive p-piller. Der findes heldigvis også mere proaktive gynækologer, der har en større viden og behandler PCOS med en kostplan i stedet for kunstige hormoner, de hænger desværre bare ikke på træerne.

I sidste ende, så tror jeg, at man selv er den bedste ekspert, når det kommer til ens egen krop. Hvis ellers man lærer og formår at lytte til den.

Skriv en kommentar

100 Kommentarer

  1. Det lyder desværre meget genkendeligt -:(

    Godt du stoppede inden du ikke kunne stå ud af sengen, stave dit eget navn og kaster op når telefonen ringer. For ja, sådan kan det desværre ende og det er der ingenting, der er værd.

    Jeg er glad for at du er ovenpå igen ( eller på rette spor i hvertfald) og ikke endte under murstenene fra muren som jeg gjorde. Forebyggelse er SÅ meget bedre end helbredelse.

    Pas på dig <3

  2. Jeg har ikke PCO, men har heller ikke siddet stille i årevis og står midt i stress lige nu og har ligesom dig overset en masse symptomer. Tak fordi du deler og jeg er glad for, at du har fået det bedre :)

  3. Har du så fået fjernet cysterne – eller kan de gå i sig selv igen så de ikke gør skade på æggestokkene?

    Ved du hvordan man bliver tjekke for PCO?

    1. Når man har PCO er det småbitte ægcyster/ægblærer man har. Alt for mange æg, der ikke modner og så hober sig op som perler på en snor. Så det er ikke nogen, der som sådan gør noget, men et tegn på at der er ubalance. Når mine hormoner er i balance har jeg næsten eller slet ingen af de små cyster.

      Hvis du har mistanke om det kan du gå til din egen læge, der så kan henvise dig til en gynækolog. Kram Emily

  4. Jeg har også PCO, men har fået spist og trænet det i bero. Og så kan jeg stærk anbefale zoneterapi hos elitefys på Vesterbrogade, hvis der er nogle kvinder derude, som har brug for at prøve det. :-) Det gav mig et skub i den rigtige retning efter jeg havde mødt muren hos min gyn.

  5. Tusen takk for at du deler av hele livet – også den delen som ikke alltid passer best på Instagram. Det er beundringsverdig, og så viktig, at du tør å la oss ta del i det, også når det ikke er så lyst som man kanskje skulle ønske 💕

    Jeg kjenner meg så godt igjen i det du skriver, spesielt den delen om å alltid måtte rydde litt, fikse litt, løpe litt, og aldri slappe av helt på ordentlig. Så godt at du lyttet til kroppen, og har funnet tilbake til deg selv og balansen – det kan vi nok ta lærdom av alle sammen!

  6. Tak for at dele din historie, Emily. Jeg forstår så godt tankerne om at skille personligt fra privat og ikke at dele alt, men samtidig er det indlæg som dette, der står så stærkt og virkelig inspirerer. Tak.

    Uden at nævne navne kender jeg en, der bl.a. inspireret af Women Code spiste blodsukkervenlig kost (masser af grønt, sundt fedt, ingen sukker, kaffe, alkohol og hvedemel) og gik til hormonyoga i fire måneder. I sidste ende kom hendes menstruation, der blev til en graviditet. Hendes PCO er dog også i den milde ende, så jeg er helt klar over, at kosten og hormonyoga ikke er hele løsningen for alle – men det kan hjælpe ting på vej.

    Jeg selv er så heldig at have en pæn cyklus, som faktisk ikke blev påvirket af, at jeg blev sygemeldt med stress i slutningen af november (mun cyklus er dog blevet påvirket tidligere, men det er en del år siden).
    Jeg kæmper mig stadig ovenpå. For når ens hjerne først er helt brændt ud, tager det længere tid for den at hele, end jeg først havde forestillet mig.
    I dag har jeg en helt anden tilgang til at slappe af og nyde før yde, end jeg havde, før jeg fik stress. Og jeg har kæmpe respekt for, hvor meget stress og deraf følgende stresshormoner kan fucke op i krop og sind i lang tid.
    Jeg er overbevist om, at jeg kommer ovenpå igen. Det tager bare tid, når man har levet i overhalingsbanen i mange år.

    Jeg er glad for at høre, at du er på rette spor. Det lyder som nogle kloge og vigtige tiltag, du har gjort og gør i dit liv. Bliv ved med at passe på dig. <3

    Bedste hilsner Marianne Luna

  7. Tak fordi du deler ♥️🙏 Jeg har også PCOS og bøvler meget med at få krop og sind i balance.


    1. Det er eddermugme også en bitch og for mig har det været foruroligende hvor meget det kan svinge. Har siden starten af tyverne haft ret godt styr på det. Det troede jeg i alle tilfælde. Men jeg er omvendt glad over hvor meget jeg har lært det sidste halve år. Stort knus til dig

  8. Tak for din historie, og et stort tak for dit mod til at stå frem. Jeg har selv PCOS og valgte sidste år at udgive en artikel om det. På en eller anden måde letter det ens hjerte – og specielt al den kærlighed jeg fik tilbage for min ærlighed.
    Al kærlighed og dyb respekt herfra.
    Det fede ved at dele, er at man altid finder ud af man ikke er alene ;)

  9. Kære Emily.

    Tak fordi du deler.

    Jeg kommenterer sjældent, men denne gang bliver jeg nødt til det :-) Jeg er sikker på at der er mange (desværre) der kan relatere til din historie. Samtidig får jeg lyst til at sige, at det netop også er de bloggere der deler og skriver om de ting der gør ondt, det der ikke er perfekt samt “vendepunkter” i livet, der er mine klare favoritter. Det bliver meget mere menneskeligt og relaterbart og det giver mulighed for refleksion hos os læsere.

    Og hvor kan jeg dog bare nikke genkendende til ALT det du skriver. Jeg ramte selv “muren” i starten af året efter at have overset alle symptomer på stress over et års tid. Jeg har desværre også PCOS og ja, det bliver bestemt ikke lettere at balancere når stressen har sat sig i kroppen. Jeg har, ligesom du skriver, virkelig lært hvor vigtigt det er at prioritere ro, fordybelse, bevægelse og ikke mindst at gå glip. Kender du begrebet “feminim energi” – jeg tænker at det i virkeligheden hænger lidt sammen med roen osv. og det at komme i balance.

    Sidst men ikke mindst så vil jeg fortælle at jeg så dig i YO (til et proppet yogahold, så jeg turde ikke sige hej), og du har simpelthen den fineste udstråling – SÅ smilende og yndig!

    1. Tak for at du havde lyst til at dele retur ♡

      Er feminin energi i familie med at synke med sin cyklus? Ellers kender jeg ikke til det, så fortæl gerne mere.

      Haha… åh håber ikke det var en af de dage jeg havde kokosolie i håret. Har det i som en overnight-kur og så ser håret altså liiiiiidt fedtet ud dagen derpå ;) MEN så hyggeligt at høre, glad for at jeg ikke så sur ud. Og sig endelig hej en anden gang, hvis du får lyst ♡

      Stort knus

  10. Kære Emily

    Jeg har også PCOS! Da jeg ville være gravid prøvede vi i første omgang metformin, som egentlig er sukkersygemedicin (med den positive bivirkning for nogen, at det kickstarter ægløsning)!

    Det blev løsningen for mig og efter fødslen af min yngste er min PCOS stort set ikke-eksisterende, hvilket kan ske ind i mellem🤞

    Jeg ville bare lige dele at der nogen gange findes lettere løsninger end man ellers lige går og frygter med en diagnose!

    Håber alt det bedste for dig 🙏❤️

    1. Så dejligt at høre. Har også flere veninder/bekendte, hvor det går i sig selv efter graviditet/fødsel, så man kan jo håbe. Kæmpe knus E

  11. Du er så inspirerende, Emily. Både når du er fyldt med energi og når du ikke er. De her lidt længere, mere personlige indlæg, der netop ikke handler om dagens outfit f.eks. bliver jeg altid så glad for når du poster, men jeg er helt med på at det ikke er noget du altid kan gøre. I hvert fald vil jeg ser frem til at høre om din PCOS-solstrålehistorie.

    1. Det er jeg glad for at høre. Både at det kan bruges, men også at du har forståelse for at det ikke er noget jeg kan gøre hele tiden. Knus og kram ♡

  12. Hej Emily!
    Det lyder som et frygteligt forløb – det er ikke rart, når man ikke kan genkende sig selv.
    Jeg håber ikke, at du opfatter følgende belærende, men dit indlæg ramte mig, fordi du beskriver præcis, hvordan JEG har haft det, og jeg vil gerne dele min historie med dig 😊 Måske du kan bruge det, måske ikke 😉
    Jeg lider af binyretræthed (Addisons): og det er en alvorlig sygdom! Jeg tager livsnødvendig medicin hver dag og skal tage det resten af livet. Det kan undersøges (på en endokrinologisk afdeling på et hospital), og det vil jeg anbefale dig, hvis du mistænker binyretræthed.
    Jeg har en skygge af mig selv før det blev opdaget. Sov 15 i døgnet, intet overskud, ingen energi, slet ikke mig selv, manglende menstruation, vægttab, væske i kroppen. Kort version, så blev min binyretræthed skjult/overset pga. gigt og bindevævssygdom. Lægen var overrasket over, at jeg overhovedet kunne stå oprejst, da det blev konstateret.
    Efter jeg begyndte behandlingen med hydrakortison, er jeg “mig selv igen” – eller måske mere en “ny mig”. Dog er træthed og manglende energi er nu min følgesvend.
    Kronisk binyretræthed er svær at opdage, og vil kun opfordre dig til at få undersøgt dit kortisol og ACTH niveau ❤️
    Al mulig held og lykke! Jeg nyder at følge med hos dig og dit univers.

    1. Dét gør jeg bestemt ikke og tak for også at dele din historie ♡ Puha det lyder som en helt frygtelig omgang. Kendte godt til Addisons, da vi faktisk var bange for at Penny havde det, da hun var hvalp og i en længere periode var meget syg og helt apatisk. Ikke en skæg sygdom og godt at det blev opdaget selvom det tog tid. Mange knus Emily

  13. Dejligt og sejt at du deler! Tak! Hvad end det er PCO eller stress, så er det så vigtigt at lytte til sin krop. Jeg er dog så heldig at være udstyret med en krop, der når jeg lige presser citronen lidt for hårdt, reagerer fysisk. Så jeg er på den måde blevet godt til også at stoppe og og slappe af, når min krop siger fra.

    Og så lige en bibemærkning, jeg synes lidt jeg har kunnet forbemme ud fra dine billeder og det du deler, at du har været igennem en hård periode. Du ser meget mere glad ud på dine billeder nu – dine smil har været en kende anderledes (det er en kærlig bemærkning – og jo kun rigtig godt, at du stråler igen)!

    Jeg er sikker på, at mange kan bruge dine ord som hjælp og alle kan nok i en eller anden grad relatere til det. Jeg kunne i hvert fald bruge dit indlæg. Tak!

    Pas rigtig godt på dig selv.

    Varme kram, Anne

  14. Tak fordi du deler <3
    Jeg håber og tror, at ved at dele mere personlige ting med os læsere her på bloggen, vil du få gode ord med på vejen og også høre de historier/oplevelser andre har haft :-) herfra skal lyde al held og lykke på at få det helt godt igen! Du er allerede godt på vej! Det er en stor inspiration for mig, din tilgang til alternativer, og jeg kan sige, som en anden i kommentarfeltet også skriver, at zoneterapi har hjulpet hos mig på hormonbalancen. I hvert fald en smule :-) håber du vil dele flere erfaringer fremover

  15. Hej Emily. Dejligt at høre du har det bedre. Jeg har selv pco i mild grad og har forbandet det igennem insemination og ivf behandling. I efteråret fik jeg anbefalet kosttilskuddet Inofolic af overlægen på OUH og er nu gravid i 5. måned. Det er selvfølgelig ikke kosttilskuddet alene, men vil gerne dele det med andre pco/pcos ramte, da det nemlig ikke er hormoner, men et kosttilskud. Håber det kan være med til at hjælpe andre 😊

    1. Sikke en dejlig historie Malene! Stort tillykke ♡ Jeg tager også Inofolic og er ret glad for det indtil videre. Er du fortsat med det eller hvordan? Knus Emily

      1. Tak ❤️ Jeg stoppede, da jeg blev gravid, da jeg læste lidt forskelligt i forhold til netop det. Men starter helt sikkert op igen, da jeg føler det giver mening at hjælpe kroppen lidt her. Evt med tanke på drømmen om flere småfolk. Ellers er jeg ikke generet af min pco, og så er det jo en pæn slat at slippe hver måned for kosttilskud. Ha en rigtig dejlig weekend i det fine vejr 😊

  16. Fantastisk ærligt indlæg!
    Jeg har selv haft ramt “muren” og ved hvor meget energi det kræver at selverkende og gøre noget ved det.
    Dejligt at høre, at det går fremad for dig.

    Dbh,

  17. Tusinde tak for at dele dette med os. Selvom det selvfølgelig slet ikke er en fed situation, så er jeg glad for at høre, at du er kommet stærkere ud på den anden side, og har fået dine ønskede prioriteter mere i fokus. Det er altid godt, når noget der holder hårdt, alligevel ender med at lære én noget.
    Det var rigtig interessant at læse, specielt også hvordan du er kommet igennem det. Og sikke velformuleret! Der er en grund til, at jeg næsten har fulgt med i alle dine 9 år.

    Som skrevet tidligere, så er det rart at kunne stille en virtuel skulder til rådighed, og selvom det ikke er alt man vil dele, så synes jeg alligevel det er så rart, når man også deler alt det som ikke er så nemt. Sammen står vi stærkere, eller hvad man skal sige :)
    Jeg hepper på dig på sidelinjen!
    Knus herfra.

    1. Dét tror jeg du har ret i. Altså det med at være stærkere sammen. Men det føltes nu også godt at tage tilløb og lige være i det selv, inden jeg delte ud. Tak for din store forståelse og al hepning ♡ Kram

  18. Kan du lokkes til at beskrive mere præcist hvad du gjorde i forhold til kost og de andre ting du nævner? Har selv PCO og døjer virkelig meget med træthed :-(

  19. Jeg har også pcos – i høj grad. Både kuk i hormonerne og så danner jeg cyster. Jeg får kun menstruation, hvis jeg får p-piller. Sådan har det desværre altid været. Men nu er jeg 37 år, og der er ingen p-piller med nok hormon som kan normalisere min menstruation. Plus vi har blodpropper i familien. Jeg har altid lidt af akne og træthed, men det er der bare aldrig blevet gjort noget ved, når behandlingen heder p-piller.

    Dine tanker inspirerer mig virkelig til at se på andre muligheder – så mange tak for at du deler!

    PS. I forhold til det med infertilitet. Jeg fik en kort overgang mini-piller, så droppede jeg dem og blev gravid nærmest med det samme (fik menstruation en gang). I dag er jeg mor til en fantastisk lille pige på snart et år. Så selvom man har PCOS kan man godt få børn🙂

    1. Jeg kan heller ikke tåle p-piller, da jeg har en kromosomfejl der går at jeg lettere får blodpropper. Tager jeg p-piller øges risikoen med 50%, så det er slet og ret for farligt. Så bliver nød til at tro på at der er en anden udvej ♡ Og dejligt hvis det også kan inspirere dig ♡

      Åh hvor godt at du blev gravid og der kom en fin lille pige ud af det. Jeg er også fortrøstningsfuld. Stort knus E

  20. Tusind tak fordi du deler! Jeg har selv PCOS i svær grad dvs ingen ægløsninger overhovedet, rod i hormonerne og masser af ægblærer på æggestokkene. Jeg er i gang med hormonbehandling for at prøve at blive gravid, og jeg har virkelig lært, at man ikke skal underkende hormonernes betydning for kroppen og sindet. Det har virkelig været noget af en rutschebanetur både fysisk og følelsesmæssigt! Samtidig kan det føles utrolig ensomt at gå rundt med alt dette. Derfor gør det mig så glad, når du deler din historie – selvom det er svært og går tæt på. Det er virkelig inspirerende! Og du er bestemt ikke alene om at kæmpe med alle disse ting. Så tak. Det gør en kæmpe forskel for mig at læse dine ord ❤️

    1. Blev så rørt over din kommentar Mette. Tak ♡
      Kan kun nikke genkendende til det du skriver, især hvor ensomt det er og kan være på trods af at man er omringet af søde mennesker, der prøver at være forstående så godt de kan. Kæmpe kram ♡

  21. Kæmpe respekt.
    Du er modig, stærk, vanvittig godt begavet og meget, meget præcis og velformuleret. Uden at være hverken arrogant eller højt svævende.
    Ikke så underligt at du har stor succes med det du laver.
    Et fantastisk indlæg.
    Ønsker alt det bedste for dig i den her kamp mod PCOS og en, til tider, rigid lægeverden.

    Kram

    1. Sikke en flot kommentar. Tusind tusind tak. Både for ros og for gode ønsker ♡

      Kram lige tilbage

  22. Så fint skrevet, og jeg deler virkelig dine overvejelser om, at man nogle gange er bedst til selv at lytte til sin krop. Tak fordi du deler, jeg kan godt lide at vide lidt om den side af dig også :)

  23. Alt hvad du beskriver passer så meget på mig.. har bedt om et helbredstjek hos min læge, og alt jeg fik var en blodprøve.. synes virkelig det er svært at finde ud af..

    1. Ja, det er også min oplevelse at lægerne er blevet ret ‘nærige’ med både prøver og henvisninger. Jeg har skiftet læge to gange og er nu hos en der er kompetent og tager mig alvorligt. Håber du finder en god løsning for dig og ikke mindst finder ud af hvad der er galt ♡ Kram E

  24. Hvor er det fint at du deler din historie
    Og dit forløb! Modigt og fint for andre som eventuelt oplever det samme – eller dele af det.
    Dejligt at dit overskud og humør går den rette vej. Jeg er helt enig i, at vi nok bør være bedre til/ træne at lytte til kroppens signaler.
    Tak for et ærligt og så fint indlæg! :)

  25. Tak fordi du deler!

    Man kan evtl også søge hjælp ved Caroline Fibæk. Hun er en meget kompetent behandler, som har hjulpet rigtig mange af med PCOS

    MVH

  26. Kære Emily. Tak for din fortælling. Jeg håber, du får fornemmelsen af, at hele verden giver dig et kollektivt kram i dag med de kommentarer, der kommer på dit indlæg. Så meget er genkendeligt. Vil du dele navnet på ernæringsterapeuten? Kæmpe kram V

    1. Dét gør jeg bestemt og det føles meget overvældende på en dejlig måde ♡

      Det kan du tro, hun hedder Nanna Stigel. Klem Emily

  27. Tak fordi du deler ❤️ Jeg blev ramt af stress sidste år, og så ikke symptomerne. Det endte så galt, at jeg mistede min nu ekskæreste, ville ønske at jeg ligesom dig havde opdaget det noget før.

  28. Stort, virtuelt kram til dig, Emily <3 Tak, fordi du deler din historie. Jeg kan virkelig godt forstå, at du først gør det nu. Det virker som om en hård omgang, som du først og fremmest selv har skullet finde hoved og hale i. Jeg synes, jeg har hørt noget af det samme fra andre, i hvert fald det med at det hele bare eskalerer, og kroppen bliver fuld af vand osv.
    Set fra den gode side tænker jeg, at det også må være meget værdifuldt at lære sig selv og sin krop at kende på den måde. Det de med at træne rigtig hårdt og have fart på hele ugen er bare ikke for alle – mig selv inklusiv. ;-)
    Kh.

  29. Hej Emily

    Jeg skriver meget sjældent kommentarer, men jeg synes ikke, at jeg kan lade være med dette vigtige indlæg, du har skrevet. Det er så dejligt, at du deler både af glansbilledet samt bagsiden af medaljen (fx karsprængninger ;) ). Desuden kræver det cojones at dele personlige erfaringer om at ramme muren samt PCOS. Foruden det, så synes jeg det er rigtig flot, at du har fundet ud af, hvad der virker bedst for din krop. Jeg har selv haft en mor, der var sygemeldt med stress i næsten 2 år, jeg har en veninde med PCOS, min egen kæreste er gået fra at bruge receptpligtige medikamenter, til at prøve sig frem med naturlige olier og urter, som indtil videre (7, 9, 13) virker bedre! Utroligt nok. Det er vigtigt at lytte til sin krop, men som du selv skriver, men skal ikke underkende lægerne, men det er også okay at prøve noget andet, hvis ikke deres behandling fungerer. Pas på dig selv, og fortsæt med at gøre det, som føles rigtigt for din krop.

  30. Kære Emily
    Er der noget, jeg har lært, så er det, at kroppen er et spejl på, hvordan man har det indvendigt. Hvor er det modigt og stærkt, at du deler noget så sårbart som at ramme muren. Tak og alle gode ønsker for dig på din nye rejse! Kh H

  31. Kære Emily, vil du måske dele dine tanker og oplevelser om PCOS og kost i et indlæg på et tidspunkt? Du har sådan et befriende naturligt syn på den slags, lader det til, hvor der både skal være plads til hvede på udvalgte tidspunkter (ÅH croissanter), men også grøntsager, mindre sukker og økologi. I hele PCOS og livsstil-snakken bliver det til så enten eller – fx med Spis dig gravid-varianten hvor alt seriøst handler om, for mig at se, animalske proteiner af tvivlsom kvalitet, light-produkter og gunstige hormoner.

    KH en med koks i hormonerne også <3

    Ps. Hvis man er til kosttilskud synes jeg kombinationen af folsyre og myo-insitol virker mega interessant. Herhjemme sælges det som det super dyre Inofolic, men Viridian har et tilsvarende produkt.

    1. Det kan du tro. Og ja, det er nemlig lidt svært og noget jeg selv eksperimenterer med at finde en god løsning på. Jeg duer ikke til komplet afhold, men kan til gengæld bedre administrere en halv croissant, en lille kugle is osv. en gang imellem. Og nej, jeg er heller ikke imponeret over Spis dig gravid-kostplanen, med masser af mælkeprodukter, kød-kød-kød og kunstige sødemidler. Den fungerer slet ikke for mig, hverken i kroppen eller hovedet ;)
      Kort sagt spiser jeg nu en kost med MANGE grøntsager, noget animalsk protein (primært æg og fisk, en sjælden gang imellem kylling), få frugter, en del nødder, avocado og olier og en del vegetabilsk protein (bønner men også proteinpulver af ærte, hamp eller ris i smoothies). Og så spiser jeg også lidt ‘forbudt’ en gang imellem, med streg under lidt og med måde og altid ‘pakket ind’ i et måltid eller sammen med noget fedt/protein, så mit blodsukker ikke går amok.
      Men kan godt skrive mere om det løbende :)

      Jeg tager Inofolic men har lige nu kig på Ovasitol, der er myo-inositol kombineret med d-chiro inositol, hvilket skulle være endnu bedre. Men ja, smartere og billigere at købe det i ‘løs vægt’.

      Stort kram
      E

  32. Du har ret, i dette tilfælde er man selv den bedste ekspert:-)
    Godt du selv søgte efter en løsning for din krops rytme.
    Jeg har i mange år taget hormoner i form af Yasmin Ppiller.
    Men ellers kan jeg anbefale læge Carsten Vagn-Hansens gode råd:
    http://www.radiodoktoren.dk
    Hilsner og håber du kan holde en god rytme i din krop.

  33. Århhh – kære du. Tak fordi du deler dette. Det er så vigtigt at sætte fokus på sådan en lidelse og vide at der er mange derude som har lignende at kæmpe med. Vi SKAL dele vores erfaringer da der aldrig kun findes en løsning som passer alle. Du er på rette vej tror jeg på og jeg synes du er sej!

    Kærligste hilsner
    Katrine

  34. Tak for at dele med os.
    PCOS kan være en tung ven at dele livet med, men man kan godt få den til at træde er skridt væk fra ens spotlight.

    Jeg har to børn på 9 og 13 trods PCOS, de er begge lavet på Metformin, kost og motion. Men det kræver et daglig fokus eller megagode vaner.
    Jeg fik som følge af PCOS for lavt stofskifte, hvilket gjorde at jeg altid var i fart fordi jeg var bange for at falde i søvn med baby i armen hvis jeg satte mig ned. Det blev heldig vist reguleret medicinsk og er det stadig.
    PCOS’en giver mig stadig udfordringer hvis jeg glemmer de gode vaner og jeg bliver altid tyk på maven GGGrRrrr og jeg er bare ikke god nok til at huske på det før mine bukser gaber.

    Det jeg vil sige, er at man godt kan have det godt med PCOS hvis man “blot” ved hvad der forværrer og hvad der hjælper en. For mig er det primært bye bye sukker, brød, hvid mad etc netop de ting man alligevel skal undgå jf alverdens råd, Kure osv
    Når det kommer til familieudvidelsen, så var min redning Metformin og Gynækolog Svend Lindenberg på Nørrebro.

    God arbejdslyst med at kræve dit liv tilbage, på et tidpunkt bliver det en vane og ikke et “hårdt slid” .

    De bedste hilsner
    Helle

    1. Og tak lige tilbage Helle for at dele din dejlige historie, den gjorde mig glad ♡ Stort knus Emily

  35. Kære Emily.
    Jeg kan godt forstå at det er svært at dele og jeg har virkelig stor respekt for, at det ikke er noget man bare lige gør. Men tak alligevel for din ærlighed. Livet indeholder så mange facetter og jeg sætter stor pris på, når vi som mennesker kan dele det hele. For du har nemlig ret i, at der ikke er noget, der kun er skidt. Prøvelser kan være med til at få os til at vokse, men det sker kun, når vi netop er åbne overfor den proces i stedet for at gemme os. Og til det har vi brug for at der er nogen, der går forrest og siger: “Hey, det her var svært. Det ér svært. Men jeg er her stadig og jeg lærer.” Så tak for det <3
    Min søster har også PCO, og din artikel her har helt klart været med til, at jeg kan forstå lidt mere.

    1. Det var vel nok fint skrevet Mette. For det er LIGE sådan jeg har det. Det var og ER så svært, men jeg er også glad igen og glad for hvad jeg lærer og har lært. Mange knus til dig og din søster ♡

  36. Kære Emily.
    Tak, fordi du deler. Man kan tydeligt mærke i kommentarfeltet, at det her giver genlyd hos rigtig, rigtig mange kvinder, og det er så vigtigt, at vi deler og sparrer med hinanden. Især når det kommer til “kvindesygdomme” som PCO, invaliderende menstruationssmerter o.l., hvor der fra mange læger og samfundets side er tendens til at feje det til side og arkivere det under hysteri. Moderne medicin er fantastisk og livreddende, men man skal, som du skriver, huske at have sig selv med i processen være kritisk. Så tak, fordi du tager det op.
    Jeg har ikke PCO, men jeg har haft en stor krise og har “mødt muren” i den forbindelse. Jeg kæmper stadig med fornemmelsen af ikke at være mig selv og ikke at kunne være i min egen krop, men har også erfaret, at motion gør en stor forskel for mig. En blanding af yoga og mere hårdtslående hold i fitnesscenteret, hvor man kan komme ud med aggressioner, virker som en god cocktail for mig, og jeg vil se frem til at læse mere om, hvilke tiltag du har gjort dig for at finde tilbage til dig selv igen.
    Knus

    1. Og tak for at du deler den anden vej. Må din rejse også ende lykkeligt og hvor dejligt at du allerede har fundet stor trøst og hjælp i balanceret motion. Kæmpe knus E

  37. Tak for at du deler Emily. Dejligt med mere fokus på PCOS. Jeg er også ramt af det og kæmper med at få min krop og mit sind i balance. Kh

  38. Emily STOR respekt fordi du deler! Og endnu større respekt for at du er begyndt at passe på dig selv. Vi lever desværre i samfund, hvor alting helst skulle have været lavet i går, og hvor det alligevel skal være helt perfekt. Jeg tror at rigtig mange føler det som en daglig kamp, men ikke tør stoppe op, fordi alle andre “kan”. Heldigvis begynder flere og flere at gøre op med ræset for at vise at man sagtens kan være succesfuld i sin karriere, en god veninde, kone osv. mens man samtidig passer på sig selv. For det er først når man selv er i balance at man rigtig kan være der for andre. Det lyder som om, du er på vej i den rigtige retning! Good luck <3

    1. Tak for den søde og omsorgsfulde kommentar. Og jeg tror du har helt ret. Mange af de mails jeg modtager starter med HASTER eller URGENT. Og helt ærligt jeg arbejder jo ikke ligefrem liv og død jeg arbejder med ;) Det er en dum tendens og ja, som du skriver skulle alt helst have været i går.
      Mange knus E

  39. Kære Emily

    Sikke en ærlig og inspirerende måde at takle livets op- og nedture :-) det glæder mig at høre, at du er på vej op igen – klogere, mere bevidst og stærkere med en viden om egen sårbarhed og hvordan det kan håndteres :-) kh Tina

  40. Hej Emily,

    Mit stort set første besøg på din blog – og samtidigt min første kommentar på en blog nogensinde. Men dit indlæg kræver en kommentar fra en PCO-fellow. (Kan man sige det? Nå pyt.)

    Jeg har – ligesom du – en meget vild form for PCO. Min læge har tilmed for nylig meddelt, at jeg umiddelbart ikke har PCO mere. Udmærket klar over, at PCO ikke holder op af sig selv, tænker jeg, at jeg via kost og motion har vundet over min PCO. Og ja, det har jeg nok også lige nu og her; Jeg løber, ligesom dig, med begestring 30-40 kilometer om ugen, jonglerer med en travl hverdag og et højt forventningspres til mig selv; I denne uge oplevede jeg, at 10 skridt til kaffeautomaten var hårdt. Og jeg kunne ikke forstå det, før nu. Jeg havde en AHA-oplevelse, da jeg læste dit indlæg her. For midt i kilometer, karriere og kost, glemte jeg, at PCO handler om så meget mere.

    Så TAK for at dele ud af din hårdt betalte erfaring. På en søndag aften på kanten af næste uges hverdag var det netop din ærlige og sårbare erfaring, jeg havde bruge for at reflektere over. For PCO eller ej, så virker vores krop fantastisk, hvis bare vi lytter.

    Jeg håber, du har det rigtig godt igen. Du ser ihvertfald sådan ud.

    KH
    F

    1. Hvor ER jeg bare glad, hvis du kan bruge mit skriv her til at være kærlig ved dig selv ♡ Mange kram og tanker E

  41. Kære Emily

    Tak for et rigtig godt og rammende indlæg.
    Jeg ved godt at du driver en decideret helse/sundheds-blog, men har du måske en akupunktør du vil anbefale?

  42. Hejsa,

    Tak for et fint og personligt skriv. Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvor du har fået kost vejledning? Jeg er pt. i gang med Woman Code og det er giver skræmmende god mening!

  43. Selv om det er et gammelt indlæg havde jeg lige brug for at skrive en kommentar. Jeg har i dag fået konstateret PCO og det var så rart at kunne gå hjem og læse dit indlæg igen :)
    Jeg er selv bundtræt og har faktisk været det i lange perioder de sidste år, måske det hænger sammen! I hvert fald vil jeg bruge din tanke med at få slappet af den næste tid :)
    Min gynækolog anbefalede mig træning, Inofolic og Kors-principperne fra bogen “spis dig gravid” – ved ikke om det er noget du vil kunne bruge :)
    Jeg var selv ret glad for hun forstod jeg nødigt ville proppes med piller men hellere gøre så meget jeg kan selv på den naturlige måde :)

    1. Åh hvor surt altså Pernille, men så dejligt at du kunne finde lidt trøst i mit indlæg OG at du havde en god gynækolog. Synes næsten hellere du skal købe ‘Spis dig i balance’ det er samme principper, men den har flere konkrete opskrifter og måltidsforslag og handler mere om PCO i almindelighed og mindre om graviditet. Altså hvis du skal vælge én :) Stort kram E