Guide: Naturoplevelser, fika og blomsterherlighed i Skåne

I samarbejde med Visit Sweden.

Forrige weekend var jeg i Skåne med en af mine bedste veninder. For at spise kanelbullar, lösgodis og lækker mad, drikke vin, sludre og hygge på svensk, men bestemt også for at få en på naturopleveren, da vi havde indbygget en god cykel- og vandretur i weekendprogrammet. Med andre ord en tøsetur af den lidt mere aktive slags og hvor vi nød at opleve den fantastiske og anderledes natur, der er ‘lige derovre på den anden side’.

Jeg bliver bestandigt fascineret af kuperet landskab og højder. Og når det så kan kombineres med kyst- og strandliv og altsammen endda er indenfor en god times bilrejse fra København, så er lykken altså gjort. Det gør mig så glad, at der er så meget fint at opleve i Sverige og resten af Skandinavien for den sags skyld og at man ikke behøver rejse langt for at få tilfredsstillet rejselysten og appetitten for det eksotiske. For bjerge (og det der ligner), kæmpemæssige skove i bakket landskab og gigantiske søer er altså også ret eksotisk for mig.

Måske I har lyst til at gøre os turen – eller dele af den – efter? Nedenfor er adresser og højdepunkter. Selv gad jeg mægtigt godt tage på en udvidet efterårsvandretur i Skåne. Og allerhelst med Penny også.

Mölle Grand Hôtel

Vi overnattede i Mölle, den hyggeligste, lille havneby lige ved Kullaberg. Her boede vi på Mölle Grand Hôtel, der ikke bare kan bryste sig af noget nær perfekt belligenhed og vidunderlig udsigt, men også en glimrende restaurant, som vi spiste på den ene aften.

Læs mere: Mölle ved Kullen og Mölle Grand Hôtel

Mölle Krukmakeri

En anden Mölle-favorit, hvad end det er til fika (svensk for kaffepause, gerne med lidt sødt til), frokost, stenovnspizza om aftenen eller bare souvenirshopping er Mölle Krukmakeri, der som navnet antyder, sælger krukker og keramik, men også har en dejlig café og ditto stenovnspizzeria.

Læs mere: Mölle Krukmakeri.

Der er så hyggeligt og fint overalt i Mölle og jeg har i tillæg så mange gode minder derfra, da vi sejlede en del dertil, dengang jeg var barn.

Se, Penny skulle have været med ;)

Cykeltur på Kattegattleden

Lørdag morgen lejede vi cykler i Helsingborg og cyklede derfra ad Kattegattleden ‘hjem’ til Mölle med stop ved Sofiero og i Höganäs. Den smukke og næsten bilfri cykelrute strækker sig hele vejen fra Helsingborg og til Göteborg. I alt næsten 400 km og for det meste langs kysten. Ret oplagt, hvis man vil på en længere cykeltur og samtidig opleve Sydsverige. Vi nøjedes dog bare med de første 22 km til Höganäs og derfra ad almindelig landevej til Mölle. Omtrent 35 km i alt og så var vores fika vist også tjent hjem ;)

Læs mere: Kattegattleden.

I Sverige er de (også) vinterbadeentusiaster og denne skønhed af en badeanstalt ligger lige udenfor Helsingborg.

Sofiero og Brödkultur

Første stop på vores cykeltur var på slottet Sofiero, hvor bl.a. Dronning Ingrid ferierede som barn. Slottet har en helt vidunderlig og meget imponerende park med MASSER af rhododendron og andre blomster. Sidstnævnte nød vi godt af og så kom vi også til at hapse lidt af de mange frugttræer og buske. Jeg må tilbage næste år i forsommeren og opleve når alle rhododendronbuskene står i fuldt flor.

Tæt ved slottet ligger Brödkultur 2.0, en bagerbiks deluxe og et rart sted at spise en kanelbulle (eller kardemomme, min favorit) og tage en kaffe.

Læs mere: Sofiero Slot og Brödkultur 2.0.


Höganäs Saluhall & Garage

I Höganäs ventede endnu en godbid og belønning for vores cykeltur. Her er der både et dejligt madmarked, Höganäs Saluhall, hvor vi handlede lidt spiselige souvenirs og dør om dør ligger en diner-agtig sag, Garage Bar, hvor vi fik benzin til den sidste bid af turen i form af lobster-rolls og en heftig milkshake til deling.

Læs mere: Smag på Höganäs og find Höganäs Saluhall og Garage Bar.


Kullens Fyr

Søndag morgen stak vi op til Kullens Fyr oppe på Kullaberg og nød udsigten og blev blæst igennem højt oppe over vandet, inden turen gik videre mod mere kaffe/kage (when in Rome og det der) og ikke mindst vandretur og besøg i Söderåsen Nationalpark lidt længere inde i landet.

Når vi er i Hornbæk er det netop Kullaberg, man kigger over på, når man er på stranden, så det var lidt hyggeligt, at stå og kigge den anden vej

Læs mere: Kullaberg og Kullens Fyr.

Söderåsen Nationalpark & fika x 2

Vi tankede benzin i form af endnu en bulle, et stykke prinsesstårta (anbefales!) og kaffe hos Flickorna Lundgren ved Skäret. Tænk svensk idyl à la Astrid Lindgren tilsat masser af kagelækkerier, den hyggeligste have og masser af mys. 

Og så gik turen ellers til Söderåsen Nationalpark, hvor vi med hjælp fra en sød naturvejleder valgte den blå vandrerute, der var den mest kuperede, men ifølge hende også suverænt den fineste og den med mest variation. Og således begav vi os ud på en meget smuk tur, både nede i dalen og oppe på åsen. Med udsigt over skov så langt øjet rækker. Magisk.

Ruten var sat til at være ca. tre timer, men vi gik den på ca. to inklusiv et par pauser. Jeg vil vurdere at alle kan være med, men der er lidt op- og nedstigninger. Og ja, jeg vandrer i Vans. Ved godt det er skørt og jeg ejer vandrestøvler, som jeg bruger af og til, men jeg går allerallerbedst i Vans og Havaianas og hopper først i støvlerne, når det er for koldt til det andet.

Hvilket leder mig til en anden pointe: Det behøver altså ikke kræve alt muligt udstyr, at hike eller sagt på godt gammeldags dansk – at vandre i naturen. Sko man har det godt i og står fast i og rart tøj er alt man behøver. I alle tilfælde til en start. Så kan man jo altid nørde udstyr, hvis man bliver bidt af det.

Efter turen var vi skrupsultne og tog forbi Lotta på Åsen (endnu et hyggeligt, rødt træhus med fika og mys), hvor vi fyldte på med en omgang klassiske, svenske rejemadder og en vaffel og kaffe til deling inden turen gik hjem mod Danmark igen.

Læs mere: Flickorna Lundgren, natur i Skåne, Söderåsen Nationalpark og Lotta på Åsen.

Sådan en dejlig tur og mere end herligt at få set og oplevet lidt mere af søsterlandet. På gensyn fine Sverige ♥


Rejemadder og delevaffel hos Lotta på Åsen inden vi stak næserne hjemad.



“Hej Kronborg”. Lidt hyggeligt at Danmark ligger lige derovre på den anden side.


Det spidse ‘tårn’ øverst på bakken er Mölle Grand Hotel. Ret flot beliggenhed.

En bulle om dagen…



(Visited 6.450 times, 5 visits today)

Skriv en kommentar

16 Kommentarer

  1. Hej Emily,
    Jeg smilede sådan da jeg læste din guide. Jeg skal på efterårs/vandreferie i det område du har været i og snakkede med mine forældre i sidste uge om hvad de ku anbefale (de kommer der tit om sommeren med sejlbåd). Og deres anbefalinger er fuldstændig identiske med dine, helt ned til de enkelte cafeer og spisesteder. Nu glæder jeg mig bare endnu mere til turen. :) Kh Christina

    1. Haha… hvor skægt. Great minds think alike ;) Er sikker på at du har nogle søde og seje forældre. Og rigtig, rigtig god tur <3 Kram E

  2. Er vild med den måde, du har opsat dette indlæg i forhold til billeder. Det fungerer super godt med collagestilen sammen med de store billeder.

    Og så skal jeg da helt sikkert ud og vandre i Sverige! :-D

    1. Det var vel nok en dejlig feedback, tak Ida.

      Åh det kan jeg kun anbefale. Rigtig god tur <3 Klem

  3. Wauw! Så fine Sverige og så fine billeder! Redigere du dem lidt eller er det bare helt uden filter? I så fald, how do you do?? knus

    1. Mange tak Frederikke hvor er du rar. Jeg redigerer lidt i Photoshop og mobilbilleder fikser jeg i VSCO-app’en :) Knus Emily

  4. Wauw et flot indlæg! Det kribler virkelig i mig for at tage til Sverige. Til mit held læste jeg dette mens en stor omgang kanelsnegle står og hæver – ellers ville det næsten ikke være til at holde ud med alle de lækre madbilleder x)

  5. Lidt uden for nummer ift. dette indlæg, men hvilket mærke “øko”-neglelak har du bedst erfaringer med?

  6. Siiiindssygt lækkert indlæg! Jeg vil til Sverige NU! Skal alligevel ikke noget vigtigt i morgen ? Marketing money well spent, Visit Sweden!

    Tænker jeg skal forsøge at overbevise min kæreste om, at det ville være toppen at tage færgen til Göteborg fra Frederikshavn (vi bor i Aalborg) og så køre syd på og se alle disse skønheder. Vi er netop hjemvendt fra natur-tur i Skotland, og ville egentlig have været i Australien næste sommer, men miljøsamvittigheden nager, så nu må der drømmes nyt og “lokalt” ?

    1. Haha… det vil jeg huske at sige til dem ;) Dejligt at høre at min entusiasme smitter :)

      Sikke en god idé at skifte Australien ud med Skandi-tur, sejt! Og natur-tur i Skotland lyder også vidunderligt, det drømmer jeg om at gøre en dag. Mange knus E

  7. Fedt indlæg! Mer af den slags tips til små natur-getaways, det beskriver du super godt!

    Cyklede I fra Helsingborg ind til Söderåsen? Ved du om man kan det (uden det er på vej med tung trafik)? Kan ikke se det på visit Sweden side?

    1. Tusind tak Mette, sikken dejlig feedback :) Nej vi kørte i bil, så må være dig svar skyldig mht om det kan lade sig gøre på cykel. Måske du kan skrive til Visit Sweden og spørge, er sikker på de er klar på at hjælpe :) Kram E