
Vil du også gerne sove bedre i år? Selvom det ikke direkte var et af mine nytårsforsætter, så er det altid noget, der ligger mig på sinde. En hel del endda. For hvis der er noget, jeg efterhånden har lært om sundhed, så er det, at søvn er det allervigtigste. Eller om ikke andet det væsentligste sted at starte. Og det gælder uanset, om man vil have mere energi og overskud, bringe hormoner i balance, regulere appetitten, have pænere hud, restituere hurtigere, være klar i hovedet eller hele molevitten på én gang. Og helt ærligt, hvad kan være dejligere end at sove sig til det hele?
Derfor vil jeg sammen med Auping, gerne guide dig til at sove lidt bedre i 2019.
Søvn skal ikke være et spørgsmål om, hvor lidt du kan klare dig med, men om hvor godt man rent faktisk kan få det, når man sover nok.
For jo, jeg går også meget op i at spise ordentligt og varieret, i at bevæge mig hver dag, meditere til husbehov, spise nøje afstemte kosttilskud og i det hele taget gøre ting og sager, der føles rare for min mentale og fysiske sundhed. Men hvis ikke man sover ordentligt, så kan alt det andet næsten være lige meget. Næsten – heldigvis – for hvis man i en periode ikke sover godt (hej, alle jer med små børn), så kan man støtte og hjælpe kroppen med bl.a. kost og tilskud, afspænding og små genveje. For en periode.
Men i dag skal det altså handle om søvn og jeg undskylder på forhånd til de af jer, der af den ene eller anden årsag får for lidt af den for tiden. Jeg er helt med på, at det ikke er fedt at læse om, hvor vigtig søvn er, mens man bliver frarøvet den. Men jeg håber, at I måske alligevel kan finde et råd eller to, der så kan gøre søvnen lettere at indtage, når I endelig har mulighed for at få lidt af den.
Godnat telefon
Vi har snakket en hel del om det med telefonen. Og I ved det godt, men jeg siger det alligevel igen: Den skal ikke med i seng. Det giver slet og ret dårligere, mere afbrudt og urolig søvn at ligge og scrolle inden sengetid. Både på grund af alle de stimuli og informationer, din hjerne bliver bombarderet med, men også pga. lyset fra telefonen. Hvis du er rigtigt artig, så lader du telefonen komme ‘i skammekrogen’ ved en 20-21-tiden. Hos os er det en hylde ude i gangen. “Godnat lille telefon”, siger jeg til den og så kigger jeg ikke på den før næste dag (gerne først efter morgenmad). Hvis du er knapt så artig, så slår du som minimum night shift til under lys-/skærmindstillingerne fra kl. 20 om aftenen. Så bliver du i det mindste ikke zappet med blåt lys (der gør dig vågen), men i stedet med et blødere, orange lys. Men jeg vil stadig foreslå, at du lader telefonen blive ude af soveværelset. Bøger er alletiders underholdning inden sengetid (inspiration til hvad du skal læse her) og man KAN (jeg ved det lyder vildt ;)) godt blive vækket af et godt gammeldags vækkeur i stedet for telefonen. Eller endnu bedre af en af de der lamper, der vækker en med lys, der imiterer solen, der står op. Er der nogen af jer, der bruger sådan en? Er det et hit?
Mørklægningsgardiner
Du har nu sagt pænt godnat til søvnrøver/-forstyrrer nummer 1. Flot. Nu skal du trække dine mørklægningsgardiner for. Og hvis ikke du har sådan nogle og oplever bare den mindste smule søvnbesvær (eller har små børn, der sover i samme rum), så se at få nogle. Fluks. Det er en af de nemmeste og billigste veje til bedre søvn. Altså udover punkt et med telefonen. Har du prøvet at sove på hotel med mørklægningsgardiner? Og er vågnet overraskede over hvor dybt/godt/tungt du har sovet. Også selvom du egentlig troede, du sov godt hjemme? Så er det måske også værd at overveje. Selv pønser jeg på at få mørklægningsgardiner i soveværelset med timer, sådan at de automatisk bliver trukket lidt fra, ca. 30 minutter før jeg skal op. Men det hører selvklart til en af de mere avancerede løsninger. Men dét er altså et eddersmart vækkeur.
En madras der støtter op om din søvn
Du har sagt godnat til telefonen og trukket mørklægningsgardinerne for, men det fungerer stadig ikke helt. Så er det måske værd at kigge din seng efter i sømmene. Jeg har haft den store fornøjelse og glæde at sove på Aupings gennemgode madrasser de seneste fem år eller mere. Og de har givet mig mange dejlige timer i drømmeland. Selv når jeg er på hotel (med gode senge), så savner jeg vores seng derhjemme helt vildt. Fordi jeg ligger så vidunderligt i den.
Lige akkurat hvilken slags madras man skal have og hvor hård eller blød den skal være er individuelt og afhænger af flere parametre, her er det godt både at prøve og få rådgivning, men jeg kan vitterligt skrive under på, at man sover pragtfuld på en så god madras som Auping præsterer. De er kendte for deres zoneindelte madrasser og spiralnetbund (sidstnævnte er med til at holde madrassen ren og tør) med over 10.000 støttepunkter. Så kan prinsessen på ærten altså godt gå hjem med alle sine madrasser og edderdunsdyner. Dette føles så godt at sove på en madras, der nærmest både løfter, støtter og krammer én samtidig. Ja, ja som I nok kan høre er jeg mægtig glad for min seng. Der også er helt og aldeles bæredygtigt produceret. Mega sejt.
Hvis du vil prøve sådan en madras på egen krop, så kan et smut forbi en Auping-forhandler anbefales. Der er også slutspurt på deres winter sale netop nu, så der er mulighed for at gøre et sengekup.
5 små, nemme søvntips
- Hvis du ikke har mulighed for mørklægningsgardiner, så er en sovemaske alletiders genvej.
- Føler du uro i kroppen om aftenen, også selvom du er træt, så prøv at tage magnesium omkring kl 21. Det kan hjælpe til at give en god og rolig søvn.
- Sprøjt eller dryp lidt lavendelolie på din hovedpude. Duften virker afslappende. Jeg elsker selv Deep Sleep Pillow Spray fra This Works.
- Sov regelmæssigt. Selvfølgelig kan det være dejligt at sove lidt længe i weekenden eller gå senere i seng efter en skæg aften ude, men forsøg at gå i seng og stå op nogenlunde samtidig hver dag ellers.
- Gør soveværelset til et hyggeligt, roligt sted. Lækkert sengetøj og dyner, et par gode, luftrensende planter, blødt lys og pæne billeder. Spar på eller ud med skærme, blinkende lys og rod. Du kan endda overveje at detoxe dit soveværelse.
Ps. Flere tips til god søvnhygiejne her.
