… til juli. Om alt går vel. Krydser fingre og arme og ben. Måske især ben.
I går skrev jeg følgende på instagram:
Kan officielt ikke lukke mine jeans længere. Og det er bestemt noget at smile af. Baby Salomon Vang er – om alt går vel, frygten for at miste ligger stadig og lurer – en realitet i slutningen af juli.
Det har taget mere end to år, et kort smut indenom fertilitetsbehandling, herunder et mislykket insemineringsforsøg (og et – for mig – meget voldsomt og meget ubehageligt møde med stimulering med kunstige hormoner), en beslutning om at “give den et skud selv i et år”, hvilket resulterede i en graviditet, fulgt af en spontan abort, en gennemgribende livsstilsomlægning der fik bragt ro på mine hormoner og helbredt min PCOS og så selvklart også den sjove del i rigelige mængder ;)Jeg ville lyve, hvis ikke jeg sagde, at det til tider har føltes håbløst og at jeg har følt, at jeg fejlede som kvinde. Men det er heldigvis kun en lille del af historien. For mest af alt har vi troet på det. At det nok skulle gå. På den ene eller anden måde. Måske et naivt håb, vil nogen synes, men det fungerede for os. At tænke “det skal nok komme, når tiden er inde og ellers skal vi være verdens bedste onkel og tante”. Og det mantra har gjort, at vi kunne bevare roen (det meste af tiden, nuvel har også tudet og tævet en pude og syntes at verden var pisseuretfærdig) og har samtidig holdt bitterheden (som var min største frygt) og selvmedlidenheden fra døren. Vi har holdt sammen og også husket på alt det andet, alt det vi har og kan sammen og hvorfor det overhovedet er, vi gerne ville skabe noget, der var ‘os’.
Det har været en øvelse og prøvelse i tålmodighed, men helt ærligt (og måske fordi jeg bare altid gerne vil vride noget positivt ud af alting), så er jeg ikke sikker på, at jeg ville være det foruden. Barnløshed – uanset hvilken vej man vælger, og ingen er mere rigtig eller forkert end den anden, det kan man kun selv mærke og vurdere – er en benhård rejse, men manner hvor har jeg også lært meget. Om mig selv. Om os. Om min kærlighed til det barn, der gror i mig ♡
Jeg vil gerne skrive mere om ‘vores rejse’. Og om det at være gravid også, for tro mig, det fylder en masse. Det er vidunderligt og spændende og også lidt af en omvæltning og helkropsoplevelse, skal jeg lige love for. Blandt andet har jeg fået bryster i en alder af 33, det er sgu lidt skægt at prøve. Jeg har også haft den mest infernalske (og alligevel sært kærkomne) døgnkvalme i 3 måneder, som heldigvis er lettet nu. Og så har jeg skiftet mellem at være uendeligt lykkelig over ‘miraklet’ og hunderæd for, at der skulle ske noget. Jeg har derfor heller ikke købt en eneste babyting eller noget ventetøj eller deslige til mig selv (altså bortset fra bh’er, det var en absolut nødvendighed) af frygt for at jinxe det hele. Men måske det snart er på tide for alvor at turde tro på det og nyde det?
Og der skal nok også komme det sædvanlige stof herinde, det bliver ikke fertilitet og graviditet det hele. Men det kommer der altså også. Ligesom andre små og store begivenheder i mit liv gennem de sidste snart ti år, også har fået lov at fylde mere eller mindre herinde. Det er jo trods alt (også), det der gør dette til en personlig blog fremfor et online magasin. Så er I altså advaret ;)
Ps. I er mange, der har spurgt til min livsstilsomlægning og hvordan jeg har ‘helbredt’ min PCOS. Det kan man bl.a. læse mere om i følgende indlæg fra sidste år: PCOS og kuk i hormonerne – hvordan jeg gør & Sådan spiser jeg nu.