Dagens Outfit

Eller ‘En dags outfit’ skulle indlægget nok hedde.

For det er bestemt ikke i dag. I dag har jeg nattøj på og fedtet barselsknold (tager forskud på glæderne). Og er syg. Jeg har både en led omgang maveonde, feber og er i tillæg snotforkølet. Var tilsyneladende lidt for meget helt i weekenden med ELLE Style Awards fredag, medvirken til modearrangementet ELLE Salon (jeg sad i et bæredygtighedspanel, mere om det for vil gerne dele de gode idéer til en mere bæredygtig garderobe med jer også) og koncert lørdag og så loppemarked på Islands Brygge i stiv kuling (sådan føltes det i alle tilfælde) hele søndagen. Måske jeg kom til at presse citronen lidt for meget.

Eller måske det er nemesis, der bider mig i r**** for at plapre om, hvor meget energi jeg har og for at (oh skræk oh ve) at have sagt højt (og stolt) “at det var over et år siden, jeg sidst havde været syg”. Det VAR det også, men not anymore. Hvornår lærer man at holde sin mund med sådan noget hybris-pjat?

 

Har mestendels levet af sodavandsis, koldskål og banan i går og i dag og mens ham inde i maven (heldigvis ♥) lader til at stortrives og slår kolbøtter i tide og utide i ren ekstase over, at jeg ligger på skjoldet, så er jeg altså noget sølle stadig. Måske nogle af jer kan nikke genkendende til det, men det er som om det er ekstra hårdt at være syg og gravid samtidig. Håber sådan det er gået lidt over til i morgen.

 

Nå, men nok tudemarie herfra for nu, lad os i stedet kigge på billeder af mig fra bedre tider. Det her outfit er udover kjoler (og preggo-strømpebukser, hurra for dem) og en buksedragt, det jeg har gået allermest med i graviditeten. De klassiske 101’er-bluser fra Mads Nørgaard med ekstra længde, så de kan nå ned om bulen og så et par preggo-jeans. Det er det eneste par, jeg har fundet, som jeg kan lide og egentlig er et par vel også nok.

De er ikke perfekte. Overhovedet. Men de sidder ok, er tilmed lavet af genanvendt bomuld og så har de et lidt mere loose fit, som de jeans jeg normalt foretrækker, fremfor det der helt afsindigt skinny, som alle andre graviditetsjeans ellers synes at være i. Og hey, hvis det er ens ting med skinny jeans, så skal jeg være den sidste til at sige, at man skal hoppe i noget andet. Og omvendt. Skinny jeans er mega smart til mange. For mig og mine (nu lidt rundere) hobbitben er det altså bare ikke et hit. Eller jeggings er det jo nærmest snarere. Sådan føles de fleste preggo-jeans i alle tilfælde på mig. Og vi er heller ikke gode i jeggings. Mig og hobbitbenene.

reklamelinks: frakke Notes du Nord// bluse Mads Nørgaard// jeans Asos Maternity// hat Les Coyotes de Paris (gammel)// taske DeMellier London// støvler Iro (gamle)

 

Men tip meget gerne mig og i særdeleshed hinanden, hvis I er stødt på gode gravid-jeans derude. Uanset fit (skinny, skinny skinny, jeggings, straight leg eller loose fit), bare det er nogen I har haft god succes med.

Jeg tror (og håber), at jeg er i mål og ikke behøver købe eller låne mere preggo-tøj (måske med undtagelse af en badedragt), men jeg er sikker på, at der er mange, der godt kan bruge lidt tips og råd til at guide dem i junglen af ventetøj.

Ps. Jeg glæder mig til at svare på alle jeres gode kommentarer til det her indlæg i morgen, når jeg (forhåbentlig) er friskere.

 

(Visited 4.518 times, 3 visits today)

Skriv en kommentar

12 Kommentarer

  1. For mig var tricket med preggo-jeans at vælge under-bump. Jeg kunne ikke holde ud at have noget op over maven. Og så er bonus, at de også er virkeligt gode at have på efter fødslen, indtil man igen orker ægte jeans. Derudover synes jeg, man kommer langt med en stretchy stropkjole, et par sweatre/t-shirts (har både et vinter- og sommerbarn) og så noget godt amme-nattøj. Jeg var desuden ret vild med H&Ms “nat-ammebh’er”, som ikke skal klikkes op men bare skubbes til side.

    1. Helt enig mht under bump, altså når det kommer til jeans. Har to par bukser i noget løst stof, der går over maven og dér fungerer det godt. Tak for tips <3 Knus E

  2. Rigtig god bedring? kan trøste dig med at det er meget værre at være syg når du har en baby/et barn… har lige testet det med 2 børn… jeg overlevede knap??

  3. Jeg fandt aldrig ALDRIG preggo-jeans. Håber jeg får mulighed for at lave det om en dag.
    Det lyder så hårdt med maveonde og kæmpemave, men oh ve og skræk, det er først virkelig slemt at være syg (også selvom det bare er influenza), når man ER blevet nogens mor.
    Min mand blev seriøst nødt til at melde sig syg fra arbejde en dag, for at passe mig, der havde kæmpe forkølelse med feber og kulderystelser, fordi jeg ikke kunne overskue kombinationen af evigt ikke-sovende, men altid meget sultent ammebarn og mit eget snothoved ?
    God bedring!

    1. Aiaiai ja dét kan jeg godt forestille mig. Der er vitterligt to situationer, hvor jeg ikke endnu begriber, hvordan man er nogens mor: Når man selv er syg og i lufthavnen/på flyet (her tænker jeg især på mødre med to børn eller mere). Hatten af for jer altså!!! <3 Kram E

  4. Når nu du siger hobbit-ben, er det så fordi du har korte ben og i så fald hvor ‘kort’ er du? For min største udfordring med af finde jeans/bukser til min gravide mave er, at de alle er aaaalt for lange. De eneste jeg har fundet indtil videre er faktisk er par skinny jeans fra h&m, som underligt nok er virkelig korte, og endda stumper lidt til mig (jeg er 162 cm høj/kort). Har luret lidt på de bukser, du har på, også, men er bange for de er for lange.

    1. Jeg er 163 :) Tror mine ben passer meget godt til resten, men ja, er ikke så lang ;) Klem E

  5. NØJ en smuk Jakke, og hvor ser du også strålende ud i det hele taget! Kæmpe forbillede du er, på alle måder :-) Mon du ved noget om hvor Jakken kan købes? Eller har andre forslag til fine forårs/overgangsjakker? Knus

  6. Det er vildt hårdt at være syg og gravid. Især fordi man et eller andet sted har dårlig samvittighed over at man er syg mens nogen bor i ens mave. Jeg var det selv – men min søn havde en fest i mavsen, hoppede og dansede. Rigtig god bedring og nyd graviditeten! Snart er den slut og før du får set dig om står du med et barn i armene <3

    1. Ja ikke? Plejer ikke at være så pylret med det, men det har virkelig ramt mig. Men ja, ham der bor i min har også en fest og fyrer den af helt upåagtet at jeg har det skidt. Det gør mig glad. Ville blive ret ked, hvis jeg kunne mærke det påvirkede ham. Dét skal jeg gøre <3 Kram E