Skønheden i alting

At nusse rundt i sommerhuset i nattøj i timevis og læse og drikke kaffe. Bedste weekendaktivitet.

Selv ikke den vådeste, koldeste dag på Heartland i torsdags, kan få mig på bedre tanker. Jeg har fået sommerkuller af den helt heftige slags. Og vil have havdyp, vaffelis, sand mellem tæerne, jordbær i kilovis, Sun Lollies, grill-aftener og koldskål. Altanhæng, blomstrende marker, nybælgede ærter, solbid i kinderne og lune aftencykelture hjem fra Refshaleøen eller Dragør med bare ben og fugtigt badetøj.

Og det kan kun gå for langsomt. For en ellers noget introvert eremitkrebsetype, så er det vildt at mærke, hvordan årstidens energi, kan hive i én. Og hvordan jeg længes efter campingture, lange stranddage og sommerhusliv.

Så må vi bare håbe, at sommeren også er med på den. Ellers må jeg lige omstille mig og det går også nok. Hjemmehygge, spil indenfor, pandekagebagning i tordenvejr og læsning, er trods alt nogle af mine yndlingsaktiviteter. Måske sommeren i år endda bliver en god blanding af det hele? Det ville faktisk være helt perfekt, nu jeg tænker efter.

Jeg håber, at I får en glimrende, ny uge ♥

Min mor har købt fine kjoler hos Month of May og jeg pønser lidt på om ikke jeg burde låne dem ;)

På strandtur med Penny-dyr. Novra hvor havde jeg savnet hende og novra, hvor har vi hygget hele weekenden. Kan blive helt fascineret af hvor vild en forbindelse, man kan have til et væsen af en helt anden art og ikke mindst, hvor nemt vi kommunikerer på trods af manglende fælles sprog efter at have kendt hinanden så længe.

På Heartland Festival. Vi havde valgt den vådeste, koldeste dag, så det meste af tiden så jeg ud som på billedet til venstre. Bortset fra vejret var det sådan en dejlig dag og jeg er stadig fan.

Rhododendronen i mine forældres have er noget af det smukkeste. Gigantisk og fyldt med sommersultne humlebier.

Morgenmad ude i solen. SÅ er det sommer. Og danske jordbær købt i vejkanten og landæg fra naboen.

Min mor har god smag i hudpleje og ikke mindst den fineste hylde til sine sager. Mener den er fra Søstrene Grene.

(Visited 3.804 times, 1 visits today)

Skriv en kommentar

2 Kommentarer