
Phew sidder og drikker smoothie med abrikos, cashew og kanel (og masser af is!) og er lidt rundt på gulvet. Varmen, lækker som den er, gør sit. Hvor jeg tidligere var en frossenpind af dimensioner og nærmest ikke kunne få det varmt nok, så er det en helt anden sag, med den bageovn jeg har fået installeret på maven.
Årsag nummer to til snurrigt hovede er valget i går. Shit hvor var det spændende. Normalt plejer jeg fint at kunne tage til takke med resultaterne morgenen derpå, men vi blev oppe den halve nat (ok ikke helt, men langt over min sædvanlige sengetid) og så valg. Så er en kende træt i betrækket i dag.
Det var egentlig ikke tilsigtet, men endte med at holde mere eller mindre fri i går. Bare nyde det smukke vejr, så de allersidste frø (havde lige lidt sommerblomster og solsikker) og potte om på altanen og bare nyde. Siden tage lidt billeder (som I kan se her) med AC. Efterfulgt af date night med Nik à la fødselsforberedelse på Riget (200+ personer i kæmpe auditorium), valgflæsk i Hansens Gamle Familiehave og vaffelis hos Frederiksberg Chokolade. Kæmpegod dag ♥
Prøver virkelig at lave masser af ‘udeting’ her inden baby kommer, vil også så gerne i biografen. Vil særligt gerne se Danmarks Sønner og Aladdin. Har I set dem? Anbefalelsesværdige?


Om lidt skal jeg til træning. Går fortsat på gravidhold i Cramers Studio (foruden yoga i YO og lidt sporadisk svømning) to gange om ugen for at holde på lidt styrke. Ja, faktisk tror jeg måske næsten jeg er blevet stærkere, men det kan også være ren indbildning… Jeg er begyndt at gå de fleste steder hen fremfor at cykle eller tage det offentlige, for at få mere bevægelse ind, nu hvor jeg ikke løber længere. Og det med at gå har været så givende på flere punkter. For man oplever altså byen og alt omkring sig på en helt anden måde, når man går. Og så kommer jeg oftere til tiden – på cykel tror jeg altid jeg kan nå alle vegne hen på 15 minutter.
Håber i øvrigt slattenheden at går over. Den er ekstra nærværende i dag, men jeg er generelt blevet SÅ distræt. Glemmer og dobbeltbooker i ét væk. Og spilder! Jeg plejer ikke at spilde, mens jeg nu er smurt ind i mad (især på maven?!), det meste af tiden. Egentlig har jeg aller-allermest lyst til bare at bure mig inde. Ruge mit barn færdigt og bygge rede. Sådan nogle hormoner og instinkter er altså vilde, vilde sager…
Nu er det jo egentlig et ‘dagens outfit’-indlæg, jeg kom bare til at overtage med alt jeg lige havde på sinde. Men kjolen er altså en helt almindelig en, er bare gået to størrelser op. Jeg overvejer lidt at lave en salgs-insta og sælge ud af noget af mit preggo-tøj. Jeg vokser jo ud af noget af det løbende. Omvendt ved jeg ikke, om det er smart at gemme det til ‘på den anden side’? Eller til hvis der bliver en ‘næste gang’…
reklamelinks: kjole & Other Stories // sneakers Vans// taske Acne Studios
