Da Penny mødte Kurt

Jøsses altså! Tiden går så stærkt, at jeg slet ikke kan følge med. Jeg syntes lige det var hedebølge halvvejs i august, dér hvor vi tog i sommerhus med en helt ny, lille baby, hvor billederne her er fra. Og pludselig er luften efterårssprød, og en måned er gået, og vores baby er snart 7 uger gammel og (næsten) dobbelt så stor.

Jeg har egentlig de bedste intentioner, om at få skrevet jævnligt her på den lille blog, men tiden løber slet og ret ud mellem hænderne på mig. Så selvom det ikke skorter på hverken lyst til at skrive eller idéer til blogindlæg, så er computertid en sjælden vare i disse uger. Jeg prøver at slutte fred med, at der kommer noget, når der kommer noget. Det er af og til lettere sagt end gjort. Især fordi jeg får udtænkt mange blogindlæg om natten, mens jeg ammer, haha.

Nå, men det skal ikke handle om, hvordan begrebet tid har ændret sig for mig. Det kunne jeg ellers skrive stolpe op og ned om. Men det er nok ikke er så spændende. I stedet skal det handle om Kurt og Penny.

Da de mødtes allerførste gang, så det sådan her ud. For at være helt ærlig tror jeg ikke helt Penny forstod, at han var et lille barn. Hun har mødt mange babyer før, men aldrig nogle der var så små. Hun snuste lidt til ham, spiste de kiks, jeg havde klar til lejligheden og var glad og sød og blid, sådan som jeg havde forventet. Men jeg kunne godt mærke på hende, at hun ikke helt forstod det.

Det tog til gengæld kun et par dage, så havde hun for alvor registreret og opfattet, at han var et lillebitte menneske og at han hørte til os. Og således ‘passede hun på’ ham og mig. Lå ved barnevognen, når han sov i haven og ved mine fødder, hver gang jeg ammede. Og blev helt perpleks, når han græd og forsøgte efter bedste evne at ‘løse’ det ved at gå hen til ham og logre med halen.

Når han lå i sengen, ville hun gerne ligge tæt ved og passe på ham. Ret sødt og mit (hunde)morhjerte smeltede helt ♥

I forhold til mit indlæg om Hund & Barn, så sørgede jeg for, at Penny fik ekstra opmærksomhed, især når Kurt var på banen. Nussede hende og gav hende en kiks, når jeg ammede og legede med hende og gik ekstra ture. Også selvom hun som udgangspunkt syntes, han var et kæmpe hit. Ville gerne forstærke den følelse hos hende og være sikker på, at hun ikke følte sig glemt eller tilsidesat.

Jeg håber og tror, at det er starten på et rigtigt fint venskab. At vokse op med dyr er noget ganske særligt og sådan en fin måde også at lære om empati og respekt for andre levende væsner på. Jeg havde selv en meget nær relation til mine bedsteforældres hund, min første hundekærlighed, da jeg var barn og det begyndte nogenlunde på samme måde og i samme sommerhus ♥

(Visited 4.669 times, 56 visits today)

Skriv en kommentar

7 Kommentarer

  1. Jeg har tænkt på at skrive det flere gang, så nu gør jeg det – jeg synes du har lavet rigtig mange og rigtig gode indlæg efter Kurts fødsel, og jeg er meget imponeret over hvor meget du får fra hånden. Og også over hvor godt og vedkommende du skriver. Jeg sluger alt, også selvom jeg egentlig ikke er særligt interesseret i hunde eller babyer ;)

  2. Så sødt og så godt tacklet :-)
    Dejligt du også er til gamle traditioner og historie, sødt med samme måde i samme sommerhus med hund :-)
    Det skal I nok få mange gode oplevelser af og klart en fordel for Kurt og Penny :-)

  3. Du tackler det bare helt fantastisk ! Det var der mange der kunne lære af ♥️ Svært at gå fra at være det vigtigste i sine menneskers liv, til at komme på en anden plads …. Så fint indlæg ….

  4. Hej Emily,
    Det er simpelthen så dejligt at læse med – og det er helt fint indlæggene kommer i deres, dit og Kurts tempo :-)
    Jeg vil faktisk vældig gerne høre om, hvordan du oplever tidsbegrebet har ændret sig for dig af at blive mor, det syntes jeg kunne være list interessant at få indblik i :-)

    Klem Mette

  5. Hunde og børn altså. ❤️ Jeg er selv vokset op med to hunde (en Golden og en Old English Sheepdog), og min mand (som også er vokset op med hunde) og jeg har altid vidst, at det samme skulle vores børn en dag – når vi følte, at vi havde tid og overskud til at byde en hund vores hverdag. For et år siden fik vi vores Sheepadoodle, og hun er simpelthen den bedste, kærligste, mest fantastiske ven for vores børn på 6 og 9. Hun elsker at lege med dem og vil helst holde øje med dem konstant (nu er hun jo også halvt sheepdog, så de tæller vel som hendes fåreflok, haha!), og hvis min mand eller jeg leger lidt vildt med dem, så de hyler og hviner, er hun der med det samme for at passe på dem. Hunde har simpelthen så stor en plads i mit hjerte, og dét at kunne give den oplevelse og glæde videre til mine børn, er helt ubeskriveligt.
    Hvor er det skønt, at Kurt og Penny allerede nu kan skabe deres helt særlige bånd. ❤️