Guide: Gravidbehandlinger

Hos Pure Senses på Østerbro.

Kan blive helt misundelig på mig selv, som jeg sidder og skriver dette indlæg. Mit gravide selv, that is. For denne her trætte morkrop, der har født et barn (hvilket må regnes for at være lidt af en fysisk præstation, også selvom det forløb ganske ukompliceret) og som slæber rundt på en bestandigt voksende, levende, sprællende kettle bell (hej øm ryg og håndled) OG som er i søvnunderskud kunne virkelig, virkelig godt trænge til bare en brøkdel af de dejlige behandlinger som gravide Emily fik.

Men nu skal det ikke handle om, hvor meget jeg trænger til selvforkælelse. Eller hvor ondt jeg har af mig selv, hehe. For jeg stornød og værdsatte det også mere end meget, da jeg var gravid. Og det gjorde godt. For det er altså også lidt af en fysisk præstation. Sådan at bygge og bære på et barn. Og jeg kan varmt anbefale jer, der er i gang med samme, at forkæle og tage jer kærligt af jeres krop. Og her kan en massage eller anden behandling altså gøre underværker. Lette og lindre dér hvor man er særligt belastet. Og skrue ned for stress og op for oxytocin-niveauet. Oxyticin er kærligheds- og nydelseshormonet og er (også) kræs både for den gravide, barnet og for fødslen, hvis man er så langt.

Det kan være ganske smart, at vælge deciderede gravidbehandlinger idet de tager hensyn til ens mave – og det er VIDUNDERLIGT at ligge på maven igen på sådan en gravidbriks, hvor der er hul til dunken – og udelader tryk på de punkter, man skal undgå.

Jeg fik prøvet en hel del gravidmassager og ditto behandlinger, mens jeg ventede Kurt og i indlægget her, har jeg samlet dem, jeg kan anbefale. Dem der var ligegyldige, kedelige eller ligefrem dårlige, har jeg udeladt. For selvom man er gravid og der skal tages hensyn, så vil man jo også gerne have oplevelsen af, at der sker noget. At man får noget for pengene så at sige. Og går hjem med en følelse af at være lettere, mindre øm eller slet og ret forkælet og nusset synder og sammen. Eller hele molevitten på én gang.

Der er ikke to af behandlingerne her, der minder om hinanden. Og godt for det. Her er noget for enhver smag. Behandlinger der kan lindre en øm lænd eller trætte, hævede fødder. Helkropsbehandlinger der er som balsam for sjælen og kærlig zoneterapi der kan favne både fordøjelse og hormoner. Eller skulle det være en omgang rebozo-massage, der kan få en tung krop til at føles svævende? Eller såkaldt trigger-point-massage, hvor man masserer og trykker på særlige punkter for at opnå effekt et helt andet sted i kroppen, fordi det hele jo (selvfølgelig) er forbundet.

I må meget gerne tippe mig (til næste gang, hvis jeg er så heldig, at der bliver sådan en) og hinanden om andre gode gravidbehandlinger i kommentarfeltet. Også gerne steder der ikke er i København, for på det punkt er min guide her (indrømmet) noget mangelfuld.

 

Nimb Wellness

Her fik jeg min første gravidbehandling og selve behandlingen var uhørt dejlig, men det allerbedste var næsten at ligge på maven igen for første gang i månedsvis. For nok har Nimb Wellness ikke deciderede gravidbehandlinger på menuen, men de har en gravidbriks (altså sådan en med hul til maven) og de kan let skræddersy deres behandlinger, så de passer til dem, der bærer på et lille liv. Deres Wellness Massage er mere end anbefalelsesværdig og hvis man er smart sætter man lidt tid af før og/eller efter til at nyde deres spa-faciliteter og lounge. Husk at nævne, at du er gravid, når du booker.

Hvad: Wellness Massage inkl. adgang til spa og lounge. 1250 kr.

Hvor: Nimb Wellness, Bernstorffsgade 5, 1577 Kbh. K

 

Krop Kopenhagen

Altså egentlig er det mig en lille smule imod, at anbefale denne lille perle. For Carina, der har Krop Kopenhagen, har noget nær magiske fingre og er som regel fuldt booket. Jeg har gået hos hende kontinuerligt i små to år. Først da jeg prøvede at blive gravid og gerne ville stresse ned og have balanceret mine hormoner og siden under min graviditet. Har i øvrigt ingen planer om at stoppe nu, er så hooked på zoneterapi og hvad det kan udrette. Krop Kopenhagen tilbyder en særlig gravidbehandling, Mamas Feet, der forkæler og lindrer.

Hvad: Mamas Feet, 395 kr. for 30 min. 595 kr. for 45 min.

Hvor: Krop Kopenhagen, Egilsgade 22, 2300 Kbh. S

Moderliv

Her fik jeg den bedste massage i klassisk forstand. Sådan en der tager godt fat og hvor man bliver æltet ordentligt igennem af stærke, kyndige hænder til stor glæde for ømme muskler og kropsdele. Den blev udført af en dygtig massør, der virkelig vidste hvad hun lavede og havde forstand på gravide damer. Hun viste mig også nogle gode og effektfulde øvelser, jeg kunne lave derhjemme for at lindre mit problemområde: En noget presset mavesæk og ditto mellemgulv. Med øvelserne kunne jeg strække området og skabe lidt (meget tiltrængt) plads.

Hvad: Graviditetsmassage, 70 minutter, 600 kr.

Hvor: Moderliv, Gothersgade 89, 1123 Kbh. K

Arndal Spa

Virkelig dejlig gravidbehandling, der er en god kombination af ansigtsbehandling og massage. Fedeste selvforkælelse og rart at der også er fokus på huden i ansigtet, der godt kan flippe lidt ud under en graviditet. Dog er deres gravidpude (eller hullet i den er det jo snarere) lidt til den lille side, så det er ikke det bedste sted, hvis man er højgravid. For mig var det lige på grænsen. Men tidligere i graviditeten går det fint. Man har også mulighed for at benytte deres spa-faciliteter før eller efter behandlingen, hvilket jeg vil anbefale på det kraftigste.

Hvad: Mother-to-be, 1 time og 55 minutter, 1.395 kr.

Hvor: Arndal Spa, Store Kongensgade 21, 1264 Kbh. K

Pure Senses

Dette var nok den mest luksuriøse af alle de behandlinger, jeg prøvede. Jeg var i forvejen fan af Pure Senses og den måde hvorpå de kombinerer effektive skønhedsbehandlinger med zoneterapi og deres gravidbehandling skuffede på ingen måde. Dejligste helkropsbehandling med fodbad, kropsmassage med varme olier, let massage med fugtgivende serum på maven, mere fodnus i form af peeling og vanddrivende maske og afslutningsvis zoneterapi og fodmassage. Mmmmm…..

Hvad: Pure & Pregnant, 70 minutter, 945 kr.

Hvor: Pure Senses, Århusgade 88, 2100 Kbh. Ø

Jordemodertid

Hos Jordemodertid, der ligger i det virkeligt hyggelige klinikfællesskab Family Zoo, kan man gå til alt fra fødsels- og ammeforberedelse til gravidmassage. Hos to seje og vidende jordemødre, der er lige så søde, som de er dygtige. Og deres gravidmassage er on point skulle jeg hilse at sige. Bogstaveligt talt. Her fik jeg nemlig den mest utrolige trigger point-massage. En dejlig helkropsmassage kombineret med pres, tryk og massage på såkaldte trigger points, der løsner op for bl.a. den ømme lænd, som mange gravide døjer med. Det interessante er, at disse punkter ikke sidder, dér hvor man er øm, men de er (eller kan være) byldeømme alligevel også ved let berøring. Jeg var især øm i dem, der sidder på inderlårene og ved at få løsnet op for dem, fik jeg det også meget bedre i lænden. Så sejt og interessant. Og dejligt!

Hvad: Gravidmassage, 60 minutter, 675 kr.

Hvor: Jordemodertid, Family Zoo, Classensgade 11E, 2100 Kbh. K

Beauty Avenue

Hos en af mine all time faves, når det kommer til skønhedsbehandlinger, nemlig Beauty Avenue, kan man få den dejligste fodbehandling, skræddersyet til gravide. Man får peelet og vasket fødder og ben i køligt vand, hvilket er mere end rart i den tilstand. Og så får man drænende massage på stængerne og forskønnende fodpleje på pølsetæerne, som man ikke selv kan nå længere. Om man vil have vandbaseret, giftfri neglelak på er valgfrit, men det synes jeg bestemt man skal takke ja til. Så kan man ligge og kigge på pænt lakerede tæer, mens man føder ;)

Hvad: Mommy to be pedicure, 60 minutter, 700 kr.

Hvor: Beauty Avenue, Forhåbningsholms Allé 3, 1904 Frb. C

Doula Mama Linnea

Den mest urtede og anderledes af behandlingerne, jeg prøvede. Men ikke desto mindre meget anbefalelsesværdig. Jeg nåede at komme hos Linnea to gange i slutningen af min graviditet. Første gang til en rebozo-massage, der fik min tunge krop til at føles let og svævende i sommervarmen og siden til fødselsmodning med rebozo, akupressur og aromaterapi en uge før jeg fødte. Begge dele var et hit og jeg er så imponeret over hvordan man kan lindre og massere kroppen ved hjælp af rebozo, en ældgammel, mexicansk massageteknik hvor man strækker og løfter kroppen ved hjælp af et tørklæde. Virkelig dejlig måde at føle sig let, ja nærmest vægtløs selv i en højgravid krop. Linnea viser også gerne øvelser man kan lave derhjemme (eller til fødslen) med sin partner.

Hvad: Rebozo-massage, 60 minutter, 750 kr. Fødselsmodning med rebozo og akupressur, 850 kr.

Hvor: Doula Mama Linnea, Linnea kommer til dig.

(Visited 20.140 times, 34 visits today)

Skriv en kommentar

14 Kommentarer

  1. Hvor lyder det dejligt altsammen! Hos Krop Kopenhagen er der en “rede” på briksen , ser blød og dejlig ud, men hvordan ligger man der? Kan ikke lige få hoved og hale på det?

    1. Man ligger med maven ned i ‘reden’ :) Hvis ikke man er gravid, er det bare en flad briks. Klem E

  2. Synes det lyder så lækkert med sådan en gang gravid-behandling. Eeeelsker behandlinger, men jeg har bare så svært ved at slippe de penge, det koster. Havde svoret at når jeg blev gravid skulle jeg rigtig forkæle mig selv, men nu er jeg i uge 31 og ikke en eneste behandling er det blevet til. Kan simpelthen ikke få mig selv til at slippe de 6-700 kr., når det kommer til stykket. Tænk også hvis det ikke var det værd. Årh…

    1. I så fald kan du roligt prøve en af dem her. Dem tør jeg godt være garant for, er pengene værd <3 Knus og fortsat god graviditet

  3. Kan virkelig anbefale graviditetsmassage hos Jordemoderhuset på Vesterbro.

    En massage med både udgangspunkt i zoneterapi, triggerpoints efter det behov, der skulle være. Behandlingen udføres af erfarne jordemødre med fokus på åndedræt (så man kan nå at øve lidt inden fødslen).
    Desuden er der et behageligt stort hul i briksen til den gravide mave. Jeg var selv afsted tre uger inden jeg fødte.

    Derudover har Jordemoderhuset fødselsforberedelse, ammehjælp og der er mulighed for at få lavet scanninger.

    Pris: 650 kr for 60 min graviditetsmassage.

  4. Hvis man må anbefale sig selv, så vil jeg meget gerne gøre det :-)

    Jeg har egen massageklinik i Trekroner, få minutters gang fra stationen og jeg har masseret gravide kvinder de sidste 11 år. Jeg har special gravidbriks, hvor der er plads til mave og bryster, så man kan ligge på maven og slappe af under behandlingen. Jeg bruger også briksen til nybagte mødre med ømme ammebryster og har man fået kejsersnit og er øm i arret lang tid efter, er der stadig muligheder for, at støtte godt op, så man kan komme til, at ligge på maven.

    Jeg har hjulet utallige kvinder med alt fra bækkenløsning til ligamentsmerter og lændeproblemer og har nogle rigtig fine referencer på min hjemmeside :-)

  5. Hvilken behandling synes du der har været aller bedst, hvis du skulle anbefale 1 behandling – har ikke råd til at prøve alle, men har besluttet mig for en behandling – og tanken om en god massage kunne være dejligt :)

  6. Hej Emily,
    Du skriver at hullet i gravidpuden var lidt lille hos Arndal Spa, men kan du huske hvor langt du var henne? Jeg er selv i uge 30 nu, og jeg kan se at de først har tid om 3 uger. Deres behandling lyder så dejlig, vil virkelig gerne nå den :)

    1. Hmm… mener jeg var omkring 35-36. Og det gik også så fint, men hvis man har en meget stor mave, så ville jeg evt. vælge et af de andre steder. Håber du får en dejlig behandling uanset hvad og ønsker dig den bedste slutspurt <3 Kram E

  7. Jeg ledte efter anbefalinger i Nordsjælland, da jeg synes det var lidt “besværligt” at skulle til København.

    Jeg kunne desværre ikke finde nogen på din side, men hvis andre skulle være interesserede i gravidbehandlinger i Nordsjælland kan jeg varmt anbefale Edith i Helsingør.

    https://www.jordemoderedithmihura.dk/
    Hun giver en virkelig god og grundig gravidmassage😌

    1. Jeg fødte Skipper med Edith <3 Hun er den bedste!!! Og er sikker på hun også er god til massage. Tak for at dele. Kram E