Skønheden i alting

Aftenlys i lejlighedens fineste værelse.

“Men hvad så nu?”

“Altså hvad skal I så nu? Skal I flytte? Skal du lave noget andet? Hvad skal der så ske?”

De spørgsmål synes jeg at få fra alle steder for tiden. Det er som om, der må og skal følge mere i slipstrømmen på at få barn. Men svaret er “Nej” og “Ingenting”. Lige nu skal jeg bare være på barsel så meget som muligt og nyde min baby. For jo, jeg arbejder igen og har en del forpligtelser og jobs i kalenderen for resten af året, men mit hovedfokus er altså stadig at spendere tid sammen med min lille dreng. Og jeg har slet intet behov for andre forandringer lige nu. Tvært imod. At få et barn er en stor nok livsomvæltning i sig selv, så jeg har ingen lyst til selv at tilsætte flere. Hver ting til sin tid.

Som jeg har skrevet om tidligere, så vil jeg hellere stå lidt stille – leve langsomt – end være sådan en (og det har jeg været!), hvor default-svaret på “Hvordan går det?” er “Tralvt”. Det lyder måske som en smal sag, men det falder mig faktisk ikke let. Jeg har krudt i r**** og notorisk svært ved at slappe af. I alle tilfælde i klassisk forstand. Så jeg øver mig og kan mærke det gør mig godt. At tage en ting ad gangen. Også når det kommer til de store sager. Være til stede i det jeg laver og der hvor jeg er. Helt ned i det små. Og det går med varierende held. Men jeg prøver.

Og måske vi skal flytte på et tidspunkt. Om et par år. Måske slet ikke. Det venter vi med at beslutte. Lige nu er jeg bare ovenud taknemmelig over at have fået en genial lille læremester i Kurt i at være lige nu og her. Et behov og en oplevelse ad gangen ♥

Og det er egentlig også det, der er formålet med disse indlæg, Skønheden i alting. En lille vifte af mere eller mindre hverdagslige ting, jeg har oplevet eller er faldet over. Og som har givet smil på læben. En påmindelse til mig selv såvel som jer, om at stoppe op og lægge mærke til. Og lad det I lægger mærke til, være det der gør godt og bringer glæde og nydelse, fremfor det der nager, bekymrer og irriterer.

Det er en øvelse, men den er værd at prøve at mestre ♥


Efterårsfinheder til altanen fra min favoritnabo. Her er blevet så nysseligt nu med lyng og stedsegrønt og jeg bliver glad, når jeg sidder og ammer og kigger ud på silkefyr, cedergran, lyng, lavendel og andre kønne planter.

Når barselsgæsterne har så fin en kage med. Som en ekstra-ekstra-god jordbærkage. Den var helt eventyrlig og jeg drømmer stadig hede drømme om den. Fra Van Hauen vistnok. 


Efterår ♥ Elsker. Elsker. Elsker. Min absolutte yndlingsårstid. Og den minder mig om, hvor meget jeg holder af at bo et sted, hvor der rent faktisk er vejrskift og årstider.

Det fineste sæt til Kurt, som en sød følger har strikket. Bedårende. Både handlingen og sættet.

På skovtur med mit hold. Elsker Pennys glade, lille hundefjæs, der poserer kækt ;) Blogger-hund, fnis.


Til efterfødselscafé hos Smertefri Fødsel. Det var rørende og dejligt at være tilbage. Så mange fine, forskellige og hjerteskærende fødselshistorier og efterfødselsforløb.

En lille erkendtlighed til nogle, der fortjener påskønnelsen.

Solnedgang i sommerhuset en smuk sensommeraften. Det er altid lidt bittersødt, når sommeren går på hæld. Men sorg kommer af kærlighed, er der engang en klog en, der har fortalt mig. Og det er der noget fint i.

(Visited 4.792 times, 88 visits today)

Skriv en kommentar

17 Kommentarer

  1. Hørt! 😄
    Jeg synes også de spørgsmål har regnet ned i årevis, og særligt siden jeg som nyuddannet som 23 årig valgte min frie, dejlige tilværelse som deltidsansat, og så igen da jeg som 27 årig flyttede sammen med min kæreste, for to år siden.
    Der er somom mange tror, at man konstant sigter mod nogle høje og vilde mål – en skøn grundtilfredshed er åbenbart ikke altid folks oplagte tanke, til hvad man ønsker at have ud af livet 😅
    Plejer også at lirer noget ala “livsnyderi er fakkertal også en form for tilværelse” af, når jeg løber ind i undren.
    For du har nemlig ganske ret: Smukke småting er tit det allersmukkeste, livet byder på overhovedet ✌🏻

  2. Sikken et fint sæt til Kurt! Og hvor er det bare sødt og betænksomt af dén af dine følgere, der har taget sit tid til at vælge garn i de helt rigtige Kurt-farver, finde mønster, strikke det, og sende det. Wow :-)

  3. Rigtig god beslutning, at tage den heeelt med ro mens Kurt er så lille:-)
    Tag det fra en mormor, som faktisk ikke aner hvor tiden blev af og nu har 4 børnebørn, som sørme også pludelig er store.
    De små babyer kan bare noget med ro og balance, så NYD det big time!

  4. Har som en gal ledt efter det indlæg hvor du skrev om den jakke/skjorte som du har på indenunder din denim-jakke. Ved at den ikke er ny, men hvor er den fra?
    Og fantastisk billede!! Total ynglings
    -årstid 🧡 også her!!!

  5. Åh hvor fint❤️ Dine ord rammer spot on! Min lille dreng har også lært mig en vigtig lektie om at være i nuet på en helt ny måde. Det er som om jeg er rigtig vågen for første gang i mit liv (selvom jeg aldrig har været mere træt😅)

  6. Du har som altid så fine betragtninger kære Emily. Og nok utroligt meget ret i det med at sætte farten ned, mærke efter og være i øjeblikket.
    For halvanden måned siden fik jeg en diskusprolaps i lænden, som helt eftertrykkeligt satte mig ualmindeligt meget ned i gear. Aldrig i mit liv har jeg prøvet noget der gjorde (og stadig gør – dog i stadig mindre grad), så allerhelvedes ondt – og det siger jeg efter to fødsler :D
    Men pointen er, at jeg som behandling går hos en osteopat, der virkelig tænker i den hele krop og det hele liv. Og hans konstatering var, at diskusprolapsen var resultatet af det liv, jeg havde levet de sidste par år: meget fart på, nogle ret store omvæltninger i livet (2 børn, min mors død, skilsmisse og flytning samt alt det almindelige hverdagsliv) kombineret med en ret eklatant mangel på at passe på mig selv. Og det giver virkelig mening.
    Når jeg nu ikke selv kunne finde ud af at passe lidt bedre på mig selv, satte min krop en ret bastant fod i døren, og slog mig i bogstavelig forstand i gulvet (hvor jeg så kunne ligge og rode rundt i et par uger).
    Nu – halvanden måned senere – forsøger jeg at lære mig selv at huske at trække vejret -sådan helt ned i maven. At øve mig i at meditere (det går ikke så godt – endnu), at lave nogle små øvelser.
    Og så at se diskusprolapsen som en gave – i den forstand at den gav mig mulighed for at stoppe op og lære netop alt det <3

    1. Forstår præcis hvad du mener. Havde samme aha-oplevelse, da jeg fik hjernerystelse for et par år siden. Rigtig god bedring og stort kram <3

  7. Dejligt indlæg og godt billede af du, Kurt og din smukke Vuffer :-)
    Så fornuftigt at sætte farten ned og nyde din søn.
    Jeg har altid knoklet derudaf og det fortryder jeg i dag.
    Et smukt efterår med de smukkeste farver ønskes du og familien :-)