Barselsmandag

En indeni og en udenpå. Og to gange udgroning ;)

Der var lidt stille herinde i sidste uge. Altså ikke musestille for nåede både lidt om den lille lykke, en juleønskeseddel og en adventskalenderlåge, men blev ved med at ville skrive et hyggeligt, lille hverdagsindlæg (foruden et par andre indlæg, jeg har på hjerte) fordi alting netop var så hyggeligt, men det lykkedes aldrig fordi… ja, hverdagen. Ugerne suser så lynhurtigt afsted, så selvom jeg føler, jeg er mere nærværende end nogensinde takket være Kurt, så skal jeg bare lige blinke med øjnene om mandagen og vupti, så er det fredag.

Men sidste uge var god. Og en rar blanding af oplevelser og ro for både store og små. Kurt sprang for alvor ud som charmør og viste sig fra en mere end social side til både barselsbesøg (med Frede og Sidsel, JJ og et helt hold kager fra Hart ♥), mor/barn-træning, julehygge hos mit bureau, mødregruppe, et møde om et spændende 2020-samarbejde og til gløgg-arrangement i Sverige hos Nikolajs familie. Altså spredt godt udover ugen. Så der også var masser af lommer af ingenting og afslapning hjemme. Det kan jeg nemlig godt mærke, at det lille babyhovede har brug for. For lige at fordøje alting. Også selvom han er typen, hvor der skal ske noget.

Kan så godt lide, hvordan vi hele tiden lærer hinanden bedre og bedre at kende, og hvordan jeg bliver klog(ere) på hans behov. Han er så glad og grineren og på mange måder rolig (altså selvom der er fart på ham, hvis det ellers giver mening) og han virker så tryg og det gør mig uendeligt glad.

I går var vi til babysvømning og både Nikolaj og jeg var i vandet med ham (normalt er det kun en forælder pr. barn, men i går var en undtagelse) og det var et hit for Pølsen. Shit hvor han morede sig. Og jeg følte nærmest det var ren badeferie, sådan som vi plaskede rundt der i det lune vand i DGI-byen. Ja, ja lidt har også ret ;)

Jeg har også været helt uden baby sidste uge. Til julebingo hos Rudolph Care torsdag og i biffen fredag at se helaftensfilm. Sørme så. Så Le Mans ‘66 med en veninde og den var overraskende god. Altså Matt Damon er jo altid et hit i min bog, men at jeg ville synes så godt om en (lang) film om motorsport var ret utippet. Måske det er fordi ,jeg kommer for lidt ud, men syntes den var eddergod og spændende og var uendeligt underholdt og opdagede slet ikke, at den var så lang, før den var ovre og jeg fik set på uret. Kæmpe anbefaling herfra! Og så var jeg til damebrunch lørdag formiddag, dog nogenlunde som zombie ovenpå en lidt for kort nat grundet førnævnte film og baby der var klar på natmad ad flere omgange. Var som resultat deraf en kæmpesur kone det meste af lørdagen, efter jeg kom hjem fra brunch. Der var ikke det, der ikke var i vejen. Sjovt nok var alting godt igen, så snart jeg havde fået sovet lidt. Ups.

I dag har vi taget den helt med ro. Eller Kurt har. Jeg har holdt store vaskedag. Og så har vi sovet lur næse mod næse, sunget Hoved, skulder, knæ og tå henved hundrede gange (Kurts absolutte yndlingssang) og så småt pakket lidt til i morgen, hvor vi drager i sommerhus i det jyske. Glæder mig til en lille mini-ferie med mine drenge.

Om lidt kommer en af mine veninder til julehygge à la Love Actually på flimmerkassen, Kurt i nissehue og juleknas i skålene.

Glædelig mandag, søde mennesker ♥

 

(Visited 3.297 times, 1 visits today)

Skriv en kommentar

4 Kommentarer

  1. Kære Emily,
    Tak for en altid inspirerende, ærlig og nærværende blog!
    Der er noget, jeg har tænkt på lidt tid, så nu spørger jeg ;-). Hvad gør du ift. amning, når du er ude alene – altså uden din Kurt? Malker du ud? Manuel pumpe eller elektronisk? Og hvordan introducerede du din dreng til flaske?

    Jeg har en dejlig pige på 3 uger og begynder så småt at tænke på, hvad vi kan gøre, hvis jeg skal ud et par timer?.

    Ha’ en god dag.
    Kærlig hilsen
    Sofie

    1. Kære Sofie
      Beklager det sene svar. Havde helt overset kommentarerne til indlægget her.
      Jeg pumper ud med elektronisk brystpumpe (fra Medela), eller dvs. oftest tager vi bare fra vores ‘stash’ i fryseren fra dengang jeg lige havde født og havde voldsom overproduktion og blev nød til at malke ud hver aften for at undgå mælk overalt :)
      Vi gav ham flaske (også Medela) med min mælk i ret tidligt, fordi vi netop gerne ville at han kunne begge dele. Jeg havde hørt at det var en god idé at lade faren (eller en anden end hende med brysterne) gøre det og være hud mod hun og skabe en situation, der mindede om amning og det fungerede godt her.
      Kram E

  2. Lyder som en dejlig uge. Og wauw en flot gravid mave. Min søn er halvandet og jeg syntes stadig, at det er vildt hele tiden at lære ham bedre og bedre at kende. Og han lærer jo også mig bedre at kende hele tiden.

    1. Du har så meget ret i det med at han også lærer dig bedre at kende, det går jo selvfølgelig begge veje. Så herligt <3 Klem E