Pusletid og gavetips

Findes der noget hyggeligere end badebaby? Jeg tror det ikke. Kurt er en lille vandhund og elsker både at være i svømmehallen og få bad i sin balje såvel som under bruseren med os eller i køkkenvasken, når vi har været i sommerhus. Lille plaskebarn. Har endnu til gode at være i badekar med ham, men det må vi teste snarest hjemme hos mine forældre. Ser så hyggeligt ud, når andre gør det.

Og mens jeg nok havde regnet med at badebaby var et hit, så er jeg blevet positivt overrasket over hvor herlige, jeg også synes vores puslestunder er. Jeg havde aldrig tidligere skiftet en ble, så det er vitterligt kommet bag på mig, hvor hyggeligt det rent faktisk kan være (vil næsten påstå, at jeg nyder det), og hvor meget fis og ballade man kan have ud af den slags. Eftersom det meste af ens vågne kontakt i begyndelsen med nyfødt baby, foregår i forbindelse med enten amning eller pusletid, er det også kun rart, hvis sidstnævnte kan være en hyggestund.

 

Og vi hygger stadig på puslebordet. Synger og griner, får massage og ‘prutter’ på maven og ‘numser’ den, altså ligger med r**** bar og får lidt luft til bagen. Mest Kurt dog… Og med en stofble over herredelene – jer der har drengebørn, ved hvorfor. Heldigvis foretrækker han at tisse på sin far, men alligevel. Det eneste vi ikke har en fest over, er ærmer, der skal af og på. Jøsses, hvor kan det lille, glade væsen blive hidsig og ked over ærmer. Hvis det stod til Kurt, ville han helst bare gå i vest. Eller endnu bedre – bar overkrop.

Vi bruger bare lunkent vand og en klud, når vi skifter ham. Og tørrer ham godt i folderne med en tør stofble bagefter. Vådservietter bruger vi kun på farten (og der er de altså også smarte), og til både bad og pusling er det et minimum af produkter vi bruger til den lille fyr. Og har (7-9-13) undgået rød numse indtil nu.

 

Et babyprodukt jeg har fået anbefalet igen og igen, blandt andet af flere af jer, er Weledas Nappy Change Cream og den smører vi således hans mås med af og til og den fungerer aldeles glimrende. Kan godt lide tanken om at pleje og beskytte den sarte hud lidt ekstra. Især på dage hvor man når op på 10+ bleskift med tilhørende afvaskning. Har også hørt, at den skulle være så god, hvis først uheldet er ude og den røde numse melder sig, men det har jeg altså – heldigvis – stadig til gode at teste af.

Derudover kommer vi nogle dråber ren mandelolie (den samme Facial Oil fra Weleda, som jeg bruger i ansigtet) i hans bad, ligesom jeg også har brugt den i hans hovedbund, hvis han har haft lidt arp.

 

Engang imellem bruger vi lidt Calendula Shampoo & Body Wash (der i øvrigt er et af Weledas mest solgte produkter), når der har været remoulade helt om i nakken og der er brug for lidt ekstra grundig vask. Jeg bruger den i øvrigt også selv i badet. Der er intet i vejen for at dele produkter med sin baby og jeg er således også fortsat begejstret for Calendula Face Cream, som jeg også tippede om tilbage i oktober.

Den eneste creme, jeg bruger på Kurt for nu (udover mandelolien og den til numsen) er Weather Protection Cream, som han får på kinderne på kolde og blæsende dage, når vi skal ud i barnevogn eller vikle. Som mange andre af Weledas rige cremer indeholder den lanolin, som jeg synes er helt eminent til at styrke hudbarrieren. Tænker også, at den skal med os, når vi drager mod sne og bjerge til januar.

 

Julegavetips

Hvert år til jul de sidste mange år, har jeg ønsket mig Almond Sensitive Bodylotion, der er min absolutte yndling, når det kommer til naturlig hudpleje i den priskategori. Vitterligt sådan en god bodylotion til under 200 kr. og det er således også blevet en favorit at forære veninder m.m. En anden go-to gaveidé er Skin Food –  klassikeren over dem alle og den bedste creme til alt fra tørre hænder til vinterudfordrede kinder.

 

 

Naturlig OG bæredygtig

Vidste du i øvrigt, at Weleda ikke bare indeholder økologiske og 100% naturlige ingredienser, men også er blevet udnævnt som verdens mest bæredygtige virksomhed indenfor naturlig hudpleje af Beauty Shortlist i både 2018 og 2019? Udover at arbejde benhårdt på at skabe god, holistisk og naturlig skønhedspleje, så har Weleda nemlig også stort fokus på minimere påvirkningen af jorden omkring os gennem at arbejde for rimelige forhold, bæredygtige mål og ikke mindst fremme biodiversiteten i hele produktionskæden.

 

(Visited 5.100 times, 4 visits today)

Skriv en kommentar

13 Kommentarer

  1. Købte body lotionen sidst, og den har ikke skuffet, nu må jeg prøve Skin Food !
    Og Kurt i køkkenvasken come on❤️

    1. Dejligt at du kunne bruge tippet og håber du bliver lige så glad for Skin Food. Jaaaa, er det ikke sødt? <3 Klem og god jul E

  2. Åh, jeg bliver nød til at være en træls nu, men… Nappy cream indeholder både parfumestoffer, planteekstrakter som kan give allergi og miljøbelastende stoffer ifølge Kemiluppen. Jeg blev selv overrasket, da jeg undersøgte det, da jeg var blevet fortalt at produktet var “rent”. Det skal i hvert fald være med i ens overvejelser – især når man netop vælger weleda for at undgå unødige stoffer.
    God jul.

    1. Det er så fair Heidi og synes du er ‘træls’ på sådan en fin måde <3
      Personligt er jeg ikke 100% fan af Kemiluppen. Den kan (med streg under kan) være god som pejlemærke, men eftersom den ikke tager hensyn til bl.a. koncentration, så er den ikke helt fyldestgørende for mig. Anette fra Beauty Space har i sin tid lavet et langt (og godt!) skriv om hvorfor hun heller ikke er glad for Kemiluppen: https://beautyspace.dk/nej-taenk-jeg-ikke-enig/
      Når det er sagt, så indeholder Weleda netop planteekstrakter (det er det, der er hele grundlaget for deres ideologi og formler – planter kan en masse gode ting, også i skønhedspleje) og det er ikke forkert at sådanne kan være allergifremkaldende og det kan være fint at have en holdning til om man vil smøre sig selv og ikke mindst sine børn ind i dem. Dog skal man huske, at man kan være (eller blive) allergisk overfor snart sagt alting. Talte med en af ejerne hos Purely Professional (som laver meget allergivenlige ting) og hendes ene barn kunne ikke tåle når der var vand (!) i cremer. Personligt er jeg ikke så bange for det der er i kvalitetsprodukter som det (i mine øjne) er tilfældet her, men ja altid godt at sætte sig ind i sagerne og træffe et valg på baggrund deraf. Og så er det godt ikke at skabe en ‘cocktail-effekt’ af mange hudplejeprodukter, rengøringsmidler, vaskemidler osv. osv. med dumme ting i.
      Knus og god jul lige tilbage <3
      Emily

  3. Øeii Heidi – skarpt set med de unødige stoffer i Weleda!

    Herhjemme bruger vi Kraes babybad, Olivias Tryllestave til bleskift og Locobase, som fugt. De tre ting har helt klart min varmeste anbefaling.

  4. Det faktum at der er parfume i de produkter, var også det første der fangede min opmærksomhed. Så fair, at man som voksen har lyst til at bruge produkter med parfume, men jeg synes man skal være meget bevidst om hvor vidt man har lyst til at bade, vaske og indsmøre sin lille bebs i parfumerede produkter! Parfumestoffer – naturlige eller ej er virkelig ikke det bedste (og ej heller overhoved nødvendigt) for en sart babyhud. Jeg kan ikke lade være med at spekulere på om du ikke også selv Emily, havde valgt nogle andre produkter til Kurt, hvis ikke det var fordi du havde et samarbejde som du skulle promovere?

    1. Hej Rikke,
      Jeg er ikke så vanvittigt bekymret for parfume personligt og ej eller på Kurts vegne (til gengæld er jeg helt hys, når det kommer til hormonforstyrrende stoffer, men det er en anden historie). Forstå mig ret: Jeg ville ikke komme ham i en ble med syntetisk parfume dag ud og dag ind (som man gør det i mange lande i Sydeuropa), men når det drejer sig om en lillebitte smule naturlig duft i form af æterisk olie fra citron som i dette tilfælde, så er det ikke noget, jeg tænker mere over. Som skrevet bruger vi kun diverse babyprodukter af og til og som udgangspunkt består hans personlige pleje primært af vand.
      Jeg kunne aldrig finde på at skrive om noget, vi ikke bruger og holder af. Og på mit puslebord (eller Kurts er det jo ret beset), findes der Mommy & Me fra Rudolph Care, Olivy som vi bruger af og til, til bleskift, en babyolie fra Amazing Space og så Weledas babyserie. Bruger dem alle i flæng for at undgå overeksponering (overeksponering af snart sagt hvad som helst, kan også være en kilde til allergi). Og for alle gælder, at jeg bruger dem sparsomt :)
      Når alt det er sagt, så skal man som forældre selvfølgelig gøre det, man selv finder bedst og gerne ud fra et begrundet valg <3

      OG så sender jeg jeres parfumetanker videre til Weleda - kunne da være så spændende, hvis de ville overveje en helt duftfri babyserie til det danske marked! I Danmark er vi langt mere 'parfumekritiske' (synes det lyder bedre end parfumeforskrækkede), så kunne være lidt sejt, hvis sådan en efterspørgsel måske kunne sætte noget i gang :)
      Kram E

  5. Alle babymødre; gør mig (og jer selv + babyer!) én tjeneste: prøv Olivy! Renser, forebygger og afhjælper rød numse. Den kan bruges mod arp og tør vinterhud. Også mors hud og læber.
    Den består primært af olivenolie. Og den virker! Både på baby og mor.
    Vi bruger ikke andet herhjemme.

    1. Den bruger vi også. Primært til bleskift (tissebleer) og er så glade for den. Også en anbefaling herfra :) Klem E

  6. Har kun brugt Weleda til begge mine drenge og jeg har altid givet en tube Nappy Change creme i barselsgave. Så god!