Har villet udgive dette indlæg i 100 år (næsten), men på en eller anden måde lykkes det ikke. Nok mest fordi jeg gerne vil skrive noget bevinget, vakst og detaljeret om alle bøgerne og derfor allerede på forhånd kan se, at slaget er tabt, og at det ikke kommer til at ske med sparsom skrivetid/adgang til computeren.
Den kode har jeg altså stadig ikke knækket her i moderskabet. Sammenhængende tid ved tasterne. Men nu er Kutteren begyndt at sove lidt længere lure i løbet af dagen, så måske der snart bliver mere tid til og mulighed for at blogge. Det håber jeg. Det er stadig min favorithobby (med-et-indbygget-job-i, som Malk så fint synger det).
Men hvem ved, må hellere lade være med at stikke mig selv blår i øjnene eller love noget, jeg ikke kan holde. Men går den så går den og gør den ikke, så tager jeg den derfra.
Og så kan jeg jo i samme åndedrag sænke barren lidt. Og ‘bare’ anbefale jer 5 bøger jeg har læst for nyligt. Måske ikke helt så bevinget eller vakst, som jeg kunne ønske det. Og slet ikke så detaljeret. Men 5 anbefalinger trods alt. Bedre end ingenting ♥
For fem bøger er altså blevet læst, siden jeg sidst anbefalede og det er da også noget. Læser en lille (god)bid hver dag. Det er mit helle og der hvor jeg lige zoner lidt ud. Som regel inden sengetid, men af og til også i løbet af dagen. Bare en lille haps hist og her.
Mit barn af Cecilie Lind
Hvis man har fået et barn for nyligt er denne et must. Og således også en god barselsgave til læseheste. Og den er endda til at hakke sig igennem selv med et spædbarn. Man kan nappe en lille side eller to med lyrik om dagen. Jeg læste den umiddelbart efter Kurts fødsel og oplevede den største samhørighed med forfatteren. Og følte mig set og hørt midt i træthed og amning og store følelser. Både de ‘gode’ og de ‘grimme’.
“Et smukt og grumt digt om moderskabets mørke]… [Men også om solen og klarheden og håbet.”, står der bagpå. Og det er lige akkurat hvad Mit Barn er. Hele paletten af følelser og forandringer, der møder en som nybagt mor.
Hvor flodkrebsene synger af Delia Owen
“Årets store amerikanske roman”, blev den udråbt til sidste år og med rette. Fortællingen er lige så vild, smuk og dramatisk som bogens hovedperson, ‘marskpigen’ Kya. Det er historien om en hjerteskærende, ensom barndom. Og om kærlighed. Både til andre mennesker, men i særdeleshed til naturen. Og så gemmer der sig også en kringlet kriminalgåde i værket, som på fineste vis minder mig om alt fra Dræb ikke en sangfugl til Oplyst.
Det er så utroligt smukt og smerteligt på en og samme tid og jeg nød hvert eneste ord, efterhånden som jeg vendte siderne. Jeg læste den hurtigt og ønskede samtidig ikke at den skulle slutte. På alle måder bittersød, når det bittersøde er bedst.
En moderne familie af Helga Flatland
Jeg kendte ikke til Flatland inden og faldt over bogen på biblioteket grundet den smukke forside. Og hurra for det. Det her var sådan en spændende, tankevækkende roman om en (voksen) søskendeflok og deres forældre, der går fra hinanden godt oppe i årene, og hvordan det omstyrter hele familiestrukturen og -samværet. Spændende med al søskendedynamikken for undertegnede enebarn, men mindst lige så interessant (vil jeg tro), hvis man kan spejle sig i søskenderelationerne.
Fruen af Malene Lei Raben
En utroligt barsk, selvbiografisk fortælling om hvordan familierelationer også kan være. Jeg syntes, den var hård at læse, især nu hvor jeg selv lige har taget første spadestik ind i moderskabet. Hvor komplekst sådan et mor-/datterforhold kan blive. Bogen er så øm og rå og ærlig, at jeg af og til lige måtte lidt op efter luft. Lægge den fra mig, for siden at vende tilbage. Det er som at komme med lige ind i et terapiforløb og jeg forestiller mig også at den har været terapeutisk for Lei Raben at skrive. En historie der skulle ud.
Som en sidenote kan jeg personligt rigtigt godt lide at forfatteren også beskriver ‘mit Frederiksberg’, det Frederiksberg jeg også selv kan huske fra min barndom (omend hendes ligger længere tilbage i historien), hvor der også var råt, randområder og lidt mere diversitet. Inden alt blev helt ordentligt og pænt i ‘republikken’ ;)
De taknemmelige af Delphine de Vigan
Jeg er ikke helt sikker på om denne er for alle, men håber det lidt. For den gik lige i hjertet på mig og mindede mig i tifold om min mormor og hendes sidste tid på plejehjem. Ældre mennesker og tiden hvor helbred, humør, ordforråd, bevægelse eller vid langsomt går tilbage, er nok ikke det mest sexede emne, men de Vigan behandler det så kærligt og fint, at det bliver en yderst charmerende og endda appetitlig affære. På sin egen finurlige vis en virkeligt livsbekræftende og smuk lille bog.
Har I læst noget godt for nyligt? I må endelig tippe mig og de andre i kommentarfeltet. Synes det er så inspirerende at høre hvad I læser og kan lide.
