Ps. Det regner…

1200_640_1000

“PS. Det regner. Ja Ja. Men bor du i en syrisk flygtningelejr? Nej? Mon ikke det så går. Det er bare vand. Du tørrer.”

Sådan skrev en ven på Facebook i dag. Og jeg må give hende ret. Dermed ikke sagt, at man ikke kan eller må have problemer eller store bekymringer, bare fordi man ikke bor i en syrisk flygtningelejr eller noget andet og måske endnu mere forfærdeligt. Men vi skal lade være med at brokke os over småting, som alligevel ikke er til at ændre. Og af og til kigge på det hele i et lidt større perspektiv. Og måske endda lade os inspirere og løfte af netop den øvelse.

Det var sådan jeg fik det, da jeg hørte om Shahr fra en af mine gamle studiekammerater, der er producerassistent på den film som Shahr forhåbentlig skal lave om Afghanistan. Shahrbanoo Sadat er en 24-årig afghansk kvinde og filminstruktør der, som det er tilfældet for de fleste afghanere, har haft krigen og Taleban alt for tæt inde på livet. Næsten alle hendes hendes venner og familiemedlemmer er flygtet fra Afghanistan, fordi de ikke tror på landets fremtid. Men hun vil blive der for at lave film. Noget hun i øvrigt allerede har gjort før med stor succes. Hun vil ikke ende på et flygtningecenter et sted i Europa. Hun vil være med til at genfortælle sit folks historie til resten af verden. Og vise en anden side af Afghanistan end den vi ellers ser.

Jeg synes det er stærkt og beundringsværdigt og noget af al hendes determination og viljestyrke smittede af på mig. Og så kom jeg også til at tænke på, hvor utroligt godt og priviligeret jeg har det. Og blev ret taknemmelig. Og fik samtidig lyst til at dele lidt af Shahrs historie. En historie som hun selv har et brændende ønske om at realisere som en poetisk film. Hvis du har lyst til at hjælpe hende med det, så kan du være med til at crowd-funde filmen her. Jeg har lige doneret 20$.

Min studieveninde fortæller følgende om Shahr og situationen i Afghanistan:

“Hun er en stærk ung kvinde i et meget mandsdomineret og kvindeundertrykkende samfund. Som kvinde i Afghanistan kan du ikke gå på gaden eller i en butik uden at blive fulgt af en mand. Man kan ikke gå ud efter mørkets frembrud. Hun har et lille tag på det kompleks hun bor i, hvor hun cykler rundt på en lille cykel, når hun ikke kan holde ud at være spærret inde. For to år siden barberede hun al håret af som en manifestation af uretfærdigheden i at afghanske mænd har ret til at barbere håret af deres nye hustru, hvis det viser sig at hun ikke er jomfru på bryllupsnatten.”

Shahrbanoo-Sadat-Wolf-and-Sheep-2-1024x682

Uanset om man bliver inspireret af Shahrs styrke, forarget over at nogle mennesker bliver født til at leve så anderledes eller ligefrem får lyst til at være med til at gøre filmen til en realitet (læs mere og støt projektet her), så synes jeg det kan være meget sundt, at se verden gennem nogle helt andre øjne af og til. For nok regner det her, men vi er altså også ret heldige sådan helt generelt.

ENGLISH RECAP:  Be part of Afghan film history and support great talent. Help crowd fund feature film ‘Wolf and sheep’ here.

(Visited 696 times, 1 visits today)

Skriv en kommentar

11 Kommentarer

  1. Fantastisk indlæg! Du har jo ret! Jeg er en af dem der har haft lange dialoger med mig selv hele dagen om hvor træls den dumme regn nu var, men helt ærligt; det er jo pisse ligegyldigt! Og der findes tørt tøj, et varmt hjem og lækker te at nyde aftenen med, så mon ikke jeg klarer den ;)
    Tak for perspektiv!

    1. Selv tak og ja, man har jo selvklart lov at være ked eller træt alligevel en gang imellem, men det er nok meget sundt at vende bøtten lidt på hovedet og se det hele fra en anden vinkel :)

  2. Super godt indlæg, Emily! Jeg undrer mig også tit over hvor meget vi danskere brokker os. Over regn, kulde, for meget sol, for lidt sol, etc… Come on, der er vel mere vigtige ting i livet end at dit hår blev fladt af regnen på vej til job? Og du fryser, so what – tag mere tøj på. Der er mennesker der har det så meget værre end os – vi er pissepriviligerede og det skal vi nyde. Vi har det jo faktisk ret godt i lille DK.——–
    Vil rigtig gerne se filmen. Min bror har været udstationeret som soldat i Afghanistan og dengang blev jeg fascineret af et land jeg knapt nok kendte, men via bøger og film som “Drageløberen” (min yndlings) blev jeg klogere på landet og jeg fornemmede også at det område min bror var soldat i, havde meget at byde på, end bare krig. (Det var i den nordlige del, så der var forholdsvis roligt.) Men sikke en skæbne for et land, hvor det egentlig gik ok, indtil russerne kom i 1970’erne. Så trist.

    1. Ja, det er rigtigt, rigtigt trist. Og ja, det er nemlig et smukt land, med en fin historie, der fortjener taletid, så det ikke kun er krig og Taleban det hele. Så dejligt at filmen bliver en realitet, jeg glæder mig til at se den!

  3. Hej Emily

    Hvor har du bare ret, og din beskrivelse d.d. Giver stof til eftertanke. Vi er så heldige at være født her, hvor vi har alt. Dejligt du bringer det på banen. Stor tak

  4. Ja, det er sgu vigtigt at sætte tingene i perspektiv hver dag ellers forsætter vi bare som en nation af pyldrede, klynkende, selvfede og sarte hypokondere, som ikke tåler noget som helst og som vælter ved den mindste ujævnhed på vejen!! :-)
    Fra min tid i Botswana ved jeg også lidt om, hvor store udfordringer mennesker i andre kulturer har og jeg klynker aldrig mere!!!