Åh altså jeg har trukket den lidt i halen med at skrive dette indlæg. For selvfølgelig skal vi diskutere marts måneds bog, Hvor blev du af Bernadette, men jeg var for at sige det ærligt ikke rigtig fan og jeg kan egentlig bedst lide at tale pænt om ting.
Det er ligesom hele bloggens præmis. Hvis jeg holder af noget og kan anbefale det, så elsker jeg at dele det (med jer) og snakke om det og hvis noget ikke lever op til forventningerne, så lader jeg som regel bare være med at skrive om det.
Og Hvor blev du af Bernadette levede altså ikke rigtigt op til mine forventninger. Tvært imod og på trods af at den har fået så flotte anmeldelser og endda er anbefalet af en af mine personlige yndlingsforfattere, Jonathan Franzen, ligesom flere jeg kender har talt godt om den. Måske det også var derfor, jeg følte mig overbevist om, at den lige var noget for mig.
Jeg havde troet den var sjov, men jeg fandt personerne næsten pinagtigt irriterende. Lidt finurlig? Jo. Velskrevet? Bestemt! Begavet i sin fragmenterede form af fortælleteknikker, mails, noter m.m? Så absolut.
Men mest af alt bare irriterende. Den var nem at komme igennem, men jeg følte aldrig rigtigt, at den krøb ind under huden på mig, rørte noget i mig eller rev mig med.
Eller jo, den rørte noget i mig, for jeg blev godt knotten af karakterenes delvise apati og nederdrægtighed. Hvem lader stå til på den måde? Hvem er SÅ træt af andre mennekser, at de ender med at opføre sig så dårligt og mærkværdigt? Endda overfor deres eget barn, der bliver helt ulykkelig (og irriterende) af bekymring. Fordi deres hus/værk er blevet jævnet med jorden engang? Get over it Bernadette!
Og vigtigere: Hvem er den mand, der ser til i årevis, mens hans kone (og hjem) smuldrer for øjnene af ham. Er det ikke underligt med ét at gå fra at ignorere problemerne i 15-20 år til at ville tvangsindlægge hende?
Det bliver altså ikke morsomt for mig, fordi de også er vilde med The Beatles (dét er ellers en formildende omstændighed), går på strømpesokker på kontoret eller fordi deres hund hedder Icecream (hvilket ellers også er godt).
Jeg holder meget af mærkværdige og finurlige bøger. Jeg elsker John Irvings Hotel New Hampshire og Erlend Loes Doppler. For blot at nævne to bøger med spøjse personager og universer. Der er mange flere af den slags, som jeg er oprigtigt begejstret for. Men med denne her fik jeg bare et indtryk af, at det var underligt bare for at være underligt?
Av, hvor lyder jeg sur. Men jeg blev altså også lidt sur af at læse den.
Nu håber jeg virkelig, virkelig at I har haft en helt anden oplevelse (og ellers siger jeg undskyld for at have lokket jer til at læse den) og at I vil dele den med mig. Måske jeg har overset eller misforstået noget?
Og jeg glæder jeg mig under alle omstændigheder til at høre hvad I syntes om bogen? Tag gerne udgangspunkt i spørgsmålene nedenfor eller fortæl mig om noget andet I har gjort jer tanker om i forhold til historien, sproget, temaet eller lignende.
- Hvad kunne I godt lide? Jeg kunne rigtig godt lide beskrivelserne af dengang Bernadette var en vild, visionær og handlekraftig arkitekt. Jeg kunne levende se hendes hus og brillefabrikken for mig og syntes det lød som helt fantastiske steder og idéer. Bogens opbygning med Bee som jeg-fortæller, breve, mails og noter, var jeg også ret begejstret for og syntes det var en kvik og veleksekveret måde at bygge en bog op på.
- Hvad irriterede eller generede jer? Ja, det må jeg vist hellere lade være med at starte på en gang til. Men kort fortalt så irriterede ALLE bogens personer mig. Selv Bee.
- Hvordan havde I det med den fragmenterede form, hvor man gennem bl.a. mails og noter får mange af bogens personers ‘side af sagen’? Mens jeg var vild med formen og syntes det var sådan en vaks måde at bygge romanen op på, så muliggjorde det også at man fik indblik i hvor irriterende alle bogens personer var. Og hvor meget de kludrede rundt i deres liv og ikke ville hinanden det godt.
- Syntes I bogen var morsom og hvis ja, hvad var sjovest? Ja, her er mit svar jo desværre nej. Men jeg håber inderligt at I har en anden opfattelse og at det bare er mig, der ikke har nogen humor eller ikke har fanget hvad der var sjovt. Altså syntes, at der var sekvenser der var lidt fine og herlige af og til, men jeg grinte ikke på et eneste tidspunkt. Og det plejer jeg ellers at have mere end let ved.
Igen: Undskyld at jeg lyder så sur. Er normalt en meget ukræsen læser, der kan finde kvaliteter ved det meste, men var bare virkelig ikke fan ad denne her ;)
Jeg har ikke læst bogen, men Emily lad hellere være med at undskylde over din holdning til bogen. Det gør jo netop konceptet med din læseklub mere troværdigt. Du kan jo ikke på forhånd vide om det er en bog du kan lide eller ej. Så tak fordi at du er ærlig også når det er noget du ikke kan lide :-) Jeg forstår dit koncept på bloggen med “de lyserøde briller”, men for læseklubben er der nødt til at være andre principper – hvis det skal være troværdigt.
Så mange tak for din ærlighed! :-)
Selv tak og er enig med dig, det er bare lidt uvant for mig ;)
Klem Emily
Jeg er ganske talt uenig med dig; jeg synes, bogen var virkelig god og kunne rigtig godt lide de lidt aparte personbeskrivelser! Ja, deres forhold de tre indbyrdes er ganske rigtig meget mærkeligt, men det er helt bogen jo, jeg mener, moren har en kineser i den anden ende til at styre sit liv! Dog synes jeg afslutningen, hvor datteren finder sin mor i Alaska (mener jeg, det er? Læste den for et års tid siden) er meget rørende!
Det er jeg SÅ glad for at høre Ditte, det er jo netop det skægge ved bøger (og film osv. osv.) at man kan have helt forskellige opfattelser :)
Jeg er så enig!!! Og lettet over, at jeg ikke er den eneste, for der var godt nok mange, der skrev i kommentarerne, at de havde elsket den bog. Kunne ikke undgå at tænke, om det var mig, der ikke kunne se det fantastiske i den. Samtidig kan man jo også sige, at det er svært at komme efter en (i mine øjne) genial bog som Mig før dig.
Jeg kunne heller ikke undlade at tænke, at der var nogle huller i denne fortælling. Eksempelvis undrer det mig meget, at man finder en blok i morens kahyt, hvor man kan udlede, at hun har skrevet et brev til sin datter. Men brevet er jo skrevet færdigt på Antarktis, så hun har skrevet starten af brevet på krydstogtskibet, revet siderne af blokken, haft brevet på sig, da hun pludselig ænser en chance for at forlade skibet og skrevet brevet færdigt på Antarktis?
Derudover forstår jeg heller ikke, hvordan man kan komme fra Seattle til Antarktis med fly, uden at selveste FBI opsnapper det? I bogen står det jo endda beskrevet, at sikkerheden er skærpet efter 9/11, men det er først muligt at tracke hende, da det registreres, at hun har brugt sit dankort. Meget mystisk!
Jeg håber, at Ikke den slags pige er meget bedre! Fedt, at vi har samme “bog-smag”;-)
Hej Tina,
Sejt at du har opsnappet og undret dig over ‘hullerne’. Det havde jeg ikke selv tænkt over, men må give dig ret, det hænger ikke helt sammen. Jeg har en veninde, der også har læst bogen for nylig og som havde samme indtryk som os, så måske den er sådan en ‘enten-eller’ sag?
Kh.
Emily
Du er bestemt ikke alene om din holdning til bogen Emily. Jeg endte simpelthen med, ikke at læse den færdig. Den gav mig ligesom bare ikke noget og jeg sad flere gange med en følelse af at spilde tiden når jeg læste.. Men de slags bøger findes jo også, så pyt med det :-)
Haha… nej, jeg var altså også lige ved at lægge den fra mig, men det gik jo ikke rigtigt i forhold til læseklubben ;) Men ja, sådan er det nok bare en gang i mellem og den lader til at dele vandene, så der må være noget godt ved den… For nogen…
Jeg var helt vild med bogen , så er ikke enig med dig. Læste den lynhurtigt og grinede mange gange. Synes, den var velskrevet, skide sjov i opbygningen og slutningen var en interessant vinkel.
Hele moralen om at folk dømmer andre uden at kende deres historie eller person, synes jeg var godt beskrevet , og jeg sad tilbage med mange tanker om fordomme og måden at gøre familie på jo virkelig er individuelt og at vi skal acceptere andres valg.
Virkelig en god bog, der klart overraskede mig positivt :-)
Vh Katrine
Dejligt at høre Katrine og synes din betragtning ift. hvordan vi ser på andre mennesker (og deres valg) er rigtig, rigtig fin. Den tolkning kan jeg godt lide og det gør mig bestemt lidt mindre irriteret på bogen. Fedt at du havde en dejlig (og tilmed) sjov læseoplevelse, det var jo også det der var intentionen med valget af den bog, så er glad for at høre at det virkede for dig :)
Kh. Emily
Jeg synes blot, at det gør bogklubben mere troværdig, at du ikke hver gang er helt oppe i skyerne over den bog, der er blevet valgt. :)
1.
Jeg kunne rigtig godt lide bogens “lethed”. Selvom bogen jo kunne være skrevet om til en dybt deprimerende bog, er den skrevet med et konstant “glimt i øjet” – dog på en underspillet måde. Desuden kunne jeg rigtig godt lide beskrivelserne af personerne i bogen – f.eks. nogle af disse arketyper, som jeg synes findes i bogen.
2.
Det, der nok irriterede mig mest, var nok bogens usandsynlighed. Jeg blev lidt irriteret over, at jeg syntes, at det ikke er særligt sandsynligt, at Bernadette lige pludselig tager til Antarktis og ligesom får en helt usandsynligt stor åbenbaring. Og samtidig at de fleste til sidst i bogen vendte 180 grader som personer – som du også nævnte f.eks. faren.
3.
Her havde jeg det lidt ligesom dig, at jeg godt kunne lide den måde, bogen var bygget op på, og jeg var især imponeret over, at der var en let genkendelig rød tråd gennem de mange korrespondancer, da jeg i starten var bange for at miste overblikket.
4.
Jeg syntes, som du, ikke, at bogen var lårklaskende morsom, og jeg grinte heller ikke højt, men en gang i mellem lo jeg en smule i mig selv, og jeg synes, den var sjov på sin egen måde. :)
Hov, den blev vist lidt lang, den besked. :)
God aften!
Dejligt med lang besked :)
Lyder som om du har haft lidt samme oplevelse som jeg, men dog mere positiv. Dejligt! Kan godt lide (og nikke genkendende til) din betragtning omkring at den er skrevet med et konstant glimt i øjet, det er nemlig ret fint!
Jeg kan godt forstå, at det er svært, når du nu ikke kan lide bogen, men jeg må sige, at jeg er blevet ret hooked på det her læseklub, og jeg har glædet mig til diskutionen – ligegyldigt hvad jeg så måtte mene om bogen. Jeg var heldigvis ikke så negativ som dig, jeg synes der var flere gode elementer med, men slutningen føltes helt forkert for mig…
Hvad kunne jeg godt lide?
Jeg kunne rigtig godt lide opbygningen med de forskellige tekst-elementer og forfattere. Det minder mig lidt om JK Rowlings “The Casual Vacancy” hvor hvert nyt kapitel har sin egen forfatter. Jeg synes det er fedt, at man får historien fra flere sider, på den måde forstår man personernes interne magtspil og det sociale spændingsfelt mellem dem (der kom sociologen lige op i mig).
Jeg synes også teenage-pigen Bee var meget sjov og kæk. Gudskelov ;-)
Og så grinede jeg en hel del af hende den hysteriske nabo, Audrey. Jeg synes hun var en god karakter at have med. Hun er sådan lidt en karikering af de kvinder, der går alt for meget op i at tingene skal være på en bestemt måde, og det synes jeg er ret sjovt.
Hvad kunne jeg ikke lide?
Manden!! Aaaiii, en tøffelhelt :-(
Og så irriterede slutningen mig enormt meget. Der blev bogen simpelthen for urealistisk og der var for mange fejl med. Jeg kan se at en anden skriver, at det var rørende, men det kunne jeg slet ikke se…
Hvad synes jeg om opbygningen?
Ja, det kunne jeg godt lide :-)
Var den sjov?
Jo, jeg synes at starten gik rigtig godt. Der fik jeg mig et godt grin flere gange. Generelt følte jeg mig godt underholdt, men slutningen ødelagde desværre det hele for mig…
Først og fremmest: Hvor er det FEDT at høre Mette! Dejligt at du læser med og er hooked. Og der vil jo komme bøger hen ad vejen som jeg (eller I) ikke kan lide, så sådan er det bare. Det tager vi med :)
Dejligt med (sociologens) indspark omkring magtforhold mellem mennesker. Det er det der er fedt ved at dele oplevelsen med jer, for selvom jeg måske ikke var ovenud begejstret for denne måneds bog, så kan den lige pludselig åbne sig på en anden måde, når jeg læser om jeres tanker om den. Faktisk blev den lidt bedre efter jeg havde læst jeres kommentarer :)
Og ja, slutningen er for mærkelig. Forhastet og sådan lidt ‘nu skal vi lige have kabalen til at gå op’ ikke?
Dejligt at den fik dig til at grine. Det var bestemt også intentionen, selvom den ikke havde den effekt på mig…
1. Jeg kunne, som andre også nævner, godt lide den opbygning bogen har. Jeg synes det var lidt forvirrende i starten, at den bestod af beskeder fra så mange forskellige personer, men da jeg havde vænnet mig til, at det var sådan det var, så synes jeg faktisk det var rigtig fedt. Jeg kunne faktisk godt lide Bernadette. Jeg synes på en eller anden måde, at hun var ret befriende og anderledes.
2. Faren irriterede mig forfærdelig meget, jeg blev simpelt hen så sur på ham, fordi han ikke hverken kunne eller ville lytte til Bernadette, og endte med at ville have en tvangsindlagt. Og at han var utro med hans assistent.
3. Som allerede nævnt synes jeg opbygningen var rigtig fed og anderledes, men også lidt forvirrende i starten. Det var nok det jeg bedst kunne lide ved bogen.
4. Med hensyn til bogens humoristiske side, så synes jeg ikke den var særlig sjov. Der var nogle få steder, hvor jeg smilede lidt, men heller ikke mere end det.
Hej Camilla,
Dejligt at du endte med at være fan af opbygningen, selvom du fandt den forvirrende i starten. Det var virkelig også en af de ting ved bogen, som jeg godt kunne lide og som fungerede for mig. Og fedt at du kunne lide den skøre Bernadette :)
Helt enig mht faren, han irriterede også mig grænseløst!
Kh.
Emily
Ualmindelig dårlig litteratur, jeg gad ikke engang læse den helt færdig
Ih, æv at du har haft sådan en oplevelse, men forstår dig nu godt ;)
Jeg brugte rigtig lang tid på at “forstå” bogen og “forstå” det sjove og det lykkedes vist også kun delvist. Jeg synes bogen er helt absurd og kunne længe ikke finde ud af hvad jeg skulle mene. Med da jeg accepterede, at den var helt vildt mærkelig slappede jeg lidt mere af under læsningen – hvis det giver mening!
Jeg kunne gode lide opbygningen (kan godt forstå der står “hæsblæsende” på bagsiden) og mailkorrespondancerne, især dem fra Ollie-O til forældrene og dem fra Audrey. Det mindede mig om en sketch fra Selvsving eller I hegnet på P1 hvor en mor altid blander sig i alt fra kageordninger til opdragelsen af andres børn. Det er den virkelighed Bernadette flygter fra. Og det kan jeg egentlig godt forstå…
Til gengæld havde jeg ikke behøvet at læse ret meget af bogen efter hun forsvinder.
Men tak for at få mig til at læse noget jeg normalt selv ikke havde valgt :-) Det er også meget fint at prøve!
Dejligt at du kunne omfavne bogens præmis og være i det. Det havde jeg selv lidt svært ved. Og ja, den stikker helt af efter hun forsvinder, der bliver det alt for underligt og usammenhængende.
Er glad for at høre at du syntes det var skægt at prøve at læse noget andet. Det er helt sikkert sundt og en god udfordring af og til :)
Jeg må også erklære mig uenig med dig søde Emily, jeg fandt bogen utrolig morsom og hyggelig :)
1. Jeg kunne rigtig godt lide personskildringerne, jeg elsker skæve personligheder – og det må man sige der er hér!
2. Bernadettes mand irriterede mig en smule, at han bare sådan lod stå til og så pludselig ville have sin kone indlagt på den måde – meget mystisk.
3. Jeg var VILD med den fragmenterede fortælleform, synes det passede perfekt til bogens idé og historie. Det var et friskt pust for mig ovenpå de mange tunge romaner, jeg har læst for nyligt.
4. Det er klart den sjoveste bog jeg har læst siden ‘Den hundrede årige’. Jeg grinte højlydt flere gange, og synes specielt godt om bogens ‘sorte humor’, det var lige i skabet.
Først vil jeg gerne sige at denne læseklub er en kanon ide ;)
Jeg har glædet mig til at være med og har netop læst to af bøgerne.
Jeg havde en lidt anden oplevelse af bogen end dig, men det er jo noget af det gode ved en læseklub :D
1. Jeg kunne godt lide skildringen af karakterene. De er alle skæve og finurlige på hver deres måde. Især finder jeg Bernadette og Audrey sjovt skildret. Dette finder jeg morsomt frem for irriterende :)
2. Slutningen var ikke lige mig. Det var lidt som om alt det dysfunktionelle gennem bogen hurtigt skulle lappes sammen. Bernadette begyndte på et storslået projekt igen og hendes forhold til manden blev “lappet”.
3. Opbygningen med breve, noter og mails var super god. Det er en god form som gjorde det nemt at følge med i de forskellige karakterers tanker og følelser.
4. Dette var ikke en bog hvor jeg jævnligt sad og klukkede. Men jeg fandt det morsomt med de skæve karakterer og deres skøre handlinger.
Det sjoveste var Bernadettes modstand mod bananfluerne, helst specifikt fandt jeg beskrivelsen af det kæmpe skilt mod bananfluerne sjovt.
Rigtig god onsdag – jeg glæder mig til næste bog.
Hej Emily
Jeg har læst samtlige bogklub-bøger, men det er nu første gang, jeg kommenterer på indlægget.
Det er helt ok, at du er ærlig omkring din mening om bøgerne, – det virker mere troværdigt, og nogle gange lever bøger bare ikke op til ens forventninger.
Jeg var dog glad for denne, og morede mig meget, da jeg læste den, men jeg havde heller ikke nogle forventninger til bøgen, da jeg gik i gang med den :-) Jeg kan godt lide, at den var uforudsigelig.
1. og 3. :-) Jeg kunne rigtig godt lide måden den er skrevet på. Det virker super godt, at det skifter, så man også kan følge med i, hvad de andre personer tænker.
2. Der var flere ting, som var temmelige urealistiske såsom det, at hovedpersonen (der er frygtelig bange for det meste) pludselig begiver sig ud på cruise.
4. Ja, jeg synes, den var morsom. Det var sjovt at læse om en person, der gjorde, som hun lystede. Skiltet i baghaven og at hun omtalte de andre som “bananfluer”.
Tak for hyggelig blog, – har læst med siden min søn blev født for 4 år siden, – og det er lidt en daglig julekalender for mig :-)
Dejlig dag til dig.
Kh Liv
Jeg har netop vendt sidste side i bogen – og jeg kunne faktisk rigtig godt lide den! De første mange gange, jeg læste i den (læser næsten kun lige før jeg skal sove), lukkede jeg bogen med lidt af en WTF-følelse. Jeg havde simpelthen ingen anelse om, hvad der foregik, fordi bogen er så finurlig. Det synes jeg egentlig var meget sjovt :)
Jeg var vild med fortællestilen og at det hele blev splittet op mellem mails, sedler og Bee som fortæller. Det gjorde bogen dejligt letlæselig også når man ligger med søvn i øjnene. Jeg havde egentlig ikke samme følelse af, at alle personerne var irriterende, som du havde. Det synes jeg har været langt værre i andre bøger, jeg har læst (fx 50 shades!!). Men jeg ved, hvor ødelæggende det kan være for læseoplevelse. Man kan nærmest ikke abstrahere fra det.
Da jeg åbnede bogen havde jeg slet ingen anelse om, hvad historien handlede om og jeg havde derfor heller ingen forventninger til den. Men alt i alt har det været en rigtig, rigtig god og fin læseoplevelse for mig :) Jeg grinede ikke højlydt hele vejen igennem (det gør jeg sjældent), men der var flere pudsige episoder, som klart fik mig til at trække på smilebåndet.
Hej Emily
Denne bog var min udvalgte sommerferielæsning sidste år. Jeg havde hørt, at den skulle være hylende morsom. Så jeg følte mig snydt. Og jeg er glad for, at det ikke kun er mig, der ikke sådan helt kunne se det fantastiske i den. Jeg synes den er wannabe finurlig. Eller forloren sjov. Som om forfatteren efterligner en andens måde at være sjov og finurlig på. Det var bare lige det, jeg kunne huske.
Tak for en hyggelig blog.
Kh Rikke
Jeg var vild med den og blev næsten helt ked af at læse de ting, du skriver om den – men selvfølgelig skal du være ærlig. Den var så dejligt anderledes, og universet var fantastisk bygget op – jeg mener hvordan opfinder man lige en person som Bernadette? Og hvis har været pårørende til psykisk sygdom, så er det faktisk ofte sådan et forfald, man står overfor. Og her var det portrætteret på en skør og finurlig og næsten eventyrlig måde. Det kunne jeg rigtig godt lide. Ej men jeg var vild med bogen.
Hej Emily,
Først og fremmest: jeg synes rigtig godt om bogen.
Jeg havde forestillet mig, at det var en slags “mor chick-lit”, sådan lidt tam og kedelig – nok mest fordi det var en bestseller, og jeg normalt ikke har så meget tiltro til den slags bøger – men jeg var rigtig positivt overrasket over tonen, nok mest Bernadettes, jeg synes nemlig hun var helt vildt sjov og grinte højlydt flere steder. Dog læste jeg bogen på engelsk, og jeg kunne godt forestille mig, at noget at humoren ville gå tabt i oversættelsen. Men jeg har ikke læst noget af den på dansk, så det skal jeg ikke gøre mig klog på.
Jeg er ret vild med brevromaner og synes, at forfatteren udnyttede formatet enormt godt til at vise, hvordan ting kan misforstås, hvis de tages ud af kontekst. Og jeg er på ingen måde selv en kunstner, men jeg kunne sagtens sætte mig ind i Bernadettes depression (hvis de var det det var) ved ikke at kreere og se, hvordan hun kunne ende med at blive, som hun blev. For hun var jo ikke led og forfærdelig mod alle, hun havde f.eks. masser af omsorg at give til Kennedy, selvom hun var møgirriterende og nok ikke den første, jeg havde udvist sympati mod – men det var jo, fordi Bernadette elskede Bee så meget, at hun ikke kunne lade være med også at være kærlig over for hendes veninde.
Selv havde jeg nok heller ikke haft meget overskud til at tolerere Audrey – hold op hvor var hun en pres type – men jeg synes også hendes tirader til Soo-Lin var virkelig sjove. Og så var det dejligt at se, at hun ikke var helt så skrækkelig i sidste ende alligevel.
Elgie var jeg til gengæld ikke forfærdelig imponeret over. Jeg kunne godt se, at han elskede både Bernadette og Bee, men jeg synes, at der var mange eksempler på, at han bare slet ikke forstod Bee – som da han ikke kunne finde ud af at kommunikere bedre til hende, om hvad der var sket, da hendes mor forsvandt. Han fattede det bare ikke. Og det med Soo-Lin gjorde mig så frustreret. Hvor svag kan man være? Så sig dog fra, mand!
Men overordnet set var stilen og tonen lige mig, og jeg kunne godt lide at Bernadette var lidt småskør, hun minder mig lidt om mig, når jeg er hangry eller får road-rage. Det er vist ikke helt godt, men her minder bogen en om, at al den energi bare skal vendes til noget positivt og produktivt, så skal det hele nok blive godt igen.
Sjovt at folk kan have det så forskelligt med en bog, men det er også det der gør bogklubber så interessante. Glæder mig til flere gode bogdiskussioner.
Hilsen Kirsteen
Hej! Et kort spørgsmål – den tote bag som bogen ligger på, den er fra Ganni ikke sandt? Jeg har ledt og ledt efter den, men jeg kan ikke finde ud af præcis hvad stylen hedder. Kan du hjælpe mig? Den er så sommerfin.
Det er forresten første gang, at jeg kommenterer her, men hold **** hvor er du sej og dygtig.
Bedste hilsner
Tusinde tak Agnes :)
Jo, den er nemlig fra Ganni, men er et (par?) år gammel. Jeg ved desværre ikke hvad den hedder, men måske du kan skrive til Ganni og høre ad, send evt. billedet med. Håber du finder den, er så glad for min, den perfekte, glade strandtaske!
Klem
Emmily