Jeg er ret glad for at give mit daglige postevand delikat smag ved at tilsætte frugt, grønt og krydderurter. På den måde synes jeg, det går nemmere at få drukket nok og så skal det heller ikke være nogen hemmelighed, at jeg godt kan lide, at det ser pænt ud samtidig.
Så jeg blev meget begejstret, da jeg så Eva Solos nye MyFlavour karafler, der er lavet lige akkurat til det formål: At give drikkevandet fin smag og samtidig holde styr på og vise de pågældende smagsgivere frem, takket være spyddet, der går ned igennem karaflen.
Se hvad jeg foretrækker som smagsgivere og hvad karaflen også kan bruges til nedenfor :)
Vind en MyFlavour karaffel
Jeg har fået lov at sætte en MyFlavour karaffel på højkant til hele 3 heldige læsere. Alt I skal gøre for at være med i lodtrækningen, er at lægge en kommentar til dette indlæg inden på fredag d. 8. april kl. 16.
Vinderne får direkte besked pr. mail.
PINK DREAM
Hindbær, brombær, rødbede og vandmelon er alletiders kombination, der ikke bare smager lækkert, men takket være rødbeden og bærrene også får den fineste rosa farve.
Lad gerne vandet stå at trække et par timer i køleskabet eller natten over, inden det drikkes.
AQUA EXOTICA
Denne mere eksotiske variant er min alleryndlings for tiden. Måske fordi den minder mig lidt om Bali. Ananas, kokos, lime, mynte og kiwi. Så godt og forfriskende.
Man kan i øvrigt sagtens fylde nyt vand på og lade det trække igen et par gange, uden at behøve at skifte smagsgiverne.
En anden favoritvariant er pink grape, mynte og ingefær.
Sien sørger for at der ikke kommer løsdele ned i glasset og så er karaflerne drypfri.
Hvis man er fræk, kan man også bruge karaflen til mikse drinks i og således sætte mynte og lime på spyddet til mojitoen eller som her lade gin og tonic trække med agurk, brombær og citron for en ekstra raffineret gin & tonic.
Og så er det også en praktisk måde at have drinks med to go hvad end de skal med i parken eller på altanen, nu hvor vejret (forhåbentlig) snart bliver til den slags :)