Et grønnere kafferitual og 5 andre gode, små, grønne vaner

Sorterer I affald og genanvender I, hvor det er muligt?

For omtrent fem års tid siden var det – for nu at være helt ærlig – ikke noget jeg skænkede en tanke. Altså jeg gik ned med min pant, kom glas i glascontaineren og pap, aviser og blade kom som regel også i den rette container. Når ellers jeg lige gad. Til gengæld smed jeg gladeligt alt andet ud. Også både tøj og mad, der umiddelbart ingenting fejlede. Det var slet og ret ikke en del af mit bevidsthedsapparat, at der var noget som helst i vejen med det.

Men så blev jeg ældre og klogere ;) Ja, ja det er nemt at være både bagklog og frelst. Jeg vil prøve at lade være med at være nogle af delene, for jeg er bestemt ingen helgen. Til gengæld, er jeg blevet mere og mere bevidst om at genanvende, hvor det er muligt og finde alternativer, hvor det ikke er.

For det føles helt sindssygt at vi herhjemme i en husholdning på to og en halv person, snildt kan fylde en affaldspose om dagen (med mindre vi altså tænker os om og aktivt vælger nogle andre løsninger), med ting der blot skal brændes af i stedet for at de kan få nyt liv eller på en eller anden måde indgå i en kredsløb.

I anledning af at Nespresso (og jeg) sætter fokus på og opfordrer til, at man gør genanvendelse til en del af sit kafferitual, har jeg samlet en liste med 6 punkter, hvor du kan udfordre dig selv til at blive flinkere til at genanvende og tænke cirkulært.

Det fede er nemlig, at det smitter. Forstået på den måde, at når først man begynder at fokusere på og genanvende i ét hjørne, så bliver man pludselig også opmærksom på mulighederne for samme i et andet.

6 små, grønne hverdagsudfordringer

Genanvend dine kaffekapsler
Aluminium er 100% genanvendeligt. Og kan genanvendes i en uendelighed, uden at miste sin kvalitet. Til gengæld er det en knap ressource. Derfor er det synd og skam at smide aluminium ud. Det gælder i øvrigt også sølvpapir (men lad være med at bruge det om muligt) og bunden fra fyrfadslys (sorter dem som metal og kom dem i containeren hertil – og gerne sammen med låg i metal, kapsler m.m.). Man har længe kunne aflevere sine brugte Nespresso-kapsler til genanvendelse i forretningerne (husk at bede om en returpose, når du handler der) og man kan også sende sine kapsler retur med DAO. Gratis. Det er blot at bestille en returpose med, når du alligevel bestiller kaffe. Og så ellers huske at komme de brugte kapsler i den og sende den tilbage, når den er fuld. Nespresso genanvender så aluminiumet og selve kaffegrumset bliver brugt til kompost m.m., så ingenting går til spilde.

Jeg har mine brugte kaffekapsler i en fiks beholder særligt dertil, find den her, og hælder dem så i en genanvendelsespose og sender dem, når beholderen er fuld. Men man kan også blot hælde dem direkte i posen og samle til bunke, have en lille spand eller bøtte. Hvad end der kan fungere i hverdagen og med den plads man har til rådighed.

Men slet og ret gøre det, at genanvende til en del af ens kafferitual.

Læs mere om genanvendelsesordningen her.

Intet eller mindre engangsmateriale
Engangskarklude fulde af mikroplastik og blegede servietter/køkkenrulle/vatrondeller/emballage/takeawaybakker/engangsbestik/fyld selv på listen. Når man tænker over det, er det helt vildt, hvad man kan akkumulere i løbet af en dag. Og selvom det kan være svært helt at undvære (jeg kigger især på dig vatrondel), så kan man i alle tilfælde minimere. Sig nej tak til engangsbestik, når du køber mad ude. Brug karklude og viskestykker, der kan vaskes. Og brug i øvrigt netop det sæt til at tørre op, fremfor køkkenrulle, når det er muligt. Lad en frottevaskeklud aflaste for nogle af vatrondellerne. Og brug porcelæn og glas og rigtigt bestik, når du holder selskaber eller tager på picnic.

Og prøv endelig også at skære ned på emballagen, hvor det er muligt. Der er eksempelvis ingen grund til at komme bananer/avocadoer/tomater/osv. i en lille pose i grøntafdelingen. De kan godt både vejes og betales uden at komme i plasticfrakke.

Husk indkøbsnettet
En anden ting der virkelig er tumpet, er at bruge 3-5 kroner på en plasticpose eller to, når man handler. Desværre er vi herhjemme usandsynligt ringe til at huske vores indkøbsnet og stofposer, der kan bruges igen og igen, så nu overvejer vi at indføre en bødekasse.

Forstå mig ret, jeg holder af at bruge penge på ordentlige ting, lækker kvalitet eller noget jeg ønsker mig. Men en samling plasticposer under vasken opfylder ingen (absolut ingen!) af de krav. I stedet ligger de og håner mig, og minder mig om hvor dumt det, er at jeg spilder mine penge på noget, der på ingen måde bringer mig glæde og samtidig er dårligt i et bæredygtighedsperspektiv.

Er du faldet i eller har glemt stoffnettet og har du købt en pose, så sørg i det mindste for at bruge den igen. Som skraldepose eller som indkøbspose.

Ingen engangs-to go kaffekopper

Jeg ved godt, at denne skal i en parantes i disse Corona-tider. Men på et tidspunkt bliver det forhåbentligt muligt igen. Altså at have sin egen kop med, når man køber to go kaffe. Og indtil da, så ER det jo også en mulighed, at have egen (Nespresso)kaffe med hjemmefra i en genanvendelig kop ;)

Drikker du en to go-kaffe om dagen? To måske endda? Det er hurtigt at regne ud, at det er afsindigt mange papkrus og plasticlåg akkumuleret over et år (og et ret stygt regnskab hvis det er over flere år). Der er masser af gode termokrus og kaffekopper derude, som kan bruges igen og igen og som du kan have med, når du køber to-go kaffe. Der er bl.a. Nespresso Travel Mug (fås i forskellige størrelser). Et syltetøjsglas med låg, kan også gøre jobbet. Og husk også at få kaffen i en almindelig kop, hvis du køber kaffe ude og alligevel sidder på stedet og drikker den.

Eller endnu nemmere og billigere, lav kaffen selv hjemmefra ;)

Er ingen to-go-kaffe overhovedet for svært, så er færre også et godt sted at starte :)

Intet flaskevand
Det er samme sang som med to go kopperne, bortset fra at det nærmest bliver endnu mere gakket/sørgeligt her. For vi har det dejligste, reneste vand i hanerne her i Danmark. Det giver absolut ingen mening at betale mellem 10-20 kr. for noget, der koster ganske få ører, når man tapper det fra hanen. Det er både en rigtig dum måde at bruge sine penge på, og dumt at købe vand på en plasticflaske, der er kedelig for miljøet og som tilmed er blevet transporteret langt, hvilket er mindst lige så kedeligt for miljøet. Drik (og servér) vand af kander og glas og tag en flaske med, når du tager til træning/på arbejde/i skole eller generelt skal være ude i længere tid. Og med flaske mener jeg selvfølgelig genanvendelig drikkedunk.

Lad være med at smide mad ud
Har du lugtet til din mælk i dag? Langt de fleste af os, kigger på datoen, når vi skal tage stilling til om vores mad er for gammel. Men hvad gjorde de egentlig i før i tiden? Inden datomærkningen? De kiggede på maden, lugtede til den og smagte måske lidt på den.

Og husk lige det hedder ‘mindst holdbar til’, ikke ‘bør smides ud så snart denne dato er overskredet’. Nogle progressive producenter er også begyndt at skrive ‘Ofte god efter’ og det er sådan et fint initiativ.

Rigtig mange ting holder sig nemlig fint til langt efter den dato, der står på det. Og en brun plet på et æble (skær det væk og spis resten, eller kog det med i havregrøden i små tern) eller et enkelt muggent hindbær i bakken (smid det brodne kar ud og nyd resten) er altså ikke noget at være bekymret over. Med kød og fisk skal man være mere påpasselig, så kan du se, at du ikke når, at få det spist, så frys det. Har man en rest tilberedt steg eller kød, så skær det i tern og frys det. Når der er kødrester nok, er der til en rar omgang biksemad. Brune bananer er super søde og gode i smoothies, så har du overmodne bananer, så frys dem (skær dem i skiver først, det bliver din blender glad for) eller brug dem i pandekager eller banana bread,

Det samme gælder for det meste andet frugt og grønt. Begynder grøntsagerne at synge på sidste vers, så hak dem og kom dem i en sammenkogt ret, eller frys dem. Så har du nemme, hurtige grøntsager til en travl dag. Moden frugt der ikke kan holde længere kan koges til syltetøj, grød eller kompot. Eller bruges i kager. Eller skæres i stykker og fryses, så man har til smoothies eller nogle af førnævnte. Kagerester kan på samme måde gemmes i fryseren og så kan man samle til bunke til at kunne lave romkugler eller træstammer. Osv. osv. osv.

Vær kreativ og find på nye måder at bruge AL din mad på :) Når du smider mad ud, smider du ikke bare dine egne penge ud, du smider også en vare ud, som det har krævet masser at ressourcer at bringe til verden.

Og forsøg selvfølgelig også at planlægge dine indkøb, tømme ud og spise op i skabe og fryser og i det hele taget lade være med at købe mere, end du egentlig får spist.

Lidt for lidt eller lidt for meget?
Gør du allerede altsammen? Og lidt til måske? Eller lyder det som en stor mundfuld og dødbesværligt?

Hvis det sidste er tilfældet, så vælg en enkelt af udfordringerne. Og gør den så godt du kan. Det er helt fint. Hellere have succes med en af dem, end at blive overvældet og droppe det helt :)

(Visited 1.716 times, 1 visits today)

Skriv en kommentar

10 Kommentarer

  1. Jeg glæder mig, til der kommer et bæredygtigt alternativ til hundeposer, som også er brugbart i praksis (skovl og spand er ligesom ikke så velegnet til gåture…). Det er klart der, jeg har mit største daglige plasticforbrug.

    1. Hørt! Det har jeg også tænkt meget over. Der findes biohundeposer, men det er jo stadig et engangsforbrug. Omend måske lidt bedre end de gammeldags i plastik… Klem

  2. En opvredet vaskeklud i en skål på bordet eller i en pose på turen sparer også junior for meget kemi og forældrene for vådservietter og affald 😉 et ægte kinderæg!

    1. Godt råd! Og fint at huske på, at tidligere generationer af børnefamilier klarede sig helt uden storforbrug af vådservietter, hehe… Knus

  3. Jeg bor i Schweiz og her skal man betale dyre penge for sine affaldsposer. Det er derfor naturligt at sortere affald. I zürich er man faktisk saa god til at sortere affald, at de har saenket prisen paa affaldsposer for at faa lidt mere affald til forbraendng. Men vi sortere nu stadig naermest alt…!

  4. Et lille ekstra bæredygtigt tip, som jeg har lært af min mor, som har lært det af min mormor ♥️ – man kan bruge plastposerne fra toiletpapirs- og køkkenruller til ens lille skraldespand på badeværelset. Man skal bare sørge for at åbne poserne øverst i den ene ende. Jeg har selv den mindste toiletspand fra Vipp, og der passer disse poser som fod i hose 😉 Skønt 🌿♻️