Wow, tak for jeres kommentarer, mails og beskeder i forbindelse med mit indlæg i går. Det gør det så trygt og meningsfyldt at dele, også når det er svært. Jeg var ellers så bange for at lyde forkælet, men følte mig i stedet hørt og set og slet ikke så alene som før. Tårerne vældede op. På den gode, forløsende måde. Tak for jer og så mange kram og tanker til jer, der også er overvældede eller kede og trætte ovre i (mor)livet.
Først og fremmest, alt ser lidt lysere ud i dag efter et rart, lille pusterum i går aftes med mine veninder og måske også efter at have delt her, at jeg synes det hele er lidt svært for tiden.
Dernæst: Den vuggestue Kurt går i er efter min bedste overbevisning og mavefornemmelse et rigtigt godt sted. Jeg har jo efterhånden været der en hel del i forbindelse med indkøringen og jeg er SÅ positivt overrasket over hvor roligt og hyggeligt der er. Overskud og tid og både søde børn og voksne. Det gælder både Kurts stue, men også selve institutionen. Jeg kender jo Kurt ret godt og jeg kan virkelig se ham have det sjovt dér. Altså virkelig.
Går det slet ikke, må vi jo sadle om og se om der er en anden mulighed. Men som udgangspunkt tror jeg på, det er en rigtig god løsning for Kurt og for os som familie. Og derfor giver vi det også en chance og tager indkøringen i samråd med pædagogerne og i et tempo der passer til en lille mand, der lige er flyttet fra alt han kender, noget der nok har været mere voldsomt for ham, end hans mor lige troede ♥
Jeg skal bare også lige selv omstille mig på hele situationen, at jeg ikke lige kan/skal alt det nu, jeg havde troet og kalkuleret med. Massere lidt på det hele og finde en måde vi kan være i det på nu og her, så alle i familien trives bedst muligt. Så den dårlige samvittighed ikke æder mig op, så der er tid og plads til en lille fyr, der lige skal fordøje alle forandringerne og så der også er små øer af (egen)omsorg til mig, så jeg ikke skal hælde fra en tom kop. Måske det kan være en ny, lille serie af indlæg. Altså hvordan man får det gjort. På en realistisk måde. Hvis jeg lykkes med det selvfølgelig, hehe.
Og så vil jeg virkelig også prøve at nyde og værdsætte, at jeg ‘får’ lidt ekstra tid med min bedste, lille ven. Og at mit arbejde trods alt kan eksekveres på alle skæve tider af døgnet. Det er guld værd lige nu. I går var vi på strandlegeplads og købte bagefter fiskedeller på havnen, efter vi havde været lidt i vuggestuen. Og det var noget så hyggeligt og helt sikkert noget, jeg vil mindes med glæde, når han en dag, lige om lidt, er teenager og kun vil spise håndroulader sammen med vennerne.