Lidt ramt

I dag har jeg sådan en dag, hvor jeg godt gad gå op at gemme mig på hemsen med en pose Holiday-chips. Og se tre afsnit af The Bold Type. Eller græde lidt ned i en pude. Føler jeg kører på pumperne og flytterier, godt med opgaver ovre på jobbet og ikke mindst en vuggestueindkøring der overhovedet ikke kører, er ved at sætte sine spor. Ja, ja måske det endda også er den tid på måneden, men det skal det jo også være en gang imellem og ekstra følsom eller ej, så er jeg nok bare lidt… overvældet?

For det er i den grad mom guilt, der tynger. Noget jeg ellers syntes, jeg havde fundet min vej i, men når man er lige dele splittet over barn, der er ked af at være i vuggestue og man omvendt ikke helt kan magte at hjemmepasse på fjerde uge oveni alle andre forpligtelser, syttenhundrede ubesvarede mails  (og tårnet af flyttekasser der nidstirrer mig), så føles det hele altså lidt tungt.

Jeg havde  været forudseende (troede jeg) og skubbet det meste, der skulle afvikles, her til slutningen af måneden, hvor jeg troede alt ville være nogenlunde ok og på plads. Så meget på plads, som det nu kan være midt i en flytning. Men havde, måske naivt, forestillet mig at Kurt ville være i vuggestue en håndfuld timer hver dag på nuværende tidspunkt. Han har endnu max været der i halvanden time solo og i denne uge prøver vi noget nyt (på pædagogernes opfordring, da det gik helt i hårdknude sidste uge), hvor han kun er der ultrakort hver dag, for at vende billedet, men det betyder til gengæld rigtigt lange dage her i min ‘dagpleje’. Og så skal alt det, jeg selv skal nå (altså arbejde) fikses under middagslur og når han sover om aftenen. Og jo, jeg er helt med på, at det også er et privilegium, at kunne gøre det sådan. Fordi jeg er selvstændig. Men det er også et tveægget sværd.

Vi kører således i en slags skifteholdsordning herhjemme og ærligt, så synes jeg bare det er pissehårdt. For humøret, for moderskabet, for parforholdet. Og for søvnen.

Og jeg ved, at I (og vi) er så mange, der dagligt bakser med det samme og/eller gorde det under begge nedlukninger. Kudos til jer, mamas & papas ♥

Det blev et rigtigt brokkeindlæg, men I plejer at være søde til også at rumme det sure og det kan også være fint lige at ventilere. Synes jeg.

Og sige, at man godt kan være ked og synes det hele er lidt til den svære side en gang imellem, måske endda lidt ensomme (den følelse har jeg ikke helt prøvet før, tror jeg, men jeg har været så meget alene, jvf. ovennævnte skifteholdsordning), selvom man er forelsket i sit nye hus. Og i sin mand og sit barn.

Og egentlig godt ved, hvor pisseheldig man er.

I aften skal jeg ud at spise med mine savnede veninder. Og i morgen er der en ny dag.

This too shall pass, men for i dag er jeg lidt mør i det og flosset i kanterne. Kram til dig, hvis du også er ♥

 

(Visited 8.405 times, 3 visits today)

Skriv en kommentar

26 Kommentarer

  1. Kæmpe kram til dig og familien❤️❤️❤️ Det er så hårdt, når indkøringen driller og alt det praktiske vælter ind over én. Vi skal det samme til efteråret (flytning + skift af institution) – bare med børnehavebarn. Håber sådan, at det lykkes uden alt for mange tårer🙏🏻

    Kram Louise💕

  2. Jeg er gravid med nr.2 og der er bare intet overskud. Har grædt hver dag i 4 dage over hvor udmattet jeg føler mig.
    Og har nok faktisk følt mig presset i et par måneder.
    Heldigvis er arbejdet meget snart rundet af, men hold op hvor er slutspurten hård!
    Og tingene lysner.
    Tak for noget at spejle mig i.

  3. Søde Emily🌸 det er da helt naturligt og det er jo en krise at flytte selvom det er det man ønsker… og med Kurt der starter i vuggestue og alt det nye! Du reagere så menneskeligt ❤️❤️❤️

  4. Så fint, at du deler de mindre dejlige ting også ❤️ Man skal ikke undskylde for sine følelser – det er helt ok ikke at være ok. Kender også alt til mor guilt, parholdsguilt, osv, osv… for nøj, hvor skal man dog præstere og være meget som mor/kvinde..

  5. ♥️♥️♥️ Til dig – det er så hårdt! Ramte mig lidt at læse, da jeg står i samme situation dog med et lidt andet twist og en meget dårlig oplevelse v en dagpleje i efteråret, indkøring nyt sted som aldrig endte godt.. tilbage fra barsel på fuldtid og lille musen hjemme siden oktober – det er møg hårdt og den samvittighed altså 😔 Og ja ensomheden med skiftehold… den følger med.. Vi er også lige flyttet i hus for 14 dage siden og venter nu på at få vuggestueplads. Det hele bliver bedre, det hele bliver godt igen. Men man må godt lade sig vælte ind i mellem og lade tårerne trille ♥️♥️♥️ De bedste tanker og krydsede fingre jeres vej for at Kurt finder glæde og tryghed i vuggestuen snart. Kh

  6. Kære Emily
    Befriende at du også skriver og deler de følelser som følger med et ( mor) liv, nemlig det hårde, udmattende, ensomme, trættende, bekymrende, men også det glædelige, fantastiske, livsbekræftende og smukke meningsgivende ( mor ) liv.
    Og ja det er så følelsesmæssig hårdt når ens barn ikke trives, som her i sin vuggestue. Men lille Kurt reagerer sundt på noget usundt for ham, nemlig at være flyttet til et helt nyt og fremmede hus/sted som skaber utryghed i nervesystemet og det eneste der kan berolige og trøste ham lige nu er mor og far❤️
    Jeg har selv stået i lign. Situation med min datter ( og set i bakspejlet ville jeg ønske at hun ikke var kommet i vuggestue, da det ikke var hendes behov, men min pga arbejde )
    Dejligt at læse at du trods stress pga arbejdsopgaver mm vælger at give Kurt ( i samarbejde med inst.) en god og tryg indkøring.
    Bedste tanker
    Lotte

  7. Det lyder også som en ordentlig omgang. Sender masser af god karma og håber det hele snart bliver bedre♥️

    1. Kender følelsen. Jeg er alene med to børn på 4 og 6, og af og til rammer jeg bare muren for fuld musik. Det sker som oftest, når alt praktikken med arbejde, madpakker, vasketøj og fanden og hans pumpestok bliver for meget og bliver toppet med børn, der prøver grænser.
      Så taber jeg indimellem sutten, og kommer til at tale med virkelig store bogstaver. Og gu’ er det ej godt, og jeg har læst, at det er som at slå sine børn med ord. Men nogle gange er det bare overvældende, og så er det svært at være cool, calm, collected og den voksne. Hatten af for dem der altid holder hovedet koldt – hvem de så end er. Jeg prøver at opveje det ved at huske at sige undskyld. Og altid lade dem vide at de er de vigtigste mennesker i min verden. (Og så ellers krydse fingrene rigtig hårdt for, at jeg ikke har givet dem for voldsomme ar på sjælen…) Det er godt nok ikke for børn at være voksen og nogens mor… Kram til dig – håber, venindehygge giver dig lidt energi igen ❤️

  8. Så dejligt at du deler også det svære. Det er en af grundene til at jeg er med her på, øhm, 10. År? Glæder mig til at følge dit liv i Hornbæk og se hvordan jeres fine hjem vil udvikle sig.

  9. Knus til dig ❤️
    Det skal nok blive bedre igen – men der er heldigvis ikke noget forkert ved at være overrumplet og føle sig ensom. Sådan er det bare nogle gange. Selvom det selvfølgelig ikke er så rart..

    1. “Harmoniske børn reagerer på disharmoni”, blev jeg klogt trøstet, da vi for knap to år siden flyttede fra lejlighed til hus med en 2-årig. Her styrede vi i første omgang uden om institutionsskift, og alligevel var reaktionen virkelig mærkbar. Den kom fuldstændigt bag på mig, fordi det jo bare var nogle ydre rammer, der blev skiftet. Men de ydre rammer skal man nok ikke underkende betydningen af – og slet ikke, når man som Kurt er i en alder, hvor alle forandringer opfattes uden helt at forstås. Selvfølgelig reagerer den søde, harmoniske, lille fyr! – Og selvfølgelig gør du det samme, for det er benhårdt og også lidt utaknemmeligt, at hele den romantiske forestilling om glad leg i haven og et familieliv med rum og nærvær får følgeskab af et barn, der er ked af det og en (mor)samvittighed, der er tynget. Hvor lyder det til gengæld bare til, at I og pædagogerne griber det så godt og roligt an! Ro (og tid) er helt sikkert, hvad der skal til. Jeg er 100% sikker på, at jeres flytning er den allerbedste beslutning, men lige nu “sætter I i banken”; arbejder hårdt og giver måske mere, end I føler, I får tilbage, og den periode går over og vil være godt givet ud. Man kan heller ikke forklare sit barn en vaccine, men den giver man også i kærlighed og med bedste ønsker for fremtiden. Så hæng i, græd ud og hold fast i de samme drømme, som I havde før flytningen – de er stadig lige om hjørnet!♥️

  10. Åha, kender det bare alt for godt! Det er så fint at læse om andre der har det ligesom en selv – tak fordi du skriver. Vi var igennem noget lignende for et par år siden og vores løsning blev at afbryde indskolningen, holde en “ferie” hjemme (vi var heldige at vi kunne) og så indskole igen, men hvor min mand indskolede, i stedet for mig. Det gik helt vildt godt! På samme måde går det rigtig godt når min mand afleverer og jeg henter, men ikke hvis vi gør omvendt. Jeg tror simpelthen bare vi har forskellige roller eller funktioner for vores datter, så om morgenen har hun brug for det min mand kan give og om eftermiddagen for det jeg kan give.
    Med alt det sagt – bare hold ud, I skal nok finde en løsning! ❤️

  11. Jeg hepper på dig 💪🏼 Det er så okay at føle sig overvældet, og det er da også en heftig kombination at jonglere rundt i. Kan sagtens genkende hvad du beskriver – vi har også været igennem både flytning (thank god var han kun en fire måneder gammel baby dengang og kunne ikke rigtigt bevæge sig 😂😂) og hjemmepasning af flere omgange af den baby, som så er blevet en hvirvelvindskrudtugle 😅 Kæft der er knald på de størrelser, og man forsøger jo bare at følge med. Så jeg forstår så meget hvordan du har det og sender en masse visuel energi i din retning, indtil der falder ro på igen ❤️

  12. This too shall pass – så rigtigt og beroligende og så tilføjer jeg altid “og indtil det gør det, må jeg gerne være ked af det”. Så mange milde blide tanker til dig (og Kurt og faderen) mens, i trods alt det svære, klarer jer igennem sammen og hver for sig❤️

  13. Årh, kan godt forstå, at dit bægre er ved at være fyldt. Det er benhårdt at hjemmepasse, når man også har job og alt det andet ved siden af. Du gør det godt. Og du er nok <3

  14. Kære Emily
    Jeg har aldrig kommenteret før, men har troligt læst med her på bloggen i årevis.
    Jeg vil bare sige, at vi har stået i samme situation. Flyttet til en ny by og kørt vuggestueindkøring oveni. Og det gik bare ikke godt. Vi ledte derfor desperat efter en anden løsning – var der ledige private dagplejere eller institutioner, som vi kunne skifte til? Kunne en af os hjemmepasse? Det fyldte alle mine tanker. Heldigvis sørgede tiden for at løse det hele. Det tog halvanden måned, før vores datter havde vænnet sig til vuggestuelivet – og til sin nye tilværelse i det nye hus i den nye by. I virkeligheden tror jeg, at den svære indkøring mest af alt skyldtes, at det hele skete på samme tid (vuggestuestart og flytning). Det var bare lidt for meget for det lille væsen, og det forstår man jo godt. I dag er vores datter smadder glad for sin vuggestue, og det sker ofte, at hun slet ikke har tid til at tage med hjem, når vi henter hende.
    Jeg tror egentlig bare, at jeg vil sige, at du ikke er alene, og at du har fuldstændig ret i, at “this too shall pass”.
    Tak for mange gode indlæg med personlighed og dybde. Jeg nyder at læse med!
    // Christine

  15. Tak for et rigtig fint og ærligt indlæg. Vi er selv i gang med indkøring og her kører det faktisk fint… bortset fra, at vores søn har lagt sig syg for tredje gang på 1.5 måned. (Før vuggestue vag han aldrig været syg). Jeg troede også naivt, at han ville starte og jeg og kæresten skulle tilbage på job fuldtid, men nu kører hamsterhjulet med sygedage hver/hver anden uge, bedsteforældre der skal passe, arbejde der skal laves til lure og om aftenen og den evige dårlige samvittighed overfor arbejdsgiver, kolleger, barn, kæreste osv.
    Rigtig med held og lykke med indkøringen ❤️