I dag har jeg sådan en dag, hvor jeg godt gad gå op at gemme mig på hemsen med en pose Holiday-chips. Og se tre afsnit af The Bold Type. Eller græde lidt ned i en pude. Føler jeg kører på pumperne og flytterier, godt med opgaver ovre på jobbet og ikke mindst en vuggestueindkøring der overhovedet ikke kører, er ved at sætte sine spor. Ja, ja måske det endda også er den tid på måneden, men det skal det jo også være en gang imellem og ekstra følsom eller ej, så er jeg nok bare lidt… overvældet?
For det er i den grad mom guilt, der tynger. Noget jeg ellers syntes, jeg havde fundet min vej i, men når man er lige dele splittet over barn, der er ked af at være i vuggestue og man omvendt ikke helt kan magte at hjemmepasse på fjerde uge oveni alle andre forpligtelser, syttenhundrede ubesvarede mails (og tårnet af flyttekasser der nidstirrer mig), så føles det hele altså lidt tungt.
Jeg havde været forudseende (troede jeg) og skubbet det meste, der skulle afvikles, her til slutningen af måneden, hvor jeg troede alt ville være nogenlunde ok og på plads. Så meget på plads, som det nu kan være midt i en flytning. Men havde, måske naivt, forestillet mig at Kurt ville være i vuggestue en håndfuld timer hver dag på nuværende tidspunkt. Han har endnu max været der i halvanden time solo og i denne uge prøver vi noget nyt (på pædagogernes opfordring, da det gik helt i hårdknude sidste uge), hvor han kun er der ultrakort hver dag, for at vende billedet, men det betyder til gengæld rigtigt lange dage her i min ‘dagpleje’. Og så skal alt det, jeg selv skal nå (altså arbejde) fikses under middagslur og når han sover om aftenen. Og jo, jeg er helt med på, at det også er et privilegium, at kunne gøre det sådan. Fordi jeg er selvstændig. Men det er også et tveægget sværd.
Vi kører således i en slags skifteholdsordning herhjemme og ærligt, så synes jeg bare det er pissehårdt. For humøret, for moderskabet, for parforholdet. Og for søvnen.
Og jeg ved, at I (og vi) er så mange, der dagligt bakser med det samme og/eller gorde det under begge nedlukninger. Kudos til jer, mamas & papas ♥
Det blev et rigtigt brokkeindlæg, men I plejer at være søde til også at rumme det sure og det kan også være fint lige at ventilere. Synes jeg.
Og sige, at man godt kan være ked og synes det hele er lidt til den svære side en gang imellem, måske endda lidt ensomme (den følelse har jeg ikke helt prøvet før, tror jeg, men jeg har været så meget alene, jvf. ovennævnte skifteholdsordning), selvom man er forelsket i sit nye hus. Og i sin mand og sit barn.
Og egentlig godt ved, hvor pisseheldig man er.
I aften skal jeg ud at spise med mine savnede veninder. Og i morgen er der en ny dag.
This too shall pass, men for i dag er jeg lidt mør i det og flosset i kanterne. Kram til dig, hvis du også er ♥