SÅ er det vist også på høje tid at tale lidt om marts måneds læseklubbog, Forestillinger om Ana Ivan. Og jeg kan lige så godt lægge mig fladt ned og erkende, at jeg var både bjergtaget af og begejstret for Mikkel Rosengaards fine debutroman.
Og at jeg har fået en ubændig trang til at tage til Bukarest snarest muligt. Også selvom jeg på sin vis føler, at jeg allerede har været der via bogen.
Ps. Husk at april måneds bog er lagt op. Jeg håber, I har lyst til at læse med.
Nu glæder jeg mig til at høre, hvad I syntes om bogen? Tag gerne udgangspunkt i et eller flere af spørgsmålene nedenfor eller fortæl mig om noget andet, I har gjort jer tanker om i forhold til historien, sproget, temaet eller lignende.
- Har I lagt mærke til at bogen lyser i mørke? Ja, bevares det er ikke et klassisk læseklubspørgsmål, men jeg måtte lige dele det med jer alligevel. I særdeleshed fordi det faktisk først gik op for mig, da vi var på Bali og jeg en aften kom ind på vores værelse og så bogen ligge dér og lyse i mørket, inden jeg fik tændt lyset. Ret skæg detalje.
- Hvad kunne I godt lide? Jeg selv syntes mægtig godt om mange, mange elementer af bogen. Ja, egentlig synes jeg slet og ret rigtigt godt om bogen som helhed. Allermest fascineret var jeg af fortællingen (eller forestillingen) om Ana og hendes familie. Og jeg kan ikke lade være med at fundere over, om den er det pure opspind (i så fald har Rosengaard en meget veludviklet fantasi) eller om dele af den har noget på sig. Dernæst var jeg helt vild med alle de hverdagslige detaljer (hvad de spiser, hvordan dén og dén ser ud osv.) forfatteren får vævet ind i alle dele af historien hvad end den foregår i nutid eller datid, i New York, Rumænien eller Marokko. Og så var jeg helt konkret vild med det her citat: “Fra nu af vil jeg bare leve som et primtal. Sådan vild og ubrudt og kun delelig med mig selv.” Sådan siger Ana på side 264 om planerne for sit fremtidige kærlighedsliv, og den herlige, men skæbnesvangre matematikmetafor kunne jeg slet ikke stå for.
- Var der noget der generede eller irriterede jer? Jeg var faktisk lidt ked af slutningen. Det virkede på sin vis som om det hele pludselig skulle afvikles og det blev en kende abrupt og amputeret for mig og ikke helt den krølle på historien, jeg havde ønsket mig på en ellers mere end flot og raffineret fortælling. Hvor var al detaljerigdommen, alle tankerne og alle forklaringerne dér i slutningen. Jeg har fuld forståelse for, at det var en åben slutning, men det gik altså lige lidt for hurtigt (og med lidt for mange løse ender) til min smag.
- Hvad tror I, der skete med Ana? Jeg kan ikke lade være med at tro at den lille pige, der afleverer logbogen er Ana, der på en eller anden måde er blevet yngre af at have været i sin ‘Time Machine’-installation så længe. Hele bogen igennem er der små elementer af noget à la magisk realisme, men også en generel forvirring omkring hendes alder (som med hendes norske forlovede), så det virker ikke helt usandsynligt for mig. Men det er – hånden på hjertet – nok også fordi jeg bedst kan lide den løsning. Især hvis alternativet er at hun på en eller anden måde er gået til grunde.
(Visited 1.735 times, 1 visits today)
Jeg synes også vældig godt om bogen som jeg ikke havde hørt om fra andre end dig, så tak for den læseoplevelse :) virkelig spændende at høre om Rumænien dengang og hvordan de blev belønnet for at få børn inden kvinden fyldte 25 og ved 5 børn blev de foræret et sommerhus, Mother of nation osv. Jeg ved ikke hvor meget af det som er virkeligt :) Jeg græd da man nåede til Anas søster i badekarret puha! Jeg har selv en datter, så tårerne kunne ikke holdes tilbage. Jeg elsker bøger med magisk realisme, men kan heller ikke lide for mange åbne slutninger og finder det lidt for nemt at afslutte sådan… jeg er bare nysgerrig – vil gerne vide præcis hvorfor dit og dat :D havde det lidt som når jeg læser murakami som også nogle gange slutter for åbent :) Jeg kunne ikke lade værre med at tænke på om hovedpersonen var flere personer og altså selv var Ana idet han selv endte i museet og drømte om den mønt i skoen som Ana havde i hendes sko. Desuden åbnede han dagbogen til sidst som måske kunne afsløre at det var ham selv.. altså at han læste bogen forfra.. ej jeg ved det ikke! Synes din forklaring med at Ana var den lille pige til sidst er rigtig spændende!
Jeg har hørt stolthed og fordom færdig som lydbog, så romantisk :D og nu vil jeg læse “alt det lys vi ikke ser” af Anthony Doerr eller “humlen ved det hele” af Dave Goulson.
Dejligt at høre Trine!
Helt enig. Lærte en masse om Rumænien og syntes det var vildt interessant (og skræmmende!). Kan svagt huske lidt af det fra tv-avisen, da jeg var barn, men var spændende at få ridset det lidt op. Kunne sagtens finde på at læse yderligere op på det takket være romanen. Og gad virkelig godt besøge Bukarest snart.
Hehe… har det præcis som dig med slutninger ;)
Av, det var også en spændende udlægning, altså at hovedpersonen er udspaltet i flere af bogens personer. Dejligt at vi sådan kan dele vores idéer om bogen og tolkninger af den!
God læselyst :) Knus Emily
Hej Emily! Siden du startede konceptet omkring en læseklub på bloggen har jeg været helt vild med det. Jeg synes det er en fantastisk god idé – og jeg læser altid anmeldelserne. Det eneste problem for mig er, at der pga. mit (medicin)studie er så meget læsning, at der desværre kun er plads til faglitteratur i hverdagen.. Jeg har derfor en forespørgsel til dig om at lave et opslag, hvor du samler nogle af bedste bøger, som I har læst og hvilke du synes der er værd at læse hen over eks. sommerferien. :-)
Det synes jeg er alletiders idé Christine, jeg skal nok komme med en liste med forslag til sommerlæsestak :) klem Emily
Det var en forrygende roman, i højeste grad på grund af fortælletempoet, der gør, at den virker hæsblæsende og er en vaskeægte pageturner. Kan generelt godt lide åbne slutninger, men ligesom dig genrerer det mig lidt, at der ikke var nogen finurligheder til sidst.
Min far bedriver slægtsforskning og langt tilbage i hans slægt i 1800-tallet er der en familie, der fik 5 børn. Deres tredje barn, Niels, døde som 4-årig. Deres sidste barn, som de fik to år senere, hedder også Niels. Mon ikke Rosengaard også er stødt på sådan en historie og har tænkt, at det var for godt til at lade ligge.
Ja, jeg blev også virkelig fanget af den og den ene side tog den anden. Flot og gennemtænkt plot, men ja lidt for åbent til sidste, synes jeg jo også. Glad for at jeg ikke er alene, kunne ikke finde ud af om jeg var lidt for hård…
Jo det lyder ret plausibelt og spændende med din fars historie også. Kh. Emily
Kære Emily
Håber du kan tilgive mig at være den irriterende type her i kommentarfeltet, der ikke har læst bogen og spørger om noget helt andet. Beklager! :) Min mand, jeg plus vores to lækre unger skal flytte i ny lejlighed til maj, og jeg er gået all in på indretning. Derfor: er dine fotos af bogen taget ovenpå et tæppe af en art? I så fald vil du måske sende mig et link? Er helt pjattet med mønsteret!
God weekend :)
Hej Kirsten, helt ok og tillykke med den nye lejlighed :) Det er nemlig et tæppe. Jeg har købt det i Munk på Christianshavn og det er fra House Doctor. Klem Emily
Det er en fin bogklub, du har gang i herinde, Emily! Men har du overvejet at supplere med en, hvor man mødes IRL? Eller har nogle af dine læsere? Gennem mit arbejde sidder jeg hele dagen foran skærmen og skriver, så er lidt firkantet i hovedet, når jeg kommer hjem – men jeg læser masser af bøger, og jeg synes, at det er skønt at diskutere dem :)
Hej Lisa, jo det kunne bestemt være hyggeligt :) Dog er denne tænkt som én man kan være med i uanset hvor i landet man bor og hvornår man har tid. Men når det er sagt synes jeg tanken er skæg og tror bestemt der er potentiale i idéen. Jeg tygger lige på den :) Klem Emily
Tyg endelig :)
Selvom jeg er lidt for sent på den, vil jeg også lige give mit besyv med – jeg læste nemlig bogen med hensigten at kunne diskutere/få andres inputs her!
Jeg havde også en rigtig god læseoplevelse med denne bog, men det, der fangede mig mest, var hele tidsaspektet, jeg synes, det var SÅ spændende, mystisk og lidt frustrerende. F.eks. hæftede jeg mig stærkt ved dette stykke:
‘Når man lever et rutinepræget liv, så kan hukommelsen ikke indfange tiden. Tiden slipper væk. Efter en dag eller to glemmer du, hvad du lavede dagen før, de eneste holdepunkter er at falde i søvn og vågne op igen. Ud over det er alt mørke. Det er som én lang nat’
Jeg synes simpelthen, det er skræmmende, hvor sandt det er, og det minder mig i den grad om, at man for alt i verden ikke bare skal køre rundt i de samme rutiner, for tiden går jo alligevel, som dette også viser:
‘Ja, trist. Trist, fordi jeg aldrig har været lige så ung som dig. Ikke engang da jeg var en lille pige’
Jeg bed mærke i ovenstående stykke, som Ana fortæller, før vi overhovedet havde fået at vide, at Ana ‘havde mistet’ to år af sit liv. Skræmmende, men tankevækkende.
Derudover synes jeg hele historien om Anas far er vanvittig trist. At han slet ikke kunne blive lykkelig med kone og børn, men hele tiden søgte matematikken og det uopnåelige.
Jeg synes, din udlægning om, hvad der blev af Ana, er super interessant! Jeg må indrømme, jeg slet ikke selv havde fået den tanke. Ærligt tænkte jeg vist bare, at hun ‘lod ham slippe’, fordi hun ikke ville ødelægge flere mennesker, men jeg synes, at din udlægning er meget mere interessant, og så passer den jo egentlig perfekt til hele dette mystiske univers om tid!
Alt i alt en spændende bog, som næsten kun bliver mere spændende, når man tænker over den efterfølgende!
Hej Simone,
Ingen stress, det er netop idéen med læseklubben, at man er med når man har tid/mulighed og lyst :)
Ja, der var virkelig nogle tankevækkende pointer omkring tid og jeg kan også nikke genkendende til det med rutinerne. Ikke at det har noget med bogen at gøre, men det er personligt noget af det jeg prøver at ‘kæmpe’ mig fri af, ved bl.a. at lave mine ’10 ting jeg vil lave i x måned’ og ved at dokumentere på blog osv. Så føler jeg, at jeg kan indkapsle noget af tiden og at den ikke bare rinder ud mellem fingrene på mig…
Og helt vildt mht Ana’s far. Det er på sin vis en lidt klassisk historie om en knækket mand, men ikke deto mindre sørgelig.
Dejligt at du havde en god læseoplevelse, det havde jeg virkelig også og er glad for at jeg tog den med i læseklubben :)
Kh.
Emily
Et år efter bogen har været i læseklubben, og nu fik jeg endelig læst den? Den er virkelig god!!! Sådan én, som man ikke vil have slutter, og man “sparer” siderne?
Jeg har en teori om Annas far:
Jeg er sikker på at hans uni-ven, som bliver forfremmet, mens Annas far bliver dømt ude/forbigået/vejet og fundet for let, har stjålet Annas fars opgave og afleveret den som sin egen! Han vil jo ikke lægge et godt ord ind for faren, og da Anna besøger ham på universitetet virker han som om han bare vil have hende ud af vagten igen.
Tak for god anbefaling! Elsker at læse med (når tiden og en 10 mdrs gammel pige tillader det)?
Det er ikke nogen dum teori. Og så dejligt at du fik læst den og har lyst til at pippe med om den herinde. Bogklubben har heldigvis ingen udløbsdato <3 Kram Emily
…….og så er det en skæg detalje med 14 tal på urskiven på bogens cover- to for meget (ligesom Anna)
Og man ligger ikke engang mærke til at der er ti for meget (jeg gjorde i hvert fald ikke før jeg læste det på nettet)- man tager tiden for givet, og også at urskiven er “normal”
Ej det havde jeg slet ikke set! Hvor er du god! :)
Hov! To for meget, skulle der stå?
Kære alle læseklubmedlemmer og Emily. Forfatteren bag ‘Forestillinger om Ana Ivan’ Mikkel Rosengaard besøger Herlev Bibliotek i næste uge, så hvis nogen af jer har lyst til at tage tankerne omkring romanen op igen her efter et par års læsning og høre forfatterens tanker bag det sindsoprivende plot, så har I nu mulighed for det. Vi dykker ned i romanen sammen med den New York-baserede forfatter på torsdag d. 8. november:
https://www.herlevbibliotek.dk/arrangementer/litteratur/forfattermoede-tidsrejsen-som-plot
Kh Nanna, litteraturformidler på Herlev Bibliotek