I denne måned har jeg lokket Sine Gerstenberg, der er Nordic PR Lead hos L’Oréal, til at være med i min venindebog.
Sine er cand.mag. i litteraturvidenskab og lukkede i 2005 (skægt nok det år jeg startede på samme studie) døren til KUA med et speciale om eksistentialisme i den moderne roman – hvor Kierkegaard og Sartre fik lov til at debattere med Milan Kundera, Richard Ford og Siri Hustvedt.
Med Sines egne ord var specialet: “Pop møder high-brow – et tema der har forfulgt mig lige siden, og definerer min person, min stil og min faglige tilgang til opgaverne foran mig.”
Sine bød for et par uger siden indenfor på kaffe, vandmelon, lakrids, medjool-dadler (de bedste!) og så snakkede vi ellers om børn, makeup, notesbøger og bøger i almindelighed, Chanel-tasker, løbeture og mad. Blandt andet. Og så udfyldte Sine selvfølgelig venindebogen. Læs med nedenfor.
Tanken med venindebogen er, som skrevet tidligere, at jeg vil præsentere jer for nogle seje kvinder, som jeg finder inspirerende og interessante og invitere jer med indenfor i deres univers. Forhåbentlig I også bliver inspirerede :)
Ps. Venindebog med Marie Worsaae, Andrea Elisabeth Rudolph og Stine Bramsen.
Skattekisten med notesbøger.
ES: Mor til 3, nogens kone, datter, veninde, chef med ansvar for ikke så lidt, passioneret marathonløber, forfatter in spe og en hel del til. Hvordan får du kabalen til at gå op?
SG: Jeg er ikke vild med ordet balance – jeg tror på aktive valg. Kvinder: vi skal træde ned af den fine line, vi prøver at balancere på, placere benene på jorden og stå ved vores valg. Jeg har valgt at gifte mig for ti år siden og få tre børn indenfor fem år. Det er ikke bare en tilbøjelighed men en pligt (og heldigvis stor lyst) at sætte de relationer først. Og så holder jeg mere af at løbe end at smalltalke, holde intime middage end at gå på Sunday og af at arbejde med ord end at strikke på sofaen. Så valgene for mig er med alderen blevet lettere, for jeg følger min egen intuition frem for andres forventninger. Og så er jeg heldig: FOMO er ikke integreret i min DNA-masse, så jeg har det fint med at melde fra, når alle melder til.
ES: Hvorfor er makeup og skønhedsprodukter spændende for en cand.mag. i litteraturvidenskab?
SG: Fordi skønhed og mode er de ydre billeder på vores indre verden. Der er en grund til at rød lige pludselig er på alles læber og at vi vil have stærke bryn – det er illustreret neo-feminisme. Skønhedsprodukter er mere end det stof, drømme er lavet af; det er demokratiske redskaber, alle kan bruge som identitetsmarkører. Og så synes jeg derudover at verden er smukkere, når den får et strejf af glimmer og velvalgt neglelak.
ES: Du er lidt af en læsehest. Hvad giver det dig at læse?
SG: Bøger er vores fantasis brændstof; hvadenten vi vil skabe eller bare drømme, er det i min verden bøgerne, der serverer det mest helstøbte måltid. Bøger giver mig en pause for mig selv, og et perspektiv på de problematikker eller ideer, jeg mere eller mindre bevidst roder med.
Fineste, personlige ‘filmplakat’. En gave fra Sine til hendes mand.
ES: Hvad vil du gerne give dine børn med i bagagen?
SG: At de kan selv. At de altid må bede om hjælp, men at de er ansvarlige for deres eget liv og lykke. At evner forpligter, og at karmaloven er vigtigere end relativitetsteorien. Og så håber jeg helt selvisk, at de bliver maratonløbende bogorme, der elsker ferier til Paris og indimellem gider komme hjem, og spise hos deres tossede forældre. Eller drikke et glas rosé på altanen.
ES: Du har været en kæmpe inspiration for mig i forhold til at løbe og er katalysator for, at jeg nu løber hver anden dag altid og har gjort det i 3 år. Hvad er det løb kan og hvorfor løber du selv?
SG: Løb er meditation, motion og selvudvikling pakket ind i behagelige sko. Det er den billigste terapi, den hurtigste mentale detox og den mest effektive problemknuser. At man i tillæg kan tillade sig et ekstra glas vin og får pæne ben af at løbe er jo bare et plus.
Altid i tasken: Æbler og notesbøger.
VENINDEBOG:
Kælenavne: Skattis, Bøtski og Wame (sidste udtales som Wayne med et M og er mit ældste, mest sejlivede kælenavn)
Yndlingsfarve: Blå (og “leopard” hvis det er en farve?)
Livret: Store salater i alle afskygninger – gerne tilsat generøse mængder rejer, nødder og/eller gedeost – vinagrette. Altid vinagrette!!
Hvis du kun kunne tage en slags slik med på en øde ø: Kirsebær Stimorol – jeg er afhængig.
Yndlingssted: Mit hjem på Frederiksberg og mit barndomshjem i Sorgenfri.
Drinken du bestiller igen og igen: Bloody Mary som aperitif, Espresso-Martini efter en god middag. Og når solen skinner, er jeg nem at lokke til en Aperol Spritz eller Kir Royal.
Yndlingsduft: Jeg vender altid tilbage til Coco fra Chanel – den dufter af stor turban, blomstret kimono og guld creoler. Men for nylig genopdagede jeg Lancômes dufte, så lige nu kan jeg ikke få nok af La Vie est Belle.
En restaurant eller café du kan anbefale: I København er jeg vild med Verandah og Fiskebaren til mad – og at spise frokost i Torvehallerne. Den bedste (og mest børnevenlige) brunch jeg har fået længe, var på Nationalmuseet – og så er den øko og udvalget gigantisk.
Yndlingssang: Cyndi Lauper “Time after time”
Bedste bog du har læst: Det er næsten umuligt at vælge en favorit (eller fem), men jeg er håbløst forelsket i Scott Fitzgeralds “Tender is the Night” og “Great Gatsby”; og jeg ville ønske jeg selv havde skrevet Karen Blixens “Syv fantastiske fortællinger”. Næste læseoplevelse jeg glæder mig særligt til er Agnete Braads “En anden kvinde end mig”, som udkommer til september og giver et forfriskende syn på familieliv anno 2016 og det subtile tyranni veninder (også) udøver mod hinanden. Forfatteren er en begavet idehistoriker, der heldigvis også er min nabokone og min datters kommende svigermor.
Yndlingsfilm el. tv-serier: Sopranos, Breaking Bad, Peaky Blinders, House of Cards og (selvfølgelig) Sex and the City. Jeg kan ikke vælge en yndlingsfilm, men jeg ville meget gerne flytte ind i Baz Lurhmanns univers set gennem Sofia Ford Coppolas pæneste filter.
5 ting i din taske: Baby Lips læbepomade, Cushion foundation fra L’Oréal Paris, Baked Blush fra NYX, håndsprit, Pukka te, kirsebær Stimorol, vådservietter, en slikkepind, pung, nøgler, telefon og kleenex. Hov! Det var ikke fem – men med tre børn er “travel light” et ukendt fænomen.
Yndlingsemoji:
Hvad gør dig glad: Når min Storm på seks synger, når Buster på fire laver stand up comedyshow for resten af familien, når Ella på halvandet griner af mine fjollede ansigter, og når min mand hepper ivrigt på hele ruten, når jeg løber maraton. Og når mit nyeste familiemedlem – Julie på 21 – kalder mig bonus-mutti.
Det værste du ved: Smålighed og respektløshed.
Kendis-crush: Ryan Gosling, Javier Bardem, Edward Norton og Al Pacino.
Guilty pleasure: Man skal aldrig føle skyld over nydelse. Men jeg har en faible for rødvin, fed ost, sort kaffe og webshopping efter sengetid.
Pssst… Sine har også en mægtig fin blog med ord, Sines sider.
Jeg elsker din venninde bog- jeg elsker virkelig de top fine billeder du fanger og ja mere af veninde bog- gerne hver måned hvis jeg må være så fræk :P :)
Hvor gør det mig glad at læse Seyma! Det kan du tro at du må og det vil jeg bestræbe mig på at levere ;) Jeg har allerede taget billeder til den næste omgang venindebog, så glæd dig :) Kram Emily
Havde næsten gættet, at det var Sine, da du fortalte om næste venindes store notesbogsamling :)
Har lige screenshottet Sines yndlingsbøger. Hun har (også) god smag i litteratur, og via hendes blog har jeg fået ikke så få gode læseoplevelser hjem fra biblioteket.
Sejt gættet :) Og ja, der er masser af læseinspiration at hente hos Sine. En fornøjelse :) Kram
Elsker de her indlæg! Og elsker at læse om seje litterater… sagde hende, der selv er litterat :D
God weekend.
Seje litterater ftw! :) Dejligt at du kan lide indlægget. Klem og lige over
Juhu for venindebog-indlæg. Super seje og inspirerende kvinder – dét er værd at læse om! Big ups til dig for et fantastisk initiativ Emily (også sej og inspirerende kvinde!) :)
Mange tak Caroline, så fedt at I tager så godt imod det. Hygger mig også gevaldigt med at lave det :) Knus Emily
Super fine indlæg i venindebogen, kudos til dig Emily! Og hvilke skønne svar og tanker Sine deler her. Især gjorde ideen om at stå ved sine valg, istedet for at søge den diffuse ‘balance’, virkelig indtryk. Sejt!