Når man bliver friet til, så følger der (forhåbentlig) også et bryllup og vi er heldigvis ret enige om, hvad vi gerne vil. Og hvad vi ikke vil.
Vi ved bare endnu ikke hvornår. Måske det bliver til næste år, måske vi vælger at vente lidt længere. Der er så mange faktorer, der spiller ind. Men derfor vil jeg meget gerne dele, hvad vi har på tegnebrættet indtil videre :)
Da jeg fortalte om frieriet skrev én af jer:
“Stort tillykke til jer begge! Det lyder som et meget romantisk øjeblik <3 Min veninde (som også læser din blog) og jeg sad i går, efter vi havde set dit billede på Instagram, og snakkede om hvilket slags bryllup I mon skal have ;-) Vi kunne ikke helt hitte ud af, om du er til det klassiske prinsessebryllup med kirke og fest på slot/herregård el. lign., eller om I kunne finde på noget HELT andet – som at blive gift på et surfbræt, ha ha… Det bliver i hvert fald spændende at følge med i :-).”
Jeg var så glad for alle jeres søde kommentarer til det indlæg, men særligt glad var jeg nu for den. Syntes det var så hyggeligt, at I var nogle, der havde gennemskuet, at jeg måske er en tøsetøs på mange punkter, men ikke på alle.
For jeg kommer nok til at skuffe nogle af jer. Det bliver nemlig ikke et prinsessebryllup. Nok mere det med surfbrættet! Jeg har (tro det eller ej) aldrig rigtig drømt om bryllup, og egentlig heller ikke villet giftes. Altså før nu. For jeg vil mægtig gerne giftes med Drømmemanden. Dét er jeg ikke et sekund i tvivl om.
♥ Det bliver noget à la et boho-/surf-/festivalbryllup. Eller noget i den dur. Det har vi ikke helt på plads endnu. Det kommer også til at afhænge lidt af sted og årstid. Men så ved I ligesom, hvor vi er henne af.
♥ Vi er begge enige om, at det vigtigste for os, er at invitere alle dem med, vi har lyst til at se. Familie, venner, bekendte der er på vej til at blive venner… Og deres påhæng. Så det bliver mange gæster. Rigtig mange. Og så må resten blive lidt derefter. Måske det bliver pizza og fadøl i et telt. Det må vi lige konsultere kuglerammen og bankrådgiveren om.
♥ Vi skal ikke i kirke. Men vi vil meget gerne have en ceremoni, som vores gæster kan overvære og være en del af. Umiddelbart tænker vi, at det skal være tidligt på eftermiddagen. Efterfulgt af kage/snacks/drinks. Og så lidt tidligt til bords, så aftenen ikke bliver for klemt. For der skal være taler (og jeg vil også gerne holde en) og brudevals og hele baduljen.
♥ Jeg har allerede købt en kjole. På udsalg til 1.800 kr. Og tror det er den. Men vil nok gerne ud at prøve et par andre for at være sikker. Den jeg har købt er, ifølge min mor, “så bar at det vist er godt, I ikke skal i kirke”. Og i følge mig meget boho og helt perfekt! Nu går jeg bare og bakser lidt med, om der skal flade snøresandaler eller hvide sneakers til.
♥ Alle skal med til hele molevitten. Så der bliver ikke nogen reception, men derfor skal vi altså stadig have kage og bobler efter ceremonien. Vigtigt jo!
♥ Og apropos kagen, så er det den, blomsterne og borddækningen, jeg står for… og går mest op i. Min kommende mand (det lyder altså skørt!) får lov at være primus motor på resten. Han er nemlig vældig god til den slags og har masser af geniale fester inklusiv et par Distortion-scener på samvittigheden.
♥ For det er en anden ting vi er enige om. Det skal være en FEST. Vi skal ikke gå ned på DJ’s (i flertal ja). Ej heller gode cocktails (tæt på dansegulvet!).
♥ Hvis vi har råd til mere end pizza og fadøl (og førnævnte drinks) til alle gæsterne, så gad vi godt noget à la food trucks med mexi-mad og så en isvogn med vaffelis til dessert.
♥ Hvis vi ligefrem ender med flere retter, så overvejer vi at lave ‘Dinner & Dance’, hvor man skal op at danse med en herre/dame fra ens bord mellem hver ret. Det skulle efter sigende være virkelig akavet efter forretten, men blive nemmere og nemmere og give en mere end herlig stemning og være en fabelagtig ice-breaker.
♥ Vi er til gengæld overhovedet ikke enige når det kommer til udendørs vs. indendørs. Min kæreste vil gerne være ude. For det passer godt til os og vores low key-bryllup. Det er jeg for så vidt enig i. Men jeg vil nu helst være inde, fordi jeg hverken stoler på meteorologer eller det danske vejr. Og jeg orker ikke at gå og have ondt i maven over det i ugerne op til. Eller – oh skræk oh ve – at være våd eller fryse på min bryllupsdag… For jeg er verdens største frossenping og min kjole er som skrevet ikke af den varmeste slags ;)
Uanset hvad, skal det nok blive vidunderligt og uforglemmeligt. For det er noget af det smukke ved bryllupper. De har det med altid at være noget ganske særligt og passe lige akkurat helt perfekt til dem de er tilegnet. Uanset hvordan de så ellers er udformet og eksekveret.
Er I nogle, der skal giftes næste år? Eller i år måske? Og hvordan skal det foregå?
Eller er I allerede blevet gift? Og har I gode råd?
Hver gang jeg taler med folk om deres bryllup, lærer jeg noget nyt, så jeg vil elske at høre jeres tanker og idéer <3
